Substans/er: Alkohol, MDMA og ukendt stof i form af 2 piller Setting: I byen Var du sammen med andre: Ja Erfaring: Har en stor viden om det meste
Dosering og anden informaton om substanserne 10-14 genstande over længere tid 2 små streger MDMA indtaget nasalt. 2 piller ’hvide smiley’ (piperaziner?) solgt som ecstasy
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Triprapporten Triprapporten Min oplevelse på Roskilde ’08 er noget af det værste, jeg har prøvet i mit 25-årige liv. Med fare for at tage et hovedspring i klichévandene, så havde jeg aldrig troet, at noget narkotisk stof skulle kunne opløse den lim min selvbevidsthed er sat sammen med på så radikal vis. Desværre findes der ingen absolutter i denne verden.
Det var søndag og jeg var taget af sted til Roskilde Festival ’08 med et sammentømret hold af venner for at sætte telt op. Festlighederne startede allerede i køen på vej til teltpladsen kl. otte om morgenen ved at der blev skænket tequila op. Op ad dagen nød vi den nyopslåede lejr og det gode vejr med masser af bajere og slavewhisky.
Efter adskillige timer med en øl og sprut og koncerter faldt mørket på henad midnat. Det var også omkring dette tidspunkt at trangen begyndte at melde sig. Fra at have siddet nede i min lejr nogle stykker og drukket whisky med en gjaldende ghettoblaster, var vi nu et hold af tre mennesker, som gik rundt og forsøgte at støve nogle kunstige sødemidler op – forgæves. Lige indtil der var én franskmand, der kunne sælge os MDMA-krystaller på størrelse med to peberkorn. Vi slog til og ti minutter senere dæmpedes den øjeblikkelige brændende fornemmelse i næsen af den velkendte salighed, der fremhæver det bedste i ens omgivelser. Her har klokken vel været omkring 1 om natten. To timer, 4-6 lejre, adskillige lunkne øl og bullshitsnak senere befandt mig og tre andre ved den berømte technolejr på campingpladsen. For dem der ikke har været på Roskilde, kan det vel bedst beskrives som en muteret teltlejr, der har drømme at være diskotek komplet med bas og laser og blæst publikum. På dette tidspunkt har der vel været omkring en 200 mennesker, der stod og dansede foran dj’en i sommermørket.
MDMA-fornemmelsen var forduftet for længst blev den afløst af den sædvanlige lyst til mere, hvilket fik mig til at tage den skæbnesvangre beslutning at spørge mine medravere om ecstasy eller MDMA (save it, ved godt det er dårlig HR, men efter lutter gode erfaringer efter 40-50 tidligere oplevelser med at henvende mig til folk, tænkte jeg man også kunne gøre det 51. gang). Efter nogle afslag var der en mand med tribaltatoveringer og kronraget hoved, der trak noget krøllet cigaretpakkecellofan op ad lommen og hældte seks piller ud i min hånd. Glædestrålende stak jeg ham pengene og dansede væk derfra i takt til musikken. Efter at have konstateret mærket og farven, hvid smiley, placerede jeg den i munden og tog en stor tår af øllen og forberedte mig på to timers magelig virkelighedsflugt. Ligeledes gjorde min kæreste og min veninde. Heldigvis var min ven ikke i humør til stoffer, så han sprang over, hvilket nok gør, at jeg til dels kan takke ham for godt mentalt helbred den dag i dag.
Vi står i hvert fald her på en mark i Roskilde sidst i juni og bader os i d-d-d-dunkende rytmer fra højttaleren med hænderne i vejret klokken tre om natten. Nu bliver det mærkeligt. Jeg begynder at grine helt vildt, både af en mild eufori samtidig med, at jeg føler mig meget geléagtig. Jeg kan mærke, at stoffet gør sit indtog i min krop og sind, og fornemmelsen føles meget stærk, men rigtig. Vi trækker os lidt tilbage fra dansegulvet og gør status på hinandens velbefindende. Min veninde har meget opspilede øjne og kigger hysterisk blik imens hun overbeviser mig om, at hun er ok. Min kæreste er ikke så ramt. Vi danser videre og et par musiknumre senere, når jeg at få fremstammet grinende til de andre: ”At det ikke kan være ecstacy, det han har solgt os.” Det er bestemt ikke noget, jeg har prøvet før.
Her fra går det galt. Det hele kører rundt og min bevidsthed og ego glider væk fra mig ud i rummet og jeg kan lige nøjagtig ikke få fat i det. Jeg mister også følelsen af samhørighed med de andre og glider væk i stoffets nedadgående spiral alene. Technoen pumper ufortrødent videre og hele fornemmelsen af at være et fremmed sted med en oplevelse af ikke at være sig selv, bringer mig i en panisk angst, der bringer trippet videre fra ”kraftigt, uventet onset” til regulært ”bad trip” spækket med hallucinationer og følelsen af at være blevet sindssyg i en permanent tilstand, jeg end ikke vil betale penge for. Der er ikke op og ned og ansigter jeg fokuserer på, forvrænges.
Det er så her jeg træffer aftenens bedste beslutning (ca. ved en 3-tiden) og kaster mig desperat i armene på min ven og beder om at blive transporteret over til samaritterne, så jeg kan få noget valium eller lignende af dysse ned på. Han transporterer mig derover og jeg bliver lagt ind på en båre. Dette var helt klart mere sikkert for min tilstand, men samtidig var denne erkendelse og handling også en bekræftelse af, at jeg var ude at skide, hvilket ikke gjorde min situation bedre. Der var en prankster blandt de frivillige, som bestemt ikke mente, at min tilstand var noget man burde tage alvorligt. Han kastede en stofpose over mit ansigt som en overraskelse og jeg var ved at dø af skræk, da jeg nu var overbevist om at disse såkaldte samaritter kun ville mig det dårligt og utrygheden atter kom tilbage. Han fik en overhaling af min ven og lidt senere trådte en falck-redder ind af døren (ja, fik hele turen), der tog mit blodtryk og puls og mente jeg skulle på sygehuset til observation. Jeg bliver bragt videre og ca. en time senere efter at være blevet tilset af 3 læger uafhængigt af hinanden få jeg endelig to stesolider. Får ringet til min kæreste, som heldigvis også var ok, hun havde badtrippet i et telt med nogle ædru venner med en lignende skrækkelig oplevelse. Hun tager en taxa ud til mig og vi tager hjem til hende for at sove. Her er klokken 13 næste dag og jeg har lynende kvalme, psykisk skrøbelig, søvnbesvær (på trods af stesoerne) og generel utilpashed. Vi drøner hjem i taxa fra Roskilde kl. 12 og efter at have pillet de meste mindfuckende plakater ned fra væggen endelig lukker øjnene og lader kroppen få hvile.
Først 3-4 dage efter følte jeg mig normal igen. Jeg har stadig fået paniske tilbagefald, de gange jeg har kastet mig ud i hash eller pot med venner, men dog i mildere og aftagende grad. Det er en oplevelse, der har skærpet min respekt for stoffer og min kærlighed til min bevidsthed som den er, og samtidig udgjort et punktum for at købe stoffer af fremmede på græsmark kl. 5 om morgenen. Og slet ikke det der burde være ecstasy. Siden da har jeg både herinde på boardet og gennem venner hørt skræmmehistorier fra knappernes uforudsigelige lokumsverden. Der er aldrig langt fra total eufori til trainwreck i den oplevelse man opsøger og betaler gladeligt for.
|