Psychedelia.dk

Tak skal du ha Tror også den eneste vej er regression, at få det gjort færdigt, i stedet for at løbe hele livet. I sidste ende er det formentlig et spørgsmål om ressourcer, men den diskussion hører nok mere hjemme i et andet forum...

men hvad med psykedeliske svampe som Ars Moriendi tager? Mener du også at han er dårligt selskab? [/i]. Jeg kan virkeligt ikke se relevansen i det?

Relevansen er følgende: Mennesker her udveksler erfaringer og kan bruge dem eller smide dem væk. Jeg læser ikke hverken mit, fanny eller treasures indlæg som en opfordring til hovedløst at blæse sin hjerne ud på stoffer. Vi taler om fordele og ulemper ved forskellige behandlingsformer. En af de store ulemper ved psykedeliske stoffer er efter min mening, at de ikke kan foregå med hjælp fra samfundets side. Det er en politisk beslutning (og dermed ikke nødvendigvis den rigtige), hvilket er væsentligt at holde sig for øje. Hvad der er det rigtige for Nullo kan ingen af os vurdere, det må han selv afgøre.

Når det er sagt, så vil jeg da gerne advare mod, at kaste sig hovedløst ud i noget som helst - også behandling fra det etablerede system. Jeg har set såkaldte eksperter tage mange sørgelige beslutninger på en psykiatrisk afdeling hvor jeg arbejdede. Menneskers liv smadret af elendige vurderinger fra såkaldt professionelles side... At opfordre Nullo til KUN at tale med professionelle, mener jeg er helt forkert. Nullo skal først og fremmest tale med mennesker...

Stonez@ Jeg synes dit svar til mig og Treasure er fuldstændig ude af propertioner. Bevares, du kan åbenbart ikke lide mine holdninger generelt, men der er vi da heldigvis frie mennesker som har lov at ytre vores meninger.

Du skriver at Nullo ikke bør tage imod råd fra "syrehoveder"; well, jeg må gå ud fra at du mener de syrehover er mig og Treasure?
Derfor vil jeg sige følgende:
Jeg har ikke anbefalet Nullo at tage psykedeliske stoffer. Jeg komplimenterede blot Ars Moriendi for at arbejde seriøst med svampe; ikke fordi jeg mener at alle bør gøre det (!) men fordi han virkede som om han fik noget ud af det.

Derudover anbefalede jeg Nullo evt at prøve med lidt 5-HTP -en precursor til seretonin, for at genopbygge hans evt lave seretoninniveau. Dette er et stof som har vist sig yderst brugbart mod depression (og uden ISSRérnes bivirkninger!). Desværre fås stoffet ikke i danmark, for guderne må vide hvorfor, men det kan købes over nettet. Fortæl mig lige hvori mine udsyrede og usunde lommefilosofi-tanker kommer ind i billedet her!

Jeg skrev ikke så meget mere til ham, da jeg syntes Treasure havde ramt hovedet på sømmet: at det var et kontaktproblem som Nullo skulle arbejde med. Netop derfor er ISSR måske en dårlig ide, da det er vigtigt at Nullo er klarsynet og istand til at handle, istedet for bare at hylde sig ind i en medicinskabt virkelighed der fortæller at alting er iorden.

