Så er det vist på tide med en musik-tråd på Psychedelia igen. Det handler selvfølgelig om det "perfekte" musik. Altså musik som dels er godt at lamme sig til - men som mere er beregnet til at høre normalt. Kun fantasifulde forslag med musikere, begrundelse, numre/plader ønskes. Det er her ikke interessant bare at få at vide, hvad folk hører af musik, det skal være mere konkret. Hvad er fedt, hvorfor, hvornår, osv. Det skal selvfølgelig helst være en smule fantasifuldt, så hvis du har lyst til at skrive "Skousen & Ingemann... Og osse Infected...", så lad være. Tråden er selvfølgelig startet, fordi jeg gerne selv vil lære noget nyt musik at kende og måske(?) inspirere andre til at høre noget andet end hvad de nu hører.
Jeg starter (og håber at andre også vil dele lidt ud)...
Spiritualized
Først og fremmest er der selvfølgelig Spiritualized. Det kan bedst beskrives som en slags psykedelisk gospel. Hovedfiguren bag Spiritualized er Jason Pierce, som tidligere har været en del af psy-rockgruppen Spacemen 3. Spiritualized arbejder meget med den dér "swooping" effekt, man kender fra eksempelvis postrocken (Godspeed You Black Emperor!s Moya kan være et godt eksempel). Men de "bygger" ikke op til et crescendo på samme måde ved at lade tempoet blive øget (accelerando). Derimod bliver der lagt flere og flere lag på det eksisterende tempo. Netop den gospel-prægede psykedeliske rock kan man med det samme mærke, når man hører Spiritualized. Der bruges alle mulige instrumenter fra guitar, til forskellige analoge- og digitale synths, til messingblæsere, til orgel, elektrisk klaver, og så videre.
Der er på ingen måde tale om repetitiv minimalistisk lydbillede. Selve fornemmelsen af overdådig "orkestrering" helt klart er til stede, og lydbilledet bliver ofte mættet af blæsere og sang tilsat synth-strygere og så videre. Ligesom i traditionel gospel bliver flerstemmig sang brugt flittigt. Ikke bare i den forstand at der bliver sunget det samme i to forskellige stemmer. Der er ofte tale om 2-3 melodier, der bliver sunget samtidig á la gospel. Især vil jeg anbefale albummet Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space fra 1997. Og i særdeleshed numrene Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space, Electricity og Broken Heart. Ligeledes kan albummet Let It Come Down fra 2001 anbefales. Især nummeret Stop Your Crying er helt fantastisk. Jeg er ret vild med coveret til Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space, som forestiller en pilleæske. Teksterne, skrevet af Pierce, handler tit om hans brug af stoffer til at holde sin egen weltschmerz på afstand. Klynkerock på absolut højeste niveau.
Talk Talk
Talk Talk er et band, jeg er begyndt at lytte ret meget til. De startede som et synthpop-band á la Duran Duran engang i 80'erne, men deres 80'er-produktion har jeg nærmest ikke lyttet til. Det er især på deres to sidste albums, Spirit of Eden (1988) og Laughing Stock (1991), at de giver totalt slip på synthpoppen og skaber noget andet og mere. Stilmæssigt læner de sig op af jazz. Deres musik er fyldt med typisk jazzede elementer som saxofon, klaver og whiskers. De giver fuldstændigt slip på synths. Faktisk er der overhovedet ikke brugt synth på hverken Spirit of Eden eller Laughing Stock, og det giver musikken en helt fantastisk "organisk" følelse. Man kan ikke stilplacere Talk Talk overhovedet. Det eneste, Talk Talk minder om rent stilistisk er, øh, Talk Talk. De benytter sig af kontrabas, klaver (klaveret på Inheritance fra Spirit of Eden er utroligt) og alskens andre instrumenter. Men de er ikke blege for også at bruge guitar med distortion - men brugt på en sådan måde, at det understøtter det organiske.
Mange bruger Talk Talk som grundlaget for hele postrock-bølgen, så selvom mange ikke kender dem, er der måske tale om et de bands, der har haft mest indflydelse på den musik, jeg personligt hører. Jeg er fyldt med skamrosende ord om Talk Talk. Der er her tale om noget af det mest fantastiske musik, jeg nogensinde har hørt. Det passer ind i enhver sammenhæng, næsten. Spirit of Eden besidder p.t. en andenplads på min top 10 over yndlingsplader. Kun overgået af Godspeed You Black Emperor!s F#A#oo. Frontmanden fra Talk Talk, Mark Hollis, har udgivet et soloalbum (Mark Hollis, 1998), som jeg desværre ikke har fået fingrene i endnu. Men både Spirit of Eden og Laughing Stock er umådeligt anbefalelsesværdige! Især numrene Rainbow og Inheritance fra Spirit of Eden samt numrene After The Flood og Ascension fra Laughing Stock er uhyggeligt stærke. Mark Hollis' tekster er for voksne mennesker og kredser som regel om det eksistentielle. Og hans stemme er intet mindre end (fucking) fantastisk. Jeg tror, Talk Talk er det eneste musik i verden, jeg ville kunne holde ud at høre på Salvia.
|
