Psychedelia.dk

Hej alle, er ny bruger herinde da jeg først opdage dette forum i går aftes.

Dette er min beretning om hvorledes brugen af psykadeliske stoffer kan gå grueligt galt - men på sin vis også grueligt godt, noget som dog har taget mig tid at finde ud af.

Den er lang men det kan ikke være anderledes - hvis i har tid og lyst så værsgo' ihvertfald

Jeg var for snart 4 år siden på rundrejse i Asien, jeg var ung og følte mig urørlig og tænkte ikke 2 gange over tingene hvis jeg overhovedet tænkte. Jeg havde længe været glad for euforiserende stoffer, primært hash, men også coke. Min svaghed i denne forbindelse var at jeg brugte dem til at opjustere mit humør og gemme mig. Det skal der selvfølgelig også være plads til men ikke i det omfang det var for mig. Jeg havde gennem ca. 2 år røget hash stort set hver dag og så helst at jeg havde en goodybag i lommen hvis jeg skulle i byen. Dybest set havde jeg i en lang periode benægtet min sorg over en del ting som jeg ikke vil kede jer med her.

Jeg tog til Asien med en forventning om at det skulle være min 12 måneder lange Roskilde festival, og jeg havde sat mig for at jeg skulle prøve en lang række stoffer. Jeg nåede undervejs at prøve ecstasy, opium og psilocybin svampe og kom med sidstnævnte galt af sted da jeg havde været 7 måneder afsted og var i Indonesien.

Vi var 4 gutter der der spiste en god håndfuld svampe og trippet startede rigtigt godt. Vi startede udenfor (i nogle vanvittigt flotte naturomgivelser) hvor jeg bl.a. kan huske at jeg indledningsvis kunne se den bjergkæde der lå i horisonten trække vejret. Det begyndte at regne og vi gik indenfor i vores bungalow hvor der var træloft og jeg begyndte at ligge og betragte loftet og opdagede jeg kunne få det til at blive levende. Det agerede som et spejl til min (under)bevidsthed og jeg kunne danne billeder i det efter eget ønske, og som mange sikkert kan regne ud var det så smukt - det smukkeste jeg nogensinde har oplevet og jeg kan huske at jeg undervejs måtte knibe en tåre.

På et tidspunkt begynder jeg at tænke "hvad nu hvis der dukker dårlige tanker op?" og så stoppede festen får mit vedkommende. Jeg begyndte ikke at få skræmmende hallucinationer men blev meget rastløs og lidt senere begyndte jeg at føle mig overvældet af en angst som bedst kan beskrives som koncentreret ubehag som gennemskyllede hele kroppen. Den kom ligesom i bølger og jeg ønskede bare at den ville stoppe.

Det gjorde den også og jeg var ok dagen efter og spekulerede ikke nærmere over episoden. Der gik ca. 2 uger til jeg en aften på Bali følte mig lidt mærkeligt tilpas og gik hjem og sov. Jeg vågnede op, stadig med en mærkelig følelse i kroppen og tænkte jeg ville ryge en J for at falde lidt ned. Angsten vendte tilbage, den helt samme følelse som den aften på svampe og det var mere end jeg kunne bære. Denne gang kunne jeg ikke komme mig, og angsten havde sat sig fast i mig så at sige og det medførte depressioner som gjorde at jeg tilsidst gav op og tog hjem til vante omgivelser. Det var svært for mig at opgive hvad jeg troede var min livsdrøm og acceptere hvad der var sket for mig.

Det er nu over 3 år siden jeg vendte hjem og jeg har siden sloges med angsten, som er grundstenen i de psykiske processer jeg har gennemgået med depressioner og tvangstanker. Det har taget mig lang tid at komme af med tanken om at alting ville gå i sig selv efter noget tid. Jeg har måttet se i øjnene at flugten fra angsten ikke førte nogle veje.

Jeg besluttede mig for at opsøge en psykolog, noget som jeg gerne havde villet længe men aldrig fik gjort primært af økonomiske årsager. Min læge ville meget gerne i starten give mig piller bare til tingene faldt ned sagde han, men jeg har hele tiden nægtet at tage medicin da jeg er af den overbevisning at medicin ikke løser noget. Efter at have forklaret min situation til psykologen spurgte han hvad jeg havde gjort ved det? jeg tøvede men måtte nødvendigvis svare at jeg ikke havde gjort en skid.
Ærligt talt var jeg gået i stå og at indse det i sig selv var for mig et langt skridt i den rigtige retning. Ikke bare fysisk men også mentalt - et eller andet sted følte jeg jeg havde svarene men fik af den grund ikke samlet mig sammen til at gøre noget ved det. I sådanne situationer er det i sidste ende een selv det kommer an på. Der findes ingen der kan "helbrede" mig selv andre end mig selv.

