Hej,
Sidste uge var jeg hos psykiater for første gang. Hendes skøn var at jeg har lidt af en parnoid personlighedsforstyrelse gennem flere år og hun snakkede også lidt om vrangforestillinger..
Jeg har været inde og læse på de her diagnoser og jeg har lidt svært ved at forholde mig til, at jeg er så syg.. Symptomerne der er beskrevet, syntes jeg er meget generelle, nogle kan forstås bredt, men jeg føler faktisk at en del af det passer på mig.
Noget der slog mig hun sagde var; ”Det er ikke din skyld at du har det sådan ****, du er syg og det har du været længe.”
Det var somom der var noget der løsnede sig inden i mig og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Alle disse år hvor jeg har været inde og ude af misbrug, depression, issolation, kæmpet mig op igen, for at tabe alt igen, har jeg gjort 100 gange. For ikke at tale om alle de tilløb jeg har gjort til, at blive en del af samfundet, videregående uddannelser, jobs, praktikpladser, you name it, jeg har fucked det hele op for mig selv hver gang og ikke kunnet finde ud af hvorfor jeg ik bare kunne være glad.
Efter en snak med psykiateren ca 40 min, gav mig seroquel prolong med hjem. Men jeg er angst for at tage dem og tvivler egentlig på om jeg er syg nok. Savner nok nogle flere snakke med hende, før jeg kan tage kemisk medicin hver dag..
Lige nu selvmedicinerer jeg med hash og har jeg gjort i et par måneder nu, 2-3 gram om dagen. Jeg ved godt, at det lyder pisse uansvarligt når man har paranoia og angst mv, for hash intensiverer de symptomer lidt, specielt udendørs. Men hashen har hjulpet mig af med de selvmordstanker der i en periode blev ved med at dukke op i mit sind. Ser det som en midlirtidig løsning, for er bange for at hvis jeg stopper med røgen kommer de igen..
Jeg har aldrig været psykotisk (tror jeg) og hvis jeg skulle lide af vrangforestillinger er de i hvert fald ikke bizarre (er jeg overbevist om). Selv i de perioder hvor jeg har haft det forholdsvis godt, ,været clean længe, og startet uddannelse/job har jeg følt at folk kunne læse mine tanker når der var mange mennesker omkring mig. Ofte føler jeg at folk snakker om mig og eller tænker negative tanker om mig. At nogen overvåger mig, specielt lægger mærke til min gøren og laden.
Jeg har utrolig svært ved at opretholde sociale relationer. Ikke fordi jeg ikke vil, føler jeg. Har virkelig kæmpet med drænende ensomhed i mange år, helt siden folkeskolen og jeg er 25 i dag. Føler mig tit afstumpet og anderledes i andres selskab. Bliver meget indadvent i et selskab med mere en to øjne.
Jeg har en samtale med psykiateren snart, hvor hun vil tale mere indgående med mig. Så håber jeg hun vil sige noget mere konkret og ikke mindst argumentere for det.
Syntes i jeg skal quite hashen og prøve de seroquel?For mig lød det bare somom det bare skulle hjælpe mig til at sove. Men har læst at det skulle være stemningsbaserende og at det ikke er helt uden bivirkninger. Har aldrig taget psykofarmaka før og må indrømme jeg dybt skeptisk
Er det en forkælet holdning jeg har?