Substans/er: Amf+Hash+Rigeligt alkohol. Setting: I byen Var du sammen med andre: Ja Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne 2,5 gr god amfetamin. 2 joints Meget alkohol.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm. Rask, frisk og glad.
Triprapporten Oprindeligt skrevet som blogindlæg på en anden side, tænkte jeg ville dele min sidste amf-tur med jer.
Bassen pumper på diskoteket, man kan mærke det i maven, og når man snakker. Ens stemme bliver en smule rystende. Diskoteket er propfyldt, det er en god Fredag. Jeg fanger hurtigt dj'ens blik, og laver en speciel bevægelse med hovedet. Han ved lige hvad jeg mener, og det varer ikke længe for Dj Agostinos lyd, fylder lokalet.
Diskoteket er fyldt med mennesker fra byen. De fleste kender man. Stamkunder. Stamkunder der er her hver eneste Torsdag, Fredag, Lørdag. Man er vel selv énn af dem, en af dem der bliver betragtet som "stamkunder", når en anden lader blikket hvile over forsamlingen.
Jeg har drukket de første par genstande, og begynder at kunne mærke det. Det er i det hele taget en rigtig god aften, og alle vennerne er samlet om bordet. Vi sidder omme i VIP'en, i aften. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor, men her sidder vi. Den første flaske er kommet på bordet. Smirnoff & Cult. Jeg ved ikke hvem der har betalt, men nupper et glas og blander en drink..
Da min drink er blandet, og jeg kan konstatere at den endnu engang er blevet noget stærk, bliver jeg prikket på skulderen.. "Hey.. Neslow.. Har du noget?" .. Satans. Havde egentlig ikke skænket den slags en tanke her til aften. Var måske usagt blevet enig med mig selv om, at jeg ikke gad det pis mere. "Næh.. Ingenting overhovedet" Siger jeg. Og lige inden at Line vender sig om og går igen, får jeg alligevel sagt.. "Men hey.. Sig lige hvis du finder noget, putte"
Hvorfor sagde jeg det? Helt uden og tænke?
En time efter, har jeg slået det helt ud af tankerne igen. Vi kører på alkohol, og det er sådan set okay.. Indtil Line, fra den anden side af bordet, fanger mit blik, og tager sig kort til næsen. Okay, hun har noget. Jeg laver skiftevis Thumbs up og down, for at se hendes reaktion. Thumbs down.. Den dårlige.. Jeg hader den dårlige.
Alligevel så rejser jeg mig, uden at tøve et sekund, da Line kigger på mig og sætter kurs mod udgangen.
Vi kommer ud på gaden, og står lidt i regnvejret, inden vi begiver os ned af vejen. Hold kæft hvor har vi gået der, alt for mange gang, snakkende om hverdagsting med samme ærinde, som lige nu.
Vi når til den gule blok. Nr 19, og går ind ad døren. Ned af trappen og ind i kælderrummet. De fleste kender det sted her. Her kan man være i fred. Hvis man vil have sex, eller andre ting der ikke skal opdages.
Line finder rutineret de små hvide poser frem. "Muhahaha" siger hun, og kysser den. Jeg griner. "Din fucking freak" siger jeg, imens hun cutter op på hendes træningskort. Man kan se hvem hun har fået det fra, på måden det er pakket ind. Man lærer at kende forskel, og ham her, han plejer at have noget rigtig godt. Det går hurtigt, og jeg rækker hende det halve sugerør jeg har i lommen, da jeg kan se at 6 hvide streger ligger klar til os.
Line tager hurtigt de første tre. "Arrrrh for helvede" udbryder hun tilfreds, og rækker mig sugerøret. De tre streger forsvinder på få sekunder under mig. Væk. "Gad vide hvor egentlig det bliver af" Siger jeg tænksomt. "Det går lige i hjernen, din fucking freak" griner Line. Og så har vi ellers pakket sammen, og er ude på gaden igen.
Det er først da vi igen rammer diskoteket, at man kan mærke effekten. Den rammer en i ansigtet som en iskold snebold, en Januar formiddag. Vi danser hen på vores pladser i VIP'en, og der er ingen tvivl om, at dem af vennerne der kender os, ved hvor vi har været. Thomas kigger undrende på mig, og laver "thumbs down" imens han ser spørgende på mig. Jeg nikker. "Føj for fanden" griner han.. "Så kender jeg en der går kold imorgen eftermiddag"
Resten af natten forløber fantastisk. Vi danser, griner, drikker shots og er fælles, Line og jeg, om den her følelse i maven. Det kan ikke beskrives. Det skal heller ikke beskrives. For så mange gange har vi stået her, og blevet enige med os selv om at, "Det her, muligvis er det bedste i verden" . Ingen af dagligdagens problemer, af hverdagens ensomme tanker har nogen chance for at røre os nu. Vi er udødelige, og vi er gode til at være det.
Engang imellem, kommer hverdagen alligvel snigende. Og først dér, kigger vi oprigtigt på hinanden. Nikker, og begiver os tilbage til blok 19, for at komme tilbage til rusen. Tilbage til følelsen af, at SÅ bliver det ikke bedre.
Vi ved et sted i underbevistheden at de 5 gr, vi har delt på kort tid er for meget. Men jeg tør ikke tænke tanken til dørs.
