Psychedelia.dk

En gammel ven af min er lige død i noget så meningsløst som en bilulykke hvor modparten var godt beruset og jeg kan ikke få min hjerne til at stoppe med at tænke, på hende og på hvorfor, det fuldstændigt overvældende jeg ved ikke hvordan det skal forklares.
jeg er påbegyndt samtaler en psykolog og det går udemærket, det hjælper som altid at snakke om tingene og mine venner er også meget forstående, men jeg bliver simpelthen nødt til at få min hjerne til at slappe af. Jeg har ikke sovet ordentligt siden det skete for lidt over en uge siden og nu kan jeg snart ikke mere.
min hjerne har simpelthen brug for en alvorlig ferie og det kan ikke lade sig gøre uden en form for medicinsk indgriben, jeg har prøvet alt andet, har dog holdt mig fra alkohol. Jeg er ikke aktivt involveret i miljøet men jeg kender godt nogle som kan skaffe diverse ting, ville det være helt uforsvarligt at begynde og tage nogle beroligende piller som benzodiazepiner ? jeg er klar over chancen for et misbrug men jeg føler virkeligt det er meget begrænset hvor meget mere jeg kan holde denne tilstand ud...

Jeg kan ikke anbefale selvmedicinering med beroligende midler i din situation - følelsen af meningsløshed kan meget nemt få forbruget til at spinne ud af kontrol.
Det er godt at du er i samtaleterapi hos en psykolog, det er sandsynligvis det mest holdbare træk i længden. Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din læge for eventuelt at få udskrevet benzodiazepiner eller lignende til kortere tids behandling. På den måde risikerer du ikke så nemt at forbruget tager overhånd uden at du bemærker det.

Lyt til Prometheus. Selvmedicinering ved sorg er en stensikker opskrift på tragedie. Tal med folk om det, og lad være med at frygte din sorg. Det er helt naturligt, og selvom det lyder kedeligt, så vil sorgen gå over. Prøv at få din hverdag op at køre, hvis den ikke allerede gør det. Det er nok uholdbart at dvæle i sorgen, hvis den virkelig er så uudholdelig, som du beskriver den. Det er svært at kontrollere selv, men man kan faktisk påvirke sin egen tilstand. Ophold dig med noget sundt, f.eks. venner, arbejde eller lignende. Men find en balance. Du skal som sagt ikke flygte, men bearbejde, uden at bearbejdelsen bliver altoverskyggende.

Mange tak for jeres svar, jeg kan godt se at selvmedicinering hurtigt kan komme ud af kontrol, så det lader jeg være med og tak fordi i fik mig væk fra det. Jeg tror dog alligevel jeg vil høre om jeg eventuelt kunne få udskrevet et eller andet, måske ikke noget så kraftigt. Jeg ved ikke om i har prøvet noget lignende, men det er så fremmed en følelse man står tilbage med.. jeg håber terapien og tidens magiske heling nok skal få mig igennem det, og bare rolig jeg er ikke ved at bryde fuldstændigt sammen.

tak.

Jeg kondolere, og må tilslutte mig de andre og sige selvmedicering ikke er vejen frem.

Lad også dette være en historie om hvor dårlig stil det er at køre påvirket og hvordan det kan ødelægge nogens liv.

_________________

Det er godt at høre, at du tager folks råd. Jeg har mistet en barndomsven til et traffikuheld og min mor til cancer, så jeg vil mene at jeg ved noget om sorgprocessen. Da jeg mistede min mor, gik jeg også til psykolog, dette hjalp en smule - men sorgprocessen kan tage mange år. For mit eget vedkommende er den ikke overstået nu, trods det er over 3 år siden. Men sagen er den, at det aftager med tiden og man danner sig en indre repræsantation af den mistede ,og det er den man skal lære at affinde sig med. Hvis du har nogle spørgsmål eller ting du har brug for at få afklaret, er du velkommen til at skrive en pm.

Alt det bedste

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg kondolerer. Du er allerede i gang med de ting, som jeg ville anbefale: Snak med psykolog, snak med venner, søg læge hvis du ikke kan se en anden løsning end periodisk medicinering (selvmediciner aldrig sorg!). Opsøg din smerte, lær den af kende, accepter den - du kan alligevel ikke ændre situationen. Vær ikke bange for at græde. Det er sjælens renseanlæg.

Husk, at motion er godt mod aggression og depression. Løb, styrketræn, spark så hårdt til en bold som du kan. Og husk, at livet af skrøbeligt - så nyd dig selv og dine venner/familie. Hver dag, hele tiden.

Jeg ønsker dig al held og lykke - husk, at alle sorg har deres ende. Dit liv vil lysne. Tro mig. Men du er nødt til at kæmpe og erkende - for så går der kortere tid.

RIP.


Offtopic: En anden ting... Det slår mig, at stoffer er ulovlige, ikke personbiler til privat brug. Jeg læste igår, at op mod 500 personer dør årligt i Danmark, alene pga. bolig ved støj fra biler. Ved siden af dette kommer bilulykker, ruskørsel/spritkørsel og CO2 udslip. Biler er praktiske, ja, men bør ikke være frit tilgængelige til privatpersoner, bare fordi de kan opnå et "kørekort" - det både er livsfarligt og ressourcespild. Døde venner og familiemedlemmer er grund nok i sig selv. Mere offentlig transport, flere cykler. På den måde komme vi fedme og sorg til livs, og opnår et mere bæredygtigt samfund.

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

sørgelig historie, føler på dine vegne.

hvis du ikke er inde i mileøjet, så vil jeg fraråde dig fra bare at gå ud og få fat i nogle benzoer "bare fordi du kender nogle folk"
det sidste du har brug for i den her situation, er at få det værre. Det er der chancer for hvis du bare går ud og får fat i noget random shit.

Mit råd, tag en snak med din læge, sorg tager lang tid. Ikke nødvendigvis noget du kan fixe med stoffer. Giv det tid, et par mdr, et halvt år, et år? det kan tage lang tid. Tag en dag af gangen, så ser i morgen lige pludselig lysere ud (;


fhkingz!

Godt sagt. Jeg kan især bekræfte at selvmedicinering er en stensikker opskrift på tragedie.

hej steeve, ja selvmedicinering er ikke godt, hvilket man har set mange eksempler på her på siden. du må huske på, at hvis du springer over hvor gærdet er lavest..så bliver det jo ikke nemmere næste gang, og livet byder jo desværre på flere tab, jo ældre man bliver! jeg kender udemærket til ikke at kunne sove eller spise efter dødsfald,
jeg kan kun give de andre ret. følg feks syreperlens råd med motion, det hjalp på mig hver gang! held og lykke!
( helst uden bedøvelse )

¨¨

Hvordan skal din sidste besked forståes?
Håber ikke du har tænkt dig at indtage noget af det der, og da slet ikke sammen.
Du kan måske tage en enkel sjus jack D, og så gå i seng.


Det er altid hårdt at miste en person, og det værste ved det hele er at den person man helst vil snakke med, er død.

I Maj døde min bedste ven, gennem 4-5år (vi kendte hinanden fra folkeskolen, 1. klasse - 10 klasse.). Derudover var han min roommate, drugbuddy, arbejdskammerat og my brother from another mother. Han havde dårligt hjerte - det ligger åbenbart i hans familie, hvilket han ikke var helt klar over. Jeg har altid haft svært ved at knytte mig til folk, pga min opvækst (snakker aldrig med mine forældre - det er eget valg). Har kun haft 1 kæreste - man bliver jo såret, når forholdet slutter og det gider jeg ikke.
Men et dødsfald af den kaliber var jeg ikke klar på.. har KONSTANT været sammen med folk de sidste 3 mdr (har måske maks haft 1 uge for mig selv) hvilket har hjulpet meget. Mit største problem, som flere herinde ved, er hash og amf - amfen har været under kontrol i et par mdr.. Jeg har simpelthen valgt at stoppe med at ryge. Først nedtrapning (ryger ca. hver anden dag - helst joint) hvor jeg før nemt kunne ryge 2-3 gram på bong på en dag.. har røget hver dag i 4 år - primært bong og tjubang, så nu var det ved at være tid. Det har åbnet op for min sorg, så jeg kan "snakke med mig selv om det" - altså tanker der før aldrig ville have dukket op, er der nu, så jeg kan håndtere dem og komme ud med dem. Det har hjulpet mig i mange år at være min egen psykolog/psykiater - forholder mig objektivt til mine tanker og finder ud af hvorfor de er der, om de skal "behandles" eller om det er naturlige sorg-tanker. Jeg har svært ved at snakke med folk om følelser og indre konflikter, men har ikke noget problem med at snakke om min kammerat, da jeg føler at det hjælper meget.. Der er flere af mine venner, der har det lige modsat (de føler at deres sorg bliver revet op, når de snakker om ham/når folk spørger ind til det) Men vi er jo alle forskellige.
God vind fremover, tag det roligt og lad være med at selvmedicinere. Husk at du langtfra er den eneste der er ramt af sorg i denne verden.
Undskylder hvis det er rodet og uforståeligt, men det er fucking svært at skrive/snakke med folk, når man ikke er vant til det..

_________________
People think its funny, But it is really hot and runny, Diarrhea!
Some people think it's gross, But it's good on toast, Diarrhea! Diarrhea

Jeg spiste én enkelt pakke sovemedicin fra min læge, efter Minimals død. Der var vist 14 piller og jeg tog dem næsten i træk. Det var dog nok med en halv pille til at starte med. Efter de første uger hvor jeg sov på dem, bad jeg faktisk min læge om at give mig en pakke til, men jeg lod den ligge. Jeg havde den faktisk liggende i næste et år, hvor jeg tog en halv pille, hvis jeg virkelig ikke kunne sove.

Ellers har jeg snakket med min psykolog, min sorggruppe, mine venner, jeg har skrevet dagbog hver dag i 4 måneder og fortstatte i et år præcist, hvor jeg blev enig med mig selv at stoppe (det blev til 70 siders tanker), og derudover har jeg brugt motion som hjælp. Ingen stoffer eller alkohol. Flyttede til en anden by, fik nyt job, ny skole og fik en hel ny omgangskreds.
Så ja .. det så fandeme sort ud på et tidspunkt. Men jeg fik faktisk en ny kæreste efter 15 måneder. Og det ser meget lysere ud i dag. Nogle gange fatter jeg ikke hvor jeg havde styrken til at fortsætte, trods jeg følte, jeg var helt alene i verden, da min bedre halvdel var afskåret. Min periode var endda ophørt i over et år og jeg var meget, meget, forvirret over livet generelt.



Sorg er kærlighed, man ikke kan komme af med.....