Psychedelia.dk

Jeg elsker at ryge en fed
Jeg træder frem i håbet om at det kan aflive myterne om hashrygning.

SVANTE KARLSHØJ IPSEN, journalist

Jeg ryger hash. Også til hverdag. Jeg køber cannabis af kriminelle og støtter på den måde de forskellige bandegrupperinger i Danmark, der dagligt skyder efter hinanden i kampen om et milliardmarked.

Jeg er journalist og kender fra mit arbejde til mekanismerne. Faktisk har jeg lavet fire radioprogrammer om emnet på Radio24syv med titlen ’Potcast’. Her optræder en række politikere, eksperter og politifolk, men ikke en cannabisbruger. Så den historie kommer her og er min egen.

Jeg ryger mellem 5 og 10 gram hash om måneden og er derfor en ret stabil kunde hos diverse pushere. For det meste handler jeg på Christiania. Her er udvalget bedst, og tilgængeligheden er størst. Jeg læser i aviserne og kan se i statistikkerne, at mange stoppes og kontrolleres af politiet – men ikke mig.

Efter at være kommet på Christiania gennem mere end ti år for at købe cannabis er jeg aldrig blevet stoppet af politiet. Jeg har kort sagt handlet med hundredvis af pushere derude og er sluppet godt fra det. Gad vide, hvor mange af pusherne der kan sige det samme?

Jeg er en del af et stille mindretal i Danmark, der foretrækker cannabis frem for alkohol som rusmiddel
Svante Karlshøj Ipsen
Jeg bor i København og har ikke nogen bil. Men jeg elsker at køre bil og gør det også gerne, når jeg har lejlighed til det. Hver gang jeg drejer nøglen, ved jeg, at det kan være min sidste køretur. Det er jeg bevidst om, og det er en konsekvens af mit cannabisforbrug, som jeg godt mener at kunne overskue.

Jeg bliver ikke fyret fra mit arbejde, socialt skandaliseret, ligesom jeg ikke er professionelt afhængig af mit kørekort. En frakendelse vil for mig blot være dyr og irriterende. Men faktum er, at jeg næppe på noget tidspunkt i løbet af en almindelig arbejdsuge må køre bil, for jeg har THC i blodet. THC er et af de aktive stoffer i cannabis, og det kan måles i blodet i op til fire uger efter indtagelse af cannabis.

I Danmark indførte vi først nultolerance over for cannabis, og siden udstyrede vi politiet med et avanceret måleapparat, der kan afsløre selv det mindste spor af cannabis. Jeg har kort sagt kun mit kørekort indtil den dag, jeg bliver stoppet af politiet og bedt om en spytprøve. Tre års ubetinget frakendelse, en bøde på en månedsløn og hjem til fods.

Jeg er en del af et stille mindretal i Danmark, der foretrækker cannabis frem for alkohol som rusmiddel. Men nu træder jeg frem, og jeg håber, at det kan være med til at aflive nogle af myterne om hashrygning. Jeg vil betegne mig selv som normalt fungerende, og mit hashforbrug til trods løber jeg i underkanten af 100 kilometer om måneden.

Langt det meste af det cannabis, der sælges i Danmark, er hash. Men hash er ikke særligt velanset, heller ikke blandt fortalere for legalisering af cannabis. Den kreative klasse kalder det, de ryger, for pot. Selv når det er skunk. Men for mig er hash klart det bedste. Kort fortalt virker hash afslappende, mens pot og skunk kan have mere opkvikkende effekter.

De fleste internationale undersøgelser af cannabisbrugere viser, at de hovedsageligt er mellem 16 og 35 år og af hankøn. Fra midt i trediverne falder kurven af brugere drastisk. De fleste holder simpelthen op med at ryge cannabis med alderen. Ikke just noget, der peger i retning af en voldsom afhængighedsskabelse.

Jeg er selv lige fyldt tredive år og er godt i gang med at lægge mine festår bag mig. For seks måneder siden stoppede jeg med at drikke alkohol som et forsøg, og siden har jeg ikke haft lyst til at begynde igen. Men jeg elsker at ryge en fed.

En fed for mig er en hashjoint, som jeg ruller i hånden med tobak fra en ristet Blå Kings-cigaret tilsat 0,1 gram hash af den bedste kvalitet, jeg kan skaffe. Det er min last, og jeg nyder mine joints på en måde, der nok bedst kan sammenlignes med vindrikkerens nydelse af et godt glas.

Hashens smags- og sanseverden er så mangfoldig som vinens. Jeg ryger ikke for at blive skæv, på samme måde som langt de fleste mennesker ikke nyder alkohol for at blive berusede. Jeg er vant til at ryge, og den lette rus, jeg får ved at ryge en joint, er væk efter tyve til tredive minutter.

