http://politiken.dk/magasinet/feature/E ... fristaden/Forsømt, fucked - og frelst af fristaden
Long read Christianitterne skændes med kommunen om en cykelsti, og Pusher Street er pakket ind i kriminalitet. Men da Henriette var 13 år, flygtede hun fra vold og druk i hjemmet og ud på den gamle kaserne. Her mødte hun den omsorg og rummelighed, som også er en del af Christiania.
OLAV HERGEL
Jurist og journalist
Der er Henriette. Yndig og spinkel. Så er der Henriettes stemme. Foret med Amagers værtshuse, Nemoland og Pusher Street. Rusten af for mange joints, sprukken af for meget hash og ridset med kokain, ecstacy og amfetamin.
Røget til med to pakker cigaretter om dagen, siden hun var otte år. Hæs af at skrige til fordrukne forældre, der sloges.
Af og til knækker stemmen dog. Det gør den, når hun taler om noget, der er godt og smukt. For der har været glimt af kærlighed, og de glimt findes i stemmen.
Ligesom der findes en længsel efter en barndom, som hun har hørt om, men aldrig fik.
Sin egen flygtede hun fra, da hun 13 år gammel valgte at blive en del af det gadebarnsliv, der findes på Christiania. For henrietterne findes overalt i fristaden.
Foto: Katinka Hustad
Teenagere, der burde gå i skole, spise aftensmad med familien og stjæle lidt fra forældrenes barskab, når de er alene hjemme fredag aften, men som hænger ud på Christiania og i Pusher Street. Nogle er smidt ud hjemmefra. Andre er selv skredet.
De holder til i en skurvogn klos op ad Christiania. Her bor det kommunale projekt Vilde Liv, som hjælper udsatte unge.
Politiken ville gerne have talt med en række af dem. Men de fleste er for sårbare og for unge til at stå frem. Sådan var det også med Henriette Karlsen. For to år siden var hun på stoffer, til fare for sig selv og andre og levede efter mottoet: 'Ingen kvaler, kommunen betaler'.
I dag er hun en ung kvinde med mentoruddannelse og fast arbejde for Vilde Liv. Hun ved også, hvad hun vil være med til, og hvad hun ikke vil være med til.
»Du får mig ikke til at svine nogen fra Pusher Street eller Christiania til. Der har jeg fundet de bedste mennesker i verden. De reddede mit liv«.
Far snakkede med vodkaflaskerne
Henriette var et ønskebarn. Men mor og far gik meget på værtshus og sloges, når de blev fulde. Fem år gammel løb Henriette med sin mor ind til naboen. Derefter blev forældrene skilt. Moren ville ikke have, at Henriette boede hos sin far, fordi han havde et alkoholproblem.
»Forskellen var, at min far blev glad, når han var fuld. Det gjorde min mor ikke. Da jeg var syv, mødte hun min stedfar, Ian. De flyttede sammen, men de drak og sloges. Jeg har fået på skuffen, hvis man kan sige det sådan. Jeg er heller ikke vokset op med det hellige sprog. Når vi endelig spiste sammen, var min mor en møgluder og Ian en møgpik, og jeg var lorteungen og psykopatbarnet. Der var ikke meget kys og kram, og »har du husket at børste tænder?«. Det var megasvært at dele min mor med Ian. Jeg syntes, at hun valgte ham frem for mig. Jeg elskede min mor. Jeg elsker min mor. Hun kunne være verdens bedste mor og tage mig med på café og til fodboldtræning. Jeg ville have, at vi altid skulle være sammen. Ian mente bare, at jeg var psykisk syg og kaldte mig lorteungen«.
I dag ses hun og hendes mor igen, og alt, hvad der står i denne artikelserie om hendes mor, er sagt på et bagtæppe af kærlighed.
