Det var egentlig en omgang rigtig gode koncerter og i øvrigt en ret rolig Roskilde i forhold til mange tidligere år... eller også er jeg blevet mere morfaragtig. De bedste for mit vedkommende var:
- Sharon Jones & The Dap Kings (Ingen over, ingen ved siden af... det var intet mindre end fænomenalt!)
- Neil Young (2½ times indføring i rockhistorien af den måske mest kompetente mand pt. Det var super!)
- Grinderman (Indrømmet, jeg elsker albummet og har måske ikke objektive briller på. Men fra første parket var det en superintens oplevelse!)
Andre gode koncerter:
- Los Van Van (En rigtig god koncert, der sparkede Roskilde i gang for mit vedkommende. Lidt rod i lydbilledet skæmmede et ellers veloplagt band, men der blev danset salsa i båsen så det gjorde ikke så meget)
- The Notwist (På trods af anklager om indadvendthed var det både en smuk og stærk koncert. Meget eksperimenterende... en rigtig live-performance.)
- Solomon Burke (Til tider lige lovlig røvballe med medleys over alle de gamle motown soul-klassikere, men for fanden, manden sad jo i en trone og fik sine korpiger til at duppe sveden af hans pande... og så sang han skide godt - synd at han blev afbrudt af en emsig administration.)
- Dengue Fever (Velspillet og hyggelig koncert. Jeg savde dog noget mere etiopisk blues - hvad blev der er af de gamle forbilleder fra Mulatu Ashtatke?!)
- Krusseldorf (På loungen... fed fed fed svensk psydub/chill-out/breakbeat!)
- Ian Ion (Ligeledes på loungen... fed fed fed IDM/ambient - lækkert da der kom beats på og referencerne til Go Fly a Kite og Major Problem In Australia kom frem... Mr. Saiko-Pod er en troldmand foran macbooken!)
Radiohead så godt ud fra distancen, men jeg er ikke en dedikeret lytter og det var lidt svært at finde den helt store begejstring frem når man ikke kender bagkataloget. The Streets fik leveret en flot koncert, og selvom jeg synes han er enerverende og dum på plade, rockede jeg alligevel med på up-tempo versionerne af forskellige numre - respekt! Jay-Z så ligeledes ud til at være en fest, men ham havde jeg bestemt ikke behov for at høre. Gnarls Barkley fandt jeg komplet uinteressant. Jeg synes egentlig det første album er ok og Cee-Lo's soulplader fra før er superfede, men koncerten kom aldrig ud over scenekanten for mit vedkommende. Slayer var underholdende og på trods af at jeg ikke kender dem så godt blev jeg hængende og rockede med lidt bagude. Chemical Brothers var årets skuffelse for mig! Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men jeg tror bare jeg indså hvor langt der er imellem deres virkelig gode numre. Digitalism søndag nat var ligeledes lidt et antiklimaks for mit vedkommende.
Ting jeg missede:
- Shantel og Fanfare Tirana (Jeg skammer mig over at have prioriteret Chemical Brothers!

)
- Kings of Leon (Jeg er ikke nogen stor fan og besluttede at skippe det for at have energi til Grindermanden)
- Judas Priest (havde desværre lagt sig oven i Solomon Burke)
- Battles (havde ikke mere energi eller lyst til koncert efter Grinderman)
- Black Mountain (For skæv og fuld

)
- Cat Power (Havde lagt sig oven i Sharon Jones)