harnz skrev:
JDet er som udgangspunkt et godt signal at sige til folk, at det er her er noget man skal holde sig langt fra, mener jeg. Forbuddene er også med til at lægge en dæmper på tilgængelighed.
...
De som virkelig vil udforske sig selv med stoffer og har mod på at gøre et større researcharbejde inden, skal nok finde hvad de søger. Tag et kig på forummet her, det ser da ikke ud til at folk mangler stoffer, så hvad er egentlig problemet?
Gad vide om du kan beslutte dig?

Jeg forstår godt, at du kan se problemer og farer ved stoffer, jeg køber bare ikke, at et FORBUD er en god løsning. Jeg vil godt lige gentage mig selv fra en artikel jeg har skrevet (lidt hash-centrisk, men
principperne er de samme):
Grundargumenterne for Legalisering af CannabisPolitics is the art of looking for trouble,
finding it whether it exists or not,
diagnosing it incorrectly,
and applying the wrong remedy.
- Ernest BennMan kan godt miste overblikket over cannabis legaliseringsdebatten. Her er det kogt ned til de centrale argumenter.
* Demokratiske frihedsidealer er vigtigere end risici
* Forbudet diskriminerer minoriteter
* Forbudets skader er værre end stoffets skader i sig selv
* Udryddelsesstrategien virker ikke
* Legalisering er en betingelse for konstruktive løsninger
Demokratiske frihedsidealer er vigtigere end risiciGrundargumentet er: Ja, der er farer ved hash, men individets ytrings- og handlefrihed i et frit, demokratisk samfund må holdes hellige. Forbudet griber urimeligt ind i individets ukrænkelige friheder. Derfor bør vi i et samfund af vores slags legalisere hash.
Det absolut vigtigste og mest fundamentale argument for legalisering ligger i vores vestlige, demokratiske samfundsform og de værdier og menneskerettigheder, som det hele bygger på. Fundamentet for at vores samfund overhovedet kan fungere, er at ytrings- og handlefriheden er ukrænkelig. Vi har ret til at tale frit, uden at forvente repressalier. Vi har ret til at handle frit uden at andre begrænser vores selvbestemmelse.
Er disse friheder ikke ukrænkelige, så fungerer vores samfund ikke, og det begynder at falde fra hinanden med strid mellem borgere, politi, domstole og politikere. Der sker en forråelse.
En person eller regering har INGEN ret til at krænke et andet menneske fundamentale rettigheder, så længe det andet menneske på sin side undlader at begrænse andres friheder ved sine ytringer eller handlinger.
Tværtimod bør vi alle følge Voltaires opfordring: "Selv om jeg ikke er enig i det, du siger, så vil jeg til min død forsvare din ret til at sige det". Alt andet er mord på vores civilization.
Rammerne for ytrings- og handlefrihed er allerede vide i vores samfund, og vi accepterer og tillader en lang række ytringer (intellektuelle som fysiske). Også ytringer, der i udgangspunket er risikable, eksempelvis: Panodil, morfin, alkohol, tobak, faldskærmsspring, bjergbestigning, fodbold, håndbold, boksning, maratonløb, sex, graviditet, privatbilisme og et hav af andre ting.
Som hovedregel er ting simpelthen tilladte, også selv om de er risikable. Den eneste gyldige undtagelse er, når en given ting er afsindigt farligt: overdreven farlighed kan godt legitimere et forbud. Beriget uran og plutonium er nok et meget godt eksempel på noget, der er rimeligt at forbyde med alle midler. Mindre farlige ting (som skydevåben) reguleres skarpt, og endnu mindre farlige ting er simpelthen lovlige og kun underlagt moderat regulering (alkohol, tobak, privatbilisme, medicin).
Hash er, som enhver større rapport viser, et stof med begrænsede skadevirkninger. Farligheden ligger på linie med - og ofte under - niveauet for en lang række allerede fuldt lovlige rusmidler og gøremål.
Men selv hvis hash hypotetisk var farligere end alkohol, men altså under niveauet for "afsindigt farlige ting", så er det ikke samfundets opgave at indskrænke individets ret til at løbe denne risiko.
Forbudet diskriminerer minoriteterGrundargumentet er: Forbudet mod cannabis diskriminerer en minoritet, der vælger at bruge cannabis frem for alkohol og tobak. Alle skal være lige for loven, alt andet er i strid med vores fundamentale principper. Også selv om cannabis ikke har så lang en historisk og kulturel anvendelse som alkohol. Hash bør uanset flertallets kulturelle præferencer være legalt på linie med andre ting i kategorien.