- og så vil jeg da lige slutte af med at sige, at det at være moderator i medaljens bagside, ikke indebærer at man skal have en eller anden psykologi- eller psykiater-grad. Dette er ikke en brevkasse hvor alle kan forvente at få et professionelt svar, men et debat-forum, hvor almindelige mennesker diskuterer og hjælper hinanden.
Mit job som moderator går ud på at holde øje med at tonen ikke bliver alt for grim, samt slette/flytte posts som ikke har relevans. Rent faktisk har denne tråd ingen relevans for dette forum, da det ikke er stof-relaterede problemer Nullo tumler med. Derfor kunne jeg groft set godt have slettet den, men da han bad om hjælp, lod jeg den blive, i tanken om at der måske var nogen, som kunne hjælpe ham.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Kære Treasure.at tage sit liv. Jeg forstår ikke hvordan det ikke er en hjælp? Det kan netop være medvirkende til at personen kan åbne op i terapi. Igen Treasure, hvorfor skal du udtale dig om hvilken behandling jeg modtager? Terapi en gang i måneden eller hvad?
Treasure, du skubber bare videre. Hvorfor blande min behandling ind i det? Andet end den grund du kan fluekneppe mig på en eller anden måde, det er altid sjovt at sparke til dem der ligger ned, ikke sandt?
Du insinuerer, at mine problemer skyldes mit hashmisbrug, ikke sandt? Det det handler om nu, er at få mig til at undskylde og trække mine holdninger tilbage ikke, give detaljerede oplysninger om hvorfor jeg selv går med selvmordstanker? Det holder jeg langt væk fra psychedelia, da jeg mener der er mennesker der er mere kompetente til at hjælpe mig med det, deriblandt gode venner og professionelle. Tråden handler ikke længere om Nullo?

Nullo: hvilke fysiske bivirkninger har du haft af medicinen?

Stonez> Den eneste som er selvfed og ikke lytter til Nullo er vist dig. Du ignorerer fuldstændigt hans udsagn om at han ikke brød sig om ISSRérne og fik det værre af dem. Det er da fint at de virker for dig, selvom det godt kan lyde lidt som om du tvivler på det selv:

Stonez skrev:


-Du lyder søreme overbevist om at pillerne er gode for dig...

Iøvrigt er det da flot at du sådan bare kan drage paraleller mellem hvordan man skal kurrerer dit årelange hashmisbrug og Nullos selvmordstanker. Jeg tror de fleste "professionelle" ville se lidt mere nuanceret på det.

Du er den eneste som bruger et grimt sprog her og sviner andre til.
Du sætter dig selv i centrum i en tråd hvor man netop bør lytte til den der startede tråden, og farer i flint over den mindste smule saglige kritik af dine udsagn. Ud over det, svarer du ikke på mit svar til dig, men kalder mig bare selvfed.



Er det bare det livet handler om? at overleve? Man kan også bare lægge folk i bedøvelse i årevis. Så går de ikke ud og bliver skadet i trafikken, eller bliver deprimerede osv.
Undskyld mig min gennemsyrede hippihjerne, men jeg mener at livet bør leves for at vi kan udvikle os gennem mødet med andre mennesker, udvide vores forståelse af os selv og hinanden. Dette gøres bla. ved at mærke verden og os selv, og turde sætte ord på hvad vi føler.

-Og lige en ting: Jeg er ikke imod ISSR. Der er mange mennesker det kan hjælpe gennem en svær tid. Men jeg lytter til folk hvis de fortæller mig, at de har haft dårlige erfaringer med dem. Så er det tydeligvis ikke noget man skal blive ved med at insistere på at de bør tage.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Ja, fanny. Det handler om at overleve indtil man har fået behandlet sine problemer, så man kan komme videre i livet.
Jeg tager SSRI fordi livet er noget lort. SSRI'en er et værktøj der gør det muligt at kommer videre, længere er den ikke.
Btw, mit årelange hashmisbrug er ikke kilden til mit problem. Min hashrygning har jeg brugt til at dulme problemerne og det har self ikke hjulpet. Ellers andet?

Jeg vil også gerne tilføje, at de første par uger på SSRI, kan det føles som om det går den forkerte vej, det vender for det meste.

Nu handler tråden om mig, det har jeg ikke ønsket. Jeg blander mig hermed udenom, skriv PM hvis det er, jeg svarer måske.
Mvh.

Nullo> jeg ved ikke om du stadig følger med i tråden, men det ville være rart at du ville give lidt respons på hvad der er blevet sagt .
Håber at du trods alt har kunnet bruge nogle af de svar du har fået.

Hilsen Fanny

Stonez: ja lad os holde her. Du er vel i og for sig også klar over at du blev lidt for grov, siden du har rettet i dine indlæg.

