Her lige noget info. Det ser ud til at det tager rimelig lang tid at skille ud.
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>
Farmakokinetik
Benzodiazepinerne er fedtopløselige og absorberes derfor næsten fuldstændigt fra mave-tarmkanalen, ligesom de let passerer blod-hjernebarrieren. Nogle benzodiazepiner absorberes lidt hurtigere end andre. F.eks. absorberes diazepam hurtigere end estazolam og lorazepam. I tabel 1 er angivet benzodiazepinernes Tmax (tiden til maksimal plasmakoncentration), der kan betragtes som et udtryk for absorptionshastighed. De hurtigt absorberede benzodiazepiner har naturligvis en hurtigt indsættende hypnotisk og anxiolytisk effekt, men det indebærer også størst risiko for misbrug, idet de hos prædisponerede individer kan fremkalde det såkaldte "sus", en følelse af eufori.
Efter absorptionsfasen fordeles stofferne til kroppens forskellige væv og organer. For en del benzodiazepiner (f.eks. diazepam og nitrazepam) resulterer denne fordeling i et mærkbart plasmakoncentrationsfald af 2-4 timers varighed. Dette bratte koncentrationsfald kan være hensigtsmæssigt, når benzodiazepiner anvendes som hypnotika. Den høje koncentration under distributionen er velegnet til at fremkalde søvn, mens den lavere koncentration under eliminationsfasen evt. kan udnyttes til at dæmpe angst den efterfølgende dag. Tabel 1 under virkemåde viser de benzodiazepiner, der har en betydende distributionsfase.
Benzodiazepinerne nedbrydes via leverens enzymer til aktive og inaktive metabolitter. De aktive metabolitter kan spille en afgørende rolle, idet de undertiden er mere aktive og har mere langvarig virkning end modersubstansen. Det gælder diazepam og - i mindre grad - chlordiazepoxid samt de øvrige benzodiazepiner, der er vist øverst i tabellen, og som alle nedbrydes via N-demethyldiazepam, der har en plasmahalveringstid i eliminationsfasen på 2-4 døgn.
For at kunne udskilles må benzodiazepinmolekylet have inkorporeret en hydroxylgruppe, som derefter kan kobles til glucuronsyre. Det dannede glucuronid er, i modsætning til det oprindelige benzodiazepin, vandopløseligt og kan derfor hurtigt udskilles gennem nyrerne. Hydroxyleringen er en langsom proces, mens glucuroneringen går hurtigt. Det er årsagen til, at fire benzodiazepiner (lorazepam, lormetazepam, oxazepam og temazepam, se tabellen), der alle selv indeholder en hydroxylgruppe, har relativt korte plasmahalveringstider og ingen metabolitter. Dette er også grunden til, at disse fire hydroxylerede benzodiazepiner ikke har en væsentlig længere plasmahalveringstid hos ældre og hos patienter med leversygdom. For andre benzodiazepiner øges plasmahalveringstiden med op til en faktor 4 med alderen.
Plasmahalveringstiderne har praktisk klinisk relevans. Ønsker man en kortvarig anxiolytisk eller hypnotisk virkning, er det mest hensigtsmæssigt at benytte et præparat med en relativ kort plasmahalveringstid, f.eks. et af de fire hydroxylerede benzodiazepiner. Er der derimod tale om en længerevarende behandling af en kronisk svær angst, er et præparat med lang halveringstid et bedre valg (se øverst i tabellen). Diazepam bør dog anvendes med forsigtighed i denne sammenhæng, idet stoffet på grund af hurtig absorption i lidt højere grad end andre benzodiazepiner indebærer risiko for eufori og misbrug.
Plasmahalveringstiden kan også anvendes til beregning af tidspunktet for indtrådt ligevægt (steady state). Dette tidsrum er ca. 5 gange halveringstiden. For mange benzodiazepiner betyder det, at ligevægt først opnås efter 1-2 uger, hos ældre efter 1-2 måneder, når de langsomt eliminerbare benzodiazepiner anvendes. Det indebærer, at man i løbet af denne periode får kumuleret det pågældende stof i organismen med heraf følgende risiko for bivirkninger. Det gælder også, selv om stoffet kun anvendes som sovemiddel. I disse situationer er det derfor enklere og mest hensigtsmæssigt at anvende et stof med relativ kort halveringstid, f.eks. et af de fire hydroxylerede benzodiazepiner.
<HR></BLOCKQUOTE>
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