Jeg har forsøgt at dyrke min egen cannabis for på den måde at undgå at støtte kriminelle, og det resulterede i et ombygget klædeskab i mit soveværelse med plads til grotelt, lamper, to planter, kulfilter og udsugning. Det fungerede fint, og det blev til to vellykkede høster. Hver høst gav cirka 200 gram skunk, der repræsenterede den svimlende værdi af over 20.000 kroner på det illegale cannabismarked. De to planter i mit soveværelse var klart de mest værdifulde gestande i min lejlighed. Et absurd faktum og et bevis på, hvor enorme summer der tjenes.

Men jeg havde ikke profit for øje og har ikke specielt grønne fingre, så nu står det hele pakket sammen i en flyttekasse i kælderen.

Jeg kan jo som sagt også bedst lide at ryge hash, og i mit ombyggede klædeskab kunne jeg kun dyrke to planter ad gangen, og det er slet ikke nok til at lave hash. Hovedingrediensen i hash er resin, som er en slags harpiks. Resin dækker cannabisplanten som beskyttelse mod insekter, og det er dette stof, der, sammen med lidt planterester og pollen, udgør hash. Da der kun er en mindre mængde resin på hver plante, kræver det bogstaveligt talt en hel mark med cannabis, før hashproduktion kan svare sig.

Op mod 80 procent af den hash, der ryges i Danmark, kommer fra Marokko via Spanien. Trods generationers løfter om samarbejde og international støtte i milliardklassen til monarkiet i Marokko lever de fattige bønder i Rif-bjergene stadig af at producere hash til blandt andre mig. Det er såre simpelt at producere hash, og avancen er bedre end på samtlige andre afgrøder for de lokale bønder. Når cannabisplanterne er høstet, tørret, rystet for resin og til sidst presset til plader af hash, er kiloprisen oppe på omkring 7.000 danske kroner, når de europæiske opkøbere dukker op på gårdspladsen med bundter af euro.

Hvor mange unge mennesker skal have en plet på deres staffeattest på grund af cannabis, der af de fleste i vores samfund betragtes som uskyldigt?
Svante Karlshøj Ipsen
Det er syv kroner grammet til bonden for hash, der sælges til så meget som 150 kroner grammet i Danmark, og der er kriminel profit hele vejen fra Marokko til Pusher Street. At dømme ud fra egne erfaringer med køb af hash findes der lige så mange varianter og producenter, som der findes vinslotte i Frankrig. Men i modsætning til vin fra Frankrig, som er underlagt europæisk fødevarekontrol, så aner jeg ikke, hvad min hash indeholder.

Det er et stort dilemma for mig, der kun handler økologiske dagligvarer, at min hash kan indeholde pesticider og det, der er værre. Min løsning har været altid at købe den dyreste hash, jeg kan få fat i. Gerne det, pusheren slet ikke vil af med. Men hvis overborgmester Frank Jensen får lov til at producere hash som forsøg i København, så lover jeg at ryge det. Lige meget hvor dårligt det smager. Det kan så måske blive min svanesang som hashryger.

Efter mit nuværende alkoholstop har jeg fået skilt tingene ad, og ikke mindst har jeg fået bugt med min dårlige samvittighed over mit cannabisforbrug. Den er forsvundet sammen med kronisk dårlig mave, overvægt og tømmermænd.

Jeg er jo blot et barn af den danske folkeskole og har hørt alt for meget efter, når den ene SSP-konsulent efter den anden lirede udokumenterede påstande af om cannabis som del af pensum. Det er svært at slippe. Selv nu, hvor USA, der opfandt forbuddet mod cannabis, legaliserer, og deres præsident siger, at det ikke er farligt.

Egentlig kunne jeg være ligeglad. Jeg køber min hash uden problemer, jeg ryger mine joints uden problemer, og inden længe lægger jeg sikkert også denne last på hylden.

Men hvad så med resten, som man siger?

Hvad med de snart 8.000 bilister, der har fået frakendt deres kørekort på grund af THC i blodet?

Hvad med vores krigsveteraner, de syge og de handikappede medborgere, der skal ydmyges til at lyve om deres selvmedicinering med cannabis i et sundhedssystem, der udleverer sundhedsoplysninger til kommunerne? (Kommuner, der betragter indtag af cannabis som misbrug og medtager dette i sagsbehandling og vurderinger).

Hvor mange unge mennesker skal have en plet på deres staffeattest på grund af cannabis, der af de fleste i vores samfund betragtes som uskyldigt?

Hvor mange mennesker, der kæmper med et cannabismisbrug, skal stigmatiseres som kriminelle og marginaliseres?

Kære politikere: Drop nultolerancen mod cannabis. Man kunne med fordel begynde med en afkriminalisering af brugerne, som det er sket med stor succes i Portugal.