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

For nogen kan det endda vare mere end et par uger. Jeg kender folk, der har haft det fysisk virkelig dårligt de første 4-6 uger. Synsforstyrrelser, kvalme, heftige svedeture, voldsom svimmelhed. Men det er forsvundet efter denne periode.
Personligt har jeg ikke oplevet decideret forstyrrende bivirkninger ifm. med min brug af SSRI. Lidt mundtørhed i visse perioder er det hele, og det er til at overse.

Jeg kan personligt kun skrive under på, at SSRI virker, men det er selvsagt ikke en behandling, der skal stå alene. Kognitiv terapi har den klart bedste dokumenterede effekt af psykoterapetiske behandlingsmetoder.

Og så vil jeg også gerne skrive under på en ting mere, nemlig at Nullo bør opsøge professionel hjælp. Det er naturligvis ikke alle, der har behov for samme behandlingsform, men man må altså også erkende, at psykologer og psykiatere ikke er Djævlens håndlangere. De har en uddannelsesmæssig baggrund, som rent faktisk er noget værd. Og ikke mindst har de en erfaring med at behandle folk med disse problemer, og de er - forhåbentlig - i stand til at tilpasse behandlingen til den enkeltes behov.

@ Nullo: Det er forfærdeligt at have det, som du har det nu. Og hverken jeg eller andre her på boardet kan afhjælpe det. Du skriver, at du ikke orker at skulle til psykolog, og derfor er det nok heller ikke det vigtigste lige nu. Jeg vil anbefale dig i første omgang at gå til din læge og få udskrevet SSRI. Så er det vigtigt, at du og lægen følger op p den behandling jævnligt. Første gang efter en måneds tid og efterfølgende med lignende intervaller. Det skal du insistere på. Og så skal du være hudløst ærlig overfor din læge. Dit forhold til lægen er ikke personligt, og du skal udnytte det så meget, du overhovedet kan.
Jeg håber, du vender tilbage og læser denne tråd igennem.

Alt det bedste

/New Order[/b]

Jeg blev grov ja, men synes stadig ikke det var fair at Treasure skulle kommentere om det ene og andet vedr. min behandling som han ikke ved noget om. Hvorfor jeg spyttede i din retning Fanny, ved jeg ikke længere. Undskyld.
Lad tråden fortsætte, og New Order.. Helt enig!
Grunden til at jeg rettede i mine indlæg, var dog at jeg ikke ønskes at hænges ud på pga. mit hashmisbrug, men nok om det

Undskyld..men jeg bliver lige nødt til at skrive : hold kæft det er mærkeligt at leve! at være til!

Nullo..tror alt du kan gøre i første omgang er allerede blevet nævnt i denne tråd..
motion udløser en masse stoffer i hjernen der bl.a. modvirker depression, så det skulle være en dokumenteret måde at hjælpe din situation på - nem måde at starte på..men du skal også selv tro på det virker..sådan tror jeg det er med alting når det handler om psyken - 50% af det er at man bygger en tillid og villighed til at lade de forskellige behandlinger hjælpe en..

Der er mange der går igennem depressioner, nogle sværere, nogle mildere - men det er op til en selv om man vil lade den overtage sit liv..om man vil fylde det hul man er faldet ned i med jord man SKAL prøve at se positivt på situationen..lige meget om det ikke giver den mindste mening at gøre...hør musik - studér dine helte..der er måske nogle af dem som også har været igennem tilsvarende ting..dejligt at kunne relaterede til andre mennesker, hvis man da altså ikke bruger det til at blive mere "self-pitty"..

Jeg tror selv jeg har været igennem nogle depressioner gennem mit liv, uden at være diagnosticeret....nu er jeg inde i en ok periode så ser anderledes på ting end for fx 2 måneder siden..jeg har overskud til at kigge på livet, og finde fornuften i at jeg måske forventer for meget af mit liv..prøver at se på det sån lidt at det at være depressiv ikke er værre end at være glad..jeg tror hvis jeg ikke syntes(som jeg nok inderst inde gør), og nu er jeg vidst lige lovlig ærlig, at jeg var så pisse vigtig så burde der næsten heller ikke være så meget at være ked af...

