Fuck... det var rigeligt tungt til min smag sådan en sen aften på et lamme-board...! (Det med "lamme-board" er selvfølgelig ikke helt seriøst ment...)
Men jeg vil da bidrage en smule med min til forskellige tider mere eller mindre intense desillusion. Hvis det bliver lidt svævende, er der helt sikkert en grund til det, men jeg er sikker på, jeg har nogle brugbare pointer. Der vil dog altid ligge et stort problem i, at man ikke kan tale om noget som helst uden at gøre en hel masse skjulte forudsætninger. Og bevidstheden om disse kan på mig komme til at virke virkelig fremmedgørende - jeg håber, at jeg ikke falder alt for meget i det hul
ADVARSEL: I det følgende forsøger jeg at redegøre for tanker på en meget så-gå-dog-i-seng-i-stedet-for-at-sidde-og-skrive-agtig måde... Jeg håber dog, at f.eks. Zarathustra er i stand til at kommentere og klargøre lidt alligevel.
Jeg har en tendens til, som vi har været inde på før, at opfatte filosofi som en slags litteratur. Dette udsagn sætter nok sagen lidt på spidsen, men meningen er altså, at filosofi kan opfattes som en slags sproglig diskurs (hvis man kan bruge det udtryk så bredt) - et sæt af begreber og "en måde at tale på", der vel egentlig er ganske kontingent (og meget velegnet til intellektuel masturbation
).
Hvis man skal redegøre for ordet filosofi (udover i en etymologisk sammenhæng), må man sige, at det udspringer af- og indgår i en vesteuropærisk tradition, og begrebet kan - moderne tænkemåder taget i betragtning - ikke sådan løsrives fra den kontekst, det indgår i. (Det er i hvert fald, hvad jeg ofte fortæller mig selv.) Den kontekst har nogle meget specifikke "traditioner", som altså er de kendetegn, man kunne bruge for at beskrive filosofien som litteratur. Egentlig er ordet
kultur nok bedre end ordet tradition.
Filosofi er altså som sådan opfattet en bestemt kultur, og jeg vil ikke gå nærmere ind i at beskrive min opfattelse af den kultur, da denne tråd forsøger at begribe emnet på et metaplan. (Jeg kan bare hurtigt nævne et par ukontroversielle mærkater som "akademisk" og "metodisk" - og kunne man forestille sig filosofien uden begrebet "logik"?.)
Man kunne vel sammenfattende sige, at filosofi er noget kulturelt - og i samme tankecyklus noget subjektivt og relativt...
Nu kommer så mit problem og den deraf følgende desillusion - eller det vil sige: som regel vil man nok som menneske tage
udgangspunkt i det følgende, og så blive desillusioneret af tanker i stil med det ovenstående. Men nu sætter jeg det altså op omvendt.
Problemet er, at selve dét, at jeg overvejer hele dette problem, kan siges at være udtryk for en masse tanker, som måske kan beskrives! Man kan altså forsøge at skue noget bagvedliggende til de holdninger, jeg fremførte lige før. Noget mere ideelt, der kan begrebsliggøres. På den måde kan man opfatte filosofien som en videnskab, der løfter sig op og transcenderer sprog, logik og hele det menageri (en opfattelse, som det er min fornemmelse, danner en form for grundlag på universiteterne). Den opfattelse
må, så vidt jeg kan se, være udtryk for en form for idealisme, en form for universalisering af menneskelige principper.
Dog er jeg tydeligvis forvirret, for jeg ved jo godt, at en stor del af moderne filosofi har en helt anderledes anarkistisk tilgang til sig selv. Og måske skulle jeg snarere sige, at filosofien i virkeligheden stræber efter at transcendere sig selv - men sådan et udsagn vil givetvis være for tomt for en board-fælle som Zarathustra.
Ydermere er det forvirrende - og igen: desillusionerende - at tænke på, at dét, at jeg overhovedet kommer til at tænke på filosofien som en ideel videnskab, er afhængigt af min egen kontekst...!
På et tidspunkt i overvejelserne falder det mig ind, at
uanset hvad der måtte blive indholdet i mine eventuelle konklusioner, så er det hele en del af, at nå frem til en
forståelse. At prøve at forstå: Alt. ... Kunne dette ikke være en både sød og nuttet definition? Det mener jeg bestemt, bortset fra, at der er så meget mere (eksempelvis at der også er handlingsmæssige aspekter i hele miseren, se bare på etik og politisk filosofi)!
Men lad mig da tage forståelsen som udgangspunkt. Forståelsen er altså grunden til at jeg overhovedet sidder og skriver om filosofi - eller gør jeg det for at få fisse? Nej, nu må jeg holde fast i én ting: forståelsen.
I den sammenhæng tror jeg nemligt, jeg har en pointe...
