Psychedelia.dk

Jeg har snart opgivet at kunne håndtere det her selv, og jeg må endnu en gang spørge til råds online....
(advarsel: lang post, men please læs den. Har brug for et rigtigt godt råd, for jeg er fucking forvirret og ved ikke noget som helst mere)

Baggrundsinfo: Jeg er en gut på 20 år, der pt. holder et sabbatår inden jeg skal på uni (hvis jeg kommer ind), og har haft røget mere eller mindre regelmæssigt siden eksamensperioden i 3.g...hashen har aldrig taget prioritet over job, venner, træning eller gode karakterer i gym, og hvis det står til mig, så kommer den heller aldrig til det. Har nærmest udelukkende haft røget i weekenden eller om aftenen når dagens pligter var overstået. Jeg røg vel en 3-4 gange i ugen, tog tolerancepauser når godt var og havde også aftener, hvor jeg bare ikke havde lyst til at ryge eller vidste, at det var en dårlig ide pga. skidt humør.
Mht. til mine forældre har vi altid haft et godt forhold. Samtidig har jeg hele tiden vidst, at mine forældre ikke var glade for hash, men troede jeg kendte dem så godt, at jeg kunne mene de ville være meget mere forstående når de kunne se, at hashen ikke har påvirket mine evne til at passe ansvar overhovedet.

Nå....mine forældre fandt så ud af det, og vi kom heftigt op at diskutere, hvor de konstant afbrød mig og afskrev alt det, jeg havde at sige som "hasher-propaganda". De argumenterede for at jeg var en afhængig junkie, der ikke kunne tage vare på mig selv og skulle have hjælp af en professionel misbrugskonsulent. Jeg kunne ganske enkelt ikke få lov at forklare og forsvare mig selv, og jeg flyttede derfor ud i nogle dage, hvor jeg boede på bib. og hos venner. Her skrev jeg et brev til mine forældre hvor jeg forklarede, at jeg på ingen måde var misbruger og det var dybt sårende og frustrerende, at de blev ved med at stigmatisere mig på den måde - samt en masse andre ting omkring hvorfor hash langt fra er så skadeligt, som de tror, mindre skadeligt end smøger og alkohol, hvorfor det overhovedet blev ulovligt i første omgang osv., og jeg inkluderede videnskabelige kilder og dokumentarfilm på alt, hvad jeg sagde. Jeg skrev ydermere, at når vi ikke kunne andet end at råbe og afbryde hinanden, så kunne vi aldrig komme videre, og jeg havde først tænkt mig at komme hjem igen, når de var villige til at falde ned, også lytte til hvad JEG havde at sige og snakke om det som voksne mennesker.

Det faldt så lidt til ro igen og jeg flyttede hjem, og jeg var tilsyneladende nu nået så langt, at de ikke længere kaldte mig junkie eller sagde, jeg skulle på afvænning. Men de holdte krampagtigt fast i, at man overhovedet ikke skulle ryge hash fordi det var ulovligt, det ændrede ens hjerne, førte til hårde stoffer, man løb en risiko ved at have THC-rester i blodet under bilkørsel mm. (Her skal det lige nævnes, at min mor har nogle følelser i klemme pga. 2 personer i vores familie, der begge havde psykiske problemer, røg hash og døde i en tidlig alder. Alle forsøg på diplomatisk at forklare hende, at jeg godt kan forstå hendes følelser, men hun er nødt til at lægge følelserne til side et øjeblik og indse, at det ikke var hashen der slog dem ihjel, men hjertestop, ved jeg ikke om har ført til noget; muligvis). I nogle dage var diskussionerne mere nede på jorden og vi gjorde vores bedste for at lytte til hinanden, men det blev mere og mere frustrerende for mig at blive mødt med den samme uforståenhed, manipulation af mine ord, anekdotiske skræmmehistorier og absolutte mangel på logik, og at jeg samtidig skulle prøve, at forholde mig rolig og styre mit temperament på trods af dette.

Lige siden har de så brugt samme typer argumenter under hver diskussion, og alle de gange jeg har tilbudt dem at vise kilder, som modbeviser deres påstande, og alle gange jeg har prøvet at forklare dem hvorfor, deres logik er hullet, så er det blevet mødt med skepsis og kommentarer som "du finder jo bare de kilder, som understøtter din mening" på trods af, at jeg hele tiden har erkendt, at der også kan være negative ting ved hash. De har endnu ikke kigget på en eneste af kilderne, og de prøver altid blindt at afslå dem på forhånd med ting som "vores kilder som siger at hashrygning er pissefarligt må vel være lige så gode som dine kilder - vi mener x og sådan er det bare, basta". Men fint nok, det var måske bare umuligt at trænge igennem til dem, og jeg tog det for en stund ikke så seriøst og lovede dem, at der ikke kom mere hashrygning, mens jeg boede hos dem, men at jeg ikke kunne love noget, når jeg (forhåbentligt) flytter til sommer pga. uni (var det dumt at sige det, skulle jeg have holdt kæft og bare ladet et løfte være et "løfte" ?). Idk, de truede mig jo med, at jeg blev smidt ud, hvis jeg blev taget i at have røget en gang til....