Nu forventer jeg ikke du ved hvad jeg mener, men håber bare det kan hjælpe dig med at se at der er andre måder at se tingene på - ting behøver ikke være så vigtige som man synes; problemer eller glæder, og en ting er sikker -der er masser af glade tider tilbage hvis du gør noget for det, og gør det med krop og sjæl..

Det er rigtig gode råd, du kommer med. Men som du vist også selv antyder i starten, så er det ikke nok at følge dem. Man må også erkende behovet for professionel behandling. Men de kan bestemt indgå som en del af behandlingen. At bryde ud af en depression handler i bund og grund om én ting: at finde glæden igen. Du beskriver depression som at være faldet i et hul. Det er ikke min oplevelse. Min oplevelse er, at depression er som at være i et sort hul, man kun selv kender eksistensen af, og som ikke har udsigt hverken den ene eller den anden vej. Det eneste, der findes, er depressionen.
At sige, man SKAL prøve at se positivt på situationen ville ikke ha' givet nogen mening for mig, da jeg var ramt af depression. Jeg prøvede og prøvede da også, og min kæreste, mine venner og min familie gjorde alt det rigtige, men det hjalp lige lidt. Begrebet tag dig sammen! har ingen reel værdi i den depressionsramtes verden. Det er ord, man kender, men deres mening er uden substans.



Det er noget vrøvl, hvis du spørger mig. Der er himmelvid forskel på at være glad eller sur ift. at fungere personligt tilfredsstillende eller være depressiv. En alvorlig (?) depression rækker langt udover følelser som glæde og lyst. Det er en tilstand af ikke engang at kunne genkende glæden, når den kommer. Eller sorgen, for den sags skyld.
Jeg har selv haft meget svært ved at forklare først og fremmest min familie, hvilken mental tilstand depressionen sætter én i, og til de, der måtte være interesseret, er Andrew Solomon's fremragende The Noonday Demon endelig oversat til dansk: Helvedes malstrøm. En rigtig god titel, if I may say so.





Correctemundo.

Jeg ser godt alvorligheden i, at Nullo ser sit problem med udgangspunktet i selvmordstanker. Selvfølgelig bliver man bekymret for sig selv når man begynder at tænke "jeg har ikke lyst til at leve mere" - det er et kritisk punkt, som for de fleste nok vil få alarmklokkerne til at ringe. Men hvad jeg mener er endnu vigtigere er at der ikke bliver fokuseret på at "behandle" selvmordstankerne. Man kan lynhurtigt panikke og tænke "nu brænder det sgu på, knægten har selvmordstanker og det skal vi gøre noget ved, med det samme" og så sende en recept på SSRI i personens retning.

Hvad jeg mener er vigtigt er at se igennem udtalelserne - ja, selvmordstanker er alvorlige, men det er et udtryk for noget andet. Der er tydeligvis ikke tale om selvmordstanker af OCD karakter, så tankerne er udtrykket for noget andet, som jeg ser som uløste konflikter der hober sig op, følelser der ikke bliver luftet ud og gør en så elendigt til mode, at selvmord føles som "den lette udvej". Men der er stor forskel på "tanker" og så egentlig inderligt at ville dø. Folk der ønsker at dø, gør det bare. Det er faktisk ikke særlig svært at tage livet af sig selv. Jeg tror de fleste kan nævne ihvertfald 20 hurtige og relativt smertefulde måder. Derfor er et udsagn om selvmordstanker ikke et udtryk for at ville dø, men et udtryk for noget andet, der er så pinefuldt, at det at dø synes lettere.