Tobak og især alkoholkulturen i Danmark har rødder, der går århundreder tilbage. Cannabisnyderne udgør en relativt ny subkultur, som "det officielle Danmark" ofte ser skævt til. Alkohol er derimod en naturlig del af et hav af ritualer og traditioner i vores danske kultur, lige fra den kristne nadver til familiefester til champagnebrusende sejre på Christiansborg og i Parken.
Samtidig forstærkes den kulturelle fordom mod hash af den kendsgerning, at hash simpelthen er ulovligt. Uanset hvad man måtte mene om den gennemsnitlige cannabisnyder, så er vedkommende kriminel. De allerfleste mennesker er utroligt autoritetstro og anser lovbrydere for pr. definition at være "subhuman scum".
Al diskrimination har dybest set én rod: at den ene gruppe simpelthen ikke kan lide den undertrykte minoritet. Resultatet er - bevidst eller ubevidst - at den magtfulde gruppe altid ender med at behandle den forhadte gruppe værre end de ville have behandlet deres egne.
Enhver med politisk forstand kan regne ud, at der ikke overordnet kommer noget godt ud af at diskriminere andre på denne måde. Det leder til civel ulydighed og oprør i samfundet. Det er netop derfor enhver grundlov i vores vestlige verden har stadfæstet vores ukrænkelige ret til ikke at blive diskrimineret. I et demokrati må flertallet godt styre, men flertallet må ikke herske diktatorisk over mindretallet.
Problemet i vores samfund i dag er, at en række politikere høster fede karrierer på deres hårde kurs mod hashen. Åbenbart er samfundets ve og vel ikke så vigtigt som deres fede løncheck.
Dog bør man ikke dømme cannabisnyderen for hårdt, bare fordi han af samfundet er stemplet som "kriminel". Tænk blot på, at der findes lande som Iran, hvor alkohol har samme lovlige status som cannabis herhjemme. Det gør ikke alkoholnyderne i Iran til dårlige mennesker ene og alene fordi de indtager ulovlige rusmidler. For ikke mange år tilbage var homoseksualitet decideret forbudt i flere vestlige lande og kvinder havde ikke stemmeret. De danske frihedskæmpere var under 2. verdenskrig også kriminelle ifølge den Danske regering. USA havde apartheid tilbage i 1960'erne.
Forbudets skader er værre end stoffets skaderGrundargumentet er: Hash indebærer risici, da det ER et virksomt stof, men alle disse skader er mindre end de skader, der er direkte følge af selve forbudet mod hash. Det er fundamentalt uetisk, at "kuren" er mere skadelig end "sygdommen". Derfor bør hash legaliseres.
Det er klart at cannabis både har nyttige og farlige aspekter. Det er de farlige aspekter, som legitimerer forbudet, men frygten for hashens farer er baseret på overdrevne postulater.
Alle statistikkerne om hashens negative virkninger er rimelige nok (de fleste kender retorikken), men disse "skader fra stoffet i selv" må og skal holdes op mod de ligeså beviselige skader, som selve forbudet er skyld i:
* Skabelsen af den største illegale rusmiddelindustri overhovedet
* Skabelsen af organiseret kriminalitet
* Afledt voldskriminalitet hos pusherne
* Afledt økonomisk kriminalitet hos pusherne
* Tabte skatter og afgifter
* Kollosale udgifter til nytteløs strafferetslig bekæmpelse tages fra sundhedsvæsenet
* Udnyttelse pga. gæld til kriminelle typer
* Opskruede priser som skader brugere og misbrugere økonomisk
* Berigelseskriminalitet (indbrud, tyveri, røveri) pga. høje priser
* Giftige tilsætningstoffer i pusherkontrolleret hash
* Ingen officiel kvalitetskontrol
* Kriminalisering der belaster brugerne med bøder
* Kriminalisering der belaster brugerne med pletter på straffeattesten
* Kriminalisering holder borgerne ude af arbejdsmarkedet
* Kriminalisering skader forholdet mellem borgere og statsmagten
* Kriminalisering legitimerer overgreb mod minoriteter
* Kriminaliseringen forhindrer en åben og fri debat om rusmidlet
* Kriminalisering hindrer medicinsk forskning
* Kriminalisering hindrer skadesreduktion og er ofte decideret skadesfremmende
* Social marginalisering af især de i forvejen svage
* Skjult misbrug af hash kommer ikke til overfladen
Misbrug er klart nok dårligt i sig selv, men et misbrug bliver værre når samfundet oveni straffer vedkommende med chikane, bøde, plettet straffeattest og fængsel.
