Substans/er: Psilocybin Setting: I byen MODs installed: Ja Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne: Ca. 10g tørrede svamp. Tygget med juice til.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm: Anden gang med Psilocybin. Havde prøvetkørt dem en uge inden i en sikker sætting, så jeg kunne mærke deres effekt uden anden påvirkning. Havde haft et lille trip, mere end en god joint, men ikke noget bevidsthedsudvidende.
Var i godt humør, sammen med et par kammerater (der drak i stedet). Vi skulle se en fælles ven optræde.
Var samtidigt nyforelsket (hvilket jeg tilskriver en stor betydning for trippet)
Triprapporten Det er en onsdag aften i oktober 2007. Vejret er en smule køligt, men stadig til at være ude i . Jeg skal til en lille koncert med nogle kammerater fra mit daværende arbejde (et diskotek). Vi er i godt humør, der drikker nogle øl på vejen, mens jeg tygger nogle svampe jeg har med. Jeg har fået dem gennem en af min lille brors venner, ugen forinden, og det er mit andet trip.
Vi kommer til spillestedet og hilser på de andre vi kender. Der er et lille intimt lokale, hvor vi sidder 8-9 mennesker ved et bord. Det er en blandet flok, men alle nogen jeg kender fra arbejdet. De fleste er nok lige et par år yngre end mig. Jeg er den eneste der ikke drikker og lige i starten føles det lidt mærkeligt, indtil svampene begynder at gøre deres enter.
Det første jeg mærker er at mine tanker begynder at ræse afsted. Jeg skal virkelig koncentrere mig om dem, for at holde fast i, hvor den ene tanke begynder og hvor den næste holder op. Et rent virvar af tilfældige associationer. Det er dog en enorm dejlig følelse. Nærmest som om min hjerne er blevet tunet. Dog gøre dette at jeg bliver indadvendt og i et selskab, hvor de fleste ikke er vant til at man er andet en fuld og en smule skæv, bliver det et samtale emne.
Et par er lidt nervøse, mens en af fyrene begynder at prale med, hvor mange forskellige stoffer han har prøvet. Først forsøger jeg at forklare dem, at jeg har det fint og virkelig nyder mine tanke. Siger til dem, at de helst ikke skal forstyrre mig. Dog sker der noget, da min opmærksomhed rettes mod dem. Når jeg ser ind i deres ansigter, føler jeg, at jeg får indsigt i alle de skjulte hensigter og motivationer de alle har. Jeg ser deres masker og det de forsøger at gemme bag ved. Ikke just noget, der er til at holde ud, så jeg beslutter mig for at trække lidt frisk luft.
På vej mod døren skifter mit trip. Jeg føler nu, at jeg er i en film med fortæller, der beskriver hvad jeg gør og hvorfor. Det giver en absurd følelse, at mine handlinger bliver beskrevet næsten inden jeg udfører dem, men jeg ved at det er trippet, så jeg tager det med.
Da jeg kommer ud på gaden, har jeg en kort snak med en anden kammerat, der lige er ankommet. Han er sammen med en pige, der ikke forstår, hvad det går ud på, og jeg prøver at beskrive for hende, hvad jeg kalder "brugerens dillemma" - inden man prøver det er det let at afvise stoffer. Når man har prøvet dem og siger:"det er der intet galt i"- lyder det for ikke-brugere, som om man blot er endnu en narkoman - hun forstår det ikke helt, men samtalen får mine tanker sporet ind på livets tragedie og mit trip skifter endnu en gang.
Jeg beslutter mig for ikke at gå tilbage til stedet, men i stedet vende hjem af og gå rusen af. Mine tanker kredser om, hvor tragisk det er, at vi aldrig kan vide, hvad andre mennesker egentlig føler, men må nøjes med at bruge værktøjer, der aldrig er tilstrækkelige. På dette tidspunkt synes jeg at alle forsøg på at kommunikere dette er smukt, selv tamme forsøg, som filmen "at klappe med en hånd". Fysisk sker der det, at min tårre begynder at rulle helt ustyrligt. Jeg græder og græder af ren lykke over at se denne 'sandhed'. Jeg går af østerbrogade og når til lille trianglen, hvor jeg gør en pause. Dette sker, da jeg er begyndt og tænkte på en pige jeg har mødt ugen inde, som jeg er blevet smask forelsket i. Jeg har altid troet det var noget poetisk pjat, når mennesker har sagt at de følte, at deres hjerter skulle springes, men det er præcist sådan jeg har det på det tidspunkt. Det føles som om mine tårer løber ned i mit hjerte, der er som en vandballon i midt bryst, der fyldes til bristepunktet. Det eneste jeg har lyst til at at tage ud og råben hendes navn i det område, hvor jeg ved hun bor. (har ikke fået hendes addresse på dette tidspunkt!).
Jeg kigger op og ser den mørke nattehimmel, hvor nogle få lyse skyer driver forbi. Langsomt ser himlen ud til at åbne sig ud i en lysende intethed, Og jeg tænker, at det må være sådan mennesker har det, når der tror de møder gud. Jeg kan se mig selv i forhold til livet, universet og alle jeg kender. Jeg får en ubundhørlig trang til at fortælle alle, hvor meget og hvorfor jeg elsker dem. Og beslutter at gå hjem og skrive breve til dem alle sammen!
Jeg går den sidste kilometer hen til lejligheden. Kun afbrudt af et kort stop i den netcaf'é, hvor jeg skal møde på arbejde om morgenen. Jeg stikker hovedet ind, for at høre om ham der er på vagt gidder tage min mogervagt også og får et par bemærkninger fra stamgæsterne om "hvor fucked up" jeg ser ud.
De jeg kommer op i lejligheden, tænder jeg for computeren og begynder at skrive uafbrudt i en times tid. Det bliver flere sider langt. Jeg beslutter mig for ikke at læse det før jeg har sovet rusen ud og lægger mig til at sove.
Jeg vågner lykkelig op næste morgen og har aldrig helt følt mig den samme siden.
(det jeg havde skrevet var noget værre volapyk)
|