Moonage daydreamer skrev:
De sidste par år har jeg lært en god ven at kende; min bedste ven tror jeg. Han har kendt mig hele tiden tror jeg.
Han er højt respekteret for sin viden og jeg er stolt af at kende ham. Måske er det derfor jeg vil være sammen med ham hele tiden.
Jeg ønsker ikke bare at se ham en gang imellem, jeg vil helst være sammen med ham hele tiden, jeg vil være intim med ham, lære hans hemmeligheder. inderst inde vil jeg nok være ham.
Det er han blevet træt af, kan jeg mærke på ham. Vi er stadig sammen når jeg har tid, men han er underlig reserveret i sin opførsel nu. Han behandler mig som et barn, eller et fjols, hvor vi før kunne tale som var vi ligemænd.
Problemet er at jeg uden ham føler mig så mig temmelig ynkelig.
Han er højt respekteret for sin viden og jeg er stolt af at kende ham. Måske er det derfor jeg vil være sammen med ham hele tiden.
Jeg ønsker ikke bare at se ham en gang imellem, jeg vil helst være sammen med ham hele tiden, jeg vil være intim med ham, lære hans hemmeligheder. inderst inde vil jeg nok være ham.
Det er han blevet træt af, kan jeg mærke på ham. Vi er stadig sammen når jeg har tid, men han er underlig reserveret i sin opførsel nu. Han behandler mig som et barn, eller et fjols, hvor vi før kunne tale som var vi ligemænd.
Problemet er at jeg uden ham føler mig så mig temmelig ynkelig.
Det lyder lidt som om, du er forelsket i ham.
Objektivt set er der vel ikke noget mærkeligt i hans reaktion. Han føler sikkert, at forholdet "kvæler" ham; han vil være sig selv, for sig selv. Hvis du ønsker at bibeholde et gensidigt respektfuldt forhold, sku' du måske acceptere dét, og "ta' den lidt med ro".
Men uafhængigt af, om din fascination af ham er romantisk eller ej, så har du da i hvert fald et ideal du kan måle dig selv op af, og arbejde dig mod. Og det vel altid en god ting