Det hele kulminerede så, da jeg ENDELIG havde fået min mor til at love, at hun ville se en af de dokumentarfilm om hash, jeg havde givet til hende her i aften. Jeg kom hjem omme fra en ven og fandt ud af, at hverken hende eller min far havde set den, og jeg blev lidt muggen, da jeg havde glædet mig til måske at få noget fornuft på banen i stedet for fordomme. Vi endte så med at diskutere igen, og min far begyndte endnu en gang at argumentere for, at jeg måtte være dybt afhængig af hash siden jeg gik så meget op i det her, var så "intens" omkring det, ham og min mor synes jeg havde været sur siden de opdagede mit hashforbrug (abstinenssymptom) og alt det, og jeg fik simpelthen nok. Jeg kortsluttede fuldstændig og råbte voldsomt af dem; spurgte dem hvad fanden de ville have jeg skulle gøre, når jeg ikke kunne trænge igennem til dem med fornuft og blev ignoreret; sagde det var ynkeligt, hvordan de padlede i land hver eneste gang, de måske kunne se, at jeg havde ret i noget; hvor latterligt det var, at de ikke kunne sluge deres stolthed og acceptere, at man godt kan tage imod lærdom om visse ting fra en 20-årig søn; hvordan de ingen anelse havde om at jeg røg før og hashen kun smadrede vores forhold lige nu fordi DE LOD den smadre vores forhold......... Jeg bad dem om at fise ud af mit værelse og snakke til mig igen, når de havde kigget på kilder, jeg havde givet dem, for det var formålsløst at fortsætte i fordomme, myter og skrækhistorier. Lidt senere bankede min far så på døren og sagde undskyld for hans afhængighedspjat og han kunne godt se, at der ikke var noget basis for det....(men i morgen ved jeg, at han er i gang igen; jeg kender ham.) Jeg indser selvfølgelig, at jeg ikke skulle være gået amok på den måde - det var helt ærligt ikke med vilje.


Nu sidder jeg så her og er kommet meget i tvivl om nogle ting....Jeg er i tvivl om jeg kan overholde det løfte om ingen røg overhovedet. I huset er det ingen problem, men jeg tænker mere til fester, med venner i weekenden osv. Ikke fordi jeg er afhængig; hvis hash forsvandt fra jorden i morgen kunne jeg sagtens leve videre fra dag 1, men fordi at jeg føler, at de ikke skal bestemme hvad fanden en voksen mand laver, når han er udenfor huset. Jeg føler lige så meget, at hvis jeg går med til at overholde det løfte udenfor hjemmet, så går jeg også med til at opgive en portion selvstændighed og taber en kamp til ren og skær ignorance og dumhed, og det tror jeg måske, at jeg vil få det ret svært ved at håndtere, da jeg altid har været en ret selvstændig, stædig og frihedselskende person og jeg føler, at det vil gå ret meget imod min "natur", så at sige.
Samtidig har de truet med ikke at ville hjælpe mig økonomisk mens jeg studerer, hvis jeg ryger igen når jeg bor selv, for "deres penge skal ikke understøtte et hashforbrug". Fair nok, jeg indser at økonomisk støtte fra forældre er en godhjertet gave og ikke en rettighed overhovedet, og jeg kan sagtens leve uden deres støtte, men samtidig føler jeg at det er dybt forkert, at de vil TVINGE og TRUE en voksen mand til at makke ret med økonomiske sanktioner. Alene det faktum at de vil, i mine øjne, synke så lavt, har fået mig til at overveje lidt, om det ville være bedst at pakke mine sager og smutte igen, men den her gang i meget længere tid og med absolut minimal kontakt med dem. Har et tilbud stående hos en god ven om, at jeg kan bo der i et stykke tid, da de ved, hvordan det foregår herhjemme lige nu, men samtidig føler jeg at det vel er at flygte lidt fra problemerne; at bare smutte på den måde....

Så her kommer mit spørgsmål.....burde jeg fortsætte den her hashkamp for mine egne følelsers, selvstændigheds og "rettigheders" skyld, eller burde jeg bare lægge hash på hylden for nu af "respekt" for mine forældre (her sætter jeg "respekt" i gåseøjne da jeg på INGEN måde kan respektere deres holdning til hash når de argumenterer, som de gør, men nærmere fordi jeg er nervøs for de mulige konsekvenser) ???

Er det mig der er snotdum og stædig her og går for vidt? I sidste ende er de jo bare bekymrede og prøver at beskytte mig fra at ende som hashmisbruger uden fremtid som alle andre fornuftige forældre, og deres stærke holdning til hash stammer jo fra deres opdragelse, men igen kan jeg jo bare ikke rigtig få dem til at indse, at de ikke behøves være så bekymrede og ikke behøves at beskytte mig fra et stof, som jeg indtil videre har bevist at jeg kan håndtere ansvarligt.....

Mine forældre får det til at fremstå som om det her er et valg mellem hash eller dem, mens jeg nærmere synes at de med deres håndtering af det her har gjort det til, at det er dem som delvist vil vælge mig fra hvis jeg både ønsker hash og dem...Jeg kunne selvfølgelig foreslå at vi spørger en psykolog, en familierådgiver etc. til råds om det lort her, men omvendt er der også bare en risiko for, at det giver bagslag og potentielt forværrer problemet hvis den professionelles holdning til hash er lige så farvet og han/hun siger "man skal ikke ryge det lort overhovedet, dine forældre har helt ret. På afvænning med dig", så jeg er MEGET tøvende med det.

