Introduktion og baggrund.Lad mig starte med at sige jeg gerne vil være anonym, i hvert fald indtil videre. På baggrund af dette har jeg også valgt at tilbageholde detaljerne i mine traumer, det er en utrolig personlig ting for mig som jeg bare ikke er klar til at dele med verden endnu, hvis nogensinde. Tilgengæld så er jeg klar til at dele noget som jeg anser for langt vigtigere, nemlig løsningen på mine årelange problemer, løsningen på min posttraumatiske stressforstyrrelse.
I Danmark lider ca. 1% af befolkningen af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), det er omkring 50.000 mennesker. Symptomer og anden general oplysning kan findes på
Sundhed – PatienthåndbogenHar ikke kunne finde statistik på det i Danmark, men i USA begår 20 krigsveteraner selvmord om dagen (2014 gennemsnit), desværre så er det også en virkelighed i Danmark, har kendskab til flere veteraner der har begået selvmord og rigtigt mange er selvmordstruet.
I Danmark er standard behandlingen for PTSD en psykiatrisk behandling. Behandling med antidepressiv, antipsykotisk samt angstdæmpende medicin som benzodiazepiner bliver anvendt i høj grad. Nogen kan få en hverdag til at fungere på alt den medicin, andre kan ikke, men ens for alle er, at man ikke kan komme uden om de mange farlige bivirkninger ved brugen af så stærk medicin.
I midten af 2016 tog jeg personligt den beslutning at jeg ikke ville leve på den måde, min krop fyldt med medicin som har langvarige og alvorlige bivirkninger, jeg begyndte at lede efter et alternativ.
Jeg kom vidt omkring men faldt hurtigt over en række artikler og videoer der beskrev MDMA's næsten mirakuløse effekt på helbredelsen af PTSD. Efter at have undersøgt stoffet til bunds og læst en masse videnskabelige artikler særligt fra organisationen
MAPS.org var jeg ikke i tvivl, MDMA er løsningen.
På trods af at der er store gennembrud i det videnskabelige fællesskab med hensyn til MDMA, så er der desværre stadig relativt lange udsigter til at det bliver lovligt til terapi. Vi snakker inden for de næste 5 år i USA og hvem ved hvor langt tid efter, hvis nogensinde det bliver lovligt i Danmark.
Jeg er fuldt klar over at min historie er kontroversiel da den kan underminere legitimiteten af lovlig forskning af MDMA, jeg har i sagens natur indtaget et forbudt stof og det er blevet gjort udenfor sundhedsvæsnet.
Jeg kunne have holdt det for mig selv, ikke delt det med andre, men jeg kan ikke med god samvittighed gøre det længere. Jeg kan ikke se på mens titusindvis af PTSD ramte danskere får en behandling som er så utilfredsstillende, folk begår selvmord dagligt, en del af dem med sikkerhed grundet PTSD. Jeg bliver nødt til at dele min historie for at fortælle at der ER en alternativ behandling, en alternativ behandling der for langt størstedelen er så effektiv at det er til at græde over at det er forbudt.
Som sagt først værdsætter jeg min anonymitet lige nu, skulle du alligevel sidder derude og tænke ”ham der ved jeg godt hvem er" så vil bede dig om at respektere mit ønske om at være anonym på nuværende. Det håber jeg ikke er for meget at forlange.
Hvem er jeg.Jeg er en mand midt i 20'erne, vokset op i dejligt trygge rammer i glade lille Danmark. Jeg er vokset op i en arbejderklasse familie som har elsket mig, alle forældre har nok begået fejl her og der, men i sidste ende så elsker jeg min familie tilbage af hele mit hjerte, ja sammenlignet med andre skæbner jeg kender til har jeg intet at klage over.