Aftenen slutter da DJ'en siger i mikrofonen, at nu er det slut for i aften. Og vi må komme rigtig godt hjem. Havde vi kørt kun på alkohol, havde vi straks sat os i en taxa, for at komme hjem og sove. Men det må ikke slutte nu. Det må aldrig slutte. Den her følelse, må aldrig nogensinde forsvinde. Vi kigger angst på hinanden. Det må jo aldrig slutte det her, for fanden.
Vi går ned på morgenværtshuset, der åbner kl 5, når resten af byen lukker. Ud på toilettet først.. "Er der mere??" Ja, to streger mere er der til, og da de er forsvundet, ved vi, at ligeså snart det stopper med at virke, er vi fortabte.
Vi prøver ferbrilsk at sætte gang i det lusede morgenværtshus, jeg husker at blive smidt ud efter at have danset på en noget ustabil bar. Udenfor møder jeg en gammel veninde, der har fucket mig noget grusomt op for nogle måneder tilbage. Fuldstændig uden at tænke er jeg fløjet i hovedet på hende, od da jeg senere kigger ned af mig selv er min hvide tshirt fuld af blod.
Taxaen kommer kl 06.30. Jeg sætter mig ind i den alene, og der går det op for mig, hvad der venter mig de næste 24 timer.
Jeg står ud af taxaen, ude foran lejligheden. "Det bliver 110 kr" siger manden venligt. Gad vide om han overhovedet fatter, hvad der venter mig? Jeg giver chaufføren 120 kr, siger "det passer, god aften" og smækker døren bag mig. Da han kører ud af gården tager jeg mig selv i at ønske, jeg skulle med. Han var fremmed, jeg kendte ham ikke. Men han var et menneske, og det at sidde ved siden af en, udskød det her helvede, der nu ville komme.
Jeg låser mig ind i lejligheden og sætter mig på sengen. Det er allerede begyndt. Mit hjerte pumper i brystet på mig. Som havde jeg lige spurtet 200 m, så hurtigt jeg kunne. Jeg ryster voldsomt på hænderne, og mine fingerspidser snurrer vanvittigt. Og så er der kvalmen. Føj.. Ingen af de fysiske ubehageligheder kan dog sammenlignes med min psyke, lige nu. Jeg føler mig tom. Har tårer i øjnene. Heller ikke dét, kan forklares bedre end, at ca. ligeså udødelig som jeg følte mig på dansegulvet, ca. ligeså døende føler jeg mig nu. Som et svagt dyr, der lider.
Jeg ligger mig på sengen i fosterstilling. Selvbebrejdelserne hagler ned over mig. Berettiget. Fuck hvor er det også dumt. Uanset hvor godt det føles først, så er det slet ikke dét værd når man sammenligner det, med hvor slemt det er nu. Overraskende nok føler jeg mig søvnig. Kæmper med øjenlågene. "Ikke sove nu". Jeg ved hvor dumt det er at overgive mig til søvnen, for jeg ved det kun drejer sig om få minutter.
Ganske rigtig, så vågner jeg et kvarter efter, fuldstændig vågen. Hjertet er gået helt amok i brystet på mig. Det kan ikke være sundt, at det hamrer så hurtigt. Jeg bliver altid så bange. Hvor meget kan mit lille hjerte holde til, før det brænder sammen? Angsten kommer snigende. Misforstået, med håb om at få det bedre, ryger jeg de to joints som Peter glemte igår. Ryger dem begge to, hurtigt, inhalerer dybt ned i lungerne. Mine fingrer snurrer værre end før, og kvalmen overtager alting. Jeg rejser mig op, står lidt og vakler, kæmper med mig selv. Så sortner det. Alting drejer rundt. Det vender sig i maven på mig. Fuck. Toilettet.
Hele Fredag aften vælter ud af mig, og ned i toilettet. Amfetamin, blandet med Pizza nr 13, blå gajol, Mokai, god stemning, fis og ballade, samt en voldsom mængde Cult & Smirnoff lander i toilettet, imens tårerne triller ned af mine kinder. Det kan ikke beskrives. Jeg er faktisk, i oprigtig tvivl om jeg overlever. Har jeg lyst til at overleve? Her er så stille. Tankerne begynder at overtage. Hvorfor er jeg helt alene? Har jeg ingen venner? Har jeg kun venner når vi er fulde? Ville folk opdage hvis jeg forsvandt? STOP NU.
Jeg ligger i fosterstilling i 11 timer. Stirrer konstant ind i væggen. Kan ikke noget. Jeg trækker været i korte stød, med åben mund. Konstant kæmper jeg for at holde resten af mit maveindhold i maven. Det er ikke til at holde ud. Nogengange tager jeg mig magtesløs til hovedet. Hvad fanden skal jeg gøre? Hvad siger de hvis jeg kommer ned på sygehuset, og bekendtgør at jeg tror jeg skal dø?
Jonas ringer omkring kl 20. Der er fest på fabrikken, massere af mennesker. Jeg gør noget, som jeg kun er i stand til, efter sådan en omgang. Jeg siger at jeg bliver hjemme i aften. Kun fordi jeg ved at det faktisk ville være fuldstændig fysisk umuligt at gå nogen steder. Da vi har lagt på rejser jeg mig igen, skal kaste mere op. Tanken om druk, fik det til at vende sig i mig igen. Ud over det kvarter har jeg slet ikke sovet. Jeg har heller ikke spist noget, ej heller drukket en dråbe væske. Det er umuligt, og det skal være slut.
Nu.
|