Psychedelia.dk

Jeg har tænkt længe over hvad fanden der sker efter man har sat træskoene?

Får man den sygeste eufori med glæde, og man får en beskrivelse om hvorfor man er død, og lige får et hurtigt glimt af en masse lykkelige stunder i ens liv , som man har oplevet?

eller hvordan tror i det sker?

altså prøv at beskriv hvad i tror der sker , lige i det at man dør?

og prøv og beskriv hvad i tror der sker efter man har "oplevet" den overgang fra levende væsen til død? ender man i himlen, og samles med alle dem man holder af? er det bare slut , sort , færdigt , done - ikke mere at opleve? flyver ens sjæl videre (reinkarnation)


^^ prøv og fyr den af , hvad i tror der sker.....

Når man er død sker der intet.
Hvorfor? Der er absolut ingen mulighed for hjerneaktivitet.
Jeg ville gerne ønske det var anderledes, men tvivler stærkt.

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

mennesker er jo bare masser af celler og organismer som samarbejder, og når vi dør vil der ikke ske noget videre

Emnet har været diskuteret et utal af gange, hvilket dog ikke gør det mindre interessant.

Jeg er lidt af en tvivler selv, dog vil jeg gerne tro på, at døden er neutral. Jeg har haft nogle oplevelser på svampe, lad os bare kalde det en følelse eller en fornemmelse af, at døden er neutral. Den sætter altid i balance.

Men som jeg sagde, så er jeg en tvivler, derfor synes jeg ikke så godt om folk der afmystificerer alting med "det er umuligt". Er der noget videnskaben har lært os, så er det da, at ingenting er som vi tror, det er. Right?

OT: emnet skulle nok ikke have været her, men snarere filosofi.

Din krop falder om og din hjerne slukker....

Ja det er rigtig nok.

men på den anden side, kan det jo lige så godt være at man bliver overvældet med en masse "lækker" følelse, lidt lige som nogen der tripper på psychedelika , og de har ligget i 100 år , men i realiteten kun har ligget i 1 minut, og haft en total lykkefølelse og nydt et specielt sus - lidt ligesom når folk besrkiver de bliver guidet igennem deres krop - så kan det jo være at man oplever en total lykkefølelse og glæde, lidt ligesom det?

^^ det kunne bare være en af de utal af "Jeg tror det er sådan" menninger...

Netop. Derfor er det så bredt et emne og alligevel så ikke. Det er alt sammen kun gætterier og kan derfor ikke rigtigt bruges til noget.

Ellers skulle du gå ind og læse lidt om folk der har været døde i 3-4 minutter og er kommet tilbage igen.

jeg tror det eneste vi kan konkludere er... der er kun én måde at finde ud af det på.

Hvordan :twisted:

ej hah.. har godt fattet den .

men ja det er rigtig.. der er kun en måde at finde ud af det på, resten er jo KUN gætterier :S

Nogle siger gætteri, andre siger overbevisninger

enhver overbevisning er et gæt. er der også nogen som siger

"Alt sammen gætterier" ??

Der findes da masser af eksempler på folk med nærdødsoplevelser hvor de beskrivelser af deres oplevelser og karateristika af sådanne, er bemærkelsesværdige ens verden over. De beskriver at se "en tunnel af lys" eller deres livshistorier udspiller sig for øjnene af dem, nogle ser endda at deres sjæl svæver op og forlader deres legeme (også detaljeret beskrevet af blinde).. osv. osv. Alt sammen i et tidsrum hvor de, af læger klinisk set er dømt døde, dvs. ifølge videnskaben (ingen hjerneaktivitet).

Den der med at vi bare falder sammen og hjernen slukker syns jeg efterhånden er ved at være ret tvivlsom ligesom det må have været tvivlsomt og tro at jorden stadig var flad den dag columbus og co. vendte tilbage til europa.
Bare fordi videnskaben i mangel på beviser stædigt afviser alle teorier (tro) på at mennesket besidder en sjæl og at den skulle ku' leve videre bagefter kroppens kliniske død, er det da tilladt at tænke selv.
Undersøger man sagen vil man på tværs af faglige studier finde ufattelig mange historier om folk der enten mener at kunne huske tidligere liv (mest børn) eller folk der under klinisk død har haft bemærkelsesværdige sanseoplevelser.
Lige så bemærkelsesværdigt er det når man studerer alverdens tidlige kulturer eller religioner der alle har en form for beskrivelse af eller tro på et liv efter døden som alle har en del karakterer tilfælles. Herunder skal egypterne nævnes da de brugte en stor del af deres liv på at forberede sig til livet efter døden.

