Psychedelia.dk

Personligt, har jeg MEGET svært ved at tro der ikke sker noget mere efter døden! Altså på en eller anden måde aktivitet, ved godt vores krop ikke bare lever op igen og vupti er vi samme krop bare født på ny.

Men prøv alligevel at leg med tanken, det kan være meget sjovt nogle gange KUN ligge at tænke på det. "Hvad skal jeg lave, når jeg dør?" Prøv at stil jer det spørgsmål og tænk grundigt over det. Det gir en mærkelig fornemmelse i mit hoved ihvertfald!

_________________
NotoriskSpradebasse!

Jeg ville egentligt bare lige kommentere på dette lille citat, Psykonatismusismus.

Hvis mutationen var neutral (altså, som du siger, hverken ikke indvirker på individets chancer for overlevelse eller reproduktion), så ville der formentligt väre folk med og uden genet. Der hvor jeg tror at du går galt i byen (jeg tror iövrigt ikke at disse NDO har noget med genetik at göre, og jeg ved dybest set intet om dem), er at du antager at ALLE mennesker har dette gen, på baggrund af at der findes repräsentanter fra alle racer og folkeslag som har oplevet dem. Du glemmer at der formentligt er langt flere, som IKKE har oplevet fänomenet.

Dernäst skriver du: "Men som sagt, så kan tilsyneladende alle mennekser, uanset race, ophav, religion og køn få NDO".

Jeg forstår ikke hvor MEN'et kommer fra? Det umuliggör vel ikke at "genet" ikke er spredt hos alle, eller?

Jeg ved ikke om det er kludret formuleret.


Forresten, så tror jeg på en oplösning af sindet. Altså, intet opleves, i det subjektet er termineret. Ingen objektiv oplevelse af verden eller trandencelle oplevelser. Måske öjeblikket, der sindet nedbrydes, kan väre stärkt psykedelisk, eller i hvertfald have ligheder med den psykedeliske oplevelse?
Foreks. har jeg ofte fölt (dette er dog bare en ekstremt subjektiv antagelse...) at den akutte salviarus kan have ligheder til når man besvimer/vågner op/bliver födt. Altså, egodöden og forvirringen, blandet med en fölelse af trykhed.

Fuck det, jeg kan ikke udtrykke mig i dag.
Hav det herligt!!!

Jeg er enig.
Jeg er overbevist om at når man sætter træskoene er det slut. jeg tror vikelig ikke på at den er længere end det..

vores bevidsthed/sjæl forlader kort kroppen og her går sjælen igennem flere processer der ender med at den får en ny krop! Jeg er overbevist om at flere tusind år af spirituel udvikling i østen har givet nogle indsigter videnskab som det ser ud nu ikke vil finde. Videnskab kan kun bruges til at kortlægge det guddommelige ikke forstå det! Hvis man sidder lidt og fundere lidt over universet, liv, bevisthed synes jeg det virker absurd at alt bare skulle være hardcore science uden noget bag.

Lad os blive enige om at videnskaben; Opdager sager, studere, notere, fastslår og konstatere at tingene er som de er. Hvad videnskaben ikke kan se, er stadigvæk en del af os, vi kender bare ikke til det.. Videnskaben bruger almindelig logik til at skabe teorier om de ting vi stadigvæk ikke forstår herunder døden, livets mening, religion, hvad der gemmer sig på havets bund og meget meget mere.

Den største menneskelige misforståelse er at vi stoler blindt på videnskaben. Det vil sige at 9 ud af 10 gange vil folk nægte at noget kan lade sig gøre, hvis ikke noget ligende er dokumenteret videnskabligt (her mener vi som regel: hvis ikke vi har set, læst eller hørt noget ligende før). Vi æder den råt.

Når nu Portuz pænt fortæller at hjernen slukker og vi falder død om, fortæller han direkte hvad videnskaben siger om døden. Hvad vi ser som døden. Men når så mange personer uafhængig af hinanden kan berette om oplevelser der har så mange fællestræk og videnskaben stadigvæk ikke har documenteret det mindste tegn på sanselig aktivitet efter døden, så bør spørgmålet hellere lyde om videnskaben er i stand til at forstå spørgmål som død og livet efter døden og meningenen med livet. Så længe vi lever i den verden vi gør så er intet umuligt og jeg vil næsten give min højre dack på at man en dag vil kunne forklare hvorfor vi mennesker kæmper for at leve når vi alligevel alle tæller ned til døden.

