At tage til raves gør ikke en afhængig af stoffer. At tage mange stoffer kan gøre en afhængig af stoffer. Men det er sandt, at raves og stoffer er meget tæt forbundet. Der findes dog stadig folk som tager til raves, uden at indtage stoffer, om end dette nok er de færreste.
Det er meget vigtigt at huske på at stoffer og mennesker er forskellige, og ikke mindst at raves er forskellige. Der er ikke bare én 'elektronisk festkultur', men mange og meget nuancerede grupperinger af mennesker, genrer af musik, tilgange, holdninger, fokuser, formål og forhold, som man er nødt til at tage højde for, hvis man ønsker at danne sig et ordentligt indblik. Personligt er jeg klart mest tilhænger af psytrance-fester (som der igen findes en række nuancer af). Min egen interesse for stoffer startede dog før musikken, og jeg forsøgte mig frem med psykedeliske stoffer før jeg nogensinde rigtig havde hørt om psytrance. Dit spørgsmål er meget bredt og ufokuseret, og jeg foreslår at du først og fremmest sætter dig ind i
hvilke stoffer som bliver indtaget, hvordan disse stoffer hvirker, og hvad afhængighed er, eller rettere kan være. Der er meget langt fra LSD til amfetamin til heroin til en benzodiazepin, de virker meget forskelligt og bruges ofte i forskellige sammenhænge og til forskellige formål.
Jeg er klart mest til psykedeliske stoffer, en klasse som LSD hører ind under. Modsat alm. stimulerende såsom amfetamin og kokain, eller bedøvende og sløvende stoffer som morfin og heroin, er det stoffer som ændre ens virkelighedsopfattelse i en meget markant karakter, og det er ikke bare at man ser flotte farver, lyde lyder anderledes og den slags, som man ellers kan få et indtryk af. Det er blot de ting som er nemmest at forklare folk som ikke kender den mentale tilstand man kommer i af disse stoffer. Jovist, man ser da flotte mønstre osv. men de udgør en meget minimal del af det væsentlige af oplevelsen. Det er måden man tænker på som ændres, måden man føler på. Forestil dig at du pludselig tænker i et andet sprog, du ved det er et andet sprog, og på en måde forstår du det, og på en måde forstår du det ikke. Og paradoksalt nok kan det giver fuld mening, uden at give mening. Og det er ikke bare et sprog som fransk eller latin, det er så sindsygt mærkeligt, at det bryder med alt hvad man før har oplevet. Man kan ende med at komme i en tilstand, hvor ens virkelighedsopfattelse simpelthen bryder sammen, og man kan ikke huske at 2+2=4 eller at månen er rund, eller måske kan man godt huske at det var det man lærte som lille, men hvem var man egentligt som lille? Hvad er man som menneske? Osv. osv. Det flyver rundt med følelser og tanker, til tider uendeligt kaotisk, til tider med en ro så intens og smuk at man fælder tårer over indsigt i hvor lille et menneske man er, i denne store verden. Trance er en musikgenre som baserer sig meget på ensformige rytmer. Gentagende og monoton. Psytrance består så oftes med et lag og en verden af utrolige og mærkelige lyde ovenpå den monotone rytme, som kører fast, igen og igen. Rytmen er for mig med til at forstærke den effekt stoffet har på mig, eller måske sende det i en speciel retning. Lydende er stimulerende, og de psykedeliske stoffer har en effekt der gør sig at sanser krydser. Farver bliver til smag og lyd bliver til bevægelse og billeder. Alting begynder at smelte sammen. De mennesker man danser med ser og forstår man på en hel ny måde. Og pludselig er indser man at vi alle blot er børn i kosmos, stående uforstående overfor livets store mysterier og verdens vanvittige mørke såvel som lyse udfoldelse.
Bliver man så afhængig af det? Måske. Jeg ved at man bliver stærkt påvirket af det. Man kan helt sikkert ende med at blive fysisk afhængig, og psykisk afhængig af den eufori det kan medføre ved visse stoffer, når man tager dem for tit. Mange af de psykedeliske stoffer har dog ikke en fysisk vanedannende egenskaber på samme måde som det kendes fra f.eks. morfin med abstinenser og lign. Det er nok snarere det, at når man først har tumlet ned i eventyrland, og smeltet sammen med en flok dansende tosser i nattens mørke til den lyse solopgang, og pludselig opdager at man er den man plejer at være igen, efter ikke at have smeltet sammen med verden og hinanden, udforsket universitets totale uendelige uløselighed, så finder man ud af at man sgu ikke
helt er den samme som før alligevel. Man bliver aldrig helt den samme efter de ture. Ligesom alle oplevelser påvirker os, og vi hele tiden ændrer os og udvikler os. Det er bare i en langt mere ekstrem grad en normalt at kigge ind af nøglehullet til den psykens verden. Og når man først har været der én gang, er det sgu svært ikke at kigge tilbage indimellem. For nogle sker det dog måske for ofte. Og som en gammel sang lyder, så er der altid en, der tager afsted lidt før de andre, og kom for langt ud. Det er bare svært at vide om man er den person eller det er en anden, eller hvem, hvad, hvornår nå disse begreber begynder at forsvinde for en.
For mig har det både været godt og dårligt. Overvejende godt vil jeg mene. Det har ændret min personlighed i en grad jeg absolut ikke kan forestille mig ville være sket uden disse oplevelser, og det også overvejende på en god måde. Jeg har mødt en utrolig masse interessante mennesker, som har haft indflydelse på den jeg er. Jeg er helt sikkert afhængig af raves til en vis grad, det er en måde at feste igennem på som slår alle andre måder. Og jeg er nok også afhængig af stoffer, alt efter hvordan man ser på det. Det betyder ikke at jeg skal have mit fix hver dag for at fungere, men jeg skal helt sikkert have mit skud mentale vanvid indimellem for at føler mig komplet.
Ligesom der findes mange typer af raves, genrer af musik, klasser af stoffer og alle mennesker har en unik personlighed. Så er enhver persons forhold til stoffer individuel, og spørgsmålet om hvorvidt man er afhængig, kommer helt an på konteksten og måden man sætter det op på. En bedre måde at se på det på er, om stofferne giver en overvejende flere problemer og sorger end lykke og glade stunder.
Held og lykke med din opgave!