_____________________________

Jeg takker på forhånd til alle der har læst den kæmpe roman her og prøver at give nogle råd, det betyder sgu meget selvom jeg ikke kender nogen af jer

Det er nogle rigtig gode, og fornuftige overvejelser du har gjort dig omkring det, og det virker til at du har en rigtig god forståelse af din egen situation. Til gengæld så synes jeg du mangler lidt forståelse for dine forældre. Har du tænkt på, hvordan de mon ser på det? Jeg tror de ser en fornuftig ung mand, som det går godt, du har din gymnasielle udannelse i hus, og fremtidsplaner, men lige nu holder du pause (hvilket jeg udmærket godt kan forstå hvis man har brug for). Nu er du så begyndt at ryge hash, og de har jo selv været 20, så der ringer en alarmklokke hos dem. Det lyder til at du har styr på det, og ikke har smagt meget på den negative side af hashen, hvilket kun er godt. Men jeg tror godt vi kan blive enige om, at der er en risiko ved at ryge hash?

Du siger at du føler at en del vil gå af dig, hvis du bukker under for dine forældre, og det har du fuldstændig ret i, sådan som din situation ser ud nu. Så det du bla. kan gøre er at lære at leve med at de ikke bryder sig om at du ryger hash, og sørge for at ryge sådan så de støder mindst muligt på det. Du kan også stoppe, og få et bedre forhold til dem eller tage afstand til dem for en tid som du også selv siger. Jeg tror ikke de løber nogle vegne, for det lyder til at de elsker dig. Og det er essentielt det du er oppe at kæmpe imod, dine forældres kærlighed, at bede dem om at acceptere at du ryger hash, er ligesom at bede dem om at holde op med at gå op i dit ve og vel, og det tror jeg ikke du har lyst til. Tænk hvis du får børn, hvis du fandt ud af de røg hash, ville du så ikke også helst at de ikke røg, hvis du nu helt selv kunne vælge?

Jeg forstår godt at det kan virke enormt irriterende, og at du kan føle dig magtesløs overfor dem, og tror jeg det er vigtigt at huske at de også er mennesker, og trods alt dit kød og blod, så sådan har de det nok os. En sidste ting du kan gøre, er at gå på kompromis med dem, og når begge parter er stædige, så må man være den store, og vise ydmyghed overfor den andens situation først. Jeg er næsten sikker på de er villige til at give dig nogle frønsegoder, hvis du kommer til dem og vil give dem noget igen.

_________________
Tilgiv Tilbliv

(slettet)

Tessalated har fat i noget. Du siger det ikke påvirker dig negativt overhovedet. Er du sikker? De fleste af os, der har været regelmæssige forbrugere/misbrugere kan nikke genkendende til at ens sind bruger forsvarsmekanismer til at skubbe de negative tegn væk. Hvad laver du på dit sabbatår udover at ryge med vennerne? Du siger, at du ikke er afhængig, men du råber og skriger af dine forældre, og overvejer at bryde fastsatte aftaler for at ryge i smug. Er det virkelig kun et 'livskrydderi' når du beruser dig 3-4 gange på en uge?

Er det for meget forlangt af sit 20-årige barn, at man overholder sine forældres regler, hvis man vil bo under deres tag eller have deres økonomiske støtte? Kan du se ræsonneringen i det?

Var igennem samme tur med mine forældre, da jeg var hverdagshasher, og det førte til hemmelighedskræmmeri, løgne og konfrontationer, hvor jeg fik sagt ting jeg i bund og grund ikke mente. Det er noget, jeg stadig har det svært med i dag. For i virkeligheden er ens forældre dem, der elsker en højest og har ens bedste interesse. Det er ikke sjovt at såre dem eller miste deres tillid.

Det er blot nogle ting, du kan tænke over. Hvad du vælger at gøre, er du nødt til selv at finde ud af. Hvis du kan møde dine forældre med kritisk selvrefleksion, som Tessalated siger, og en forståelse for deres følelser, så kommer I meget længere med jeres dialog.

Den er lige til Mads & Monopolet

Nej, alvorlig talt synes jeg, at du har taget en både relevant og nødvendig konfrontation med dine forældre omkring et emne, der netop er indhyllet i myter og halve sandheder fra offentlige side. Det er virkelig prisværdigt, for det er jo en stor mundfuld og en masse umiddelbar konflikt, du hermed har stillet op til. Og jeg er ganske sikker på, at du har "sået et (hampe)frø" i deres baghoveder, som nu skal have tid og plads til at vokse. Deres holdninger er jo automatreaktioner bundet til følelser som frygt, afmagt og tvivl, og den slags ændrer sig ikke fra et øjeblik til et andet.

I mine øjne går der bestemt ikke noget af dig ved at tilvælge en periode af dit liv, hvor du ikke ryger hash. Men der er en stor forskel på nødtvungent at underlægge dig dine forældres ønsker og at vælge det aktivt selv. Motivationen herfor behøver jo ikke kun at bunde i at ville please dem. Den kritiske selvrefleksion som Plejadestjerne nævner er et vigtigt redskab for alle mennesker, og du kan jo vælge at bruge dette sammenstød med to af de mennesker, som er dig nærmest som et rygstød til at tage dine vaner op til overvejelse. Hvor mange af dine egne holdninger til emnet er fx bundet i automatreaktioner, selvretfærdiggørelse mv.? Bruger du dit sabbatår, som du gerne vil? Er der noget, du gerne vil nå, inden universitets klistrede tentakler fanger dig?

