Citat:
Nabo til Mændenes Hjem: »Der ligger stadig masser af sprøjter på gaden«
Det kan godt være, at der på papiret er færre sprøjter og andet narkoaffald at samle ind fra gaderne i København.
Men for beboerne på Vesterbro i hovedstaden er kanyler fortsat en fast bestanddel af gadebilledet.
»Det er blevet mere svinsk, end det har været i mange år«, siger Johnny Hansen, der de sidste 16 år har boet i Istedgade 19
To kilo færre dagligt
Københavns Kommune kunne tidligere i dag fortælle, at nye opgørelser viser, at man i dag blot indsamler 1,6 kilo narkoaffald dagligt mod 3,7 kilo tidligere.
Årsagen er angiveligt det permanente fixerum, som er blevet opført på Vesterbro, og ifølge socialborgmester Mikkel Warming (EL) »høster beboere og besøgende i København allerede nu frugterne af stofindtagelsesrummet«.
Men den udlægning kan Johnny Hansen slet ikke genkende:
»Jeg bor lige ved siden af Mændenes Hjem (værested for hjemløse, red.), og da jeg læste det der, irriterede det mig lidt. Det kan da godt være, at affaldet er mindsket lidt, men jeg kan ikke forstå, hvordan de kan gå ud med sådan en nyhed, for der ligger stadig masser af sprøjter i gaden derinde«, siger han.
Fixerum tiltrækker misbrugere
Johnny Hansen, der bor på Vesterbro med sin kone og to børn, fortæller, at han dagligt støder på i hvert fald et par kanyler.
LÆS ARTIKELFixerum har reddet flere liv
»Så de skal altså ikke sige, at det er blevet meget bedre derinde, for det er det altså ikke«, fastslår han.
Den 46-årige typograf fortæller, at siden man først satte et satte et mobilt fixerum op i Lille Istedgade og efterfølgende et mere permanent fixerum op på Halmtorvet, er der begyndt at stå væsentlig flere misbrugere ude foran Mændenes Hjem.
»Politikerne skal ikke vaske fingre«
Ifølge ham er det en af forklaringerne på, at problemerne med narkoaffald ikke er blevet mindre i hans nabolag.
»Der var en del brugere før hen, men på grund af fixerummene er der i hvert fald kommet dobbelt så mange«, siger Johnny Hansen.
»Jeg har altid gået ind for, at narkomanerne skal have deres narko og et sted at stikke sig, men politikerne gør ikke noget for os, der bor derinde. De skal ikke vaske deres fingre ved at sige, at det er blevet bedre for os beboere, for det er det ikke«.
Fixerummet på Vesterbro har siden åbningen i oktober 2012 og frem til nytår registreret 642 forskellige brugere.
http://politiken.dk/indland/ECE1883335/ ... paa-gaden/