Hvis det kan trøste dig, så er der mange andre der har det på samme måde, enten i kortere perioder af deres liv, eller også "kronisk".
Det er både normalt at man som barn begynder at stille kritiske spørgsmål, som f.ex. "Hvis Gud skabte alting, hvem skabte så Gud?", og/eller senere (f.ex. i puberteten og teenage-årene) stiller spørgsmål til og udforsker sin egen identitet, plads i verden, samfundets værdier osv. - f.ex. med spørgsmål som "hvad er meningen med livet?", "hvem er jeg?", "hvad er dette "jeg"?" osv.. Man kan måske få "tilbagefald" til disse perioder senere i livet, f.ex. når man som voksen oplever en midtvejskrise, og stiller sig selv spørgsmål som "Hvad har jeg opnået i mit liv?", "Har jeg levet det liv jeg gerne ville?" osv..
Og der er bestemte mennesker, som næsten altid i større eller mindre grad går rundt og stiller spørgsmål til tingene, både af nysgerrighed, men også fordi de på en eller anden måde føler sig plaget af spørgsmålene, og drevet i søgen efter svar.
Nu læser jeg selv filosofi, så i modsætning til f.ex. en psykolog elller psykiater, der måske vil beskrive tilstanden som "eksistentiel krise" (med tryk på "krise") eller sådan noget, så vil jeg mene, at det ikke nødvendigvis kun er en lidelse eller noget ubehageligt. Eller ihvertfald at der er en mening med lidelsen, og disse perioder med spørgsmål og tvivl er selve det, der gør os menneskelige.
Mange af de store filosoffer, der har stillet spørgsmål til sig selv og verden på samme måde som dig, har haft følelsen af, at det var utroligt hårdt og ubehageligt at begive sig ud på usikker grund, og tvivle på alt, og ikke bare kunne føre glade, hyggelige og ubekymrede liv som så mange "normale mennesker". F.ex. taler Kierkegaard om "en søjle af reflexion", der ligger på hans ryg, og som konstant tynger ham ned, når han går rundt i byen.
Indtil videre og lige nu er min egen opfattelse, at der er en værdi i at have været ude og tvivle på alt, ude på usikker grund, hvor virkelighedens stof opløstes og alting flød og intet kunne tages for givet, SELVOM du vender tilbage til en mere ubekymret og "tanketom" hverdag senere hen, og SELVOM du måske når til erkendelsen af, at du ikke kan finde noget svar, og alligevel bare ender med at mene det samme som du gjorde før du begyndte at tvivle og filosofere over tingene.
Det er svært for mig at begrunde præcis hvorfor, men det hænger sammen med bevidsthed. Der er en værdi i at være bevidst, i at hæve sig op på et meta-niveau og se tingene ovenfra, og undersøge de ting vi normalt tager for givet kritisk. På en eller anden måde mener jeg nok, at man først rigtig har gjort sig fortjent til det glade, fjogede, ubekymrede og ureflekterede dagligdags-liv, når man har splittet det hele ad og været helt ude og tvivle på alting.
Det er et enormt spændende emne, og jeg vil gerne sige nogle flere og bedre ting til det og dig, men jeg vil alligevel poste dette indlæg først, som en slags oplæg og introduktion til min mening om sagen og mine egne oplevelser. Selvom det er rodet og ustruktureret, og selvom der mangler en del, så håber jeg alligevel at det kan bruges til noget.
Der kommer forhåbentligt snart mere.
Jeg synes forresten også at andre der læser filosofi eller har beskæftiget sig med det på et seriøst plan bør skrive noget om deres egne erfaringer med de filosofiske spørgsmål, tvivlen osv..
P.S. Ja, du er fuldstændig normal
Hvis du føler, at det er helt ubærligt, så må du (selvfølgelig) gå til din læge, eller til en psykolog, eller evt. starte med at tale med dine forældre eller nogle gode venner om det. Man kan være meget følsom og leve meget intenst som ung, så pas på at det ikke gør alt for ondt eller bliver alt for fortvivlende. Det er nemmere at slå sådan nogle ting hen, når man bliver ældre - trøst dig ved det. Jeg var selv ret "plaget" af filosofiske spørgsmål, kriser, tvivl, fremmedgjorthed osv. osv. som ung, men jeg har fået et meget mere afslappet forhold til filosofi, livet og alt det dér idag

(jeg er idag 25 år, og har kunnet "slappe af med det" ihvertfald inden for de sidste 5-6 år).