Mazub skrev:
men jeg er nu lidt i et dilemma for jeg ved ikke rigtig om jeg måske skulle prøve en lille joint. hvornår startede i ???

Jeg prøvede hash, da jeg omkring de 15-16 år, men i den periode var det mest efter mønsteret "en masse øl til festerne og så noget hash". Det gjorde, at jeg ikke oplevede, hvor fint et euforiserende stof det var - og måske passede det ikke rigtig ind i mentaliteten på mig på det tidspunkt. Så jeg brugte det aldrig ret meget og droppede det næsten permanent omkring de 20. Det er først her omkring de 33, at jeg har fundet hashen igen.
Generelt kan man nok ikke anbefale nogen i din alder at indtage nogetsomhelst berusende, men ungdommen i dag har åbenbart valgt at gå i den retning. Jeg skal ikke kan sige, om det er godt eller skidt - men det er nok i hvert fald ikke udelukkende godt.
Hash er ikke livsfarligt, og det giver heller ikke en stensikker hashpsykose og det leder heller ikke nødvendigvis til brug af hårdere stoffer. Men hash er psykoaktivt og rummer i høj grad "rusens risici" ligeså vel som andre stoffer. Hash kan gøre dig totalt hjælpeløs og ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger (så som at gå i siden af vejen og ikke midt ude i trafikken). Hash kan have en dårlig virkning for folk, der har skjulte anlæg for depression, skizofreni og vrangforestillinger.
Der er sikkert mange brugsmønstre af berusende stoffer - og også herunder hash. Et af de farligere, som folk her også har advaret imod, er den situation, hvor man begynder at ryge hver evig eneste dag.
Min personlige holdning er, at vi mennesker gennem millioner af års evolution er udviklet til at være dygtige overlevere på vores "baseline", dvs. i uberuset tilstand. Alt andet lige fungerer vi bedst uden en kronisk påvirkning af udefrakommende stoffer. På den anden side set er menneskehedens historie også fuld af shamanisme, åndemaneri og åndelig stræben - og der er ingen tvivl om, at rigtig mange kulturer har brugt euforiserende stoffer som en vej til ånderiget og åndelig oplysning. Men efter min mening ligger dette "entheogene mål" - målet om at opleve det guddommelige eller komme guddommen nærmere - i kontrasten til "baseline". Eller med andre ord: der er ingen oplysning eller guddommelighed i konstant beruselse, og det forringer ens evne til at overleve og fungere optimalt.
Hash er ikke fysisk vanedannende, men det kan være psykologisk vanedannende. Det kommer an på personen, men hash kan bruges som en slags selvmedicinering i stedet for en substans til åndelige oplevelser. Hvilken teenager er ikke midt i deres livs værste krise med venner, kærester, sex, jomfruelighed eller mangel på samme, problemer i skolen og med forældrene? Rent teknisk flyder en teenagers krop med hormoner og deres kroppe undergår en helt vild og forunderlig forvandling fra barnlighed mod en voksen biologi.
Under normale omstændigheder lærer vi mennesker at håndtere de (desværre helt almindelige) ubehagelige facetter af livet. Men som teenager har man også muligheden for at snyde ved at bruge hash som en nem flugtvej: ryg et gigantisk bonghoved og alle bekymringerne forsvinder med garanti. Omkostningen er til gengæld, at man ikke udvikler sig psykologisk og som alle andre lærer at håndtere livets modgang. At bruge hash på den måde er - efter min mening - misbrug, for det bringer brugeren i en dårlig situation.
Sporadisk brug af hash som et rusmiddel på linie med alkohol - altså som noget der nydes i weekenderne eller bare en gang imellem - er sandsynligvis den måde, som bedst går hånd i hånd med ens egne mål i tilværelsen (familie, kærester, skolegang, karriere, osv.). Brugt på den måde er hash - set i forhold til andre rusmidler - relativt ufarlig (men altså ikke helt ufarligt, vel!).
Valget er naturligvis dit eget, og der går bestemt ingen skår af dig, hvis du venter nogen år endnu med at prøve hash. Venter du 3-4-5 år fra nu vil du opleve, at du er blevet mere erfaren og forhåbentlig et stærkere menneske. Ret beset vil det nok tjene dig godt. Vælger du alligevel at ryge, så pas på dig selv af hensyn til dig selv!