Psychedelia.dk

Goddag :)

Kort tid efter at jeg flyttede hjemmefra, fik jeg noget af en omvæltning af min verdensopfattelse. Som følge af at have oplevet en nogle dages meningsløshed overfor alting. Hvis det havde varet meget længere, ville jeg have begået selvmord. Det gjorde den ikke, da jeg begyndte tro meget fast på yogi/buddhisme filosofien (min egen blanding, af hvad jeg på tidspunktet troede var det 'samme'), og troen på oplysningen, som kuren på alle lidelser. Jeg er stadig enig i alt hvad jeg var enig med 'dem' i, undtagen at jeg er blevet i tvivl om det er muligt at nå en permanent tilstand uden desire, fyldt med lykke (hvad det så end er). Her den anden dag, spurgte jeg mig selv hvorfor jeg troede på at oplysning er muligt / om det er muligt at slippe af med al desire, og kunne ikke svare på spørgsmålet, og har nu mistet troen (næsten) helt. Min teori er at jeg begyndte at tro på oplysningen som en simpel forsvarsmekanisme for at undgå at jeg begik selvmord, og at jeg her efter jeg har haft tid til at glemme følelsen af meningsløshed, kan leve med den intellektuelle viden om at livet ikke har nogen mening, men at jeg ikke føler det.

Provoker min nye nye verdensopfattelse, tak :)

Inden du drager nogen forhastede konklusioner, hvad så med at undersøge sagen selv? Find din foretrukne spirituelle praksis, hvadenten det er yoga, buddhisme eller andet, og gå så langt med det du overhovedet kan. Giv det tilstrækkeligt tid, og vær rimeligt disciplineret, og så om 10-15 år har du måske et mere kvalificeret bud, baseret på reel erfaring, og ikke bare formodninger baseret på enkelte oplevelser du ikke kan fastholde?

Hvis livet alligevel måske er meningsløst kan du jo lige så godt bruge det på den slags ting.

_________________
Der er ingen planet B.

Kan godt se hvad du mener lidt, men når jeg nu ikke føler meningsløsheden, og jeg er i tvivl om at oplysning er muligt, så kan jeg sgu ikke få mig selv til at bruge 10-15 (eller for den sags skyld et andet antal) år på det. Det kræver motivation, og den har jeg ikke.

Håber også godt du selv kan se at det lyder dumt at bede folk om at bruge 10-15 år på noget for at finde ud af om noget er godt eller skidt. Det er der sgu ingen der vil, hvis de ikke har nogen motivation.

Undskyld jeg siger det, men den post virkede ikke, for mig, som om du havde brugt særlig meget energi på at sætte dig i min situation.

Jamen, hvad føler du så? Ingenting? Og hvad tror du så istedet? Og hvorfor tror du som du nu gør?

_________________
Der er ingen planet B.

Jeg føler igen glæde ved sanselig nydelse, fordi jeg som sagt er ved at have glemt følelsen af at alt er gennemsyret af meningsløshed.

Jeg er kyniker. Jeg tror at vi er en overlevelsesmaskine, at vi er født, og det er noget lort, for vi er født med en dødsangst, som gør at vi bliver nød til at blive i 'the game', og det eneste som man kan gøre, er at prøve at få så meget godt ud af livet som man nu formår, og så effektivt som muligt flygte fra meningsløsheden, om man så gør det med fantasy-bøger, higen efter magt, religion, stoffer eller andre meningsløse ting, afhænger af én verdensopfattelse, som bliver skabt i stor stil under ens opdragelse. Der er intet rigitgt eller forkert.

Jeg tror som jeg gør fordi, jeg er opdraget med nogle af disse elemter jeg fremfører, og har erfaringer med misbrug af stoffer, som har givet mig en idé om denne misbrugs-natur, og en genkendelse af denne i alt andet i livet også. Og fordi at jeg som skrevet har brugt en del tid på yoga/buddhisme filosofien, men noget frem til at jeg enlig ikke har nogen reel grund til at tro på at oplysning er muligt. Kort sagt: fordi jeg i løbet af mit liv er blevet 'hjernevasket' af mine omgivelser. Som du nok har gættet tror jeg ikke på den frie vilje interlektuelt, men føler at jeg har den, og det må jeg jo reagere på. Den eneste moral jeg har er den der er blevet hjernevasket ind i hovedet på mig, med at man skal være god mod andre osv. og jeg må jo nødvendigvis følge dette, da det ellers bringer ubehagelige følelser frem i mig, som jeg gerne vil undgå, hvis jeg ikke gør, fordi jeg, som alle andre, er en 100% egotripper, men rent interlektuelt tror jeg ikke på at man skal være god ved andre mennesker, nødvendigvis.