Jeg er af den overbevisning at kroppen og sjælen er en symbiose og for mig har det at komme op af stolen været en kick starter. Jeg har gennem længere tid løbetrænet og er kommet i form og er i den forbindelse begyndt at interessere mig meget for bl.a. endorfin produktion fordi jeg kan mærke det virker. Desuden har givet mig overskud til at se de ting i øjnene som jeg så længe har flygtet fra.

Det skal siges at jeg ikke vil gøre et forsøg på at beskrive denne angst nærmere da jeg før jeg skrev det her læste Fannys indlæg om den udefinerbare angst som er utroligt rammende og meget præcist formuleret og meget klart beskriver hvordan jeg har haft det.

Jeg er kommet rigtigt langt i min kamp mod angsten og føler mig stærkere end jeg har gjort i lang tid. Jeg har set i øjnene at denne proces kan tage tid - så lang tid den nu engang må tage.

Jeg ryger den dag idag ikke hash eller bruger andre euforiserende stoffer andet en alkohol en gang i mellem. Jeg er måske bange for hvad det kan gøre men mest af alt har jeg en sund respekt for det, og har gjort op med mig selv at jeg gerne er foruden det og desuden ikke savner det. Jeg har trods alt været stort set hele møllen rundt og føler ligesom at det var det.

Når alt kommer til alt er der ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget og min oplevelse har givet mig utroligt meget med i bagagen og i krisen der følger ligger et enormt udviklingspotentiale, men oftest er det jo lorten der flyder ovenpå

MORF

tak for et godt indlæg, og velkommen til!

godt at høre, at det kører for dig nu...

Tak fordi du deler din historie.
Det er dejligt at høre endnu et eksempel på, at det ikke kan betale sig at flygte fra angsten. Den har altid en grund, og den forsvinder ikke før vi ser den i øjnene. Derfor deler jeg fuldstændigt dit synspunkt med, at medicin ikke løser problemer.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Medicin løser ikke noget nej, men jeg tror man skal passe på med helt at bandlyse brugen af den. Det kan være nødvendigt for folk der er helt ude i tovene, og måske ikke er lige så velfungerende som jer selv. Jeg har dog takket nej, begge de gange jeg er blevet tilbudt noget.

mvh. Psyko

Det har du ret i Psyko. Problemet er bare, at så mange mennesker tager antidepressiv medicin uden at følge op på det med terapi, og derved forbliver problemet uløst.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg er ganske enig i at medicin kan være en hjælp - når jeg skriver det ikke løser noget er det også ment som set på længere sigt.

Medicin kan, ligesom andre ting har været det for mig, være en kickstarter til at få gjort noget ved de knuder der i de flestes tilfælde ligger i sindet. I mit eget tilfælde har jeg dog hele tiden vidst at løsningen på mine problemer lå ad en anden sti end den pharmaceutiske, og jeg ved at medicin for mig let kunne blive en falsk tryghed, som jeg så yderligere skulle kæmpe med at komme af med.

Jeg har hørt for mange beretninger om folk som når de tager medicin kommer i en tilstand hvor de glemmer eller ikke er i stand til at leve livet, og nogen finder så ud af at det i virkeligheden er sjovere at leve livet selvom det meste måske føles surt

Man er i stand til mere eller mindre at slukke helt for hjernen med medicin, men det tror jeg ikke er ønskværdigt for langt de fleste. Jeg tror i mange tilfælde, at når man "dæmper" de negative tanker dæmper man også andre tanker, kreativiteten m.m.

V.h.

MORF

Det medicin man normalt giver mod angst - ihvertfal den type angst du har haft - er jo SSRI, og der ved jeg nu ikke om man kan sige at man slukker for hjernen. Der er jo en neurofysiologisk årsag til at man bl.a. får depression og samtidig også mere angst, og jeg vil tro at det er en del svære at bearbejde en dybereliggende angst hvis man ikke føler sig lidt ovenpå, hvilket jo medicinen kan hjælpe en med. Det er rigtigt at medicin ikke vil løse det egentlige problem, men mere eller mindre bare lægger låg på det så det ikke koger over, men det kan nu engang imellem også være en meget god ting, i det du så er bedre i stand til at arbejde med din bevidsthed.

Treasure skrev:


Hvad kom først: Hønen eller ægget? Skyldes depressioner en neurofysisk ubalance, eller kommer den neurofysiske ubalance af depressionen?

