Er der andre herinde der kender oplevelsen, hvor man kommer til at tænke på hvorfor en bestemt ting, oplevelse, smag eller lignende føles god, og pludselig falmer det magiske ved det lidt?
Altså f.eks. hvorfor sex er dejligt. I mine teenageår var jeg depri-liderlig, og havde ikke andet i hovedet.
Bevares, jeg er stadigvæk meget glad for sex, men når jeg begynder at tænke over HVORFOR jeg synes det er dejligt, så er det som om jeg kommer til tænke på hvorfor det egentlig er det, og pludselig er tanken ikke så fantastisk længere.
Jeg er med på at der bliver frigivet nogen endorfiner og andre gode ting når man ligger der og hygger, og det er jo som regel dejligt når man først ligger der.
Men det er ikke kun med sex jeg tænker på, det er også med f.eks. naturen. Om sommeren er jeg vild med naturen, og alle de sanseindtryk man kan blive bombaderet af på en varm, grøn sommerdag, og sådan har jeg haft det i mange år. Jeg får f.eks. en god fornemmelse når jeg ser på et billede af noget natur fra Danmark, hvor man kan se at solen står højt, og der er grønne blade på træerne.
Men hvis jeg igen begynder at tænke over hvorfor jeg har det sådan med det, så synes jeg pludselig egentlig ikke det er så fantastisk alligevel, for hvad er det egentlig der fanger mig ved det?
Er der andre der kender den fornemmelse af at analysere nogen ting som man har det godt med, og pludselig mister det lidt magien, fordi man på en måde begynder at spørge sig selv hvad det er der er fantastisk ved det?
Det er begyndt at irritere mig en hel del, og jeg kan ikke huske hvornår det startede.
Det kan selvfølgelig hænge sammen med at man måske har et eftertænksomt sind, men det gør det ikke mindre irriterende.
|
.