Det burde nu stå ret klart at jeg tror på en form for reinkarnation eller efterliv.

@Peakeye: Mht til om det føles på en bestemt måde, så har flere folk som har været nær druknedøden eller blevet genoplivet, enstemmigt beskrevet det som en nærmest euroforisk oplevelse.

Jeg tror også, som så mange andre, at nær-død oplevelser (NDO) kan være et hint om, at døden måske ikke bare er dér, hvor "alt er forbi".
At der findes eksempler på folk, der under hypnose har givet utroligt detaljerede beretninger om tidligere liv, synes jeg også er tankevækkende. Det kan dog indvendes, at de til en grad kan 'fake' det ved at vide noget om tidligere tidsaldre osv., og mod folk der har haft NDO kan man påstå, at det alt sammen er nogle kemikalier, processer etc. inde i ens hoved.

Men ér det bare det (nogen der ved det)? Og hvis det er, hvor signifikant er det så for hele diskussionen om liv efter døden? Personligt ser jeg det ikke nødvendigvis som et argument imod, at der skulle være liv efter døden; det kunne lige så sagtens være en højere magts genialt indsatte funktion, som det kunne være et evolutionært fremkommet træk ved os mennesker (og dyr?).

Hvis der er nogen, der kan forklare hvad den evt. evolutionære fordel ved sådan en mekanisme er, vil jeg sætte pris på det. Umiddelbart synes jeg ikke, at det giver evolutionær og overlevelsesmæssig mening at fremavle en funktion, der får os til at acceptere døden i stedet for at kæmpe mod den og forsøge at overleve.

Der behøver ikke være nogen evolutionær forklaring på dt. Evolution er tilfildigheder, og har en ændring hverken negative eller positie følger, er der intet i vejen for at de forbliver.



Selvom jeg ikke gider, så bliver jeg vidst nød til at finde det Illustreret Videnskab nummer, der tager det påståede fænomen under behandling. De når frem til, at der ikke er sammenfald i de oplevelser repræsentanter for forskellige kulturer oplever, og de leverer et par plausible forklaringer på tunnelsynet.



Videnskaben har lært os, at intet er som vi tror men i stedet er hvad vi ved.

Det der gør metafysik til metafysik er netop, at det ikke videnskabeligt kan bevises. Jeg tror ikke på metafysik, altså må svaret på hele sørgsmålet om et live efter døden være, at at det er ønsketænkning. det er rigtigt nok ikke til at sige om videnskaben engang beviser eksistensen af noget guddommeligt, men indtil videre ser det ikke ud til at være lige om hjørnet - at det engang kan ske giver i mine øjne ikke idéen den mindste form for eksistensberettigelse - man kan altid sige "hvad nu hvis" og "det kan være det sker engang.

Jeg synes hele spørgsmælet er utrolig banalt - et liv efeter døden er det største sikkerhedsnet nognsinde. "Er du bange for at dø, jamen så ka' du jo altid tro på at det ikke er det sidste stop."
Personligt kan jeg imidlertid sagtens finde mig til tåls med, at livet slutter nårman dør. Jeg er ikke bange foor døden, og jeg er sikker på, at jeg nok skal få realiseret mig selv og mine drømme, før jeg kradser af.

Kort sagt har jeg ikke selv behov for metafysik og ønsketænkning. Mit liv er ligeså rigt uden, og jeg ville føle at jeg førte mig selv bag lyset, hvis eg hengav mig til noget sådant.

God jul! Fejer i bare jeres fjollede religiøse eller spirituelle idéer, det fint med mig...

Selvfølgelig Cubensis, jeg er også med i det du siger og kan følge det.


Men, er der en herinde som har prøvet at være død og blive genoplivet?
Som evt kunne fortælle lidt om hvad personen oplevede

Jeg er levende død er det godt nok?
Følelser er noget man regulere syntetisk.
Smerte er en følelse og kan derfor reguleres.
Tid er et individuelt begreb.
Når jeg i fremtiden bliver fortid vil min nutid være ubegribelig - også for mig selv. Ligesom min fremtid ikke kan forståes i nuet.
Jeg eksistere i et vakuum og livets ophør vil derfor ikke betyde noget andet end orme guf - medmindre jeg får min vilje og bliver brændt - hvorved jeg snyder alle selv ormene.

skriv så den bog... NU!

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Selvom du ikke gider, bliver du nok nødt til det. Det er lidt svært at overbevise andre på baggrund af den information, at du har læst en artikel, fra et blad og at den skulle modbevise alle eksempler på oplevelser der taler for, et liv efter døden.




