|
Hej med jer.
Denne tråd er oprettet fordi jeg simpelthen er så chokeret over den behandling som jeg fik i går aftes, at jeg føler at jeg har brug for at dele den med omverdenen.
Jeg har ikke brug for at blive belært om hvor dumt det var, at jeg fik en overdosis, det har jeg regnet ud på egen hånd. Dog vil jeg tilføje at jeg tidligere har taget stoffet i de doser, med de doseringsintervaller uden så meget som at få en smule kvalme.
Det starter med at jeg en halv time efter oral administration af 250mg methylone begynder at mærke effekten meget mere end jeg er vant til. Jeg føler en disassociation over for omverdenen - kan slet ikke forholde mig til den. Mit syn bliver anderledes, kan ikke sætte ord på hvordan dog. Jeg begynder at ryste temmelig voldsomt og mine reflekser er ikke som de plejer at være. Jeg taber en cigaretpakke og min reaktion på at tabe den (prøver at gribe) er et par sekunder forsinket. Jeg tager det dog roligt, da jeg håber at det vil gå over. Er svimmel.
En time efter: her er jeg taget hjem, lige inden jeg når frem, kaster jeg op. Jeg kommer ind i huset, får taget jakken af hvorefter jeg løber ud på toilettet for at kaste op igen.
Halvanden time efter: jeg ryster stadigvæk, er nu meget deprimeret og bryder mig faktisk ikke om nogen mennesker. Ligger i sengen og hører musik. Stor følelse af selvhad og ingen empati over for omverdenen. Svage hjertekramper. Svedture.
To og en halv time efter: min kvalme er gået væk, men jeg er bekymret for min tilstand. Synes det er bekymrende at jeg ikke kan forholde mig til omverdenen. Den dosis jeg tog burde (medmindre der var gået noget galt) jo højne mit humør. Jeg ryster stadigvæk. Hjertebanken. Overvejer for alvor at min tilstand kan være farlig, det er min psyke som jeg synes er det mest skræmmende symptom. Jeg skriver til Mr. Cheshire på facebook at jeg er bekymret for mig selv. Jeg har svært ved at erkende at det muligvis kan være en slem omgang serotonin syndrom. Mr. Cheshire sagde at jeg skulle snakke med en professionel. Pludselig får jeg muskelspændinger som jeg ikke kan få væk. Det skræmmer mig rigtig meget at jeg ikke har kontrol over min egen krop. Jeg har rigtig slemme hjertekramper og vejrtrækningsbesvær. Her ringer jeg til giftlinien, de tager den ikke (og jeg er nu i panik fordi det skal gå hurtigt). Jeg får fat på vagtlægen som ikke aner hvad serotonin syndrom er. Ringer til taxa, smider noget tøj på kroppen (havde hedetur, så havde taget det af) og taxa ankommer i det øjeblik jeg løber udenfor. Har en konstant remse kørende i hovedet, er er pissebange: "jeg-vil-ikke-dø-jeg-vil-ikke-dø-jeg-vil-ikke-dø".
To timer og 45 minutter efter: ankommer til skadestue. Siger at jeg har rigtig mange symptomer for serotonin syndrom og at jeg har taget en overdosis af et stof som fremmer serotonin. De kigger blankt på mig. Har aldrig hørt ordet "serotonin syndrom" før.
De næste 4 timer bliver nu et levende helvede. Lægerne tager ikke noget af det jeg siger seriøst. Jeg er skrækslagen ved situationen, bange for mit eget liv. Mr. Cheshire ankommer en time efter mig til skadestuen, min puls som før ikke kunne komme under 150 kommer nu ned på de 120. Vi er begge enige om at lægerne kørte mig psykisk ned. Ingen sympati, ingen forståelse, ingen der ville lytte til mig, når jeg sagde at jeg næsten ikke kunne mærke min arme.
