Psychedelia.dk

okay her kommer noget lidt vildt som jeg er 100% overbivist om er rigtig, det er noget jeg har gået og tænkt på i det sidste stykke tid.

i mine øjne findes der ikke onde mennesker eller gode mennesker, hvis en eller anden twisted og syg mand dræber en stakkels ex-kæreste eller en terrorist bomber en bygning. så er de jo ikke onde, eks. den første har måske vokset op i et voldligt hjem og fået tæsk som lille. (eller også er han måske bare psykisk syg) og terooristen er jo blevet hjernevasket fra da han var helt lille.
og en tøs der måske er et "rigtig" godt menneske, er jo kun god fordi hun opfører sig efter de normer der er, som hun sikkert gør fordi hun sikkert er vokset op i en god familie.
der er jo ingen mennesker der vælger at blive onde eller gode, det er noget man bliver af alle de oplevelser der sker i ens liv.
og derfor synes jeg ikke man kan sige der er gode eller onden mennesker. ergo hvis der ikke er gode eller onde mennesker kan der jo heller ikke findes et helvede eller en himmel!!! der kan godt være en gud, men det er også det.

og en anden ting er at hvis man reagere ud fra alt det der sker i ens liv, (eks. der er mange søde og rare mennesker i ens hverdag, og derfor for man meget overskud og kan klare mere)

så er der jo kun skæbne. fordi at alt det der sker nu, sker pga. noget andet som har påvirket alle os andre og derfor for os til at reagere sådan her. og det der sker før sker pga noget andet som er sket endnu tidligere. og det som vi gør lige nu kommer til at bestemme hvad der sker i fremtiden osv. = derfor er der kun skæbne

ved godt det her er lidt rodet, er heller ikke helt klar i hovedet lige nu. bare spørg hvis i ikke forstår det hele. jeg ville bare gerne lige hører nogle svar til det her. tak!

Du har et dejligt forvirret udtryk, men faktisk har du fået fat i den lange ende.

Buddhisterne mener jo at din "skæbne" i dette liv er determineret af dine handlinger i tidligere. På den måde afskaffer de skæbnen som noget tilfældigt, udenfor individets kontrol, og viljen bliver i stedet sat i centrum. Forstået på den måde at det formentligt er rigtigt at voldsmænd handler på baggrund af en voldelig opvækst, men at de ved at handle voldeligt reproducerer deres egen elendighed (kridter banen op til selv at blive udsat for endnu mere vold i fremtiden), og at de rent faktisk har et valg til at undlade at reagere på de impulser i deres sind der stammer fra opvæksten, og dermed påvirke deres egen skæbne i positiv retning.

Bare et bud på hvordan den fri vilje kan få en plads i det ellers 100% prædeterminerede univers du forestiller dig.

Hvorfor skal den frie vilje absolut levnes nogen plads? Vores vilje, det at ville noget, er jo netop betinget af de muligheder, som faktisk er i verden. Da der ikke er nogen af os, som har skabt verden er vores vilje jo således bundet af den verden der nu engang er os givet.
Sådan som jeg opfatter determinismen ser jeg det som et bottom-up system, hvor verdens givethed bygger på en akkumulation af det der har vist sig at være tilfældet, måske kunne man kalde det en form for naturalistisk determinisme, hvilket adskiller sig fra det jeg vil kalde en top-down determinisme, hvor gud/forsynet/et tidligere liv har udpeget vores slagne vej i livet.

Det er klart at vi ikke har fri vilje i absolut forstand, fordi vores handlemuligheder er begrænset af omstændighederne. Men vi har mulighed for at reagere på mange forskellige måde på den samme situation. Tag nu ham manden der er vokset op under ulykkelige omstændigheder og har været udsat for vold og følelseskulde som helt lille. Hans kæreste har fundet en anden, og i det øjeblik vælder hele hans barndoms smerte op og hele hans emotionelle tilstand koger over med jalousi og hævntørst som han reagerer på og begår vold mod kæresten. Her kan man næsten sige at hans adfærd er fuldstændig determineret af hans fortid qua din teori. Men hvad hvis han vælger blot at observere de voldsomme indre følelser uden at handle på baggrund af dem? Det er rent faktisk en mulighed. Her træder han ud af skæbnen, ved ikke at reagere som hans fortid eller "tilskynder" ham til med stor kraft.


Det lyder som en tautologi?


Hvis ens egne handlinger i tidligere liv determinerer udgangspunktet for ens nuværende liv, kan man vel næppe kalde det top-down determinisme?

Men i din forståelse er alt hvad der nogensinde kommet til at ske så allerede forudbestemt i big-bang øjeblikket?

Indenfor psykologien er det velkendt, at man overser omstændighederne når man smider en person i en kasse. En person på jobbet snerrer af dig, og du tænker at han er også sådan et røvhul. Hvad du overser er, at han har skændtes med konen inden han tog afsted, han har holdt i en lortekø på vejen til jobbet, og da han kom på jobbet spildte han kaffe i skridtet.