»Jeg ved, at hun elsker mig, og jeg har tilgivet hende. Hun brugte sin egen barndom på at passe på sin mor, der var maniodepressiv og endte med at tage sit liv. Min mor var kun 18 år, da det skete, og ingen hjalp hende. Det forstod jeg ikke som barn, og jeg kunne ikke acceptere, at hun altid skulle på det fucking værtshus med en fucking øl. Lad være med at bruge det som undskyldning, sagde jeg. Men nu forstår jeg, og jeg elsker hende. Det er det vigtigste. At fortælle, at det, som skete, har betydet, at jeg er blevet så stærk, som jeg er i dag«.
Formelt har det vrimlet med pædagoger og sagsbehandlere i Henriettes liv. Reelt har kun få haft hjertet med, mener hun. En af de gode sagsbehandlere fik placeret Henriette hos hendes far, da hun var ni. Det skete, da hendes mor og stedfar var oppe at slås. Henriette ringede til sin far og måtte hoppe ud ad et vindue, da han kom. Så flygtede de med moderen efter sig.
»Min far drak, men var altid glad. Han snakkede med vodkaflaskerne og dansede i stuen, mens han bare kyssede mig. De kys med al den dér øl-ånde kan jeg huske fra min barndom. Øl-ånden forsvandt helt, fordi der var så meget kærlighed i de kys. Nogle gange tænkte jeg, at nu er far fuld igen, og så blev jeg ked af det. Så tænkte jeg: Det er okay. Han giver dig så meget kærlighed«.
Der var også andre gode oplevelser. En fisketur. Et spil kort. En gave. Henriette boede hos sin far i fire måneder, indtil moren fik overbevist kommunen om, at Henriette var for lille til at passe på ham.
Så kom hun hjem igen.
Ud af skolen
Henriette forlod Amager Fælled Skole efter 6. klasse. Lærerne mente, hun havde et attitudeproblem. Det havde de ret i.
»Hvis du havde fået tre flade om morgenen, gad du sgu ikke høre på en lærer, der bad dig skrive en stil om myrer. Men jeg har aldrig været god til skole. Det har jeg ikke. Jeg følte mig dum, og når jeg følte mig dum, fik jeg en hjerneblødning. Dengang havde jeg ikke det mod på at lære, som jeg har nu. Hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af i dag, stopper jeg ikke, før jeg har fundet ud af det«.
12 år gammel fik hun en diagnose: borderline.
»Det kunne lærerne bruge: Nåh! Det var det, som var galt. Jeg gav også selv borderline skylden for alt. Havde jeg knaldet nogle piger ned, sagde jeg: Det er min borderline. Hvis jeg græd: Det er min borderline. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg var normal. Jeg har aldrig været et dumt barn. Det har jeg fundet ud af nu. Det er først nu, jeg ser mig selv som et begavet menneske. Jeg kunne jo også mærke det, når min mor var verdens bedste mor. Så var der intet galt«.
Ingen lorteunge
»Det er fra fodbold«, sagde hun til lærerne, når hun kom i skole med blå mærker.
Men der var mange indberetninger til kommunen. I et halvt år kom der sagsbehandlere i hjemmet.
»Min mor stod med hjemmelavede boller og urtete, når de kom. Jeg skulle bare sidde og lyve de der kommunalarbejdere lige op i hovedet. Nu arbejder jeg selv med unge og tænker: »I var to mennesker hjemme hos os«. Hvis de havde set på min mors øjne, kunne de have set, at øjnene sagde til mig: »Du lukker røven. Ellers ved du godt, hvad der sker««.
»Jeg var også bange for at blive tvangsfjernet, og da jeg blev ældre, var jeg jo nødt til at være der for mine små søskende. Det var jo mig, der måtte fortælle min mor, at det ikke nyttede, at hun holdt min bror i hånden med den ene hånd og sad med en øl i den anden. Jeg var loyal. Hvis nogen sagde, jeg havde drukforældre, gav jeg dem på skuffen. Min familie var berygtet på hele Amager. For vold og for at slås med hinanden. Vi sad engang på en restaurant, der hed Den Lykkelige Familie. Så kom min mor og stedfar op at slås. Jeg tog mine søskende og skred. Den lykkelige familie - op i røven«.