Jeg tror selv på at man bliver genfødt af en eller anden art. Det skyldes at jeg ikke kan forestille mig fuldstændig intet og fordi at der skal mere end et tavst hjerne-aktivitets-apperat til at overbevise mig.

Hvor stammer dit indgående kendskab til videnskaben fra, Puttes? Har du læst The structure of scientific revolutions? Karl Popper? Kan du henvise mig til hvilke eksperimentelle metoder man bruger til at undersøge livets mening?

Det er frustrerende, at videnskabsfolk skal finde sig i så meget, fra folk der intet aner om videnskabens præmisser. Og det er jo ikke engang reel kritik, men bare en masse nolre antagelser. Der er INGEN anden stilling hvor man skal finde sig i så meget uberettiget kritik fra uuddannede mennesker. Hvorfor finder I ikke nogle gartnere, kokke, eller pædagoger, som I kan fortælle hvordan de skal gøre deres job, wiseguys?

Ja, for videnskab er en stillingsbetegnelse...


Det er desuden lidt uchecket at kalde folk u-uddannede, når man ikke engang kan stave det rigtigt... Du mente måske u-u-dannede?, altså dannede, da 2 forkerte som bekendt giver en rigtig, og 2 trekanter giver en stjerne, og 2 minusser plus (nej Zarathrusta du er ikke den eneste på psy, der mestrer matematisk teori på højt niveau). Så må du meget undskylde.

Nu til det mere alvorlige; nemlig døden!


Jeg tror at et trips egodød oplevelse, er et meget godt bud på hvordan døden føles at dø rigtig; altså følelse af at dø og fødes til noget andet på samme tid. Her beskrevet beskrevet genialt af Dylan: http://www.bobdylan.com/#/songs/its-all ... -baby-blue , men den slags lader I ikke til at forstå. Dog måske én dag vil I. (ja jeg er en nørd btw)




Nu er der jo mange former for videnskab, også nogle der går i dybden med det åndelige, som filosofi fx, så det du siger er lidt noget vrøvl imo, men jeg er enig med dig i at vestens antispirituelle tilgang til livet, ikke udelukkende er en god ting.

Personligt har jeg det sådan at jeg ofte føler mig afklaret med at skulle dø, da min ånd bare overgår til en anden form etc, mens jeg andre gange føler mig knuget af tanken om at dette liv er alt hvad jeg har, og at jeg på et tidspunkt må sige farvel til dem jeg holder mest af.. for evigt.


Sådan har de fleste det vel

håber på at man flyver rundt i et evigt k-hole =)

Der er væsentlige mangler i den Darwinistiske evolutionsteori, da den oftest bruger twistet eller direkte forkerte oplysninger og billeder.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Der er en del af jer der mener, at der ikke kan være noget liv efter døden, fordi der ikke længere er aktivitet i hjernen. Dette bygger på den antagelse, at det er hjernen der skaber bevidstheden. Denne position kaldes epifænomenalisme - bevidstheden betragtes som et epifænomen ved hjernens aktivitet. Dette antages ofte uden videre, som om det var et ubetvivleligt faktum der ikke kunne stilles til diskution. Denne antagelse er imidlertid langt fra problemfri.

Tænk fx. lidt over:
Hvis bevidstheden uden videre kan opstå af elektrisk/kemisk aktivitet (i hjernen), hvor lidt skal der så til før at bevidstheden opstår? Er én hjernecelle nok? Eller skal der flere til, i så fald hvor mange? Er computere, hvor der også foregår elektrisk aktivitet, bevidste? Hvis bestemte konstellationer af materie er nok til at skabe bevidsthed, kan man så skabe kunstig bevidsthed ved at konstuere syntetiske neurale netværk (fremstillet af samme materialer som hjernen)? Dette synes at være en konsekvens af teorien.
Hvordan kan der være hjerneaktivetet, når man er ubevidst, fx. hvis man er besvimet eller i koma - når du det er selv samme hjerneaktivetet, der skønnes at skabe bevidstheden.