Det er den mest sørgelige opfattelse af verdenen jeg kan komme i tanke om, og det er sgu heller ikke fryd og gammen at have den, ignorence is bliss, men sådan er det jo, det vil være mere ubehageligt at prøve at begå selvmord, pga. mine instinkter, som overlevelsesmaskine, og jeg har sgu svært ved at blive hjernevasket over til en anden opfattelse desvære.

Okay. Men du vil alligevel gerne "provokeres"? Jeg synes jeg kan fornemme at du et eller andet sted gerne ville holde fast i at oplysning er muligt, er det korrekt?

Hvad har du af erfaring med psykedeliske stoffer? Et godt trip kan ofte provokere ens verdensopfattelse gevaldigt, men det forudsætter naturligvis at man er villig til at gennemgå hvad der måtte dukke op af besværligheder undervejs. Ellers er der stor chance/risiko for at man bare får sig en overfladisk sanseoplevelse(som i sig selv kan være ok, men imo ikke af nogen større værdi end f.eks. en tur i Tivoli.)

_________________
Der er ingen planet B.

Jeg ved ikke om jeg vil holde fast i det, måske lidt, jeg vil bare gerne filosofere noget mere over det :) Og trængte til lidt input.

Jeg kender til psychedelics. Har ikke så meget erfaring, kun 2c-e, men har planer om lsd i nær fremtid, og om lidt længere tid ved jeg at jeg vil cultivere psilocybin mycelie.

Ville bare gerne have noget input, hvad i tænker om det, med den verdensopfattelse i har, de ville være interessant input til tænkeren.

Det er jo ikke helt til at kende din nye verdensopfattelse udfra det du skriver, du er begyndt at "tro" på buddhismen / yogier ok men er du også begyndt at praktisere? det hele handler jo at erfare selv, du må erfare at det materielle liv ikke siger dig noget og føle det, ikke bare vide at det ikke er noget for dig.
Som jeg ser det er der intet at betvivle alle mennesker har buddhanaturen inde i os det handler blot om at du udvikler dig selv og prøver at leve efter nogle af tingene, du behøves jo ikke at smide alt sanselig nydelse over styrs som en yogi blot for at få glæden ved livet tilbage.
Det er jo let nok at anderkende at livet er lidelse, men du kommer jo ikke væk fra lidelsen uden du gør noget, at sige at du ikke kan pga du er blevet hjernevasket er åndsvagt, hvis alle tænkte sådan ville INTET ske og ingen ville komme nogen vejne. Det er den farligeste grøft at falde ned i, din vilje og de forhindringer du SELV sætter op for den er der holder dig tilbage fra at blive lykkelig eller oplyst for den sags skyld.

Jeg vil råde dig til at lytte til den unge oplyste mester Paramahamsa Nithyananda, han er utrolig god til at forklare hans filosofi for et menneske med en vestelig "hjernevasket" sind.

Livet er ikke meningsløst på den negative måde du udlægger det lyt her:
http://www.youtube.com/watch?v=rNyQwjsp ... annel_page

Her er en lang video hvor han fortæller hvordan man slipper sit sind fri fra alt den slags bekymringer
http://www.youtube.com/watch?v=r1oSyAOX ... AA&index=5

Jeg har før sat i et ret dybt svampetrip, hvor jeg tror jeg følte lidt i nærheden af hvad du har følt. Altså at livet ikke har den store betydning... og hvad fanden nyttede det egentlig det hele!?
"Ville det ikke være nemmere at være den dumme flue på væggen der sad ved siden af?"

Men så som jeg nu tænkte frem og tilbage, så kom jeg i tanke om, at der faktisk var engang hvor jeg ikke fattede en pind af et bestemt fremmedsprog. Og at det bare lød som volapyk det der blev sagt.
Men da jeg efterhånden havde lært mig nogle ord og og vendinger i det sprog, så begyndte meget af det faktisk at give mening. Fordi jeg havde lært lidt efter lidt....
Og så tænkte jeg jo, at det kan da godt være jeg ikke lige forstår livet, og hvorfor vi har det osv., men det kan da være jeg kan lære det. Ligesom jeg kunne lære at forstå et fremmedsprog...

Så mener jeg jo nok osse at det nok tager noget længere at lære og forstå livet, end det tager at lære et sprog... men det er sq nok derfor vi har så mange år.... der er hellere ingen guru eller lamaer der bare pludselig opnår "bliss"... det er noget de KÆMPER for hele deres liv... selv dalai lama arbejder da hele sit liv på at at blive et bedre menneske. På at lære!

Hvis du er god til engelsk, så synes jeg bestemt du skal tage et lyt til denne Terence McKenna video som kommer lidt ind på dit dilemma, som jo egentlig er vores allesammens dilemma, nemlig hvordan vi skal forholde os til alle disse forskellige løfter om 'sandheden', 'vejen til lykke', 'værktøjer til befrielse af sindet' osv.
Terence McKenna - What's to be done?

Må den hjælpe dig