Henriette boede fem minutter fra Christiania og kom der med sin mor. Da hun var omkring 10 år, begyndte hun at komme alene.
Foto: Katinka Hustad
»Du er ensom, jeg er ensom. Skal vi ensomme ryge en joint sammen? Her var jeg fri og ikke lorteungen Henriette fra Amager. Jeg elsker, at alle er velkomne. Om du er tosset eller brun. Christiania er familien for alle, der ikke har familie. Jeg har aldrig været hippiebarn, men jeg kunne godt lide, at der var så mange forskellige mennesker, og alle sagde hej til alle. Gør du det på Amagerbrogade, får du bare abeøjnene. Jeg så det ikke som et fællesskab baseret på hash og druk. Jeg så det som et fællesskab uden vold og dårlig stemning. Selvfølgelig begyndte jeg at ryge, men jeg var en sød lille tyk pige. Alle kunne lide mig. Hold op, hvor jeg ønskede, at min familie var sådan. Hold op, hvor ville jeg gerne være en del af det fællesskab«.
Den voldelige pige
Hun var 13 år, da hun stjal sin mors dankort og brugte 3.000 kroner med en veninde.
Kort efter smadrede hun en christianiaveninde, der havde løjet. Hun fortalte, at hendes far havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra Langebro. En dag kom Henriette hjem til hende. Dér sad faren.
»Jeg tolererer ikke løgn. Dengang havde jeg ikke andre redskaber end vold, og jeg lokkede hende i Tivoli og smadrede hende så voldsomt, at politiet kunne aflæse på hendes krop, hvilken størrelse sko jeg brugte. Faren ringede til min mor, og så fik jeg en flad. »Hvorfor gør du sådan noget«, sagde hun. »Derfor«, svarede jeg«.
Henriette er aldrig blevet dømt. Men i sine egne øjne var hun kriminel.
»Jeg var kriminel i den forstand, at jeg elskede vold. Jeg elskede at se andre lide. Jeg kunne finde på at slå folk ned, hvis de smilede mig op i ansigtet. Jeg kunne ikke klare, at de havde det godt, når jeg havde sådan et lorteliv. Jeg var syg i hovedet. Hvis det har været en lortemorgen, går du ikke bare ud og møder verden med åbne arme og et smil på læben. Så går du i skole, og så får lærerne det hele i hovedet. De gjorde bare ikke noget. Ikke noget med, at her er et klogt barn, men hun har det skidt. Lad os se, hvad vi kan gøre. Det var aldrig min familie, der var noget galt med. Det var mig, der var tosset. Mig, der var borderline. Og når det er sådan, giver du bare verden fuckfingeren og smadrer folk for et par sko«.
Volden har for altid gjort noget ved hende.
»Det er lige så normalt for mig at se et menneske blive smadret, som det er for dig at købe ind i Netto. Det er meget skræmmende. Når du er vokset op med druk og vold, så er det det, som er det normale. Jeg har det ikke fedt med, at jeg er immun over for vold, men det er et vilkår i mit liv. Jeg har dog efterhånden lært, at munden er dit stærkeste våben. Hvis nogen siger noget til dig, og du svarer igen, så kan ham, der sidder over for dig, tænke: »Hov! Hvad var det, der skete? Fik jeg lige en verbalflad der?«. Men engang var jeg en af de voldelige piger, alle taler om, og jeg vil bare bede til, at der ikke kommer heksejagt på udsatte unge. Vi blev jo ikke født onde. Der skete noget i vores barndom, som ingen børn er herre over. Vi er lige så meget mennesker som alle jer andre. Vi har bare brug for nogle ekstra redskaber til at komme ud af lortet«.
Flugten
Henriette fik aldrig et godt forhold til sine lærere. Alligevel var det dem, hun betroede sig til en morgen.
