Min kæreste og jeg beslutter os for at tage på en psykedelisk rejse efter vi er kommet tilbage til dk fra familien i Holland. Turen havde i forvejen givet så meget ekstra energi og glæde, og vi besluttede at sætte prikken over i’et ved at indtage 22g magiske trøfler hver. Det er første gang vi tripper sammen, og for mig min første gang.
Vi har købt en masse lækkert ind i form af snacks og drikkelse, og vi bruger god tid på at finde en film som jeg tænker jeg kan overskue, da jeg ikke ved hvad jeg skal forvente af rejsen. Da min kæreste kender effekten, drejer det sig meget om hvad jeg har det bedst med, men han kommer med nogle gode råd og tips, og han får mig underbevidst til at føle mig ekstra sikker og tryg i det der skal til at ske.
Vi beslutter at se “lightyear”, sætter os til rette og lader trøflerne virke. Efter 45 minutters tid begynder jeg at mærke hvordan det prikker omkring mine fødder men ikke på en ubehagelig måde.
Jeg har decideret angst for at blive rørt på fødderne, og kan gå fuldstændig i selvsving bare af tanken om berøring på mine fødder.
Egentlig mærker jeg ikke så meget, og jeg når også at tænke inden for den første times tid, at jeg ikke har taget nok. Jeg begynder dog at få et sært forhold til mine fødder, ligesom jeg værdsætter dem og det at de er en del af mig. Det undre mig, og jeg får øje på min kærestes fødder jeg pludselig finder utrolig smukke. Vi får lidt griner over det, men konstaterer at hverken ham eller jeg mærker det helt store.
Filmen giver ikke så meget mening for mig, men alligevel forstår jeg den. Jeg er i dagligdagen en type der har svært ved at holde koncentrationen under en film, så jeg ser det ikke som noget specielt.
Der er en robot-kat i filmen som jeg egentlig ikke har lagt specielt mærke til, men alligevel er der noget specielt ved den. Det skal vise sig at den kat blev min øjenåbner i forhold til hvor jeg befandt mig i mit trip.
I en scene i filmen falder katten ud af det blå død om, og jeg flyver op med et sæt og råber “NEJ! IKKE KATTEN!” jeg bliver ekstremt chokeret over hvor knyttet jeg føler mig til den, og heldigvis viser det sig at den bare “reebooter” i filmen. Jeg dør af grin over min reaktion og konstaterer nu, at jeg kan mærke mine følelser, og min underbevidsthed bliver pludselig mere og mere min realitet.
Jeg kan se hvordan væggene trækker vejret, og alting ligesom virker levende.
Min indlevelsesevne er fantastisk, også i filmen. Selvom jeg også har følelsen af at der er karakterer i filmen som er intetsigende, så er det okay, for det var aldrig det samme uden de karakterer.
Jeg begynder at opleve at der er en større sammenhæng og kærlighed i alting, hvis man vil se det.
Jeg sætter mig efter 2 timers tid i min vindueskarm. Det er mørkt og der er stille på vejen hvor der ellers plejer at være en del liv. Det som om at den her aften er til for mig, og alt hvad jeg ser og føler er til mig. Jeg har en lyst til at gå ud, men alligevel kommer jeg ikke videre, og min kæreste har på ingen måde lyst til at skulle møde mennesker. Han nyder også bare tilværelsen.
Alt imens jeg sidder her i et åbent vindue og føler mig ekstremt filosofisk, åben og opmærksom, ser jeg en lille sort kugle bevæge sig over vejen. Jeg ser først uden at tænke eller føle, og som et chok slår det mig, at det er et lille pindsvin og tænk! Jeg tror det lille pindsvin krydser vejen for at jeg skal se det! Jeg nærmest ved det!
Som et lille slags “spirit animal”
Jeg får ekstrem griner på over det, men samtidig bliver jeg fyldt af kærlighed igen, og jeg har lyst til at fælde en tårer for hvor smukt jeg åbenbart synes det er, at vidne det lille dyr gå over en fuldkommen stille vej.
Efter noget tid har jeg fået brug for at komme rigtig udenfor og jeg får lokket min kæreste med ud i fælleshaven på en bænk. (Vi bor i et lille lejlighedskompleks). Vi ligger os på bænken og kigger op, og der er til vores held stjerneklar himmel.
Vi ryger fuldstændig ind i et andet univers, og hvad jeg tænker på siger han højt og det samme omvendt. Det som om vi bliver bekræftet i at vi faktisk er forbundet, ligesom stjernerne på himlen og vi lige nu bevæger os på præcis samme niveau. Vi kan pege en stjerne ud, også ved den anden hvilken stjerne ud af millioner der er peget på. Vi kan beskrive det vi ser og få en fuld forståelse af hinanden, og vi er umiddelbart ikke i tvivl om at vi ser, tænker og føler ens. Det er det smukkeste stjernesyn jeg i mit liv har haft og den største bekræftelse på, at vi alle er forbundet og vi alle er forbundet i kærlighed.
Jeg kigger over på døren til lejlighedskomplekset der nu er lige så lille som en fucking nissedør, og jeg kan slet ikke fatte hvordan vi skal komme ind af den igen. Men det bekræfter mig igen i, at tingene er slet ikke som vi ser dem, og verden og livet er så meget mere end den måde vi oplever den i det daglige. Så vi griner bare af det og beslutter at gå ind, og vupti døren blev menneskestørrelse igen.
Da vi kommer ind sætter vi nogle psykedeliske videoer på fjernsynet, og bliver rimelig betaget af det. Samtidig er rejsen ved at være slut, men den peaker ligesom lidt ud af det blå engang imellem alligevel. Jeg vil super gerne gå den tur som jeg aldrig kom ud på, og min kæreste går lidt efter lidt med til det.
Da vi går ud og omkring bygningen stopper vi ved vores lejlighedsvindue fordi vi igen bliver betaget af de psykedeliske videoer vi kan se på fjernsynet igennem ruden. Så står vi der lidt… griner af, at man tydeligt kan se udefra hvad der foregår derinde. Vi bliver ligesom opmærksomme på at vi ikke er nået nogen vegne, så vi minder lige hinanden om at “nå ja.. lad os gå lidt”.
Det går SÅ utrolig langsomt, og det føles som om vi har brugt en halv time på at gå 15 meter. Men det vilde er, at vi begge føler at vi ikke skal nå noget. Jeg forstår nu den unødvendige “stress” jeg ofte tillægger mig i min dagligdag, hvor det er så skide vigtigt for mig at få min. 10.000 skridt om dagen. Det er mit formål med hele gåturen. Sådan et ligegyldigt formål. Hvorfor kan jeg ikke bare gå og nyde mig selv naturen og den friske luft fuldstændig uden formål? Hvad skal jeg egentlig nå?
Jeg bliver så opmærksom på mig selv og mine daglige rytmer. Hvad der er godt og hvad der er mindre godt. Jeg nyder virkelig at slentre ned af en tom gade lige her og nu. Jeg er så meget til stede lige her og nu.
Faktisk ender det med at vi vender om og går hjem efter de 15-20 meter, fordi vi bliver så distraheret af alt og ingenting der måtte ske omkring os i nuet. Og det er helt okay.
Vi kommer hjem, går i seng og får de sidste indre visuelle billeder med hvor vi begge oplever et fantastisk farveshow der danser i symboler og mønstre samt en flot og yderst detaljeret drage der snor sig om sig selv bag mine lukkede øjne. Det ikke let at falde i søvn, for jeg har decideret ikke lyst til at give slip i det jeg lige nu er i.
Morgenen efter går jeg ind i stuen og der ligner et bombet lokum. Der står et lille bord med benene i vejret i sofaen fyldt med snacks og vandflasker. Køkkenet ligner et sted hvor samtlige retter har slået fejl, og man er gået amok over udfaldet, for derefter bare at efterlade det. Alt har fået en ny plads.. jeg fatter vitterligt ingenting da jeg slet ikke husker rummet sådan fra dagen inden.
Men det får mig bare til at grine.
For jeg er lige der klar over at verden ikke kun ser ud som vi normalt ser den i hverdagen