Jeg udtaler mig om din behandling fordi du på en eller anden måde påråber dig retten til at mene, at en medicinsk behandling på stort set lige fod med din egen, er vejen frem, til trods for at diagnosen sandsynligvis er vidt forskellig. Jeg ved godt at SSRI og anden medicin kan være hjælpsom når det ser allersortetst ud, og jeg vil da også i visse tilfælde mene, at man skal behandle med medicin når situationen er alvorlig nok. Problemet er dog i dag, at der bliver udskrevet SSRI og andre psykofarmaka i storflæng til stort set alt. Jeg har arbejdet på apotek og haft mit daglige gemæng med recepter osv., og jeg kan roligt sige, at mængden af psykofarmaka der bliver udskrevet er abnorm.

Nu er sagen også, at jeg tager hensyn til Nullos udtalelse om, at han har været til psykolog og har været i behandling med SSRI, uden at det har haft nogen effekt. Derfor forsøger jeg at give så gode råd som muligt og sætte mig ind i Nullos problem, uden dog på nogen måde at mene, at jeg er kvalificeret til at stille en egentlig diagnose eller forstå det fulde problem ud fra en forholdsvis lille tekst om situationen.

Jeg ser det ikke som at "sparke til dem der ligger ned", fordi jeg kritiserer dine udtalelser. Jeg forstår godt, at kritikken indirekte rammer dig som person, men derfor har jeg stadig kun forholdt mig til dine udtalelser, og ikke til dine personlige kvaliteter. Jeg ved ikke om hvilken type person du er - jeg kender dig jo ikke personligt, derfor er det ikke personlig kritik. Men jeg tager stadig udgangspunkt i dine udtalelser og med hvilket synspunkt de kommer i. Jeg vil unægteligt mene, at 9 års hashmisbrug spiller en betydelig rolle i psykisk problem som en depression, også selv om du omtaler andre konflikter, der tilsyneladende også spiller en rolle. Så ja, jeg insinuerer, at dine problemer dels kommer fra hashmisbrug, men det vil jeg ikke diskutere her, og det ønsker jeg egentlig ikke at gøre mig klog på - jeg vil dog kun mene, at det spiller en rolle. Men jeg håber for dig alligevel, at du kommer på ret køl, selv om jeg ikke er enig med dig i, at medicin vil hjælpe dig ud af dine problemer. Og derfor ser jeg heller ikke, at medicin vil hjælpe Nullo med sine problemer.

Jeg vil da også lige se at få kommenteret konkret på dit indlæg, Nullo. Jeg har været og er stadig i samme båd som dig. Ligesom Stonez er det.



Der er (muligvis) to ting i det her. Ensomheden og følelsen af ikke at være forstået er helt almindelig, hvis man har en depression. Det er en følelse, som du langt fra er alene med, men det er også en følelse, hvor lidelsesfæller ikke hjælper stort.
HVIS det er en depression, du har (og det er vist oplevelsen generelt og også hos mig), så er den første erkendelse, du skal gøre dig, at du er alene. Det er hele kernen i depressionen. Det er vigtigt, at du gør dig klart, at det her er dit problem og dit problem alene. Det handler om, hvordan du ser, oplever/fortolker og forstår verden. Det er fuldstændig uafhængigt af andres handlinger, og det må du prøve at gøre dig klart. Jeg ved, det ikke er ligetil.



Dine forældre er magtesløse, og det er helt forståeligt. Det er ikke fra dem, du får hjælp, og sådan er det! De vil dig alt det bedste, og tag imod deres kærlighed med kyshånd. Men de er dybt involveret, og kan ikke se skoven for bare træer, så at sige. De kan ikke hjælpe dig efter behov. Dels fordi de er personligt involveret, dels fordi de ikke ved, hvordan man skal håndtere sådan noget. Selv hvis de begge havde væretr uddannede psykologer, ville de ikke have kunnet hjælpe dig.



Jaaa, jeg har ikke så meget at tilføje til, hvad jeg har skrevet i denne post og tidligere i tråden.
Du må meget gerne kontakte mig via PM for evt. at tage en snak via Messenger.