De første 18 år af mit liv var relativt beskyttet, det værste der hidtil var hændt i mit liv var mine forældres skilsmisse som på sin vis tog hårdt på mig, det tog sin tid, men med alderen kom jeg over det, kunne se fornuften i hele galskaben. Var nogenlunde velfungerende i folkeskolen op til de sidste par år hvor jeg var virkelig skoletræt, jeg havde en energi i mig som skreg på at blive lukket ud. Det kombineret med drømmen om at være en del af noget større end mig selv ledte mig til forsvaret, fantasien om heltegerninger, fantasien om at få magt og autoritet, opbakningen fra venner og familie, en klassisk dansk familie med egen historie i forsvaret, det var den perfekte storm.
Hvad krig indebære var ikke nyt for mig, jeg er vokset op med Amerikanske krigsfilm og computerspil der afbilleder krigens rædsler, men som mange andre unge mænd, ja så forstår man ikke alvoren før man føler det på egen krop og sjæl, man føler sig uddødelig, allerede som værnepligtig bliver man introduceret til magt, ja man bliver høj på den, den var for mig uimodståeligt.
2010 er året jeg er udsendt til Afghanistan, 2010 er året der ændrede mig for altid. Jeg bliver under min udsendelse udsat for en række hændelser der efterfølgende viser sig at have manifesteret sig som PTSD. I den sidste tid af min udsendelse begynder jeg allerede at få symptomer, har alvorligt søvnbesvær på trods af vi generelt fik meget lidt søvn, min scannings adfærd var ekstrem, jeg holdte øje med alt og alle.
I tiden umiddelbart efter vi kom hjem stod det klart at noget ikke var som det skulle være, min parathed, min scanningsadfærd blev så forstyrrende at jeg stille og roligt trak mig tilbage. Jeg forsøgte i mange år at opretholde en facade, forsøgte at få det til at ligne at jeg havde et nogenlunde fungerende liv udadtil, men sandheden var at nætterne var fyldt med mareridt, koldsved, gråd og en ubeskrivelig intenst følelse af angst, følelsen for at jeg var i fare. Jeg dulmede min angst i alkohol og hash, det fungerede for en tid, men jeg kunne selv mærke at det kun gik en vej og det var ned.
Som årene gik blev jeg mere og mere indadvendt, jeg kunne ikke længere overskue mine hobbyer og passioner, tanken om at tage biletten herfra var en hverdagsting og fyldte ret meget. Jeg løj over for familie og venner, sagde det ikke var så slemt, jeg havde bare en lidt dårlig periode, jeg lod for en tid som om jeg passede mit studie men det blev til sidst så tydeligt at jeg var dybt alkoholiseret og ikke fungerende.
Min familie lavede en ”intervention” for at få mig i hjælp, det resulterede i at jeg fik kontakt med forsvaret igen og blev sat i behandling. Blev proppet med Mirtazapin, Quetiapin, Zolpidem, Oxazepam og intet hjalp, min tilstand blev på ingen måde forbedret. Jeg havde ugentlige besøg hos min psykolog som heller ikke gav resultater. Jeg var resistent overfor den behandling de benyttede. Min psykiater foreslog at jeg skulle prøve et antidepressiv kaldet Sertralin, jeg valgte bevidst på det tidspunkt ikke at tage det da det er farligt at kombinere med MDMA. Tal sammen med din MDMA terapeut, undersøg det selv, Sertralin og Venlafaxine er udbredt blandt folk med PTSD og det er medicin som man ikke skal blande med MDMA.
Med suveræn støtte fra min familie fik vi søgt med lys og lygte efter terapeuter og andre erfarne healere i Danmark som ville udføre MDMA terapi. Danmark er et relativt lille land, særligt inde for dette område, så rigtig mange af dem vi kom i kontakt med sendte os i samme retning. Jeg besøgte to terapeuter inden jeg besluttede mig. Mulighederne er altså derude.
