Citat:
Ekspert bakker op om Langbergs hashrygning
Et eskalerende alkoholforbrug var ved at tage livet af skuespilleren, da en læge rådede ham til at begynde at ryge hash
I sin kommende selvbiografi 'Ikke et sekund spildt' fortæller Jesper Langberg åbent om sine massive alkoholproblemer, der kulminerer under bruddet med hans første kone, Susanne Heinrich, i 1980.
Her bliver regningen for de mange heftige byture kontant udbetalt, da Langberg en aften bliver dårlig under en teaterforestilling og indlægges på Rigshospitalet, hvor lægerne konstaterer, at hans bugspytkirtel er blevet voldsomt overbelastet af druk.
Det er her på sygelejet, at en 40-årig Jesper Langberg beslutter at holde fem års pause fra alkohol. Og det er her, han møder en ung, unavngiven læge, der anbefaler ham i stedet at ryge hash, når han får trang til ' at lukke dampen ud'.
Et råd som skuespilleren prompte følger, og efter nogle skuespillerkolleger har skaffet ham det forbudte stof, eksperimenterer han med hashrygning i sin lejlighed.
Hashrygningen foregår udelukkende i fritiden og i Jesper Langbergs lejlighed og bevirker, at han holder løftet om at være ædru i fem år.
Fortryder ikke hashen
I biografien fastslår han, at han aldrig har fortrudt sit lejlighedsvise hashforbrug, der varede indtil slutningen af firserne og ifølge ham selv reddede hans liv:
- De problemer jeg har været ude i, kan der være andre mennesker, der sidder med og måske kan jeg give dem et par gode råd. På den måde håber jeg, at min bog måske kan redde liv, fortæller Jesper Langberg til Ekstra Bladet.
Psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom bakker op om argumenterne i Jesper Langbergs selvbiografi:
- Man kan ikke konkludere noget ud fra et enkelt tilfælde. Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at det kan være en fordel for andre alkoholikere at følge Jespers eksempel. Hvis han oplever, at han slapper af med at ryge lidt hash, så er det både samfundsmæssigt og menneskeligt meget bedre, at han får lov til at bruge hashen som rusmiddel frem for at sidde og drikke alkohol.
Urimelig kriminalisering
- Jespers tilfælde er endnu et argument for, at vi bliver nødt til at se anderledes på hash og træde et skridt tilbage i forhold til hele den kriminalisering vi udsætter befolkningen for. En åbenlys urimelig kriminalisering, fastslår Henrik Rindom, der ikke er i tvivl om, at alkoholmisbrug er danskernes fjende nummer et:
- Selv om vi er mange, der kan bruge alkohol, og det ligefrem er sundt for mange af os at drikke en lille smule, så er der ikke noget værre rusmiddel og mere skadeligt stof end alkohol.
'Ikke et sekund spildt' udkommer torsdag 5. september på forlaget Gyldendal.
http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/a ... 081547.ece