/NO

Det virker på mig som om, du ikke har den fjerneste anelse om, hvilken mental tilstand Nullo muligvis er i. Har du selv oplevet en depression? Er du overhovedet klar over, hvilket usigeligt helvede det er at være ramt af en depression?

New Order -> Jeg tror Nullo er skidt til mode, og er deprimeret, men jeg tror ikke han har en depression. Det virker ihvertfald ikke som om han giver udtryk for det. Under en depression er man langt mere medtaget end hvad jeg synes Nullo fortæller.

Og ja, jeg kender godt til det.

Well, så oplever vi hans indlæg forskelligt, og det er bestemt en ærlig sag. Jeg oplever det som om, han prøver at beskrive en depression.
Hvis der er tale om, at han lider af en depression, så er dine puttenuttede løsningsforslag lige til lossepladsen. Det er du forhåbentlig klar over?

Medicin løser ingen problemer, det mener jeg heller ikke at jeg har givet udtryk for. Jeg gentager gerne mig selv :
For at bruge lidt billedsprog; En depression er som et brækket ben, medicinen fungerer som en krykke man kan støtte sig til, mens benet heler.
Jeg er overhovedet ikke af den overbevisning, at medicinen "gør mig rask", men jeg ved uden tvivl, at det hele ville være meget værre uden medicinen. Jeg har ikke noget ønske om at snakke om "min sag", men for nemheds skyld, brugte jeg det lige her, for at for min pointe frem. (Og det er jeg åbenbart ret elendig til, da Treasure langt fra forstår min pointe).

Og der mener jeg ikke at Nullo har en behandlingskrævende depression, men at han har nogle indre konflikter han har svært ved at arbejde med, f.eks. fortrængt vrede og/eller sorg, som han måske er flov over at vise eller er en "for flink" person til at lade sine egne problemer gå ud over andre. På det plan Nullo er på synes jeg at en form for adfærdsterapi (uden at jeg dog selv, ud over det jeg allerede har rådet, har særlig stor erfaring med det rent praktisk) vil være til større hjælp, frem for medicin.

Hvis jeg må spørge, hvor længe har du været i behandling med SSRI og nervemedicin + noget andet du ikke vil nævne (antipsykotika formoder jeg? ). Min holdning er dog stadig er medicinen lægger låg på følelserne og får kroppen og hjernen til at fungere, dog uden at det egentlig hjælper på den indre konflikt man bærer rundt på. Men jeg afviser ikke muligheden for at medicin i visse tilfælde kan hjælpe til at gøre den terapeutiske behandling mere effektiv. Jeg kender godt til, at er man deprimeret nok går man helt i baglås og bliver mere følelesløs, og man er i bund og grund ikke i stand til at bearbejde problemer eller ændre adfærd, så længe man er medtaget af depressionen. Det har man ganske enkelt ikke overskud eller overblik til.

Holy crap! Du springer jo let og elefant henover de reelle og meget nærværende problemer, som Nullo har. Du springer direkte til adfærdsterapi, og det er faktisk det, jeg hidtil har kaldt kognitiv terapi. Kognitiv terapi ifm. depressionsbehandling er adfærdsterapi. Men du er ikke stemt for en sideløbende medicinsk behandlig?

Nej, ikke da Nullo får fysiske bivirkninger af SSRI. Men 5-HTP kan måske hjælpe. Måske også melatonin, eller perikon. Kognitiv terapi har ikke noget med adfærdsterapi at gøre...

Kognitiv terapi handler om at ændre sine tankemønstre, så man stopper en cyklus af negative tanker, negativ stemning og negative tanker (som i sidste ende gør en deprimeret). I praksis foregår det ved at lægen "får en til at se mere lyst på tingene", men egentlig adfærdsterapi ville jeg ikke kalde det. Ved en sådan terapi vil patienten blive stillet praktiske opgaver som han skal løse under terapeutens instrukser. En sådan praktisk opgave kan hjælpe en til at udtrykke følelser, så man bryder vanen med at pakke dem ind og gemme dem væk.

Hvad er det da for meget reelle og nærværende problemer som du mener Nullo har?