Psychedelia.dk

Krigen imod narkotika er tabt
Korstog. Omkostningerne ved at opretholde forbuddet mod narko overstiger nu langt dets eventuelle gavnlige følger

Krigen mod narkotika er en fejlslagen politik, der har skadet langt flere mennesker, end den har beskyttet. Omkring 14.000 mennesker er blevet dræbt i Mexicos narkotikakrige siden slutningen af 2006, over 1.000 af dem i de første tre måneder i år. Og ikke blot er lighusene i de mexicanske grænsebyer overfyldte; utallige andre ofre er blevet lemlæstet, traumatiseret eller fordrevet. I byer fra Liverpool til Moskva, fra Tokyo til Detroit, har forbudspolitikkens strafferegime forvandlet gaderne til slagmarker, samtidig med at brugen af narkotika er blevet en integreret del af mange menneskers livsstil. Korstoget imod narkotika vil indskrive sig i historien som en af de største tåbeligheder i moderne tid.

For et årti eller så siden kunne det endnu hævdes, at krigen mod narkotika var meningsfuld. Ingen har nogensinde troet, at den ulovlige brug af narkotika kunne elimineres helt, men det synspunkt lod sig forsvare, at forbuddet i det mindste kunne afværge en større skade, end udbredelsen forvoldte. Stofbrug er ikke en privat handling uden konsekvenser for andre - selv når den foregår fuldt lovligt, medfører den sundhedsudgifter og andre omkostninger for samfundet. Et samfund, der anlægger en laissez faire-holdning til sine borgeres stofvaner, kan blive nødt til at tage konsekvensen i form af et højere antal stofbrugere. Det indebærer en risiko for øget social udstødelse, hvor en stigende del af samfundets fattigste bliver overladt til deres skæbne.

Legalisering og sikkerhed

Disse farer er ikke forsvundet, men omkostningerne ved narkotikaforbuddet overstiger nu langt de eventuelle fordele, som denne politik kan føre med sig. Tiden må være inde til et radikalt politisk skifte. En omfattende legalisering, hvor statens primære rolle skal bestå i at regulere kvaliteten, oplyse om farerne ved brug af narkotika og drage omsorg for dem, der kommer ud i stofmisbrugsproblemer, bør fremover sætte dagsordenen for en narkotika-lovreform.

I rige samfund som Storbritannien, USA og det kontinentale Europa har narkotikakrigen forvoldt skader på mange niveauer. Det uundgåelige resultat af kriminaliseringen har været kraftige prisstigninger på et afhængighedsskabende narkoforbrug, som har drevet mange ellers lovlydige mennesker ud i den kriminelle økonomi. Ud over kriminaliseringen af brugerne udsætter forbuddet dem også for store sundhedsmæssige risici. Illegale stoffer kan ikke så let testes for kvalitet og giftighed, ligesom overdosering er en vedvarende risiko. Hvor narkotika indsprøjtes, er der endvidere risiko for overførsel af hepatitis og hivsmitte. Hertil kommer, at en kriminalisering af visse stoffer, som eksisterer side om side med et frit marked for andre, risikerer at aflede opmærksomheden fra dem, der nok er lovlige, men også skadelige, såsom alkohol.

Selv om det i høj grad er muligt, at en legalisering vil føre til, at flere mennesker tager stoffer, vil stofmisbrugeres liv være langt sikrere og sundere end i dag. Der er ingen grund til at spekulere over, hvordan det scenarie vil tage sig ud, for vi ved allerede, at ganske mange stofbrugere levede yderst produktive liv i tiden, før stoffer blev forbudt. Indtil Første Verdenskrig, da dette forbud blev indført under henvisning til den nationale sikkerhed, var der kun lemfældig kontrol med den narkotika, der var i omløb i Storbritannien og USA. Kokain, morfin og heroin kunne købes på det lokale apotek. Mange var stofbrugere, herunder den britiske premierminister W.E. Gladstone, der yndede at indtage en dråbe laudanum (en alkoholisk tinktur af opium) i sin kaffe, før han skulle holde taler. Nok kom nogle af brugerne ud i problemer, men ingen behøvede at kæmpe med de oppustede priser, de sundhedsmæssige risici og de trusler om fængsel, som stofnydere står over for i dag.

