Fint formuleret, noname, specielt det med mentaliteten omkring psykedeliske stoffer.
Jeg har fire rigtig gode venner helt tilbage fra barndommen og skoletiden, og den ene har jeg fortalt det. Han er bare lidt nysgerrig på hvad det er for noget, og efter at jeg har beskrevet det for ham, har han accepteret det 100%. Jeg havde også på fornemmelsen at han var rigtig åbenminded. Han tager ikke nogen form for stoffer selv. De andre venner er fra endnu længere tilbage i mit liv, og dem vil jeg vente med at fortælle min historie til når jeg er godt i gang med et studie, eller er færdigt med dette. Det samme gælder i øvrigt for mine forældre og min familie. Fælles for disse er at de kender mig så godt, at jeg ikke vil sætte spørgsmålstegn omkring/hvorvidt jeg har styr på mit liv over for dem.
Men vil som sagt fortælle om mine oplevelser senere i livet, og jeg ser frem til en størrere åbenhed, da jeg kun kan se gode sider i det. Man er både mere ærlig over for sig selv, og over for dem man holder af. Ergo vil man komme til at leve et mere afslappet liv, hvor man kan frekventere stofferne med god samvittighed. Tage telefonen når far ringer en time inde i LSD-trippet - og meddele ham at: "Jeg sidder godt nok lige og er på LSD, kan vi ikke snakke lidt senere?". Hvortil han vil svare: "Ok, så ringer jeg i morgen eller overmorgen".
Jeg tror på det, selvom jeg heller ikke vil lade stofferne få en alt for markant position i mit liv. Jeg er mest til det lejlighedsvise trip, forståes.