Jeg kender dig jo ikke og synes ud fra dit indlæg, at du fremstår meget reflekteret, så måske er det her old news. Men jeg håber, at min pointe vedr. det aktive valg fremfor underkastelse samt at tage ansvaret for det valg på sig og overholde de aftaler man så laver med sig selv står klart.

Tak for de gode svar. Jeg har sagt undskyld til min mor for, hvor meget over stregen mit råberi gik i går, og med den korte snak efterfølgende tror jeg måske, at jeg har fået dem til at indse, at det også er en meget ukonstruktiv måde af dem at diskutere på - at bare kalde mig dybt afhængig og sige jeg har abstinenser hver eneste gang, jeg siger noget der kræver, at de skal tænke over deres svar, eller at jeg kommer til at hæve stemmen. Det bidrager kun til surhed.....men ja, jeg må se hvad der sker når min far kommer hjem i aften.

I må ikke misforstå mig - jeg har også oplevet de negative sider af hash, om end i mild grad:
1. Når jeg har haft taget tolerancepauser har det nogen gange taget mig meget længere tid at falde i søvn de første 1-2 nætter
2. Har været lidt sløv og uklar den næste halve dag, hvis jeg røg for meget aftenen inden.
3. Jeg har haft et semi-bad trip 2 gange (faldt dog hurtigt til ro igen og nød resten)
4. Har en ven eller to, der bruger en stor del af deres tid på bare at ryge og ikke andet, og de er ikke rigtig kommet nogen vegne i livet endnu.
5. Jeg har i perioder kunne huske mine drømme mere sjældent, end før jeg begyndte at ryge.

Jeg erkender fuldt ud, at de negative effekter af hash kan være meget mere omfattende end det her, og der kan være meget værre abstinenser som f.eks. nattesved, nedsat appetit, kraftige humørsvingninger mm. Men samtidig holder jeg fast i, at det eneste reelle abstinenssymptom, jeg har oplevet er #1, og det er jo ikke noget, der ikke kan fixes med f.eks. hård træning inden sengetid , og jeg holder også fast i, at jeg ALDRIG vil lade mig selv komme langt nok ud til andet (også selvom det kan være umuligt for mine forældre at se, de er jo som sagt bekymrede, og jeg kan jo ikke helt vide, hvordan mit liv ser ud om 5, 10 eller 20 år).
Jeg mener, at de positive ting jeg har oplevet ved hash er større, end de negative. F.eks. har jeg fået et mere afslappet syn på ting og er mindre usikker socialt....jeg synes jeg er blevet en bedre musiker, da hashrusen får mig til at lægge mærke til de mindste detaljer i musik...jeg føler at man "bonder" på en speciel måde, hvis man ryger alene med en god ven...jeg kan få lov at have en "sjov aften i byen" når ingen af os lige føler for at være pattestive og have tømmermænd...jeg har muligheden for at tænde en pind og nemt kunne afstresse i de perioder, hvor jeg har rigtigt meget af se til...

Men omvendt er jeg meget tøvende med at røbe disse ting for mine forældre, da de uden tvivl vil fordreje mine ord, overdrive det fuldstændig og få det til at lyde som om jeg er helt ude, hvor jeg ikke kan bunde og skal have hjælp - og det ER på nuværende tidspunkt ikke tilfældet.



Det med forsvarsmekanismerne har du ret i, men jeg føler samtidig, at jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg ser virkeligheden, og hvornår jeg prøver at fordreje den for at beskytte mig selv, og det synes jeg oprigtigt ikke, jeg gør i det her tilfælde. Det er jo ikke pga. hashen i sig selv, at jeg har råbt og skreget af mine forældre, men pga. hvordan jeg konstant har skulle håndtere en masse trusler, irrationalitet og beskyldninger, samt hvor forkert jeg føler, det er, at de ikke kan nøjes med at sige deres mening og vejlede mig, men skal prøve at direkte styre en beslutning i mit eget liv. Jeg ville uden tvivl have været lige så sur og frustreret, hvis emnet var ostemadder og ikke hash. Hvis vi kunne være dybt uenige med hinanden på et roligt og fornuftigt plan, så ville jeg også tage det meget pænere og være mere tilbøjelig til bare at kvitten røgen helt for noget tid.

Måske var det ikke planlagt, at jeg i mit sabbatår skulle ryge 3-4 gange i ugen, og jeg bliver jo nok også tvunget til at nedskære det, hvis uni skal have fuld seriøsitet og jeg skal have børn engang - men jeg holder fast i, at det for mig indtil nu kun har været et "livskrydderi", og jeg har kun gjort det fordi, jeg synes det er dejligt og sjovt. Det er skidefedt at slappe af med en joint og game et par timer med nogle venner, når dagens pligter er overstået; det er skidefedt at sætte et King Crimson-album på og bare lytte intenst under rusen; skidefedt at få en ide, sætte sig ved klaveret og skrive noget musik.

Mht. hvad jeg laver i mit sabbatår, så har jeg et band jeg bruger meget tid på, har 2 jobs, er ofte sammen med masser af forskellige venner, spiller en helvedes masse musik, tager til masser af koncerter, går op i politik....det er ikke fordi jeg kun sidder og ryger hash, tværtimod. Om man så mener mit "krydderi på tilværelsen" er for meget eller ej er vel en smagssag i sidste ende.