Min første MDMA terapi-session.Jeg var sindssygt nervøs op til min første session, ikke kun for selve oplevelsen, men havde valgt et par dage inden at stoppe mit indtag af antipsykotika (får dem for søvnbesvær) og benzodiazepiner, det betød at min krop allerede havde ubehag pga. mine abstinenser. Den anden ting som fyldte rigtig meget var frygten for bagefter. Hvad skulle der sker? Hvordan ville jeg have det? Jeg var rimeligt tryg ved selve MDMA delen efter at have set videoer og læst om andre i terapien. Det hjalp også ufatteligt meget at min terapeut er et fantastisk menneske som har en rummelighed jeg sjældent har set, på trods af at jeg kommer som fremmed, jeg blev taget imod med åbne arme, det skal h*n have kæmpe tak for. Det er min klare overbevisning at begge de terapeuter jeg var i kontakt med kan deres kram.
Nu bliver det også en lille smule kontroversielt, nemlig dosis. Havde læst om de kliniske studier hvor man anvendte 125mg MDMA, men omvendt så havde jeg også læst og snakket med terapeuter, som igennem mange år har haft erfaring med at større dosis var det som skulle til for virkelig at kunne åbne op.
Vi startede med en dosis på 150mg MDMA, hertil skal det siges at da det er købt på det sorte marked så kan renheden selvfølgelig ikke konkurrere med et produkt der er fremstillet farmaceutisk og legalt. Dog vil jeg gerne understrege vigtigheden i at teste sit MDMA inden man tager det, det er altafgørende at stoffet er så rent som overhovedet mulig, er der tvivl om renheden må man finde en anden kilde. Det MDMA jeg indtog scorede den højeste renhed på det testkit man kan købe hos
EZTest. Husk I kan få 15% rabat med koden psychedelia
Jeg har længe tænkt over hvordan jeg skulle forklare mine traumer, min angst, min smerte. Jeg er kommet frem til en metafor som forhåbentligt giver mening.
Forestil jer at stå på stranden, ude på bunden af havet ligger der en kiste, inde i den kiste gemmer der sig alle mine traumer, jeg har ikke kunne kigge i den kiste i 6 år, men hver evig eneste dag har jeg været tiltrukket, om jeg ville det eller ej så dykkede jeg ned efter kisten men kunne aldrig få den åben, jeg følte at jeg druknede, angsten, panikken og frygten for at dø.
På 150mg MDMA kunne jeg se kisten var rykket tættere på land, jeg kunne se den stod på klem igennem vandets overflade, min følelse af angst og frygt var fuldstændigt forsvundet, jeg kunne se mine traumer i brudstykker, mine oplevelser sprang frem og tilbage i min hukommelse.
Min terapeut anbefalede at vi øgede dosis endnu engang med 80mg, vi skulle nå helt ind. Der gik ikke længe så var kisten med mine traumer ikke bare helt åben, nej den var også flyttet sig fra vandet helt op til stranden. Det var en meget surrealistisk følelse at kunne møde sine traumer mere eller mindre upåvirket igen, jeg kunne rationalisere, jeg kunne komme med de erkendelser som har holdt mig nede så længe, selv 5 dage efter sessionen som jeg skriver dette får jeg tåre i øjnene, glædeståre over hvor mirakuløst MDMA virker på PTSD.
En kombination af udmattelse fra sessionen samt mine abstinenser fra min medicin gjorde at jeg havde et par hårde dage efterfølgende, har det dog allerede væsentligt bedre nu, som erfarne mennesker fortalte mig ville jeg føle lettelse, og det gør jeg også, men det er blandende følelser, på den ene side er jeg ubeskriveligt lykkelig for endeligt at få taget hul på mine traumer, men samtidigt er det også en hård følelse at skulle imødekomme sine erkendelser, at skulle til at forholde sig til og acceptere de ting som er sket.
Er det her så bare totalt happy ending og jeg er kureret nu? Nej, ikke engang tæt på, jeg har lang vej endnu, 6 år med misbrug, fornægtelse, social eksklusion og generelt at have ladet min krop gå i forfald, det kommer til at tage tid at heale, jeg skal lære at gå igen for at sige det mildest talt.
