Psychedelia.dk

En historie om autisme, søvnløshed og indentitet

Hej Jeg er 18 år gammel og har Aspergers syndrom.

De sidste par år af mit liv har været meget turbulente. Jeg er gået fra at være Danmarks mester på 800 og 1500m til psykiatrisk afdeling med Hash psykose, Men det her må være den vildeste oplevelse til dags dato.
Jeg går på en speciel privatskole hvor andre skoler med samme undervisnings filosofi mødes en gang om året. Vi sov i telt og det var der det hele så småt begyndte.
Jeg havde haft en lang periode efter indlæggelsen hvor jeg ikke kom i skole pg.a søvn- og motivations problemer. Men Jeg havde et kæmpe drive for at få mit liv Tilbage på rette spor.

Jeg sov kun 3 timer den første nat og var lidt plaget af uvirkeligheds følelse. Men den var væk da jeg vågnede og tænkte at jeg bare havde haft brug for søvn. Dagene gik og jeg klarede den med 6 timer de fleste nætter.
Få dage efter da jeg kom hjem og stadig nærmest ikke havde sovet og var plaget af en mildere mani, kom uvirkeligheds følelsens med fulde drag. Jeg prøvede at gå en tur og se om det det ville gå væk, men det blev bare værre. Jeg blev helt glasagtig og fjern at se på. Alle der kørte forbi på cykel, Kiggede meget chokeret på mig. Det var meget ubehageligt. Jeg indså at det bedste ville være at jeg blev indlagt. Så jeg handlede hurtigt og ringede til min mor, hun håndterede det stærkt og var i telefonen hele vejen hjem.
Da jeg kom hjem og havde det virkelig dårligt, satte jeg et stykke musik af dvorak på som jeg lige havde fundet ud af at min mor havde spillet for mig da hun var gravid med mig(Fandt musik nummeret inden hun fortalte det). Jeg følte der var noget symbolsk over det, og håbede jeg ville overleve da jeg havde sporalske selvmordstanker.
Det hele begynder egentlig først da vi ankommer til bispebjerg.
Alle følelser var 100 gange stærkere. Taxamanden Ville bare af med os og satte os af det forkerte sted. Jeg følte et stærkt had til ham, Kunne han ikke se hvor meget mig og min mor led. Det var først her det sande helvede begyndte. Vi kunne ikke finde akut afdelingen, min mor var helt panisk og alle vi spurgte virkede så kolde og ligeglade. Imens gik jeg rundt med paranoia og små hallucinationer og beroligede min mor samtidig. Det var det sande helved.
Også skete det, hele mit liv på 30 sekunder, Børnehaven, Alt det tæv jeg havde fået i folkeskolen. Mine underlige interesser, min venner, alt ting. Jeg havde bare lyst til at gøre en ende på det hele.
Vi fandt det og så snart jeg fik at vide at det bare var søvnunderskud faldt jeg helt ned, en overvældene følelse af lettelse.

Jeg er lykkelig over at jeg stadig lever nu. Jeg er lykkelig over at lægen var så god til at læse mig og
ikke smed mig på den lukkede, da der kun var plads der.
Jeg er lykkelig over at vågne hver morgen.
Jeg har aldrig været så mæt af livet, og samtidig så sulten efter det.

Jeg har fået sovet nu og er næsten helt normal igen. Jeg har lært meget af denne oplevelse. Jeg har indset at jeg er en følsom dreng der skal passe bedre på mig selv. Jeg har lært at jeg skal stoppe med at have så travlt med at være normal hele tiden. Fordi jeg at glemmer at spise når jeg er stresset. Det + søvnunderskud er ikke noget man skal lege med. Har fået udskrevet melatonin og imoclone til at sove på + antipsykotisk Hvis det viser sig at det ikke kun var søvnunderskud der er skyld i det.
Jeg har også tænkt at søge psykolog timer, da jeg tror det ville hjælpe.
Unskyld at teksten er kringlet, er stadig ør i hovedet efter oplevelsen havde bare brug for at dele det med nogen.
Vejledning er værdsat

Det er flot af dig du tør dele din historie!
Hvor kommer denne Hash psykose ind i billedet? Brugte du hash dagligt eller var det et enkeltstående tilfælde? Hvordan ser din døgnrytme ud i dag - og hvad laver du i løbet af dagen?

