Jeg står i Matthias’s arme. Klokken er næsten otte og om lidt ringer det ind til første time. Han krammer mig hårdt.
”Av,” hvisker jeg.
”Åh søde, undskyld.” Han kysser mig på panden
”Hvor gør det egentlig mest ondt?” spørger Sofie.
Jeg tænker mig lidt om, men så mister jeg pludselig energien til at forklare noget som helst. Jeg har lige underholdt alle vennerne i ti minutter om hvordan en psykopat smadrede mig i nat, på vej hjem fra byen. Det er også når Sofie spørger, at jeg ikke orker at svare. Det er i det hele taget pisseirriterende at hun står her. Hun har overhovedet ikke lov at være i den her del af mit liv. Vi har været veninder siden 2. klasse, men lige siden vi startede i niende er det gået mere og mere skævt imellem os. Hun passer så dårligt ind i mit liv. Og det hjælper bestemt ikke at hun prøver at lade som om hun fatter en skid.
Sofie venter på mit svar, men jeg stirrer bare ned i jorden. Så ryster hun på hovedet: ”Ej men jeg fatter bare ikke hvorfor han overfaldt dig, du kendte ham jo slet ikke og du havde ikke gjort ham noget ... du er altså nødt til at melde det til politiet.” Hun prøver at række ud efter mig og ae mig lidt på skulderen, men jeg trækker mig væk. Jeg kan mærke hvor grim jeg er. Min læbe er mega-hævet. Det ligner et fucking elefant-forkølelsessår. ”Undskyld Sofie, men kan du ikke bare være sød og skride?” siger jeg. ”Okay sorry!” kommer det så fra hende med en forskrækket, skinger stemme. Hun vender sig om og går. Jeg kigger på hende og tænker at nu er vores venskab slut for evigt. Jeg gider ikke have noget med hende at gøre mere. Ingen af de andre siger noget. Jeg har lov til at gøre og sige hvad jeg vil lige nu, fordi det er så synd for mig at jeg har fået tæsk.
Det ringer ind og jeg ryster på hovedet til Matthias, da han lægger armen om mig for at følges. Jeg vil blive lidt herude i gården alene og ryge en smøg til. Jeg har egentlig brug for at ryge en fed, men hvis jeg siger det til Matthias, bliver han bare for at ryge med. Han kan ikke forstå at jeg godt kan lide at ryge alene. ”Jeg kommer ind om lidt,” smiler jeg med min klamme, hævede læbe. Lulu tager min hånd og knuger og slipper den igen. Så går de alle sammen ind.
Jeg fortryder fuldstændig at jeg er taget i skole i dag. Jeg måtte bare væk hjemmefra, væk fra svinet, og der er jo ingen steder at gå hen så tidligt om morgenen. Det var også dumt af mig at stikke dem en røver om en psykopat og at tro det ville hjælpe at snakke med Matthias, Lulu og dem. Jeg føler mig endnu mere alene nu.

Det kan godt være jeg bare er dum, men jeg kan ikke se bogens navn noget sted i dit indlæg... Hvad hedder den?

Jeg ved ik' hvad bogen hedder, det har jeg ikke fået noget at vide om, men i ka' søge på pigens navn og se om i ka' finde ud af det.

Dansk socialrealisme bliver bare aldrig mig... heller ikke selvom forfatteren er 15 år.

Med god fornøjelse alle der tager derind!

Ingen personlige angreb - Ingen gider læse jeres indbyrdes skænderier, så hold disse væk fra boardet!

Derudover lyder det forfærdeligt meget som en typisk ungdomsroman.

Hvis det som nævnt er socialtrealistisk skal det vel afspejle det gennerelle sprogbrug i den kreds pigen nu befinder sig i, og det er vel fair nok. Jeg syntes bare det er fedt at en pige på hendes alder, som oven i købet ryger fed, tager sig tid til at skrive en bog, den ka' måske virke som en inspiration til at andre gør det samme.

hmmm ja ung. Kunne være sprogfanatikerne burde komme på fredag og give tøsen en lektion i grammatik, og ordentlig sprogbrug.

Ja det er en hentydning til at mener du vil have godt af bogreceptionen.

Hey forfatteren er altså ikke 15. Hun er i slutningen af 20erne og lisså cool som hun er lille.