»»Hvorfor skal jeg være her i verden, når det kun er lorteagtigt? Jeg kan lige så godt hoppe ud foran et tog«, sagde jeg. De fornemmede, at jeg mente det og sagde: »Henriette. Du skal have hjælp««.
Hun kom til observation på den psykiatriske afdeling. Det var på Bispebjerg, men hun blev udskrevet hurtigt, og 14. december 2004 lå hun i sin seng med stuearrest.
Hvorfor husker hun ikke præcist. Måske fordi hun havde forsøgt at sætte ild til lejligheden for at straffe sin mor. Moren holdt vagt. Så sagde Henriette, at hun skulle tisse. Men i stedet løb hun ud ad døren i bare tæer, joggingbukser og en lille top. På Amagerbrogade standsede hun hos en veninde og lånte et par små sko.
Derefter løb hun ud på Christiania og satte sig på en trappesten. Der lå sne på jorden.
En række voksne mænd sværmede om hende. Lidt derfra stod en ældre hippie.
Han var bange for, at mændene skulle lokke den forfrosne pige med hjem, og sendte en ung mand over til trappestenen.
Kasper
Den unge mand hed Kasper. Han var 22 år og havde selv hængt ud på Christiania som teenager.
Havde røget og taget stoffer, men fundet et fællesskab.
Pusherne havde været rå ved ham, men også givet ham mad og drikke. Han kalder det kærligt had. En af de kvindelige pushere gav ham 800 kroner til et par sko, fordi hans egne var for hullede. Hun sagde, at han skulle bruge dem på sko og ikke på hash. Næste dag havde han vist hende de nye sko. Hun var blevet glad.
Nu var det ham selv, der var på vej over til pigen på trappestenen. Han vidste ikke, at hun var flygtet, fordi der var for meget vold, for meget druk og for lidt omsorg i det hjem, hun kom fra.
Han vidste ikke, at der også var kærlighed, og at pigen hungrede så meget efter endnu mere kærlighed, at hun for at råbe sin mor op havde stukket ild til familiens lejlighed.
Han så bare pigen på trappestenen.
»Jeg kommer fra et fattigt hjem, men også et kærligt hjem. Der har vi lært, at hvis man ser en ulykke, skal man ikke bare glo eller gå forbi. Man skal forsøge at hjælpe, og jeg havde en rigtig ubehagelig fornemmelse i maven, da jeg så de voksne mænd omkring hende. Men jeg havde svært ved at gå over til hende. Jeg var bange for, at hun skulle tro, at jeg var ude på noget. Hun sad bare i joggingbukser og en tynd top. Jeg spurgte, om jeg skulle købe en trøje og et par sokker til hende. Hun var meget skræmt og meget taknemmelig. Hun kunne også mærke, at det ikke var den rigtige form for opmærksomhed med de gutter, der stod om hende. Jeg sagde, at hun kunne komme over og banke på min dør, hvis der var noget«, siger Kasper, der stadig står i den samme bod. Den ligger ikke i Pusher Street, og den sælger ikke stoffer.
En forslået pige
Da Kasper var gået, sad Henriette og tænkte. Ud på aftenen gik hun hen og bankede på hans dør.
»Han så en lille forslået pige med blod over det hele, som stod og rystede i kulden. Han sagde kom ind«.
De sad lidt og snakkede. Kasper kunne se, at Henriette havde fået flade og havde røde mærker.
Da han spurgte, hvad der var i vejen, var hun først tavs. Så begyndte hendes livshistorie at vælte ud af hende. Lidt senere spurgte han, om hun ville med hjem og sove. De ville kun være ham og hende. Hans kæreste var der ikke.
Foto: Katinka Hustad
»Jeg havde det svært med at spørge hende. Det er jo følsomt at have en teenagepige, du ikke kender, liggende. Men jeg kunne jo ikke bare lade hende gå, og jeg tror, at hun indså, at jeg ville hjælpe hende for hendes skyld. At jeg ikke var et møgsvin«.
