funky fungus skrev:
Når du tänker kommunikerer du jo ikke nödvendigvis i den forstand som du udlägger det som. Når du samtaler med folk förer i en dialog. Modtageren ved ikke hvad du har på hjertet INDEN du ytrer det ( i de fleste fald). Når du tänker i dit hovede, förer en indre monolog, så bearbejder du ofte en masse data for at finde en lösning på et problem. Som jeg ser det taler du ikke "til" nogen, du er bare bevidst om selve "bearbejdningsprocessen". Du sätter to og to sammen, og oplever det "verbalt", som en monolog. Når du så kommer frem til et resultat kan du handle derefter. Hvis du talte TIL dig selv, og du var modtageren af en masse information, på samme måde som din samtalepartner er det i en dialog, så ville det betyde at alle dine tanker var autonome, hvis man kan sige det sådan. Du ville altså ikke have noget begrep om noget för du selv havde forklaret det for dig selv - hvilket skaber "dit" problem.
Fedt nok svar fungus. Det er sku lidt underligt. Jeg ved stort set altid hvad jeg skal til at formulere som tanke eller monolog, men jeg kan ikke tænke den tanke eller forstå meningen af den, uden efterfølgende at formulere den. Det giver jo ingen mening, for hvordan kunne jeg så have vidst hvad jeg skulle til at formulere?(her passer din forklaring jo fint)
Det er som om at man er nødt til at formulere tanken for virkelig at kunne forstå den, i stedet for blot at have viden om den, so to say. Det er så fucking irriterende det føles bare som en kæmpe flaskehals i hele tankeprocessen som gør at alt går meget langsommere end det "i virkeligheden" behøvede at gøre. Jeg får den fornemmelse af at man ellers ville kunne associere meget mere frit og få mange flere ideer osv. hvis man dog slap af med den forfærdelige fortæller
