Jeg har i længere tid følt som Lim3, sådan on/off og ser mig selv meget i det du skriver. De svar i andre har givet dertil, minder også meget om min egen tankegang. Det er sådan lidt at de trælse perioder afkaster sådan en følelse, men hvor mit hjerte går ind og siger "Nej! Sådan skal det ikke være! Det er ok at følelsen er der, men jeg må ikke leve i den".
Det eneste der har holdt mig fra selvmordsforsøg, har været tanken om min familie og hvor elendigt de ville få det. At vælge at leve eller ikke at leve, ser jeg som vores helt eget personlige valg. Har forståelse for at folk vælger fra og gør noget aktivt ved det, men på den anden side kan jeg slet ikke forstille mig at træffe valget.
Længe har jeg levet for at kunne beruse mig med alkohol og hash, hygge mig med computeren - helt uden at have en hverdag. Der har altid lagt et håb og et ønske om forandring - for min skyld men også for min families og mine nærmeste venner.
For et par dage siden flyttede jeg på opholdssted/bosted for misbrugere og socialt udsatte, da min anden lejlighed blev opsagt pga jeg ikke er studieaktiv + jeg har behov for mere støtte i hverdagen og skifte rammerne helt ud.
Her kan jeg rigtig komme til at arbejde med mig selv, få struktur og rutiner, føle mig tryg og afslappet, som alt er et led i processen mod et bedre liv. Nu lever jeg 100% for mit eget velvære samt at skabe mig en fremtid og vise min familie/venner at jeg KAN FANDEME GODT!
Så alt i alt lever jeg nok for at leve livet, opleve, føle og smage på det samt dele det med de mennesker der gør mig glad
Desuden er det en god idé med den her tråd, uanset hvordan man ser på livet og hele eksistensen.
Mvh