Ligeledes er det også velkendt at de betegnelser vi smider på andre folk ikke holder stik. Man har lavet forsøg hvor man har bedt folk beskrive deres bekendtes personlighed, og man har så observeret de bekendte i forskellige situationer. Hvad der viser sig, er, at de folk vi kender oplever vi som regel kun i en begrænset type situationer hvor de udviser de træk, vi opfatter de har. Men sætter man dem i andre situationer, vil det vise sig at trækkene er ikke universelle. Din ven kan godt være sympatisk og velovervejet når du er sammen med ham, men han slår kæresten når de er alene.

Er man interesseret i ondskab er Phillip Zombardo manden (fyren bag Stanford Prison eksperimentet). Han har skrevet bogen "The lucifer effect: Understanding how good people turn evil" og har et foredrag om det samme på http://www.ted.com

Altså hvis ham gutten bare kan træde ud af sin skæbne har det jo ikke meget med skæbne at gøre!?

I øvrigt er jeg lidt ked af ordet "skæbne", det lyder sgu så alvorligt. Det jeg mener er at vi alle sammen er et produkt af en uendelig række af tilfældigheder, hvor det kun i ringe grad siger noget om verden, når man siger "hans barndom var sådan og sådan, derfor gør han som han gør, men det kunne han jo bare lade vær med". Det skulle jo betyde at der lå en vilje bag hans vilje, som han samtidig havde kontrol over!?

Hvis alt er determineret er der jo ingen tilfældigheder. Nu må du vælge

Prøv nu at hør her, det jeg vil nå frem til med min definition af determination, er at det ikke er bestemt på forhånd af guden, hvad der kommer til at ske. Fx. Det er tilfældigt at denne planet har været hjem for den evolutionære process, men denne tilfældighed har været determinerende for at jeg kan skrive dette indlæg. Sådan er der en millard processer, kendte og ukendte, men alle tilfældige, som har været determinerende for at denne forum eksistere.
Skift evt. determinerende ud med bestemmende eller afgørende, hvis det er giver mere mening

wow der kom mange svar hurtigt . okay først vil jeg lige sige.



hvad for manden til blot at obsevere de negative hændelser uden at gøre nogen fysisk eller psykisk skade på hende. hvis han ikke har lært at det er forkert at gøre skade så ved han det jo ikke. og hvis han tidligere havde haft en positiv hændelse i hans liv som havde lært ham at det at skade andre ikke var okay, så ville han jo ikke gøre skade på hende.

så kan man så diskutere at folk ikke altid gør hvad der er rigtig og forkert selvom de godt ved hvad der er rigtigt eller forkert. men jeg giver lige endnu et eksempel:

en pige stjæler en masse tøj fra en tøj butik, hun ved godt at det er forkert og at hun tager det fra nogle andre. men i hendes dårlige liv er der ingen der forstår hende, og de "gode" veninder hun har ligger gruppe pres på at hun skal stjæle noget til dem. og så er det jo tydeligt hvorden det ender.

en anden måde at sige det på er, at for vær action, er der en reaction osv. ting sker ikke bare lige pludselig, alt sker for en grund.



det er præcis det her jeg mener, desvære er jeg ikke så god til at fatte mig i korthed

Jeg kan godt fölge dine tanker med hensyn til "gode" og "onde" mennesker, tilgengäld synes jeg at der er visse ting som ikke er helt tilgivelige. At folks adfärd er påvirket af deres omverden er jo sandt, men det du väljer at göre er at helt udelukke TILFÄLDIGHED. Jeg har ikke selv nogle universelle svar... som jeg vil afslöre.

Find the way you will, young padawan.

yes my lord

Du har ret mht. at folk hverken er gode eller onde - da begge begreber er opstået fra det vi kalder normer.

Hvornår er man ond?
- EGOISME!

Hvormår er man god?
- Når man bekymre sig om andre og andet, end sig selv.


Vold, mord, penge, lyst osv. osv. er roden til meget ondt, da det er ego-centreret tanker.

Uanset hvad en person vælger at foretage sig, kan man jo hævde at det er prædetermineret: ja han bryder ud af det umiddelbare mønster, men det siger jo bare noget om at det er en ufuldstændig teori, der ikke tager alle faktorer med i beregningerne. Det hænger jo ikke sådan sammen, at bare fordi man bliver slået hjemme slår man sine egne børn. Der er altså andre ting, der gør at personen, du taler om, bryder mønstret: han bliver født som en bestemt person og han får fyldt en masse ting ind i hovedet. De to ting må tilsammen give hans handlinger. Det kan simpelthen være at han er blevet født som en person der i stedet for at handle er helt handelseslammet. Han kan også være blevet sådan pga. sin opvækst. Så uanset hvad han foretager sig kan man påstå det er pga. hvem han er og hvad han har været igennem. Selvom man tror på sjælen, kan man jo bare tage den med i beregningerne (medmindre selvfølgelig sjælen per definition har en fri vilje).

Til det med at være god eller ond. Begreberne er jo forsimplinger af virkeligheden. Dog fungerer de ret godt i praksis selvom, de i bund og grund ikke har noget på sig.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.