Nej, det er det vel ikke - deres hus og deres regler. Jeg savner bare at de var i stand til at begrunde de regler i stedet for nærmest at sige "sådan er det bare". Det er sådan noget man siger, når man ikke gider diskutere med sit barn i børnehavealderen og vil have han/hun går ind på værelset uden TV eller computer....sådan noget har jeg meget svært ved at finde mig i, når jeg er 20.

Men kan da godt være det kan hjælpe at røbe, at jeg også har oplevet negative ting ved hash på egen krop eller tæt på mig - det viser vel samtidig ret godt overfor dem, at jeg er bevidst om risici ved min vane og det ikke kun er forsvarsmekanismer, der går i selvsving.

Hej andmedhat
Tak for dit virkelig gode indlæg
Først vil jeg lige starte med at sige at nogle af de her svar i tråden har været ukonstruktive og anti-terapeutiske. At han kommer med seriøse problemer i relationen til sine forældre, for derefter at få at vide af brugerne herinde, at han ikke tager sin forældre alvorligt og at han nok har et problem med Hash er ikke en særlig konstruktiv måde at vejlede en ung mand på. Den eneste der kan bestemme om han har et problem med Hash er ham selv, og det han grundlæggende søger hjælp for er ikke hans hash rygning men med den måde hans forældre har taklet hans hash rygning på. Dermed er i med til at flytte problemet og vise at han nok grundlæggende tager fejl i forhold til sine forældre. En del af det at blive voksen er netop at indse at ens forældre ikke ikke har svaret på alt og at deres relationer kan være kommet ind i nogle dysfunktionelle mønstre.

For at vende tilbage til din oprindelige forespørgsel så kan jeg godt se at du er havnet i en virkelig fastlåst situation i relationen til dine forældre. Der er ikke nødvendigvis kun en måde at løse den på, og det lyder som om at du har gjort dig en masse fornuftige tanker og, uforløste, forsøg på at få dine forældre til at se på andre perspektiver på hash generelt.
Du er også fint inde på nogle af de væsentlige årsager til dine forældres hysteriske reaktion på dit forbrug af hash kommer fra.
Hvad tænker du selv er vejen frem? kan du leve med at forældrene er lodret imod en del af dig, eller er tiden kommet til at flytte hjemmefra?
Tænker du at det kan være fornuftigt at finde en professional at snakke med som kan hjælpe med at få bearbejdet nogle af dine følelser. Jeg gætter på at dine forældres hysteriske reaktion på dit hash forbrug ikke står som den eneste gang de har overreageret på moralske dilemmaer og handlinger i dit liv, kan der være andre, dybere, ting som stikker under der vil være godt at få bearbejdet? Du er selv lidt inde på.
Jeg er spændt på at hører hvad du siger til det, idet du virker som en refleksiv og veloverveget person.
God vind herfra.
Schrooms


Nb. forstår godt din angst for at blive dømt af en psykolog, ligesom du er blevet med dine forældre. Vil i den anledning blot sige at det er terapeutens grundlæggende rolle at forholde sig ikke-fordømmende til de menneskers livsverden som kommer til terapi. Og at de samtidig har tavshedspligt angående brug af stoffer.

Synes godt nok at det er en meget kontant udmelding at komme med Schrooms, at der har været ukonstruktive og anti-terapeutiske indlæg. Og jeg har svært ved at se, hvordan nogen direkte har fortalt OP at han har et misbrugsproblem og ikke tager sine forældre alvorligt.

Flere postere giver blot udtryk for, at det er hver at reflektere over sig selv og sit forbrug. Hvorfor? Fordi vi selv har været unge hjemmeboende og røget masser af hash, og nogle gange har haft svært ved at se de problemer vi selv stod i, pga. røgslør og forsvarsmekanismer. Der er ingen, der direkte er kommet ud og har fortalt trådstarter, at han har et problem, blot opfordret til at reflektere over egen adfærd, tanker og handlinger. Det er helt sikkert ikke anti-terapeutisk og jeg vil vove at påstå, at det er uansvarligt at undlade, når man kommer med råd til helt unge mennesker.

Der er ingen lette svar på den her problemstilling og jeg opfatter ikke nogle indlæg, heller ej mit eget, som entydige, formanende eller glorificerende for den sags skyld.

Vh

Hej Pejadestjerne
Er helt enig i det du skriver. Det var sætninger som denne: Er det for meget forlangt af sit 20-årige barn, at man overholder sine forældres regler, hvis man vil bo under deres tag eller have deres økonomiske støtte? Kan du se ræsonneringen i det?: Jeg vendte mig i mod.
Ville påpege dem sådan at vi kunne få dem nuanceret, og de ikke blev en rationalisering for hans forældres opførsel.
God dag
Schrooms

(slettet)rdens billede.

Sådan som du beskriver situationen nu, så kan jeg virkelig godt forstå at du er utilfreds med dem. Den tid hvor jeg begyndte at ryge hash, var den bedste i mit liv, det kørte for mig, jeg kunne det hele, mine venner fortalte mig at de ikke kunne forstå at jeg kunne ryge hash, og samtidig være så aktiv i timerne i skolen. De kendte begge til hashmisbrug, så jeg tænkte at jeg er nok anderledes end dem, for jeg kunne uden at blinke sige til mig selv at det kørte. Men jeg var den første der droppede ud, efter vi begyndte rigtigt at mærke til konsekvenserne. Lige pludselig går det stærkt ned af bakke. På den anden side, så røg min bedste ven også meget, dog ikke dagligt, men noget der ligner mere dig, og han er den dag idag godt igang med hans ingeniør på DTU, og ryger stadig nogle gange.

