Tak for svarene, dejligt at få andres perspektiv på sagerne.
NeXu$ skrev:
Jeg synes det lyder som en dum idé - det er jo umuligt at leve et liv med arbejde, venner etc. hvis man svinger. Jeg ville blive på medicinen og tage noget narko hvis jeg ville have det fedt.

Narko virker vel på dig på trods af at du er på Lamotrigin?
Ja, hvis man har store udsvingninger, vil det blive meget svært at have en normal hverdag hvor man skal passe et job.
Jeg er dog konstant i tvivl om min diagnose, da jeg blev diagnosticeret efter et meget stressende arbejde, hvor jeg gik sygemeldt i et halvt år.
Jeg er ikke et sekund i tvivl at jeg var depressiv på pågældende tidspunkt, men er dog i tvivl om hvorvidt jeg skal bruge medicinen den dag i dag.
Jeg har ikke oplevet at noget narko ikke har virket i hvert fald

Jeg kan dog godt mærke at jeg har nemmere ved at blive følelsesmæssigt påvirket, i begge retninger, end andre mennesker.
Ind til videre bliver jeg med at tage medicinen og må revurdere situationen på et tidspunkt i fremtiden.
bella skrev:
hm det går nok ikke at skippe medicinen sådan uden videre.. tænker lidt det kræver en stor viljestyrke at være i stand til kontrollere, og lægge sig i passende folder overfor andre mennesker - uden medicinen.
måske hvis du virkelig vil, og planlægger det bedre kan du se hvad dine muligheder er for selvudvikling eller kontrol af dit sind, så du har noget at støtte dig op af når du begynder at trappe ned. Jeg kan virkelig følge dig i ønsket om at slippe for denne medicinering af dig selv. Sådan som jeg læser det kan du ikke lide tanken om at være afhængig af altid at have din medicin.
Jeg har ikke noget grundlag for det jeg skriver, det er kun mine tanker om din tråd..
Jeg tror det er svært at kontrollere en reel depressiv og manisk fase.
De gange jeg har haft "små-maniske" perioder, har jeg som sådan nok været opmærksom på tilstanden, men jeg har ingen kontrol over hvorvidt jeg vil være energisk, megalomanisk og bare generelt et usympatisk menneske. Jeg tror nu nok at man ville kunne lære at styre det til dels, men der vil stadig være lang vej til en dicideret selvkontrol.
Jeg skal helt sikkert også have gang i noget psykoterapi af en art igen. Jeg har en meget god ven, der er helt ekseptionel god at snakke med, men han er desværre flyttet til udlandet, så det er begrænset hvor ofte jeg ser ham.
Jeg kan nemlig ikke lide tanken om at skulle have medicin hver dag, for at kunne opretholde en nogenlunde stabil psyke og en velfungerende hverdag. Jeg synes det er svært at erkende at jeg har brug for det.
Et eller andet sted tror jeg også det har en selvforstærkende effekt at jeg på daglig basis bliver mindet om det, i forbindelse med mit medicinindtag.