Hvis det gælder om, at opnå den største eller den bedste forståelse af Alt (relativistisk set er alt dette naturligvis dødsdømt med begreber som "største" og "bedste", men sådan er jo det jizz), hvordan gør man så det? Det gør man jo tydeligvis på universiteterne, vil man mene (i hvert fald typisk hvis man tilhører disse institutioner). Og det er vel også dét,
vi mener?? Det er i hvert fald den
kultur, jeg tidligere definerede filosofien som en del af - og filosofien er jo videnskaben for forståelse...
Men forståelse er vel på en eller anden måde defineret som en menneskelig tilstand. En form for følelse. (Som man måske endda kan fremkalde ved hjælp af stoffer, men den diskussion vil jeg gå langt udenom i denne sammenhæng.)
At forståelse er noget, det enkelte menneske kan opnå, giver mig en forestilling om en mand, en Habakuk-lignende skikkelse, der bor i et lille hus langt pokker i vold. Denne mand har en helt exceptionel evne til at opnå forståelse af alt. Han finder ind til de inderste sandheder - hvad vi nu i tiden vil kalde sandheder: det kunne altså sagtens være en relativisme eller meta-tænkning - og når frem til en dyb, dyb forståelse af netop de emner, som de ypperste kræfter i det akademiske parallel-miljø også forsøger at begribe. Jeg forestiller mig også, at han gør det i overensstemmelse med fine principper, som dem andre har nævnt i denne tråd. Men ingen får det at vide...
Et andet sted i verden går en masse intellektuelle på forskellige humanistiske fakulteter rundt og tænker. Og de er kronen på det vesteuropæiske samfund med deres ideer og idealer. De og alle andre mener, at
de når ind til den størst mulige forståelse. De er meget gode til at argumentere, og glade for at kunne overbevise andre om alt mellem himmel og jord. (Selvom nogle af dem af og til irriteres over, at man ikke kan argumentere for følelser, og læse sig til sansning.)
Hvilke af de to partier vil
vi opfatte som værende mest "rigtig" indenfor filosofien? (Habakuk eller Det Akademiske?) Vi ville nok opfatte universitetsverdenen som mest rigtig, simpelthen fordi vi jo aldrig ville finde ud af, at ham manden findes. Jeg udtrykker mig uklart. Men jeg har hos mig selv afdækket en form for fiks idé om, at den "rigtige" filosofi er universitetsfilosofien. Og det viser sig for mig som værende temmelig absurd, når jeg stiller det op på den måde som ovenfor.
Derfor er filosofien en illusion. Eller noget vrøvl.
Det, jeg lidt prøver at sige (hvilket tydeligvis ikke vil lykkes) med ovenstående, er at det egentlig er ligegyldigt, hvad man mener om filosofi, hvis man ser på det i et samfundsperspektiv. Det er vel min pointe: At dem, som kommer længst i samfundet (altså ikke nødvendigvis dem, der bliver mest lykkelige
, men dem, der bliver mest kendte, sælger flest bøger, og får flest penge), ikke nødvendigvis har den største "forståelse" (begrebet giver ikke rigtig mening) af filosofiens spørgsmål, men snarere formår at bevare
konsistensen og illusionen af en sandhed i sine filosofiske svar. Hvor meget det så er værd...! Kravet om konsistens er ganske sikkert grunden til, at de fleste rigtig kendte filosoffer roder sig ud i så tydeligt fejlfulde verdensbilleder og sjuskede livsfilosofier - fordi de fulgte deres idé, ellers var de ikke blevet kendte.
Derfor er filosofien et valg. Et valg af en kontingent konsistens.
Men det holder altså ikke... Man kan jo begynde ved et gyldigt punkt A, og gøre en konklusion. Og så kan man begynde ved et lige så gyldigt punkt B og gøre den modsatte konklusion. Verden er og bliver uforbederlig absurd...!
Fuck, noget rod. Håber ikke, nogen har læst det udover Zarathustra, der selv var ude om det... Haha. Men så fik jeg afløb for en masse inkonsistens...
Konklusionen på hele dette delirium må fra min side blive, at det er naivt at forsøge at definere noget som helst ud fra argumenter (man ender nok i en form for essentialisme). Samtidig må man ofte erkende, hvilket er meget ironisk, at det kan være nødvendigt med de definitioner... (Post scriptum: Eller kan det? Også dette spørgsmål er indeholdt i filosofien...)
Meta-meta-meta-meta-meta-meta-meta-meta-meta-meta-
(God Damn It, jeg vil jo bare leve mit liv. Jeg tror, jeg nægter at studere filosofi... hvis jeg ikke i stedet skal se at få bugt med fremmedgørelsen og bruge det som en genvej til det daglige brød
Godnat
)