Her til aften var overlæge og ekspert i rusmidler, Henrik Rindom, i Aftenshowet på DR1. Interviewet drejede sig om, at en britisk læge har publiceret en artikel i British Medical Journal, hvor han hævder, at "Ecstasy" ikke er farligere end en ridetur.
Denne artikel havde DR1 sat sig for at kritisere, uden i øvrigt at opridse forfatterens argumenter. Fair nok, men ikke den mest seriøse tilgang til emnet. Mere seriøst blev det ikke af, at Dr. Rindom, som ekspert, rodede rundt i sine egne argumenter imod artiklens postulat. Der var også fornuft i manden, men i den decideret useriøse ende kunne man høre ham fortælle noget i retning af:
Henrik Rindom skrev:
Det er meget forskelligt, hvad Ecstasytabletterne indeholder. Nogle gange er der ikke engang Ecstasy i. I visse tilfælde har man fundet LSD i en mængde, så 2 tabletter ville lede til overdosering.
(Citeret frit fra hukommelsen)
Aha! Så vidt jeg ved, er der ingen registrerede tilfælde af LSD overdoser med døden til følge. Ifølge Erowid er LD50 på 12.000ug (
http://www.erowid.org/chemicals/lsd/lsd_dose.shtml). Meget mere end hvad der nogensinde er fundet i tabletter, der udgives for at være "Ecstasy". Nu definerer han ikke
overdose nærmere, men tankerne vil nok for de fleste seere gå på noget livsfarligt i medicinsk forstand.
Sådan en søforklaring understøtter naturligvis idéen om, at Ecstasy-tabletter kan være farlige at indtage. Argumentet hviler på ugyldig grund, men pointen er jo for så vidt korrekt; det
kan være farligt, når man ikke kender substansen/kilden.
Det havde været lidt mere interessant, hvis Rindom som ekspert, nu havde forholdt sig mere til indholdet af den artikel, han kritiserer. Det er næppe så relevant, hvor risikabelt det er at indtage alle mulige andre stoffer, når det er Ecstasy - dvs. MDMA - som sagen drejer sig om. Det bliver endnu mere broget, når han tager så åbenlyst fejl, som i LSD-citatet.
Desværre er det ikke første gang vi ser Henrik Rindom på slap line. Han fremstår ellers som en dygtig behandler og jovial person, efter min mening.
Suk! Det er agurketider.
Har nogen et link til artiklen i British Medical Journal?