Man må heller ikke lovgive ud fra undtagelsen. Alt nyttigt og sjovt rummer pr. definition farer, men bare fordi nogen enkelte individer oplever negative virkninger af noget, så er det ikke grund nok til at forbyde det for alle individer i samfundet.
Der er et hav af ting, der har negative virkninger:
* Nødder, kerner og frø kan give livstruende allergiske reaktioner
* Privatbilisme dræber og lemlæster tusinder
* Hovedpinepiller giver leverskader og dræber flere året
* Fodbold ender i vold og optøjer
* Håndbold forårsager skader på knæ og ledbånd
* Alkohol er direkte årsag til hver 20. dødsfald, og i vold og sociale problemer
* Morfin og sovepiller er årsag til medicinafhængighed
* Maratonløb dræber årligt flere pga. overanstrengelse
Denne liste er potentielt endeløs. Pointen er at man ikke rationelt må se sig blind på skadevirkningerne, ægte som imaginære. Det nytter ikke bare at se på verden fra en "frygtens synsvinkel".
Alkohol er et godt eksempel. Det er INGEN tvivl om, at skaderne fra alkohol er store i det danske samfund. Der findes tusinder af alkoholikere i Danmark, men man forbyder ikke alkohol af den grund, da man også ved at der findes et flertal, som sagtens kan omgås alkohol med måde og uden fare for helbred og familie.
Det var moraliske motiver og de faktiske alkoholskader, der ledte til "Forbudstiden" i USA. Igen slog den usvigelige logik til: for nok er det skidt at være alkoholiker, men aldrig har der været flere alkoholskader end under Forbudstiden. Kuren var igen værre end selve sygdommen.
Udryddelsesstrategien virker ikkeGrundargumentet er: Når efterspørgslen er så massiv som ved hash, vil der altid være et matchende udbud. Den anlagte forbudsstrategi leverer ikke resultaterne om at udrydde eller begrænse udbudet af hash. Sammenlignet med hash-liberale lande som Holland er effekterne af den danske "hårde linie" ikke til at finde. Den hårde linies "signalværdi" virker tydeligvis heller ikke. Forbudet er virkningsløst, og man bør derfor legalisere og regulere i stedet.
Det er muligt at kriminalisere befolkningen og kalde deres adfærd "kriminel", men det er ikke muligt at udrydde et stof som hash - ene og alene fordi mindst hundredtusind danskere efterspørger stoffet. Derfor er det meningsløst at opretholde et kriminaliserende forbud, og den eneste løsning er at lade cannabis overgå til at være et lovligt, reguleret stof ligesom mange andre ting.
Forbudsstrategien, der sigter mod total udryddelse, er blevet forsøgt både i hele verden. I nogle lande er straffene nærmest astronomiske. I Filipinerne er der eksempelvis dødsstraf for besiddelser over 500 gram (og livsvarigt fængsel over 5 gram, under 5 gram er "kun" op til 12 års fængsel), og i USA er folk idømt både 10 og 50 års fængsel for små besiddelse af hash pga. nogle spidsfindigheder i lovgivningnen. Det grænser mod absolutte politistatsmetoder. Alligevel har ingen af disse lande kunnet udrydde hashen. USA er oven i købet specielt i vestlige sammenhænge, da de har de absolut skrappeste straffe, men samtidig ligger intet land i Vesten højere i antal af hashbrugere.
Der er simpelthen ikke nogen gunstig sammenhæng mellem straffens hårdhed og udbredelsen af cannabis.
Et forbud skaber også et kunstigt opskruet marked for det efterspurgte produkt.
Agenterne på markedet har øgede produktionsomkostninger, distributionsomkostninger, tab ved beslaglæggelse, risici ved bøde, konfiskation og fængsel. Dette burde teoretisk give prisstigninger, men årevis med Krigen Mod Narko viser, at disse omkostninger ikke kan betegnes som alvorlige. Krigen Mod Narko har aldrig været mere intens, straffene aldrig hårdere, men udbudet af hash er stabilt, og priserne er heller ikke steget (hvilket de ville have gjort, hvis udbudet faktisk var blevet begrænset af Krigen Mod Narko). Tværtimod er tilgængeligheden god som aldrig før og priserne ligger i 2006 omtrent på samme niveau som for 20 år siden (altså faktisk billigere).