Prøv lige at omformuler den der Homo.. Jeg kan ikke helt se hvor du vil hen. Videnskaben beviser at noget eksistere, at noget er sandt på baggrund af data og udregninger. Det er fint nok og på det punkt er videnskaben da også dygtig, men videnskaben bliver satme arrogant når den mener på baggrund af ikke at kunne bevise/finde eksistensen af noget, at det ikke findes. Som om at den var altvidende og dens ytringer aldrig har kunnet betvivles, hvilket den op igennem historien har bevist gang på gang at den sagtens kunne.
Videnskaben har således ikke bevist at sjælens eller sjælens liv efter døden ikke skulle eksistere, men derimod fremsat nogle teorier på at det er tilfældet på baggrund af at det simpelthen ikke er muligt indenfor videnskabens nuværende rammer, og 'de andre' derfor må være nogle løgnere.




Hvis det er så banalt, hvorfor har det så været noget af det der har optaget mennesket mere end alt andet, tidligere i religioner og nu faktisk også i videnskaben: Ja faktisk mener nogle forskere at have nogle teorier der kort beskrevet går på at vores hjerner konstruerer den "konkrete" virkelighed matematisk ved at fortolke impulser fra en anden dimension, et område af meningsfuld, ordnet primær virkelighed, som overskrider tid og rum. Hjernen er et hologram, som fortolker et holografisk univers.
Disse teorier synes at forklare alle transcendentale oplevelser, paranormale hændelser og endog "normale" sanseoplevelser af uforklarlig art. Klassiske virkelighedsbeskrivelser har fokuseret på sekundære manifestationer: Tingenes udfoldede aspekt, ikke deres kilde. Fysikeren David Bohm hævder, at hologrammet er udgangspunktet for en ny virkelighedsbeskrivelse, han siger at primære fysiske love ikke kan opdages af en videnskab, som forsøger at opsplitte verden i dens bestanddele. Et paradigme, der siger, at hjernen ved en holografisk proces uddrager konkrete ting og hændelser af et holografisk domæne, har en række spændende konsekvenser. Parapsykologer har forgæves ledt efter den energiform, som kunne overføre telepati, psykokinese, helbredelse, osv.



Du hævder at en tro på liv efter døden, nærmest er et udtryk for frygt for døden (det ukendte). Det virker dog på mig, som om at det nærmere er dig selv, der er bange for det ukendte.
Bange ligesom resten af videnskabens tilhængere, af det gamle paradigme. Det er netop den frygt for det ukendte der besværliggør forskning og tværfaglig dialog om et nyt videnskabeligt paradigme, der ikke klynger sig til oldgamle teorier og overbevisninger om hvordan menneskets verden hænger sammen.
Når der nu er rapporteret så mange tilfælde af transcendentale oplevelser, ville det så ikke være nærliggende at tage dem til sig og inddrage dem i videre forskning fremfor at prøve og modbevise dem konsekvent som man har set Illustreret videnskab gøre det så mange gange.

Undskyld for off-topic. Jeg lod mig vidst rive med........ POST IT!!

Jeg tror ikke på noget liv efter døden, og jeg er temmelig sikker på at den største motivation for at tro på det er en angst for at der ikke skulle være det. Omvendt så tror jeg egentlig at døden er den ultimative psykedeliske oplevelse, eftersom den nødvendigvis må indebære et totalt egotab. Derved tror jeg også det bliver ligegyldigt hvor vidt der er et "liv" efter døden, eftersom egoet ikke længere eksisterer til at leve det.

En forsker i USA, der har forsket i NDO (nærdødsoplevelser) er vidst kommet frem til den konklusion, at dem der har været død i et par min. for det meste oplever lys for enden af en tunnel og lykke. Dette skyldes højst sandsynlig hjerneflimmer, der så går tilbage til ens allerførste oplevelse, nemlig da man blev født hvor man også oplever lys forenden af en slags tunnel når man kommer ud af moderen. Det er også på grund af hjerneflimmer, folk der har prøvet ndo oplever en masse temmelig fucked up ting. Når så hjernen er fuldstændig død og der intet hjerneflimmer er, skulle man vidst bar være død? men det forklar jo ikk hvordan eksempelvis nogen, der aldrig før har været i en anden by eller land, kender alle vejene og fortæller om hvad der lå der i 1800-et eller andet, fordi de er blevet hypnotiseret tilbage til et tidligere liv, så reinkarnation er jo også en mulighed? det er sgu lidt af et mysterium.