Psychedelia.dk

Hvis du ved, at de ikke kan acceptere det, og det er din familie eller andre, der betyder utrolig meget for dig, så vær et godt menneske og hold op med at tage stoffer eller lyv over for dem og hav dårlig samvittighed.

Jeg er rimeligt enig, man kan jo ikke bare slå hånden af sin familie, vel?
Jeg har en teori om, at de fleste af dem der kører lortet helt åbent, ikke har meget konservative familier/venner, og derfor ikke har haft nogle særlige problemer med deres oprigtige stil. Selvfølgelig ville det være ideelt hvis man altid kunne fortælle sandheden, men nogle gange må man indse at løgnen kan være lige så god. Ihvertfald så længe den ikke bliver afsløret.

Mvh. Psyko

Jeg er altid som minimum 80 % ærlig hvis folk spørger, ellers syntes jeg ikke der er nogen grund til at overdynge folk med info, hverken om stoffer eller lign, hvis de ikke viser interesse, men jeg kan heldigvis tale med de fleste af mine nære venner og mine forældre om stoffer uden problemer, resten af folkene jeg kender er enten blinde for det åbenlyse eller stiltiende.

Helt enig. Nu var jeg heldig, at jeg havde nogle forældre som kunne aksepterer at jeg intog LSD/svampe, men havde jeg haft nogle konservative stivnakker, som ikke kunne forstå det, havde jeg nok også hodt det for mig selv.
Men jeg tror det bliver nemmere med alderen. Så længe man stadig er i starten af 20érne, kan det være svært at blive taget seriøst, men når man når over 30 og fortæller om sit brug af stoffer, lytter folk mere roligt, fordi de tænker: ok, nu er hun så gammel, og ser ikke hærget ud, så derfor kan hun nok styre det.

Hilsen Fanny

jeg bliver kærlig når jeg er på stoffer, og kan ik lade vær at lyve om det :p

men er sku os lidt ligeglad, hvis nogen er imod man tager stoffer så ka de fucke langt væk ?

Ditto her

Netop! Netop! og jeg er der hvor folk ikke tager en seriøst endnu, men det er vel egentligt også forståeligt nok ik

Jeg har altid kørt et narko-machismo-trip over for mine venner . Jeg har aldrig skammet mig over at tage stoffer og har aldrig lagt skjul på det.

Jeg har en stor omgangskreds af mere eller mindre overfladiske bekendtskaber, som har den sådan en "Hvis-man-tager-svampe-ser-man-onde-smølfer-komme-ud-af-væggene"-holdning, og de synes, jeg er meget dumdristig for at tage "sådan noget", mens de selv holder sig til skrumpeleverfremprovokerende mængder alkohol. Alligevel respekterer de mig, fordi jeg altid har været den, der fik de højeste karakterer. Det har udviklet sig til et punkt, hvor jeg finder pervers glæde* i at afsløre over for de evige 9-talspiger, at jeg er totalt pjattet med alt fra tjald til malt og det, der ligner fint salt.