Der er givetvis en vis begrænsning af udbudet simpelthen fordi omkostningerne - og dermed priserne - er kunstigt høje. Der er som sådan ingen grund til at betvivle denne økonomiske sandhed. Problemet med at klynge sig til denne ene fordel, er at man glemmer omkostningerne. I dagens Danmark opnår vi kun denne virkning med alle "forbudets skader" som beskrevet ovenfor. Man kunne let som ingenting have lagt de sædvanlige skatter og afgifter på hashen for at opnå samme afskrækkende virkning gennem priserne.
Desuden er et illegalt marked mere lukrativt, fordi man ikke er underlagt normale økonomiske og statslige kontroller. Ingen pushere betaler skat og moms, og ingen pushere bruger kræfter på at leve op til sikkerhedkrav for selve produktet eller på arbejdspladsen. Det forklarer også, hvorfor priserne ikke er højere: agenterne har godt nok øgede udgifter i produktionsapparatet, men der er ingen udgifter til statens krav om sikkerhed, skatter og afgifter.
Så ikke blot vil efterspørgsel ALTID resultere i et udbud, men selve forbudet fremmer profitten i markedet og sikrer udbudet trods statens strafferetslige metoder.
Legalisering er en betingelse for konstruktive løsningerGrundargumentet er: Den eksisterende kriminalisering er en uoverstigelig barriere for de konstruktive løsninger der findes på områder som skadesreduktion, behandling, dialog og kvalitetskontrol. For at opnå fornuftige rammer for diskussionen, fjerne kriminalitet og sikre kvaliteten bør man legalisere.
Det kan være vigtigt at påpege, at legalisering ikke i sig selv er løsningen på samfundets stof-problemer. Legalisering er i bund og grund en løsning på kriminalitets- og voldsproblemerne, og det er en løsning på de alvorlige kommunikationsproblemer mellem (mis)brugere og det øvrige samfund. Samtidig kan legalisering åbne for kvalitetskontrol af de euforiserende stoffer ganske på linie med øl, vin og spiritus.
Legaliseringen siger altså ikke i sig selv, hvordan vi skal løse problemerne eller hvordan vi skal tale sammen. Legalisering er udelukkende en betingelse for at det bliver muligt at udforske disee problemstillinger.
Information er uløseligt forbundet med skadesreduktion. Det gælder både på et officielt som familiemæssigt plan. Når hash ikke længere bare "er ulovligt, og derfor dårligt," bliver det sværere at kortslutte samtalen ved at kalde hinanden skældsord.
I familierne åbner dette for, at børn og forældre kan tale sammen om deres forbrug af forskellige stoffer. I dag har den langvarige kriminalisering og skræmmekampagnerne gjort emnet næsten umulig at diskutere, og unge mennesker hemmeligholder 99% af tiden deres brug af de ulovlige stoffer. Ofte aner forældrene ikke, hvad der foregår, og det gør det svært for dem at støtte deres børn.
Officielt skaber legalisering mulighed for, at man taler om det i dag utænkelige: nemlig hvordan en person bedst forholder sig til diverse rusmidler, hvis vedkommende allerede har tænkt sig at prøve dem.
skære ned, ikke helt holde op. I dag er denne indgangsvinkel utænkelig, da man får skudt i skoene, at det er at "opfordre til at tage stoffer".
Når hysteriet og kriminaliseringens stigma bortfalder, åbner det også for at forskere nemmere kan kaste sig over projekter, der både har medicinske og grundforskningsmæssige formål. Forskning ville også blive forbedret rent informationsmæssigt, da spørgeskemaer og interviews vil blive besvaret langt mere sandfærdigt.
Endelig er det i dag et kollossalt problem i behandlingen af psykiske sygdomme, hvis en person samtidig har et forbrug eller misbrug af ulovlige stoffer. Mens folks forbrug af alkohol og tobak bliver set på med næsten intet andet end let bekymring, så er det ofte sådan at behandlerne nærmest nægter at behandle patienter for deres psykiske sygdomme før de bliver stoffri. Behandlerne giver simpelthen stofferne hele skylden for patienternes problemer, selv om det langt fra altid er tilfældet. Skadesreduktion giver muligheden for, at behandlernes i samarbejde med den psykisk syge stof(mis)bruger forsøger at finde et bæredygtigt niveau for stofindtaget. Skadesreduktion betyder generelt, at total stoffrihed ikke er et krav, men det kan sagtens betyde at man kigger på livsstil, kost, kosttilskud, motion og reduktion af forbruget eller misbruget.