I går var jeg så heldig at have en film oplevelse af de helt store. Den slags man kun har nogle få gange i livet. Jeg er ved ikke om det er mig som er decideret uoplyst da jeg først for nylig har stiftet kendskab til filmen, men ikke desto mindre følte jeg at jeg blev nødt til at dele min oplevelse her, så andre også vil få muligheden får en absurd fantastisk oplevelse.
Filmen jeg hentyder til er Playtime. Det er en fransk koncept film Jacques Tati fra 1967 uden plot som skildrer en dag i Paris. Allerede nu tænker du nok zzzzzzz og hvis jeg skal være ærlig så slukkede jeg også for den efter 15 minutter første gang jeg prøvede på at se den.
Jeg lod filmen vente et par uger og ventede på at jeg var motiveret for at se den og heldigvis var der bid. Udover at være en absolut æstetisk perle for øjet og en genialitet på lydsiden er det også en stupid komisk film. Sjældent har jeg grint så meget af film. Højlydt. Det sjove i filmen vil man højst sandsynligt ikke kunne se hvis man ikke har bare lidt forkærlighed for vanvids/absurd komik. Der er klassiske falde på halen gags, de mere subtile ditto og på bizar vis er der også komik i nogle af lydene og lyset.
Filmen har næsten har næsten ingen dialog og når den endelig så forekommer er den fragmenteret og nogen gange endda på flere forskellige sprog i en og samme replik. Instruktøren kan sågar finde på at skrue ned for volumen af dialogen for at fremhæve andre momenter der foregår i billedet som for eksempel skuffer der bliver åbnet og lukket.
Billedsiden er unik for der ingen closeups eller reactions-shots er. Der er kun mellem eller store billeder og i disse skud forgår der konstant en masse hændelser både i forggrund, baggrund, til højre og til venstre. Det er et virvar af hændelser, hvor selv det lyset i højhus bliver tændt er fascinerende.
Kulisserne er vanvittig imponerende. Tati byggede en hel by, som blev døbt Tativille, med højhuse, en lufthavns terminal og alt muligt uden for Paris. En film som denne vil altid have mere end end svært ved at klare sig kommercielt og den floppede da også ganske imponerende så Tati blev ruineret. Filmen er i øvrigt stadigt fransk films dyreste.
For mig var den ret så overvældende; blev nødt til at tage en pause en gang i mellem fordi den var så vild. Hvad jeg har mere svært ved at rumme er at ikke blot havde Tati en helt ekstraordinær ide, men han fik den udført. Jeg kan næsten ikke håndtere tanken om hvordan har han synkroniseret alle medvirkende med hans vision af vanvid. Ægte vanvid. Udover et tonsvis af skuespiller hvis opførsel han har sat i scene, så har der måske været endnu flere der har arbejdet bag kameraet som også skulle instrueres.
Det er i sandhed et mesterværk. Stor stor kunst.
http://www.rottentomatoes.com/m/playtime/http://en.wikipedia.org/wiki/Play_Time
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