Jeg hørte engang om et videnskabeligt eksperiment (har desværre ikke kilden), hvor man undersøgte hvad der kunne forårsage depressioner i rotter:
Man udsatte en rotte gentagende gange for et ubehageligt (ikke dræbende) stød i et gitter-gulv, som den ikke havde nogen mulighed for at komme væk fra. Dette skette i dagevis på forskellige tidspunkter, og tilsidst blev rotten apatisk, mistede lyst til at spise, og sad bare sløvt hen.
Man satte den så ind i et nyt bur med andre rotter, og gentog eksperimentet. Dette bur var således indrettet, at rotterne kunne komme væk fra gittergulvet og derved væk fra strømmen, og da man satte strøm til, flygtede alle de "raske" rotter væk, mens den første rotte, blot satte sig i et hjørne og pep. Man aflivede den, undersøgte dens hjerne og fandt ud af, at den havde et meget lavt indhold af serotonin i forhold til de andre rotter. Dette lave indhold af serotonin svarede til, at rotten havde en depression.

Det, som medicinalfirmaerne elsker at fortælle os er, at depression er en sygdom på ligefod med andre sygdomme og at den derfor skal behandles med medicin. Danner man for lidt serotonin skal man medicineres for det, akkurart som en person med sukkersyge, der danner for lidt insulin, skal have insulin.
For at vende tilbage til min førnævnte historie om rotten, hvad er så klogest: at give den depressive rotte SSRI (lykkepiller), eller fjerne den fra det dårlige miljø (elektro-gitteret) som den befinder sig i?
Selvfølgelig vil de fleste mennesker kunne se, at der ikke er noget galt med rottens evne til at danne serotonin. Den reagerer fuldstændig naturligt på det dårlige miljø, og vil atter danne serotonin i normale mængder, når den kommer væk fra miljøet.
Anderledes forholder det sig desværre når vi skal forholde os til os selv. For det er svært at gå ud og lave om på det miljø, som stresser os og gør os depressive, og så er det nemmere at tro på, det er os selv som er syge og at vi bare har brug for medicin. På den måde fralægger vi os et hvert ansvar for vores egne alarmklokker, som skriger op om at der er noget galt, til fordel for den søde glemsel og bedøvelse.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det må jeg have overhørt Lad vær med at gøre din egen opfattelse af verden til en realitet.

- Right you are

Mvh. Psyko

tror der skal skilles mellem kemiske depressioner og "jeg er 14 år og frustreret depressionerne" (Godt nok hårdt skåret ud).

Jeg læste en artikkel forleden der viste. at der på verdensplan er flere teenagere der får antidepresiver end nogle anden aldersklasse overhovedet.

Selvfølgelig findes der mennesker som virkelig har en fejl i hjernen som gør, at de danner for lidt serotonin, og at de derfor bør have medicinsk behandling. Problemet er blot at langt de fleste som får ordineret depressiv medicin i virkeligheden bør have psykologisk behandling istedet.

Men som sagt, er det nemmere at bedøve mennesker end at lave miljøet de lever i, om.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg kan godt følge dig og jeg vil da også give dig ret i at der mange steder er den holdning at depression er noget, der skal medicineres væk, ligesom enhver anden sygdom. Men det er lidt svære at arbejde med fordi der er tale om en psykisk sygdom og den kan derfor ikke bare bekæmpes eller går over af sig selv. Jeg vil dog stadig sige at der er visse mennesker, der har anlæg for at blive depressive, ligesom andre mennesker har anlæg for sukkersyge. Og man kan jo ikke bare sige til den sukkersyge, jamen så må du bare lade være med at indtage mad, på samme måde som man siger til den depressive at så må han bare færdes i et andet miljø. Det er jo bl.a. derfor man inde for psykiatrien skelner mellem ydre og indre depressioner, hvor de ydre kommer af en ydre påvirkning f.eks. traumatiske hændelser, dødsfald osv. De ydre kan oftest helbredes ved samtaleterapi, netop fordi der er tale om ydre påvirkninger, ligesom med den rotte der er tale om. Ved samtaleterapi kan man ændre på miljøet, eller de ydre faktorer, der har været gældende for depressionen, ligesom man med rotten kunne slukke for strømmen i gitteret, men det er altså ikke lige så let med de indre depressioner, hvor der er tale om noget arveligt. Nogle af de ydre er heller ikke så lette at have med at gøre fordi de påvirkninger f.eks. ligger langt tilbage i barndommen.

Så den med at alt har sin årsag - ja til dels, men det kommer altså meget an på hvilke påvirkninger der har forårsaget depressionen.

