Hvis det skal have et psykedelisk tvist, synes jeg at Stanislav Grofs "Introduktion til den indre rejse" er det bedste bud.
Ellers er Alice Miller´s "Det selvudslettende barn" ganske god og tankevækkende. Den rammer virkeligt noget vigtigt og er godt skrevet.
Den er en klassiker inden for psykolog-verdenen.
Citat:
Tekst fra bogens omslag:
"Vor tids tragedie!" Sådan betegnes i denne bog det faktum, at talrige mennesker, som på ingen måde er syge, og som tilsyneladende fungerer "effektivt" udadtil, ikke desto mindre ofte lider under følelsesmæssig fattigdom.
Sjældent er dette udbredte fænomen skildret med en sådan indlevelse, som den kendte svejtsiske analytiker Alice Miller har formået det. Hun mener, at forklaringen må søges i "narcissistiske forstyrrelser" i barndommen:
Barnets stærke behov for hel og fuld accept og beundring er aldrig blevet virkelig opfyldt. I stedet har det følsomme, vågne barn lært passivt at tilpasse sig forældrenes behov og omgivelsernes forventninger. Det er blevet afskåret fra at opleve sine egne intense, men ikke-ønskværdige følelser - f. eks vrede, angst og skuffelse - med det resultat, at de mest vitale dele af dets eget selv ikke integreres i personligheden. Den senere udvikling bliver derfor ofte præget af emotionel forarmelse, dyb depression og foragt for såvel egne som andre menneskers ægte følelser.
Alice Miller øser af rige personlige erfaringer og bygger tillige på W. D. Winnicots og H. Kohuts videreudvikling af Freuds teorier. Alice Miller kaster nyt lys over et udbredt tidsfænomen, og hendes beskrivelse er samtidig så levende og konkret, at bogen har bud til brede kredse.
Alice Miller er psykoanalytiker og bor i Zürich.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
