I nat havde jeg min aller første "lucide drøm". Og det var helt igennem fantastisk og 100% kneppet, og gav absolut ingen mening.
Det sjove var, at jeg faktisk
ikke var bevidst om at jeg drømte, men var derimod helt overbevist om, at jeg nemlig IKKE drømte.
Det startede med at jeg var i et flystyrt, og lige inden at jeg ramte jorden, var jeg lige pludselig et helt andet sted (sammen med mange af mine venner og familie). Hvilket jeg ikke kunne få til at give mening, og så "fandt jeg ud af" at jeg nok måtte være død i flystyrtet, og derfor var i en slags "himmel" nu.. Det var nu at jeg begyndte at kunne styre min drøm, og indså, at det var virkeligt, og at jeg ikke bare ville "vågne" fra min drøm.
Det var virkelig et følelsesmæssigt kaos, eftersom at jeg var overbevist om at jeg var død, og var et sted mellem himmelen og livet og at jeg vidste at jeg ikke ville komme tilbage til mit normale "liv". (Det skal lige siges, at alt dette gav fuldstændig mening i mit hovede da jeg drømte, men lyder utrolig dumt nu når jeg er vågen.

)
Den væsentligste faktor som gjorde "drømmen" til et følelsesmæssigt virvar, var at jeg kunne styre ALLE mine bevægelser, og handlinger ligesom at jeg kan i det virkelige liv. Hvilket også gjorde den meget mere personlig.
Grunden til at jeg vågnede var, da jeg skulle kalde på en af mine venner (i drømmen), og valgte så at råbe hans navn. Da jeg så begyndte at råbe, vågnede jeg ved at jeg faktisk sagde hans navn i virkeligheden. Da jeg vågnede var jeg utrolig forvirret og desorienteret (virkelig ubehageligt), og vidste ikke helt hvor jeg var og hvordan jeg var havnet i min egen seng.
Men det gik hurtigt op for mig, at det hele var en drøm, men det sjove var, at jeg kan huske 90% af min drøm.
Normal kan jeg ikke huske andet end nogle få øjeblikke.
Alt i alt, en fed oplevelse, men jeg tror den ville have været meget bedre, hvis at jeg var bevidst om at jeg drømte.
Hvad siger I? Tæller det her som en lucid drøm, eftersom at jeg faktisk ikke vidste at jeg drømte?