_________________
Magien, er dig selv.

Har selv medicineret mig med Hash on and off de sidste 2 år. Har ikke rørt det siden indlæggelsen, indtil jeg blev presset ud i det 1. maj. Er bange for at det er det der har udløst det. Føler mig stadig små psykotisk.
Min døgnrytme er blevet normal efter jeg er begyndt at tage melatonin. Tager i skole de fleste dage, men har svært ved at overskue en hel dag. Gennemlever alle de samme symptomer som sidst, forskellen er bare at jeg ikke er indlagt. Er ikke i tvivl om det snart går væk, men det er fandme irreterende at man overfortolker alt ting i hverdagen. Skifter hele tiden humør og kan ikke tænke Rationelt.

Det er en lang helingsproces du skal igennem og din Asperger gør det ikke just nemmere for dig, uanset hvad er det noget du skal lære at leve med.

Jeg blev selv diagnosticeret med aspergers da jeg var 4, så det gør din historie noget mere skræmmende i og med at det samme kan ske for mig + at jeg lige som dig glemmer at spise hvis jeg er stresset eller optaget med noget. At spise så godt du kan er en del af enhver helingsproces, men man skal self. også have appetitten til det.

Melatonin har jeg dog aldrig selv taget, men har hørt en del om at det er godt til at tage den angst og uro man som asperger ofte render rundt med, især i sociale sammenhænge. En lang gåtur i skoven bare et par gange om ugen kan også hjælpe dig med både at behandle din psykose og få tænkt det hele igennem, som en ekstra bonus oven i hatten kommer du ud i den friske luft og får noget motion. I fremtiden når du kan magte det i din hverdag kan du prøve at gå til noget sport igen måske.

Desuden, tag det roligt med vennerne og byturene en tid og hvil dig, det vigtigste er at du kommer ovenpå igen før du begynder på en masse andet. Sæt dit mål i livet over alt andet på nær skolen og fokuser fast på det, ikke bare vil det give dig en pause i dit tankemylder, men du begynder at tænke fremadrettet i stedet for på din psykose, husk også at holde dig kørende og motiveret. Tænk over de trin du skal igennem for at nå dit mål når de kommer (fx. tage kørekort, læse op på undervisningen).

Alene det at jeg satte en karriere indenfor IT som mål var nok til at holde mit forbrug moderat og har holdt min straffeattest ren, lidt det samme trick bruger jeg når jeg holder tjald-pause, distraherer mig selv (ofte med min stærke interesse for IT) hvis det bliver for meget at tænke over. Hvis du har gode venner du kan snakke med det om, så gør også det. Lidt sparring af tanker og problemer med en ven kan hjælpe dig på vej til en løsning; to hoveder er bedre end ét.

Uanset hvad skal du holde dig fra hashen om det er nu, om 1 år eller om 10 år, for symptomerne vil højst sandsynligt komme tilbage hver gang du ryger en pind eller et hoved i fremtiden. Og sidst, men ikke mindst; hvis nogen presser dig til at tage et stof, især hvis de ved du tæsker med en psykose, så har de ikke selv den fornødne respekt for det!

_________________
Define normality!

Tak for støtten Det jeg tror der er sket er at alle mine fornuftige rutiner som morgen motion og måltider fordelt jævnt ud over dagen er forvundet efter min fraværs periode. Så jeg har nok i virkeligheden startet alt for hårdt ud med det skole stævne.
Også jeg skal virkelig arbejde på at træde i karakter når folk prøver at presse mig til noget jeg ikke har lyst til.
jeg vil lytte til dit råd og få en snak med en god ven her snart
Jeg tror egentlig ikke du skal være så bange for at få en psykose, da jeg har været ekstremt stresset og i søvnunderskud i forbindelse med indtagelsen. + At min morfar var skizofren så de skrøbelige sind ligger nok til familien.