Hvis bevidstheden ikke kan konstrueres kunstigt, må det betyde, at mennesker og andre bevidste væsener har noget, som andre dele af verden ikke har. En art sjæl om man vil. En sjæl er ikke fysisk, og det er derfor som minimum logisk muligt at forestille sig, at den godt kunne fortsætte med at eksistere, selv når den fysiske krop var sat ud af funktion.

Well, så skal man bare have frosset sit hovede ned i flydende kvælstof, for så dør man ikke - man er bare på standby.

_________________
People think its funny, But it is really hot and runny, Diarrhea!
Some people think it's gross, But it's good on toast, Diarrhea! Diarrhea

Hvordan ved du at bevidsthed ikke kan konstrueres kunstigt? Bare fordi man ikke kan nu, betyder det ikke vi ikke kan senere.

Du er ude i noget God of the Gaps.



Du vrøvler lidt her, skulle al hjerneaktivitet være en del af din bevidsthed? Det er det tydeligvis ikke, så det du siger har ingen konskekvens. Din bevidsthed er blot en lille del af det din hjerne gør for dig.

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard

Nej, jeg gør blot opmærksom på, at det ser ud til at være en tvingende konsekvens af epifænomenalismen, at bevidsthed kan skabes kunstigt.


Hvorfor det? Jeg nævner slet ikke gud i min argumentation. En ide om en gud er ikke nødvendig for den.


OK, så noget af hjerneaktiviteten skaber bevidsthed, andre dele af den gør ikke? Det er jo også en interessant antagelse. En art funktionalisme. Den har, så vidt jeg kan se, endnu flere problemer end den rene epifænomenalisme: Hvor i hjernen sider bevidstheden så? Er der simpelthen et bevidsthedscenter? Hvis man finder et sådant center, bliver det gådefulde spørgsmål om, hvordan en bestemt materiel konstruktion kan producere bevidsthed, blot endnu mere relevant. For det virker fortsat ikke umiddelbart logisk, at et ikke-materielt fænomen kan træde frem fra materien (og endda uden at det materielle system taber energi, hvilket antageligt er et brud med loven om energiens konstans).

Dette center må modtage information fra alle andre dele af hjernen. For hvordan kan man have noget i sin bevidsthed, hvis det ikke kommet ind i dette center? Sanseinput, tænkning, ideer, følelser, sprog og alle de andre ting der findes i bevidstheden, stammer dog fra hjerneaktivitet fordelt ud over hele hjernen (det ved vi fra hjernescanninger). Og det ser ikke ud til at de samles i et specielt center. Bevidstheden er nemlig tilsyneladende et produkt af hele hjernens samlede aktivitet, og så er vi tilbage i epifænomenalismen (som du afviser) igen.

Uddyb. Jeg håber godt nok ikke at du mener at evolutionsteorien er forkert, blot fordi at Haeckels tegninger ikke var helt nøjagtige.

Nej, men din antagelse var stadig at hvis vi ikke kan skabe en bevidsthed, har vi en sjæl som default. At fordi vi ikke kan gøre det materielt nu, så moget overnaturligt.


Jeg har allerede sagt at jeg ikke aner hvor eller hvad præcist bevidshed er.

Fortæl mig hvis jeg tager fejl, men det virker som om at fordi du ikke forstår hvordan bevidstheden kan være en del af hjernen, så er den det bare ikke?

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard

Fortæl venligst, hvilke mangler? Hvem bruger twistede eller forkerte oplysninger?
Vær specifik.

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard

Jeg har en fornemmelse af at noget forsætter. Jeg kan ikke underbygge det, og det er meget uvidenskabeligt, men det virker som om, at en del af min bevidsthed kan fungerer uden kroppen. Erfaringer med salvia, mescalin, meditation etc. har i den forbindelse været en slags proof og concept. De oplevelser jeg har haft på trips har vist mig, at den verden jeg normalt er bevidst i er et meget lille felt i et meget bredt spekter.