Faktisk så vil jeg næsten sige at mine forældre var med til at ødelægge det for mig, som du beskriver dine er nu. Og jeg tror også at det var et af vendepunkterne i mit liv, da de begyndte at true med eksklusion, til det dårligere. Man har brug for, eller ihvertfald bedst af, at have sine forældre i ryggen, og det gavner så meget mere end man skulle tro. Den dag idag, har jeg et bedre forhold til dem, vi bor sammen igen, og jeg er begyndt at føle at vi er en rigtig familie, på den der "ingen er som os, os mod verden" agtige måde, men på en god måde. Vi inspirere og gør hinanden bedre nu, snakker pænere, forslår mere, interessere os oprigtigt for hinanden, i det hele taget er der samhørighed. Men kun fordi jeg har arbejdet for det, og de har været meget medvillige, de vil jo også gerne at vi har det dejligt, de ved bare ikke hvordan. Ikke at jeg er meget bedre men jeg har brugt en frygteligt masse tid på at sidde og tænke over mennesker og læse, opsøge og snakke - især det at opnå lykke er en stor interesse for mig. Tid som de ikke havde, fordi de skulle tjene penge, for at klare sig og gøre som man nu gjorde dengang. Så nu giver jeg dem igen, af hvad jeg kan, og den jeg er. Det kan måske lyde sært, men det er en meget kærlig ting.

Du må selvfølgelig helt selv om hvad du gør, men jeg vil ikke give dig medhold i at ryge hash der hvor du er i dit liv nu, det ville være uansvarligt af mig, med det jeg selv har været igennem. Du skal bare vide at der er lys for enden af tunnelen i din problemstilling. I sidste ende tror jeg man er lige god om det, og som jeg startede med at sige, og som de andre også har sagt, så må du tage det første skridt med dem, hvis du vil have noget konstruktivt. Jeg valgte at fortælle mine forældre at jeg var bevidst om konsekvenserne, og det hjalp ikke en døjt, de er sgu ligeglade med undersøgelser, når de kan se lige foran dem, at deres søn er påvirket af hash, og tager beslutninger på baggrund af det, og endda er villig til at "trodse" dem for det.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Hej Andmedhat
Sikke en situation du står i.

For halvtandet år siden havde jeg et kæmpe skænderig med min far om mit Cannabis forbrug, da han som dine forældre mente, at jeg var blevet narkoman fordi at jeg røg pot.
Sjovt nok er han selv anonym alcoholiker, men var stoppet med at drikke før jeg blev født, så jeg har aldrig set ham påvirket af noget som helst.

Jeg begyndte selv at ryge lidt som 20 årig, og begyndte at dyrke med det samme, da jeg altid har været lidt nørdet. Efter første høst på et halvt kilo skunk, blev jeg daglig ryger fra den ene dag til den anden som 21 årig. Jeg elsker virkningen af Cannabis, og har aldrig brugt det som en flugt, selvom jeg har røget rigtig meget.
Igennem denne tid, har jeg udført rigtig meget i mit liv, og det er kun gået den ene vej, og det er op ad trappen.
Jeg må indrømme, at jeg har en lidt splittet følelse i kroppen, da folk begynder at snakke om et forbrug som misbrug, hvis ikke det har konkrete negative konsekvenser. Det må altid være op til forbrugeren selv at bedømme, om det er et forbrug eller et misbrug man er ude i, uanset om det er det eller ej. Det nytter ikke noget, at andre fortæller en at det er et misbrug. Hvis det er et misbrug, bliver man selv nød til at indse det, og det synes jeg bestemt ikke, at man gør, ved at andre begynder at råbe til en, at man er afhængig, eller at man er en narkoman.

Da jeg og min far kom op at skændes om mit forbrug, som ellers havde været stabilt i 3.5 år uden at han havde lagt mærke til det, sagde han, at jeg skulle til afvænning og bla bla, hvilket førte til at vi ikke snakkede sammen i nogle måneder efterfølgende, hvilket bestemt ikke fik mig til at nedsætte mit forbrug. Så alt hans råberi, gav bare bagslag udfra sit eget synspunkt, så han gjorde det dumt.
Jeg har røget hver aften, før jeg skal i seng (dog med pauser på 1 uge til 2 måneder), ligesiden jeg startede indtil for ca 10 måneder siden, hvor jeg ubevidst begyndte at trappe ned, og har så røget mindre og mindre. Lige nu har jeg ikke røget i en måned, og før det har det været on of weekender, aftener og med flere pauser end før. Og jeg mener bestemt ikke, at jeg på noget tidspunkt har haft et misbrug, da jeg simpelten har været så glad for at ryge, så meget som jeg har gjort. Jeg har bare haft et kæmpe forbrug.
Hvis man passer sig selv, forsyner sig selv, og det ikke går ud over andre på nogen konkret måde, samtidig med at man er meget glad, kan jeg ikke se noget galt i det.