Hvad angår MDMA terapien er jeg heller ikke færdig, man kan desværre kun nå så meget på den tid det virker, så jeg forventer at skulle bruge 2 måske 3 sessioner mere før jeg er kommet rundt om det hele.
Jeg vil derfor opdatere tråden med mine fremtidige sessioner og holde den opdateret med væsentlige milepæle i mit forløb.
Jeg er normalt ikke typen der har let ved at nedskrive mine tanker og følelser, så der er stor sandsynlighed for at der mangler information og detaljer som godt kunne være kommet med. Derfor er jeg selvfølgelig villig til at svare på spørgsmål, enten her i tråden eller ved privat beskeder. Husk dog lige boardets regler og mit ønske om at forblive anonym.
***Opdatering – Hvad er der sket – Min anden MDMA terapi-session.Lidt info.Har valgt at beskrive min anden session lidt mere i dybden, faktisk som en trip rapport, der er måske nogen derude som ikke ved hvordan det foregår, så kan det være meget rart at få en lille indsigt i tingene.
Tingene er delt op, så hvis du bare er interesseret i at høre resultatet så burde det være til at finde
Tiden i mellemFor en uges tid siden havde jeg min anden session, det har været en underlig tid, tiden i mellem min første og anden session. Jeg har gået på den ene side og følt at jeg var i mærkbar bedring, men samtidig var jeg også stadig belastet af mit PTSD. Jeg havde positive følelser for min fremtid, forhåbningen var der, men mareridtene og angsten var der stadig, ligesom en skygge der stadig hang over mig, den ville ikke give slip på mig endnu. Den første session gav mig helt klart fornyet energi på livet, jeg har haft overskud til at ændre kostvaner i den helt store afdeling, haft overskud til at komme lidt uden for, haft overskud til at snakke lidt mere med venner og familie. Tiden i mellem mine mdma sessioner har også gået med massere selv-refleksion, det handler utrolig meget om at mærke på sig selv, hvad var det man fik sagt under terapien, hvorfor sagde man det og hvad skal man gøre med det.
Familie og nære venner der kender til mit forløb har alle været utrolig spændte, forventninger har været store og er det stadig, men tiden efter min første session følte jeg mig faktisk en smule presset til at blive rask, det var først efter jeg selv og min terapeut fik snakket sammen med mit bagland at det gik lidt i ro, der skulle lige slippes en tand for speederen. Selvom jeg kan sige med hånden på hjertet at MDMA har hjulpet mig ubetinget, så er det stadig noget der tager tid at integrere, man bliver ikke rask fra den ene dag til den anden, det er en lang process med mange facetter andet end selve ens PTSD.
Noget så simpelt som at holde en samtale, eller ikke være totalt socialt akavet og føle som om man altid er på det forkerte sted, ja det er sgu svært når man har være isoleret fra omverden i flere år, det kræver tid og øvelse at finde rytmen igen, nok mest af alt at kunne hvile i sig selv, at kunne være afslappet i situationer som førhen var meget stressende for dig.
Mit budskab er blot at hvis man begiver sig ud i MDMA terapi, så skal man ikke give op fordi tingene ikke er 100% i orden fra den ene dag til den anden, det tager bare tid og man bliver nødt til at være tålmodig, presser man sig selv til at blive rask før tid så ender man bare med at vanskeliggøre det arbejde der ligger foran en, at skulle integrere alt hvad der er sket på en MDMA session er ikke småting, det er kæmpe ændringer i ens sindstilstand.