Folketingets Retsudvalg rejser i overmorgen på studietur for at se på legalisering i USA og netop Portugal. Og hvem skal så med ud i virkeligheden?

Tom Behnke skal ikke. Den konservative næstformand for retsudvalget har oplyst mig, at han ikke skal med på studieturen. Det samme gør sig gældende for Venstres Karsten Nonbo, der ligeledes er medlem af retsudvalget. Han skal heller ikke med.

Tom Behnke og Karsten Nonbo er to af landets mest prominente kritikere af enhver form for legalisering af cannabis. Deres ofte bombastiske udtalelser kan findes i hundredvis af journalistiske artikler og indslag om legalisering af cannabis. Jeg har selv lavet et interview med Karsten Nonbo til Potcast, hvor han udtalter, at hashrygning giver fedtklumper på hjernen og fører til heroinmisbrug.

Begge d’herrer er uddannet i politiet, og de er da også helt på linje med Politiforbundets formand Claus Oxfeldt, der bruger debatter om cannabis til at skrabe resurser ind til politiet. Det er uværdigt, men heldigvis for korpset har tre menige politifolk vist mandsmod og har, hver for sig, inden for det seneste år gjort sig til fortalere for legalisering. De fortjener enorm respekt, og at de stadig har deres arbejde, gør mig stolt af at bo i det her land. Vi kan jo godt.

Så lad os nu stoppe kampen mod cannabis og ikke mindst mod et Danmark, der åbenbart ligger så langt fra Christiansborg, at det kun er Enhedslisten og Liberal Alliance, der overhovedet vil forholde sig til problemerne.

Kom nu, medlemmer af Venstre! Kom nu, medlemmer af Socialdemokraterne! Det er helt almindelige mennesker, der hver dag, året rundt, dømmes for cannabisrelaterede lovovertrædelser. Forbuddet mod cannabis, og ikke mindst nultolerancen er ødelæggende for retssikkerheden, og indsatsen rammer socialt skævt. Måske så socialt skævt, at problemerne bliver usynlige i de højere luftlag af vores samfund, hvor de fleste politikere bevæger sig.

Vores fængsler er jo fyldt med folk, der er dømt for cannabisrelaterede forbrydelser, og mens de afsoner deres domme, kan de så sidde og ryge fede.

Kampen mod hash i de danske fængsler er så godt som opgivet, og i fængslerne er cannabis ikke hovedfjenden. Nej, inden for murene er rollerne byttet om. Her er piller og alkohol de mest frygtede rusmidler, mens cannabis flere steder toleres i et vist omfang. Fængselsfunktionærerne udøver en form for civil ulydighed ved at se gennem fingre med cannabispåvirkede insatte, fordi de ikke har nævneværdige problemer med dem. Derimod betrages alkohol som højst problematisk. Tages en indsat i at ryge en joint på sin celle i et åbent fængsel, uddeles der en sanktion, men den indsatte kan fortsætte afsoningen. Har den samme indsatte også en øl i hånden, overflyttes vedkommende til afsoning i et lukket fængsel. Den omvendte verden.

Inden det kommer til at lyde, som om det er problemfrit, at hashen flyder i de danske fængsler, er det vigtig at understrege, at det langtfra er tilfældet. Problemet er også her det illegale marked. For hashsalget i fængslerne styres af de samme som uden for murene: bandegrupperingerne.

Den svage fange, der har et hashmisbrug, og som ikke kan lade være med at ryge hash for lånte penge, får ikke fred for systemet.

Hvis man ønsker udgang, besøg eller mulighed for tidligere løsladelse, skal man kunne aflevere rene urinprøver uden spor af THC. Så mens den stærke fange, der godt kan holde pauser fra hashrygningen, er i stand til at aflevere rene urinprøver, kommer på udgang, så sidder den forgældede misbruger uden kontakt til omverdenen. Så meget for resocialisering.

Jeg har respekt for retssystemet, men i dette tilfælde er jeg stærkere bundet af min personlige overbevisning end landets love, der i tilfældet cannabis bygger på et mildest talt løst grundlag. Om ikke andet, så er det en journalistisk forpligtelse at hjælpe med at belyse et vigtigt emne, der har det meget svært i det nuværende mediebillede, hvor de, der ønsker at stille op som cannabisbrugere, ikke sjældent er gemt væk bag dæknavne med ansigts- og stemmesløring.

Nultolerancen gør det problematisk for folk at stille sig frem som fortalere for cannabis.

Konsekvensen er et hemmelighedskræmmeri, som er med til at skrue unødigt op for dramatikken. Det giver spillerum for dårlig og doven journalistik. Men virkeligheden er jo ikke så sjældent mindre dramatisk end den redigerede udgave.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2 ... ge-en-fed/