Henriette var skræmt, men havde ikke noget alternativ. Andet end at gå ud i kulden og banke på en ny dør uden at vide, hvad der gemte sig bag den.
»Jeg tænkte fuck. Fuck. Du har ikke noget valg. Men han har købt tøj til dig. Han må være okay. Alligevel var jeg bange. Er du sindssyg, hvor var jeg bange. Da vi kom hjem i hans lejlighed på Østerbro, lagde han en madras på gulvet. Der lå jeg hele den nat og den næste med og ventede på, at han skulle komme og voldtage mig«.
De tog et multismadret barn
Der kom ikke noget overgreb. Der blev knyttet et bånd til en mand, som hun i dag kalder onkel Kasper. Hans familie blev Henriettes familie. Hans forældre hendes reserveforældre. Hans brødre hendes andre onkler. Hans kæreste hendes reservestoresøster.
»Kasper og hans kæreste reddede mit liv. De tog et multismadret plejebarn, de aldrig havde set før, ind i deres hjem. Når jeg ikke kunne sove om natten, lå de på hver sin side og nussede mig i søvn. De købte fødselsdagsgaver, de købte julegaver, de gav mig gratis kost og logi. Det var en toværelses lejlighed, men jeg fik et hjørne i stuen, som jeg kaldte mit værelse. Jeg havde fået et nyt liv. Jeg kunne vågne op om morgenen uden at være bange. Jeg havde ingen stress. Vi kunne gå rundt en hel morgen uden at sige noget. Uden at nogen skændtes eller var oppe at slås eller kaldte mig for lorteungen. Jeg tænkte bare: Jeg havde fået en ny familie. Hans mor kalder jeg mama, hans storebror har hjulpet mig næsten lige så meget. Den dag i dag er de min familie, og Kasper vil altid være onkel Kasper for mig«.
Hjerneblødning
Hver morgen kørte Henriette med Kasper ud på Christiania, hvor han stod i en bod.
Hendes nye familie havde meget Christiania i sig. De forbød hende ikke at ryge. De røg med hende. De nedlagde ingen forbud, og de sagde ikke, at hun skulle i skole.
Christiania blev hendes liv. Fra tidlig morgen til sen aften.
»Vi var nogle piger, der voksede op derude. Små piger, der hoppede rundt ude på Holmen og røg hash i træerne. Jeg ved godt, du siger, at det ikke kan være rigtigt, at en pige som mig løber rundt derude, og at der er noget skidt i gaden. Men det var det eneste sted, jeg kunne være mig. Hvor jeg kunne være menneske. De piger er stadig mine veninder. Alle os, der er kommet derude, er familie, indtil fucking døden os skiller. Når jeg fik en hjerneblødning eller kom slæbende med en anden pige, som jeg havde banket, satte Kasper mig også på plads. Men de accepterede mig, som jeg var, og kyssede mig på kinden bagefter, fordi de kendte min fortid«.
Aggressiv, hårdnakket pige
Kasper kendte gaden, kendte dens børn og havde selv været en del af misbrugsmiljøet derude. Men havde aldrig oplevet en pige som Henriette.
»Hun var utrolig hårdnakket. Aggressiv. Jeg kaldte hende bare for Amager. Hun havde et slæng af teenagere, som hun dominerede. Hvis de ikke gjorde, som hun sagde, stak hun dem en flad. Selv om de var drenge og ældre end hende. Hjemme hos mig var der nogle regler. Jeg gad ikke se en teenagepige blive brændt op af stoffer, for det blev hun. Og når hun brød reglerne, satte jeg hende på plads. Hun følte, at jeg havde reddet hendes liv, og når hun skuffede mig, fik hun så dårlig samvittighed, at det åd hende op indvendig. Alligevel bankede hun nogen en gang imellem. Så sagde jeg fra og fortalte hende, at hvis du er sådan, så tager jeg afstand fra dig. Men hun var jo også en pissesød og charmerende pige, der bare hungrede efter voksenomsorg«.