Jeg tænkte meget over den situation mig og min far, og selvfølgelig resten af familien var i for halvandet år siden. Han var ligesom dine forældre slet ikke til at snakke med, selvom jeg prøvede alt muligt. På et tidspunkt, (faktisk på et Svampetrip) gik det op for mig, at han slet ikke kunne forstå min situation og min side af sagen, da han pænt sagt var for simpel, og ikke formåede at forstå mig. Dette forandrede alt, for nu kunne jeg tilgive ham, for at behandle mig som han gjorde. Det arbejdede jeg meget med den efterfølgende tid, hvor jeg prøvede at være den voksne i vores samtaler, og opgav at forlange/forvente noget som helst fra ham, da han tydeligvis ikke var i stand til at give mig den respekt, som jeg før havde krævet fra hans side.
Den efterfølgende tid forandrede vores forhold sig stille og roligt til det bedre, og jeg valgte at smutte på et tidspunkt, uden at fortælle ham hvor jeg gik, bare for at se hvor lang tid der ville gå før han opsøgte mig. Han var ude at sejle på daværende tidspunkt, men efter at han kom hjem, og lagde mærke til at jeg var væk, gik der kun tre uger før han havde fundet mig. Og det var det store vendepunktet i vores forhold, og han valgte fra dag et, at acceptere mig fuldt ud som jeg er, og alt mit Cannabis forbrug, som han før havde været helt oppe at køre om.
Siden da er vores forhold blevet fantastisk. Jeg ryger ikke foran ham, og provokerer ham heller ikke på nogen anden måde. Men jeg kan sagtens snakke om de gode medicinske effekter Cannabis og de andre psychedeliske stoffer har, imens han er i nærheden uden at det er et problem.

Nu kender jeg selvfølgelig intet til din situation, eller hvordan dit forbrug forholder sig, men alt i alt synes jeg ikke, at dine forældre gør det rigtige. De vil dig helt sikkert bare det bedste, men det er ikke nødvendigvis det bedste de gør alligevel.

Jeg mener ikke, at forældre nogensinde har noget at forlange fra sit barn, det er kun omvendt. Det har været forældrenes valg at få sig børn, men det har aldrig været børnenes valg at komme til verden, og de har aldrig haft muligheden for at vælge sig forældre. Det er en gave fra universet til forældre, at få lov til at opdrage børn, ikke en ejendom. Hvis forældrene gør det godt nok, skal de nok få alt det de har givet deres børn igen.
Jeg synes bestemt, at du lyder til at være en fornuftig reflekterende ung mand. Men husk bare på, at hvis den eneste interesse i Hashen er at blive skæv, kan det hurtigt blive for meget.
Overvej om det er på tide, at forstå dine forældre som mindre forstående og derved begynde at tilgive dem for det, eller hvis du synes, at det er for meget at forlange af dig, om det muligvis er på tide at flytte hjemmefra. Husk at der findes mennesker der simpelten ikke forstår mere end et vidst, og det kan de selv ikke gøre noget for. Så kan man hjælpe dem, eller skride hvis man vil videre.
Det er ikke en nem situation du står i, og jeg håber, at I får løst jeres problemer.
Du kan altid skrive, hvis du synes, at noget af det jeg har skrevet giver mening, og kunne hjælpe dig

Vh Ø

(slettet)

Jeg tror, at alle der ryger synes, at det løser noget at være skæv, ellers ville der ikke være nogen grund til at ryge overhovedet.

Jeg vil mere sige, at det begynder at grænse sig op ad et misbrug, når man føler, at det løser nogle problemer at være skæv, og bruger det som en flugt.

Vi er alle misbrugere af en eller en anden art. Om det så er sukker, salt, koffein, smøger eller heroin. Vi kan også være afhængige af sport, sex og meditation. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da det jo er uundgåeligt. Det handler om at have disse forbrug/misbrug under kontrol, sådan at det ikke bliver skadeligt. Hvorfor bruger vi alle disse substancer, øvelser, og mad selvfølgelig hvis ikke vi føler at det løser "noget" ?

Hvis du vil høre et råd, fra en daglig hashryger igennem de sidste 10 år... Så læs videre....

Har under hele min erhvervsuddannelse røget dagligt, gennemførte alligevel med flotte karaktere og har "styr" på mit liv, såsom økonomi, passe arbejde, ordne vasketøj o.lign.....
Så jeg er beviset for at det sagtens kan lade sig gøre at få et ordentligt liv, også selvom man er misbruger...

Men,
tænker tit på hvor meget bedre jeg kunne have være blevet, hvis jeg havde været clean under uddannelsen....
tænker tit på, (ik alt for tit ) hvor mange penge jeg har brugt på det igennem årene....
Tænker på fremtiden, skal jeg blive ved med at ryge, selvom jeg måske bliver far engang...?
Ville jeg selv tillade det, hvis jeg havde børn som røg hver dag? Hmm....

Elsker virkelig at ryge, men hader samtidig også alt bøvlet og ikke mindst afhængigheden....

Så, stop, mens du kan, eller hold en pause, ryg kun engang imellem... det er mit råd... tænk på din fremtid... Vil du gerne udleve dine drømme? Og vil du gerne opleve succes?... Så gør daglig rygning det ihvertfald ikke nemmere... Du skaber selv dit eget liv.....

Og husk, ting er, hvad man gør dem til!

Husk at det er dit liv. Gør hvad du har lyst til - bare husk at alt har en konsekvens.