Ideen om at alt er fysisk, og at der ikke findes noget ud over det, kan jeg desværre ikke længere holde fast i. Desværre er det vanskeligt at argumentere for de oplevelser jeg har haft, og jeg kan sagtens forstå alle argumenterne mod reinkarnation.

Såå, jeg kan ikke bidrage med så meget andet end, at hvis i tror eventyret slutter i kapellet, så skulle i måske konsultere den mexicanske ethnobotanik.

Sjæl i betydningen "ikke-materiel oplevende substans". Ikke sjæl i nogen specifik religiøs betydning. Det er klart, at muligheden forekommer for, at vi engang i fremtiden vil kunne skabe bevidsthed kunstigt. Hvordan vi så erkender, at der rent faktisk er opstået bevidsthed, er så en anden sag. Du har sådan set ret - tesen må være, at hvis det ikke er fysisk muligt nogensinde at skabe bevidsthed kunstigt, så må den menneskelige bevidsthed indeholde noget, der ikke er materielt. Og omvendt, hvis det er muligt kunstigt at skabe bevidsthed, er det sandsynligt, at bevidstheden findes i mange flere ting end vi tror, og ikke kun i mennesket og (højerestående?) dyr. At det er en generel egenskab ved materien.


Det er klart, at bevidstheden og hjernen hænger sammen på en eller anden måde. Det jeg pointerer er, at antagelsen om, at hjernen skaber bevidstheden, og bevidstheden derfor ikke kan eksistere uden hjernen, indeholder en række problemer. Og at det derfor er helt legitimt at så tvivl om den.

For mig virker det tilsyneladende umuligt at bevise, om døden er den endelige afslutning, eller om man fortsætter med at eksistere på en eller anden vis. Selv om der selvfølgelig ofte kan foreligge indikationer på det, så vil der altid være logiske argumenter i mod sådan en tankegang.

Alle gør sig tanker om døden, og det er der som sådan intet galt i, så længe det ikke kommer til at overskygge fordelene og glæden ved at være være til. Hver gang jeg tænker på, at det hele engang er forbi, så kan jeg da også blive opfyldt af angst og mærke en knugende fornemmelse i maven. Det er en helt naturlig frygt, tror jeg - men den kan være svær at se i øjnene, især når livet kan virke endeløst, mens man er ung. Jeg kan ikke forlige mig med døden, og jeg har da også oplevet i en periode at være så optaget af triste tanker omkring den, at jeg næsten ikke kunne koncentrere mig om andet, hvilket forstyrrede alle mine daglige aktiviter og slugte al min glæde. Det gik heldigvis over, men det kan stadig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når jeg tænker tilbage på det. Heldigvis gik det i sig selv igen, og forglemmelsen/fortrængningen satte ind i stedet.

Når det nu er mere eller mindre umuligt at sige, hvad der sker, så tror jeg, at det er utroligt vigtigt ikke at spilde sit liv, men at finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for en, og hvad der hører til den mere overfladiske del af det. Samtidig tror jeg, at det er vigtigt at finde nogle gode værdier, man forsøger at leve i overensstemmelse med. Sådan har jeg det i hvert fald personligt, men det er sikkert meget individuelt, hvorledes man ser på den sag.

Det er lidt et sidespor det her. Jeg har tænkt meget over hvordan man ville indrette sit liv, hvis lægevidenskaben gør det muligt for os leve i flere hundrede år. Hvis nu man kunne forvente et liv på 300 år, hvad ville så være ændret? Man kunne vælge adskillige forskellige uddannelser, vidt forskellige liv i flere lande eller at kaste sig over meget langvarige projekter - eksempelvis at plante de egetræer, som man 120 år senere fælder og bygger sit hus af.

Der hvor mit tankeeksperiment havner, er, at jeg får en følelse af at have utroligt travlt, hvis jeg levede i så mange år. Der er så mange muligheder, så meget at nå og jeg vil det hele. Og det er egentlig sjovt, for det er samme følelse jeg får, hvis jeg forestiller mig at mit liv var begrænset til et par år fra nu pga. sygdom. Konklusionen må vel være, at det at forholde sig til døden sætter livet i perspektiv, - for mig på en konstruktiv måde.