Med vanlig sans for sprogets finurligheder døbte christianitterne Henriette for Al Capony.
»Jeg troede jo nok selv, jeg var leder. Sådan kunne jeg lide at se mig selv. Jeg kunne godt lide at have kontrol med mennesker og lavede så meget lort derinde, at jeg gang på gang måtte tale mig fra en karantæne, når de havde set mig slæbe af sted med nogen, jeg havde banket. Men hvad ville du selv gøre, hvis du er vant til at få på skuffen? Du vokser op som et spejlbillede af dine forældre. Bliver du banket, så er det den tilgang, du har til verden«.
Dengang var Kasper ude i et misbrug. Nu er han ude af det og ville ikke ønske det for nogen.
Hash og joints har han det mere afslappet med.
»Når hun sagde: »Onkel, jeg magter ikke mere, og nu bliver jeg nødt til at drikke mig i hegnet«, ville jeg hellere have, at hun fik en joint, end at hun drak sig fuld og tog stoffer. Så jeg har givet hende en del joints«.
»Er du Henriette Karlsen?«
Politiet søgte flere gange efter hende og henvendte sig til Kasper. Men han løj og sagde, at han ikke kendte hende. En formiddag ved Kaspers bod stod nogle betjente og kiggede på hende.
»Det er mig, de kommer efter. Det er mig, de kommer efter«, sagde hun til en af sine andre venner. En kæmpe af en mand, der også var en støtte. En kvindelig betjent kom hen til boden.
Foto: Peter Klint
»Er du Henriette Karlsen?«. »Nej«, svarede Henriette og opgav et falsk navn.
Betjenten kom venligt tilbage efter at have tjekket sine papirer. Om hun var sikker på, at hun ikke var Henriette Karlsen? Henriette stak et nyt falsk navn. Betjenten tjekkede og kom igen tilbage.
»»Henriette Karlsen! Nu er jeg træt af dig. Vi ved, det er dig, og du er efterlyst«. Men ham den store stærke, der kendte mig rigtig godt, fik fat i den ledende betjent og forklarede, hvorfor jeg ikke skulle hjem. De lod mig slippe, og jeg fik lov til at blive hos Kasper. Hvad han har gjort for mig, er sindssygt. Folk spurgte, om det var min voksenven. Min voksenven! Han er familie«.
Den gode mand
Før Henriette flygtede ud på Christiania, havde hun været indlagt på Bispebjerg Hospitals lukkede psykiatriske afdeling. Også her mødte hun en god mand. Per Hansen hed han. En udegående sygeplejerske, der tog sig af udsatte gadebørn. Han blev hendes kontaktperson.
»Han var god. Satte ingen grænser. Hvis jeg ringede fra staden og sagde, at jeg havde det sindssygt dårligt, kom han ind. Han involverede sig. Ikke noget med at sige: ' Nu skal jeg fortælle dig, hvordan du skal gøre', ligesom andre pædagoger. Han vidste godt, at jeg havde problemer, men han vidste også, at han ikke kunne danne nogen relation til mig, hvis han kom på staden og ikke ville acceptere, at det var en del af mit liv. Han var der bare, og det havde jeg brug for«.
I dag har de ikke længere jævnlig kontakt, men Per Hansen, der nu arbejder i et psykiatrisk team i Helsingør, hvor han besøger voksne, husker hende tydeligt.
»Der var kaos i hendes liv. Hun havde brug for en hjælp, som ikke betød, at hun skulle give noget igen. Hun havde et billede af sig selv som en pige, ingen kunne lide, selv om der faktisk var mange, der kunne lide hende. Sådan er det med sådan nogle. De savner omsorg og kærlighed så stærkt, og når nogen så viser dem omsorg og kærlighed, ved de ikke, hvordan de skal håndtere den, og skubber den væk«.
