Verden bruger flere stimulanser
Alkohol, tobak, hash og kokain nydes mere og mere over alt på kloden. Men mest i USA.
Stort set ingen lande kan sige sig fri for at nyde alle mulige former for stimulanser.
Det viser en ny undersøgelse fra FN's sundhedsorganisation, WHO, som er publiceret online i det medicinske tidsskrift PLoS Medicine.
Den nye undersøgelse har taget pulsen på folks forbrug af stimulanser, lovlige såvel som ulovlige, i 17 lande i Nord- og Sydamerika, Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Oceanien.
USA storforbruger af stoffer
I alt deltog 85.000 mennesker i undersøgelsen, der placerer USA som landet med verdens største forbrug af stimulanser.
Amerikanerne havde sammen med new zealænderne langt det største indtag af hash. I begge lande havde 42 procent på et eller andet tidspunkt prøvet at ryge hash.
Bemærkelsesværdigt er det også, at hele 16 procent af alle amerikanere har forsøgt sig med kokain. Det tal kan ingen andre nationer matche.
Stenhårde straffe
Stoffer som kokain er på politiets sorte liste over alt. Men undersøgelsen viser, at der ikke altid er en sammenhæng mellem forbruget og det pågældende lands politik over for stoffer.
USA, som er frontløber i narkoforskning og bekæmper narkokriminalitet med stenhårde straffe, har et større forbrug af ulovlige stoffer end alle andre, mens Holland, som har en væsentlig mere liberal indstilling til eksempelvis hash, oplever et mindre forbrug.
Stor spredning
Spredningen er stor i de enkelte verdensdele, og ikke overraskende meldes der om et langt mindre forbrug af alkohol i Mellemøsten, Afrika og Kina end i resten af verden.
Et fællestræk er, at det især er mennesker med høje indkomster, der har stiftet bekendtskab med stoffer som hash og kokain. Generelt fremgår det også, at mænd i langt højere grad end kvinder har forsøgt sig med alle former for stimulanser.
Alt kan ændre sig
Forskerne siger imidlertid, at man ikke kan betragte undersøgelsens resultater som uforanderlige - meget kan skifte hen ad vejen. Nogle af tallene er heller ikke helt præcise.
Til Business Week siger direktør Nora D. Volkow fra det amerikanske institut for stofmisbrug, NIDA, som har bidraget til undersøgelsen:
»Tallene viser eksempelvis, at 74 procent af alle amerikanere har røget i løbet af deres liv. Men det nuværende antal rygere er faktisk kun 30 procent«.
http://politiken.dk/videnskab/article533205.ece