Jeg er ikke uddannet læge. Men jeg har da tilstrækkelig viden til at kunne opsætte følgende punkter:
Jeg har en del symptomer for serotonin syndrom. Kan ikke finde på bedre grunde til min tilstand.
Jeg har fået en overdosis af methylone, der som bekendt kan føre til serotonin syndrom.
Et serotonin-hæmmende stof ville hjælpe mig.
På et tidspunkt midt i det her får jeg et skud stesolid for at berolige mig (hvilket det ikke gør). Jeg kender ikke stoffets egenskaber, men hvis jeg på det tidspunkt gjorde ville jeg have kæmpet imod at få det med alt hvad jeg havde tilbage i mig.
Stesolid kan være dirkete dødelig i kombination med dopamin-fremmende stoffer. Tjek methylones virkningmekanisme og læg to og to sammen.
Desuden er det risiko for hjertesvigt ved brug af stesolid. Ikke for at drage forhastede konklusioner, men jeg tror ikke at mit hjerte var det mest standhaftige (hjertekardiogram have ikke det mest positive resultat og jeg havde hjertekramper).
Imens at alt det her forløber står lægen og fortæller mig at min paniske tilstand alene skyldes methylone. Det er jeg stærkt uenig i, da jeg i virkeligheden er bange for at dø pga. serotonin syndrom og sygehuspersonalet ikke ved noget som helst omkring det. De ved slet ikke hvad methylone er, og vil ikke stole på mine udsagn om stoffets virkningsmekanisme.
Hele tiden på sygehuset blev jeg psykisk nedkørt at personalet (dette er Mr. Cheshire meget enig med mig i). Den læge som jeg havde fået tilknyttet kunne ikke andet end belære mig om hvor dum jeg var, og fortælle mig at den psykiske tilstand jeg nu var i skyltes methylone (hvilket jeg betvivler da jeg på dette tidspunkt var ædru oppe i hovedet, kramper i musklerne var der dog stadigvæk - de psykiske problemer jeg havde her har jeg fundet ud af, er kendte bivirkninger af stesolid). Jeg er meget utryg på sygehuset da jeg endnu ikke har fået behandling for noget som helst - kun fået pumpet ekstra stoffer i mig som i værste fald kunne fremskride min død. Lægen siger at jeg skal blive på sygehuset natten over. Her går jeg psykisk ned. Man kan i baggrunden høre monitoren for mit blodtryk og puls gå helt amok, blodtryk og puls stiger til endnu farligere niveauer. Jeg aner ikke hvad fanden der var sket med mig hvis jeg ikke havde haft Mr. Cheshire ved min side. For der var ingen forståelse for min tilstand fra lægen. I det han hører maskinen advare om min tilstand, forlader han os alene i lokalet. Jeg får pulsen ned igen, fordi det gør rigtig ondt i hjertet at blive stresset.
Efter 4 timers helvede hvor jeg på intet tidspunkt får noget behandling smutter vi fra sygehuset. Jeg er meget medtaget af oplevelsen, og i chok over den behandling jeg har fået. Skrækslagen for hvad der var sket havde jeg taget 100mg mere. Jeg fortalte dem jo om mine symptomer igen og igen og igen. Kunne ikke have fremhævet det tydeligere. Var jeg død så?
Da vi kommer ud fra sygehuset kaster jeg op. Tror det er pga. stesolid og generelt bare stress og overbelastning.
Da vi kommer hjem til mig har jeg igen rigtig stærke hjertekramper. Vi slår stesolids egenskaber op på nettet, og jeg bryder sammen da jeg læser om dets påvirkning af hjerte-kar systemet. Mr. Cheshire bliver dog og sover hos mig, så jeg føler en smule tryghed. Dog stadigvæk angst for at lukke øjnene og aldrig åbne dem igen.
Jeg ville bare lige dele dette med jer. Er der andre der har oplevet lignende behandling på et sygehus?
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