Drikker du for meget vand er det usundt.
Spiser du for meget salt er det usundt.
Drikker du for meget kaffe er det usundt.

Alt med måde. For mig at se er det ikke anderledes end folk der SKAL have deres morgenkaffe/smøg. Summen af ens laster er ens

Du er for vild i din beskrivelse. Rammer så rent. 99% parallelt til min situation for mange år siden. Bliv ved. Argumenter. Din selvrefleksion er for mig at se enestående og meget balanceret. Selvfølgelig skal du ikke trues til at holde op. Du er 20 år. Du vælger. Og er fuldt ud i stand til at forstå/håndtere eventuelle konsekvenser. Her på skrift vil ingen af os ku forstå situationen fuldstændigt, men jeg er overbevist om at du har fat i den lange ende. Så mit bud ka koges ned til 2 ting. 1) Jeg har tillid til at du ved hvad der er bedst at gøre og hvordan du bedst håndterer din brug eller eventuel stop af brug af hash. 2) Jeg ville nok under alle omstændigheder sætte frekvensen ned til fredag og/eller lørdag for at påvirke din koncentrations/læreevne mindst muligt. 3-4 gange om ugen er mere misbrug end det er brug. Igen: Hvor er du sej og velargumenteret - men fald ikke i fælden med at argumentere for at hash ikke er skadeligt - det ved vi vist alle at det er i større eller mindre omfang. Held med det hele!!!

Jeg set sindssygt meget af mig selv, mine egne holdninger og situationen den gang jeg boede hos de gamle.
Det du skal huske på er at du bor under dine forældres tag, og derfor er der på deres præmisser. Den dag du selv får dit eget sted, og du får en kæreste eller ven der flytter ind, der vil du selv opleve, den tankegang der hedder: Dette er mit hjem, jeg betaler regningerne, derfor sætter jeg reglerne.

Dermed ikke sagt at du skal bøje dig for folk der ikke gider lytte til logik. Men du må så vidt muligt acceptere de regler der er sat i deres hjem. Accepter at dine forældre (som tilsyneladende ikke ved en skid om stoffer) ikke bryder sig om det, og det kan du ikke lave om på. Så derfor må du respektere den holdning. Folk skal have lov at have de holdninger de nu engang har.

Lige så vel som at jeg som forholdsvis kristen, respektere at der findes satanister derude. Bare de praktiserer deres lort hjemme hos dem selv, og det ikke går ud over nogen, kan de sgu gøre hvad end der passer dem, for min skyld.

Hvis jeg var dig ville jeg:
Sige til mine forældre at hashen er lagt på hylden, men at du ikke kan afvise at du måske kommer til at ryge med på en joint hvis du er fuld til en fest. Hvis de reagerer negativt på det, så bare sig at det er helt slut.

Så længe du på ingen måde kommer skæv hjem, kan det nok lige gå. Og begynd eventuelt at overnatte hos en kammerat, de dage du ved at du skal ryge. Hold dig til kun at ryge fredag eller lørdag, så det på ingen måde går ud over de pligter du måske skal udføre i hverdagene



Dine forældre er bekymrede af en grund. Husk at hash ER et GateWayDrug! Jeg kender INGEN der startede med at tage hårde stoffer, uden først at være startet med "bløde" stoffer som hash og pot.

Dermed ikke sagt, at man ikke sagtens kan holde det på et fornuftigt niveau hvor man ryger et par pinde om ugen, men min erfaring fortæller mig at der på et tidspunkt i enhver hashrygers liv vil komme en længere periode hvor hashen bliver en hverdagsting. Jeg røg også kun i weekenderne i mange år, og holdt også jævnligt en måneds pause for at bevise over for mig selv at jeg ikke var afhængig. Men det tager stille og roligt overhånd, ofte i forbindelse med at man flytter hjemmefra, eller bliver arbejdsløs.

Man kan sagtens leve et fuldt og godt liv, som hverdags ryger, MEN man får ikke gjort alle de små ting man egentlig gerne ville. Man lever på 95% effektivitet i stedet for at leve på 100%.



I deres øjne ER det et valg imellem hash og dem! De forstår ikke at det er princippet omkring at styre sit eget liv, og ikke hashen der er pointen. Det kunne lige så godt være et forbud imod at drikke coca cola i diskuterede om. Når man er 20 år gammel er man et voksent menneske, føler man i hvert fald selv. Men tro mig om 5 år vil du tænke tilbage på dig selv, og indse hvor meget mere moden og voksen du er blevet siden du var 20, og tænke at du stadig var en knægt dengang. Dine forældre ser dig stadig som deres barn, og ikke et ligeværdigt voksent menneske, derfor opstår denne slags diskussioner.

Føj dine forældre og sig at det er fortid, hold det på et fornuftigt niveau og sørg for ALT i verden for at de IKKE opdager det!

_________________
#DERUDAF!

-BILLED GUIDE: Sådan laver man kokain! Fra Blad til HCl: viewtopic.php?f=80&t=55695
-BILLED GUIDE: Oprensning af gade kokain til 99% Kokain HCl: http://www.psychedelia.dk/forum/viewtop ... 80&t=51476
-Acetonevask af kokain: http://www.psychedelia.dk/forum/viewtop ... 86&t=51577
-BOG: The Coca Homegrowers Guide: http://www.psychedelia.dk/forum/viewtop ... =1&t=51497