Mellem-session.For ca. 5 uger siden havde jeg en mellem-session med min terapeut, en session uden MDMA. Her havde vi besluttet at jeg skulle forsøge at genfortælle nogen af de ting vi havde snakket om under min første session, for at se om det kunne lade sig gøre først og fremmest, men også for at mærke efter hvor min følelser var henne. Det var både utrolig hårdt da det faktisk var første gang siden det skete, at jeg kunne tale om det uden at skulle bruge hjælpemidler som MDMA, men samtidigt var det også en lettelse, jeg var i stand til at genfortælle mine traumer uden at gå i panik, bevares jeg var da ked af det, men det er der heller ikke noget unaturligt i. Det var rigtigt rart for mig at få det gjort og hvis andre vil bevæge sig ud i det kan jeg kun anbefale at gøre det. Selvfølgelig er der massere arbejde man selv skal lave, men det med at dele ens traumer med andre, det er en virkelig vigtig del af det, for mig var det naturligt at jeg delte det med min terapeut, da jeg stadig har stærke følelser forbundet med mine traumer, jeg er ikke der endnu hvor jeg kan dele det med alle og enhver og ærlig talt tror jeg aldrig jeg kommer til det.
Min anden MDMA terapi-session.I ugerne og dagene op til min anden session havde jeg virkelig stor fokus på at være så afslappet som overhovedet muligt, en af de helt store udfordringer når man lider af PTSD er nemlig at give slip, at åbne op og fuldstændigt miste kontrollen. Den kontrol man tror man besidder er virkelig falsk sikkerhed, for det eneste man kontrollere er opretholdelsen af status quo, at være syg.
Det er min klare opfattelse og det er ikke kun ved brugen af MDMA, men generelt ved PTSD, man bliver nødt til at skubbe grænser, man bliver nødt til at gøre det som føles forkert, det er den eneste måde at blive rask på igen.
Jeg ankommer hos min terapeut en onsdag eftermiddag, traditionen tro er der ved at blive lavet mad, personligt har jeg bare absolut ingen appetit hverken op til session eller efter sessionen for den sags skyld, min mave den spænder helt som når man forbereder sig på at få en mavepuster. Selvom jeg er væsentligt mere rolig denne gang, så er der unægteligt stadig en følelse af at man skal kæmpe sig igennem en ordentlig omgang, selvom det kunne være hyggeligt så er jeg ikke kommet for sjov skyld, jeg er kommet for at få renset ud.
Der går en times tid, med madspisning og lidt smalltalk, bagefter bliver der stille og roligt gjort klar til sessionen. Der bliver tændt op i stearinlys og kakkelovn, jeg sidder foran kakkelovnen, drikker lidt te og prøver at falde så meget til ro som overhovedet muligt.
I må bære over med mig, men oplysningerne fra nu kommer i kronologisk rækkefølge så godt som muligt, min tidsfornemmelse forsvinder på MDMA.
Efter at have fået min første dosis MDMA læner jeg mig tilbage med et tæppe, mig og min terapeut snakker igen om lidt af hvert, det er meget rart med lidt casual snak inden det alt sammen skal blive så alvorligt, vi venter på at virkningen indtræder. Selv på en relativt høj dosis startede det stille og roligt ud syntes jeg, det var ikke overvældende eller ubehageligt, men jeg kunne også mærke at jeg ikke var brudt igennem endnu, jeg kunne langsomt begynde at mærke min hukommelse blive skarpere. I modsætning til min første session hvor mine traumer var meget oppe i ansigtet på mig, så følte jeg at jeg havde langt større kontrol under anden session. Jeg var i stand til at navigere i mine minder i langt højere grad, det har formegentligt også noget at gøre med min første session primært handlede om mit mest traumatiske minde, så det der var tilbage selvom stadig slemt, var i den lidt mindre størrelsesordning.
Vil tro 90 minutter til 2 timer inde får jeg min booster dosis, her begynder der virkelig at ske noget. Alt min angst er væk, jeg har nærmest mistet kontrollen over mit filter, jeg snakker bare og min terapeut lytter og stiller ledende spørgsmål, på et tidspunkt bliver det meget intenst grundet den høje dosis jeg har fået, men omvendt så følte jeg også der var et øjeblik hvor jeg fik det sidste ryk jeg skulle bruge, jeg havde en indre følelse af at jeg virkelig fik omrokeret nogle følelser, det skulle senere vise sig at være tilfældet!