Selv om politikerne gerne foregiver at være selve legemliggørelsen af de moralske normers konsensus, findes en sådan konsensus i virkeligheden næppe, når det gælder stofbrug. Barack Obama har erkendt at have taget kokain, mens den konservative britiske partileder, David Cameron indtil videre nægter at besvare spørgsmålet. Ingen har lidt noget betydeligt politisk nederlag som følge af sådanne indrømmelser. Alle ved, at stoffer var ganske udbredte i den generation, som disse politikere tilhører, og ingen himler op over det. Mere problematisk er det, at disse lederes stiltiende indrømmelse af have prøvet narkotika i deres ungdom går hånd i hånd med deres nuværende urokkelige støtte til den fejlslagne forbudspolitik.

Ikke langt derfra

At fremstille og distribuere ulovlige stoffer er en særdeles velorganiseret virksomhed, hvis virkninger mærkes overalt i samfundet. De ekstreme profitter, som den genererer, korrumperer institutioner og ødelægger menneskeliv. At handle med stoffer kan forekomme som en glamourøs karriere for unge mennesker i ghettomiljøer, ligesom den narkobaserede økonomi er med til at socialisere dem ind i en bandekultur, hvor vold er normalt. Det hobbesianske miljø af anarkistiske gadebander, skurkagtige politikere og korrupte politikfolk, der skildres i den amerikanske tv-serie The Wire, er måske ikke umiddelbart genkendeligt i de fleste europæiske lande. Men vi er ikke så langt derfra.

Selvfølgelig er det i verdens mere fattige samfund, at narkotikaforbuddet har sine mest katastrofale virkninger. Mexico er kun et af flere latinamerikanske lande, hvor anti-narkokorstoget har udviklet sig til noget i retning af lavintensiv krigsførelse, mens andre dele af verden er blevet mere eller mindre overtaget af narkopenge. De deciderede narkostater er en af narkotikakrigens værste bivirkninger - det har vi senest set med kapringen af Guinea-Bissau i Vestafrika som distributionsspringbræt for latinamerikansk kokain. Narkokapitalisme er en af globaliseringens mindre opreklamerede funktioner, og den kan meget vel komme styrket ud af de globale markeders seneste forskydninger.

Ikke kun i Afghanistan, men over hele verden har de ekstreme profitter, der kan skabes ved narkohandel, en veldokumenteret rolle i finansieringen af terrornetværk og repræsenterer dermed en øget trussel for de højt udviklede lande. Der kan ikke herske tvivl om, at terrorisme vil være en trussel, uanset hvilke narkotikalove, der står ved magt, men det sammenbrud i priserne, som ville følge af en legalisering, vil gøre stort indhug i de ressourcer, som terrorgrupperne for nærværende råder over. Det er svært at se, hvordan de lande, hvor de fleste stofmisbrugere bor, kan være sikre, så længe antiterroroperationer bliver opblandet med antinarko-korstogets rituelle kampe.

Drømmen om en holdningsændring

Det, der er brug for, er ikke en liberal utopi, hvor staten trækker sig tilbage fra alle problemer, der har med personlig adfærd at gøre, men en køligt utilitaristisk vurdering af omkostninger og fordele ved de forskellige interventionsmetoder. Omfanget af problemet tyder på, at afkriminalisering af den personlige stofbruger ikke vil være nok. Hele kæden af produktion og distribution skal bringes ud af sin nuværende skyggezone og underkastes regulering. Forskellige stoffer kan have behov for forskellige former for regulering, og legaliseringen vil måske fungere bedst, hvis den gennemføres på forskellig vis i forskellige lande. I denne fase er disse detaljer mindre afgørende.


Der er et presserende behov for nytænkning. Og der er da også lovende tegn på, at noget sådant er undervejs i nogle af de nye vækstøkonomier som Argentina, Mexico og Brasilien, hvis tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso for nylig argumenterede overbevisende i et avisindlæg for, at krigen mod narkotika er tabt.

Der er ingen grund til, at disse lande, der må bære narkotikakrigenes hovedbyrde, skal vente på, at et anfald af fornuft bryder ud blandt politikerne i de rige lande. De bør opgive forbudspolitikken så snart, de kan.

Det er fortsat således, at uden en markant holdningsændring hos de rige landes ledere, herunder først og fremmest i USA, vil det nytteløse globale korstog køre videre. Sandsynligheden for, at de amerikanske politiske klasser vil sætte en stopper for dette korstog i nær fremtid synes tæt på nul. Men det er behageligt at drømme om, at præsident Obama - midt i alle de andre dilemmaer, han står overfor - måske en dag vil spørge sig selv, hvor længe USA og verden endnu har råd til at føre sin absurde kamp imod narkotika.

John Gray er engelske filosof og forfatter. Hans seneste bog er ‘Gray’s Anatomy: Selected Writings’

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen