Psychedelia.dk

Hun slog op efter et forhold på 11 måneder, fordi vi var så forskellige (politisk, syn på livet, osv), og håbede på at vi kunne etablere et tæt venskab til hinanden, da vi stort set har samme vennekredse, da vi går på samme skole, og da vi begge to havde stærke følelser for hinanden. Min MDMA-nedtur blev pludselig 100 gange værre, og jeg kunne føle hvordan kroppen reagerede på det kæmpe rush jeg pludselig kunne mærke i kroppen. Nedturen var for alvor begyndt - jeg prøvede at holde tårerne i mig, men det var meget svært. Jeg græd lidt mens hun var her, og da hun tog afsted igen, brød jeg fuldstændig sammen på min seng. Jeg kunne for første gang i mit liv virkelig mærke hvordan en nedtur steg og steg i min krop, og et eller andet sted vidste jeg, at det de efterfølgende dage ville blive de værste dage i mit liv.

Samme aften ringer min ven til mig og spørger om jeg ikke vil med til fest. Jeg tænkte, at det nok ville være en god idé at få facaden frem (hvilket jeg er meget dårlig til) og være sammen med mine venner. Jeg havde også nogle b-vitaminer og noget 5-HTP til at forebygge en MDMA-nedtur. Sammen med vitaminerne havde jeg også 100mg MDMA liggende, som endte med at jeg indtog for at få en optur.

Jeg var desperat og jeg var en idiot. Jeg tænkte mig ikke om - for første gang i mit liv indtog jeg et stof spontant, uden at tænke videre over det, uden at have et formål med det og uden at tænke på konsekvenserne derefter.

Mine venner kom forbi mig og hev mig med til festen. Ca. en time efter indtagelsen fik jeg et sindsygt mood lift i bussen på vej til festen, som bare smed mig ind i en verden af glæde og harmoni. En time inde i trippet, da vi var nået til festen, begyndte alt at blive anderledes i løbet af få sekunder. Mit humør svingede med ekstreme hastigheder - det ene sekund kunne jeg være glad, det andet sekund sur på mig selv, og det tredje sekund ked af livet og af at have mistet min kæreste. Hele min verden kollapsede. Mit liv blev smadret og destrueret foran øjnene på mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde fået en helt sindsyg nedtur på, som jeg følte at jeg aldrig nogensinde ville slippe af med.

Jeg gik udenfor, væk fra festen, satte mig på kantstenen og kiggede op på himlen. Jeg følte at verden var så stor i forhold til mig, og jeg kunne bogstavelig talt mærke hvordan hele verden kollapsede på min krop. Jeg begyndte at græde og slå på asfalten af bare vrede over at livet kan gå så galt. Tankerne flød i mit hoved og jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg havde det så forfærdeligt, og jeg overvejede gang på gang hvor meget værd mit liv var. Jeg kunne ikke forstå min eksistens, jeg kunne ikke forstå meningen i at være Ali. Jeg kunne ikke forstå hvorfor mit liv skulle være så hårdt, at folk ikke engang kunne tåle at høre om det. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Islam og min familie hele tiden var på nakken af mig, jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg skulle opleve sådan en nedtur, og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg skulle miste en kæreste, som jeg aldrig kunne sige "jeg elsker dig" til, selvom jeg gerne ville og mente det.

Min ven ledte efter mig, men kunne ikke finde mig. Han kom udenfor og fandt mig ude ved kantstenen, blikket vendt ned mod asfalten og tårerne trillende ned ad kinderne. Han kom over til mig, og jeg kastede mig straks i armene på ham og begyndte at græde som aldrig før. Alkoholen, misbruget af MDMA'en, kæresten, og min idioti havde virkelig fået mig helt ned på knæ, og jeg følte at jeg aldrig ville være i stand til at komme op igen. Jeg kan ikke beskrive følelsen i min krop - jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Festen fortsatte til kl. 6 om morgenen, og jeg prøvede gang på gang at følge med, selvom det var meget svært. MDMA-rusen aftog efter 4 timer (omkring kl. 2) og nedturen blev derefter meget værre. Min ven gav mig øl og sprut for at blive stiv og glemme at jeg havde dummet mig ved at tage MDMA og for at glemme kæresten. Men det endte med at jeg lå og græd i en meget stor del af tiden mens en af mine veninder brugte meget tid på at trøste mig og overbevise mig om, at det hele nok skulle gå godt igen.

Dagen efter denne oplevelse, havde jeg det elendigt. Jeg led af en voldsom depression, en meget dyb depression som jeg aldrig i mit liv har oplevet. Intet gav mening i mit tilværelse og jeg græd dag og aften, uden at være i stand til at gøre noget som helst ved det.

I løbet af depressionen kunne jeg ikke spise - jeg levede af c- og b-vitaminer samt en hel masse 5-HTP, for ikke at ødelægge kroppen helt ved ikke at spise. Det eneste jeg kunne få ned var omtrent en halv liter vand om dagen. Hver gang jeg spiste et eller andet, gik der 5-10 minutter, og så var jeg ned på knæ på mit toilet og brække det hele op igen. Jeg tabte mig lidt over 5kg i løbet af disse 4 dage, og havde meget svært ved at kommunikere med folk. Jeg var meget asocial og ville egentlig bare have en ende på mit liv. Jeg var træt af familien, jeg var træt af Islam, jeg var træt af at have mistet min kæreste som havde støttet mig i al den tid vi var sammen, og jeg var træt af al den uretfærdighed og snæversynethed der befandt sig i vores verden, uden at nogen som helst sagde noget som helst til det.

I dag er jeg nogenlunde begyndt at spise normalt igen, og har skruet lidt op for vitamin-indtagelsen de sidste par dage, for ikke at sætte min krop helt ud af systemet. Jeg har også fået snakket med eks-kæresten, og vi er blevet enige om at lade hinanden være i fred indtil den kommende weekend, hvor vi skal mødes, feste sammen og prøve at få et tæt venskab til at køre.

Jeg har af denne voldsomme tur lært, at stoffer ikke er legetøj. Stoffer er nogle meget kraftfulde værktøjer, og der det er de færreste i verden der kan klare de forandringer de sætter i gang. Jeg håber at folk herinde vil tage deres respekt for stofferne op til efterretning og tænke på, hvordan de egentlig behandler dem.

Mener du nedtur på selve MDMA-trippet, eller bagefter?
Jeg vil tro, at hvis man overdriver sit intag af stoffet, kan man få nedtur bagefter, men ikke imens det står på.

Men hvorfor spørger du? Er det noget du selv har oplevet?

Hilsen Fanny

Kunne det ikke skyldes de komboer i har anvendt, at i endte med at bad-trippe!? Netop hvis MDMA (sædvanligvis) gør det nemmer at forholde sig til vanskelige følelser, synes jeg det tyder på, at der foruden de trælse følelser må være noget andet medvirkende til at udløse en 'krise' i trippet... ?!? - Men det er måske også det du mener Fanny, når du skriver at 'klippekortet' var brugt op? (for udmattelse medfører vel en ændret sindstilstand og hjernekemi, som ikke er sammenlignelig med det der kommer af gedigne følelser!?)

grunden til jeg laver dette indlæg er at jeg aldrig har hørt om nogle der har fårt det på "ren MDMA"

Mht. til begrebet bad-trip, så tror jeg ikke rigtigt på det. Det er et ord som giver associationer til at være fanget i sit eget helvede, et uigenkaldeligt onde man ikke har den svageste chance for at ændre på; syge tanker som kører i loop, ubehagelige kropsfornemmelser osv.
Jeg tror at der er noget "godt" i alt hvad vi oplever på trip, -også selvom det ikke er det vi ønsker os.