Der var et øjeblik hvor min terapeut fortalte om nogle hændelser i hans/hendes liv, det var også et af de vigtige tidspunkter i trippet, her følte jeg for alvor en forbindelse og en tryghed, det menneskelige aspekt i MDMA terapi er så vigtigt, det er altafgørende at du stoler 100% på din terapeut, det er den tryghed sammen med MDMA'n som er så helbredende.
Hen på aftenen ryger jeg lidt cannabis, det hjalp en hel del på trippet, både at det blev forlænget, men det blev også en langt blødere landing, der var ikke meget ubehag under comedown. Jeg lagde mærke til at cannabis lod mig tænke mere specifikt i mine minder, jeg så nogle detaljer som jeg for længst havde glemt. Jeg vil ikke anbefale cannabis i starten af MDMA trippet, men på vej ned fra peaket gjorde det oplevelsen så meget bedre.
På det her tidspunkt har vi været i MDMA session i små 7 timer, vi går en tur sammen, for lidt luft for lige at få renset helt ud. Vi kommer tilbage og jeg overnatter der til dagen efter, det gjorde jeg ikke først men det føltes bedre for mig den givende dag.
Dagene derpå og resultater.Allerede første dag om morgen vågner jeg op og kan mærke der er sket noget, selvom MDMA'n har stoppet sin virkning for længst har jeg en intense følelse af glæde, faktisk nærmest falsk, det er som om den positive oplevelse man har haft under MDMA sessionen, fuldstændigt helt og aldeles har erstattet de negative følelser forbundet med dine traumer. Det er lidt svært at forklare med ord, men de efterfølgende dage, så blev mine følelser ligesom skubbet lidt mere tilbage til noget realistisk igen, jeg havde ikke længere den der angste, paniske og stressfuldte reaktion på mine traumer, men en mere naturlig og overkommelig negativ reaktion, jeg kunne græde og reflektere over mine traumer, jeg kunne snakke om dem med mig selv uden at fare sammen.
Ikke nok med at jeg nu kan tænke på mine traumer og måske endda tale om dem, så er min angst også mere eller mindre fuldstændigt forsvundet, min frygt forbundet med mine traumer er væk. Ydermere så har jeg også været i stand til at sove uforstyrret mange dage nu, det kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst kunne, det er mange år siden.
Jeg har fået en virkelig overvældende følelse af forløsning og afklaring, jeg har fundet en indre ro som jeg ikke troede mulig, jeg føler mig nærmest rask. Det sagt så gør jeg mig ingen illusioner om at alt bliver nemt, jeg skal stadig finde ud af hvad jeg skal gøre med mig selv, mine traumer og alt det der er sket mens jeg har været syg. Det som det har givet mig er en accept af situationen, jeg acceptere at tingene bliver hårde, jeg acceptere at jeg ikke bliver "normal" i morgen, det er et arbejde der kommer til at tage tid.
Jeg føler mig virkelig som et dyr i fangeskab der endelig er blevet lukket ud i det fri, jeg har været fanget i mit eget psykiske fængsel i over 6 år og nu føles det som om mareridtet er ved at være ovre.
Jeg er så ufattelig taknemmelig for det her, jeg har fået en chance til, jeg har fået livet tilbage. Hvis min terapeut skulle læse med en dag, så skal h*n vide at det her aldrig vil blive glemt, det du har givet mig, det vil jeg give tilbage til så mange som overhovedet muligt, det er mit løfte, af hele mit hjerte tak.
Min rejse er ikke slut endnu, den er kun lige begyndt.
Tak fordi i lyttede.
(De seneste opdateringer ligger længere fremme i tråden så forsiden ikke bliver en hel bog
)