Treasure>> Hvad mener du med:

Vi talte om MORFs tilstand i forbindelse med det dårlige trip han havde haft, og der havde jeg ikke noget indtryk af, at han var psykisk syg. Kun at han havde reddet sig en masse ubehagelige forviklinger på trippet, som han skulle arbejde sig ud af. Jeg skal ikke udelukke at ISSR kan afhjælpe en sådan proces, men det vigtigeste er at han får bearbejdet og forstået de indtryk han fik på trippet. Det var jo også det, han selv sagde.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det var lidt et sidespor . Hvad jeg skrev der var ment mht. depression generelt og var ikke rigtig i reflektion af MORF's oplevelse. Det jeg mente var bare at en depression eller en anden psykisk lidelse ikke er lige så let at arbejde med på samme måde som f.eks. en influenza virus, eller anden fysisk sygdom. Fysiske sygdomme er på en eller anden måde lettere at håndtere fordi sygdomsforløbet består af nogle faser som man har kendskab til og man ved derfor præcis hvordan man behandler og når man er rask så er man rask (selvfølgelig alt efter hvilken sygdom man taler om). Det er lidt anderledes med psykiske lidelser fordi helbredelsen kan være noget ganske simpelt, eller modsat noget ekstremt indviklet. Som MORF også selv skrev, så er den eneste der, i princippet, kan helbrede sig, en selv, og det er jo netop det man gør - men nogle gange behøver man bare lidt hjælp.

Nu får jeg det til at lyde som om at bl.a. depression er en slags sygdom som en infektion eller noget i den stil, der sådan billedligt talt skal skæres væk som en svulst, men jeg vil nu hellere tolke sådan noget som en slags signaler om at der er noget galt, som man har brug for at bearbejde og komme til livs, fordi det i sidste ende er bedst for en selv.

Jeg tror det som mange overser i forbindelse med depression, angst og andre psykiske lidelser er, at det ifølge min mening, i mange tilfælde er vores system der prøver at fortælle os noget. Lidt groft sagt kan der være tale om en "overbelastning" af hjernen ligesom man kan tale om overbelastning af andre muskler. Men det er rigtigt at signalerne er svære at tolke da hjernen nu engang er den mest komplekse muskel vi har.

Jeg ved, at det trip jeg tog i Asien udløste en ubehaglig angst som jeg bl.a. tror var en forsvarsmekanisme mod nogle følelser som jeg havde gemt langt væk gennem længere tid. Når de så dukker op (eller rettere angsten gør det) og forbliver i mig efter trippet tvinger det mig til selvransagelse.
Der kommer altid en tjener med regningen, og når man som jeg har gjort, det gemmer sig og lægger låg på de følelser som ikke er "sjove", så kommer de gennem trippet med en så voldsom hast at det kan tage meget lang tid at arbejde sig igennem dem.

Når Fanny skriver at de fleste mennesker vil komme til kort med sig selv så tror jeg det er ganske sandt. Jeg ved med mig selv at jeg før eller siden var blevet nødt til at se virkeligheden i øjnene, og uden mit bad trip dengang kunne jeg have fortsat med at gemme de ubehagelige følelser væk, til jeg måske i en alder af 40 år ramte muren.

Den som jeg er som person, har gjort, at det er gået mig som det gjorde - jeg ved ikke om man kan tale om rent genetiske anlæg for at blive angst eller deprimeret (det kan man tilsyneladende), men den forklaring er i mine øjne tit for nem. Jeg har nogle personlighedstræk som måske kan være nedarvet, som gør at jeg måske har tendens til at bringe mig selv i knibe. Noget som jeg så selv må arbejde med, for at kunne træffe bedre valg.

Man skal selvfølgelig bede om hjælp når man har brug for det, men jeg tror også man skal passe på med unødigt at sygeliggøre sig selv. En af de bedste ting ved det her board, som jeg jo fornyligt fandt, var at der fandtes beretninger som var optimistiske, som ikke var ren diagnose og ynk (undskyld udtrykket). Det er lettere, især i en psykisk krise, at lade sig diagnostisere og lade sig være offer for f.eks. genetik end det er at skulle tage den lange og hårde kamp op med sig selv og sit sind. Dermed ikke sagt at det altid er sådan og der er folk som lidt firkantet sagt ikke kan stille noget op. Men ligesom de fleste banker vil gerne give dig kassekredit vil de fleste læger gerne give dig piller.

M.v.h.

MORF

Treasure skrev:


Hjammen så er vi enige .

Morf>> Hjernen er ikke en muskel, men består af nerveceller .

Trippet ryder op i alt det vi normalt smider væk, og er derfor en sund proces at gå igennem i ny og næ. Det opløser lidt af vores overdimensionerede ego og bringer os i kontakt til den verden vi er en del af. Jeg tror alle mennesker ville have godt af at opleve det.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det kan man godt sige, men der er også mange mennesker, som egentlig ikke har nogle problemer som også kommer ud for en depression f.eks. fødselsdepression eller vinterdepression, hvor det ikke direkte kan have noget med en overbelastning at gøre, altså man har ikke selv været skyld i depressionen via nogle valg man har taget.

Det er dejlig læsning det her!..