Bedøves med stoffer og voldtagesDrug-rape: En ny type voldtægtsforbrydere huserer i nattelivet, hvor de begår den perfekte forbrydelse
I et uopmærksomt øjeblik bliver der listet lidt gennemsigtig væske i kvindens drink på det røgfyldte diskotek. Kort tid efter får hun det skidt, og sød - som han lader til at være - hjælper han hende på benene og hjem. Eller hjem til ham.
Nærmest bevidstløs bliver hun så voldtaget.
Næste dag kan hun ikke huske noget som helst. Og fordi stofferne kun er i blodet i op til 12 timer, er det nærmest umuligt at bevise, at hun har været udsat for drug-rape, som det hedder.
Den perfekte forbrydelse
- Faktisk er det 'den perfekte forbrydelse', fordi den i de fleste tilfælde ikke kan spores, siger Peter Gulstad Skanning, der er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital og speciallæge i anæstesi og forgiftning.
Han er ikke i tvivl om, at nogle danske piger er blevet dopet og voldtaget, selv om vi endnu ikke har set en mand blive dømt på det grundlag.
Livsfarligt fantasy
Ofte bruger gerningsmændene sovemedicin som rohypnol eller bedøvelsesmidlet GHB -også kaldet fantasy. Nogle kalder det for flydende ecstasy, og det gør stoffet endnu farligere.
Som læge på Bispebjerg Hospital har Peter Skanning gang på gang oplevet unge mennesker komme ind med livstruende skader, efter at de har indtaget f.eks. fantasy.
- De tror, de bliver opkvikkede som med ecstasy. Men fordi fantasy er en 'downer', bliver de i stedet mere og mere sløve. Det kan de ikke forstå, så de tager noget mere, og så er det, de kan dø af det, fortæller Peter Skanning.
Nemt at tage for meget
Samtidig er det meget nemt at komme til at overdosere fantasy.
- Jeg vil så gerne advare unge mennesker mod stoffer. Mange af dem er slet ikke klar over, at de kan blive depressive og få permanente hjerneskader efter blot at have taget stofferne nogle få gange, slår Peter Skanning fast.
Billedtekst 1: Unge piger får narko i deres drinks og bliver bagefter voldtaget. Men det er svært at bevise, fordi stofferne er ude af systemet, før kvinderne når at anmelde sagen til politiet.
Billedtekst 2: Afdelingslæge Peter Skanning er ikke i tvivl om, at danske piger er blevet dopet og voldtaget. (Foto: Thomas Wilmann)
Ekstrabladet 30/1 2006
http://ekstrabladet.dk/visartikel.iasp?pageID=332616