Den er måske lidt for feinschmeckere, og jeg brugte nok også uforholdsmæssig meget tid på denne bog: "Descartes' Error" (Descartes Fejl) af neurologen Antonio Damasio, men bogen giver en fantastisk indsigt i den måde vi mennesker virker på. Ikke mindst gør det kraftigt op med dualismen (den tro at krop og sjæl er to adskilte fænomener), men man får simpelthen et fantastisk indblik i egne tanker, bevidst og meget mere - herunder hans ret interessante tese om "udviklingsmæssig psykopati".
En del af bogens konklusioner findes i en efter min mening noget udvandet version i Daniel Golemans "Følelsernes Intelligens". Damasio er mere grundfjeldet, og jeg har med stor fornøjelse set Damasios fund snige sig ind i alle mulige andre sammenhænge - bl.a. moralfilosofi.
Og nu jeg siger "moralfilosofi", så sker der satme også noget i disse år. Eller rettere ... Sam Harris ville slå mig til plukfisk, hvis jeg slog ham i hartkorn med moralfilosoffer. Men Harris har for kort tid siden udgivet "The Moral Landscape", og den bog udvikler om noget ens syn på tilværelsen, moral, videnskab og vores ørkenvandring på dette område.
Endelig vil jeg på en helt anden tangent sige JA til det Odden sagde om, at det ofte er forklaringerne/virkningsmekanismerne, der er voldsomt irriterende i mange selvhjælpsbøger. Ofte aner de ikke en kæft om, hvorfor det virker, men der er næsten altid bygget en eller anden fantasifuld historie op. Deepak Chopra og hans komplet forrykte kvantemekanik er et skoleeksempel. Bør vist også nævne The Secret i det selskab. Det betyder ikke altid, at de tager fejl omkring alt
Når jeg er på den vogn med chakraer, chi, åndelighed, nisser, sjælen og andet, bliver jeg nødt til at dekonstruere det til noget andet. Min indgang er altid, at nogen har oplevet et fænomen, og at det bør erkendes. Det betyder bare ikke, at man absolut skal godtage deres forklaring på, hvad fænomenet i virkeligheden er. Fænomener (og tal) taler aldrig for sig selv.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