Per Hansen har mødt mange unge som Henriette. Næsten alle har et eller andet forhold til Christiania.
»De ved godt, at de ikke burde være der. De ved godt, at de burde være derhjemme eller i skole. Men det er de ikke, og på den måde er der både noget godt og noget skidt ved Christiania. Der er for meget hash. Der er også kriminalitet, og selvfølgelig er der en kæmpe risiko, ved at et barn på 14-15-16 år går rundt derude. Men samtidig er der også en rummelighed og en ufordømmende omsorg. Nogle unge kan ikke rummes af det traditionelle behandlingssystem, og for dem er Christiania et godt sted. Henriette vidste godt, hvordan verden fungerede. Det skulle jeg ikke komme og belære hende om ved at sige, at nu må du ikke ryge hash, eller nu skal du holde dig væk fra gaden. Det ville have været en tabt kamp«.
Kæmpevilla i Vanløse
Da Henriette var 15 år, mødte hun en dreng på Christiania. Han var 16 år, og de blev kærester. Også han var fra et hjem med problemer, men hun valgte at flytte hjem til ham og hans familie. Forældrene var heroinmisbrugere.
»De sad og røg med mig og min kæreste. De blev afhængige af mig, fordi deres hjem sejlede. Især min kærestes lillesøster blev afhængig af mig. Det var ikke godt, men jeg havde en seng at sove i«.
Da hun boede hos sin kærestes familie, fik hun tilbud om at komme på et kommunalt opholdssted, der hed Ertodeto i Vanløse. Her tager man sig af unge med psykosociale og psykiatriske vanskeligheder.
»Først var det en kæmpe frihed. Det er sindssygt for en pige på 16 år ikke at skulle bo hjemme, holde de sygeste fester og leve på nas fra kommunen. Vi var fire piger, der boede i en villa på 300 kvadratmeter. Jeg havde et værelse på 27 kvadratmeter. Men personalet gik hjem fredag klokken 4. Klokken halv 5 stod der tyve venner, og festen lukkede først mandag morgen, når personalet mødte igen. Tre døgn på hash, druk og stoffer. Hver weekend. Det var bedre end derhjemme, men jeg ville ønske, at jeg var endt et sted, hvor der var personale i weekenden. Så var jeg ikke kommet så langt ud. Det var hele tiden, og det var coke, det var amfetamin, det var ecstasy. Hvis 1 gram coke kostede 500 kroner, kostede en ecstasy-pille kun 5 kroner. Alle mine penge gik til stoffer. Jeg fik 600 kroner fra kommunen hver mandag. Tirsdag var jeg broke«.
Hendes kæreste flyttede med. Kommunen mente, at det ville være godt for Henriette at have ham at støtte sig til.
»Men det eneste, vi havde til fælles efter et stykke tid, var vores misbrug«.
Desperat efter hash
Under en demonstration for fri hash ringede hendes kæreste. Hun var nu 16 år, han var 17, og de var uvenner. Hun havde 10 gram hash liggende på sit værelse i Ertodeto, og han stod udenfor. Uden nøgle.
»Han var desperat for at få fat i hashen Jeg sagde, at hvis han ville have noget, kunne han bare fise ud på Christiania og sørge for sig selv. Han kaldte mig en kælling og sagde, at når jeg så ham igen, ville han stikke mig så mange gange med en kniv, at det ville være sidste dag, jeg kunne gå«.
Hun ringede til en god bekendt og beskytter på Christiania. En kæmpe af en mand. Sammen tog de ud til opholdsstedet.
Der stod kæresten med en kniv, som havde en 20 centimeter lang klinge.
»Dig har jeg ventet længe på, din luder«, råbte han.
Kidnappet
Henriettes medbragte kæmpe stod lige bagved. Han tog Henriettes kæreste, løftede ham op ad væggen og ruskede ham. Kæresten bad om tilgivelse.
»Men min mor har fået for mange bank til, at jeg vil bo med en, der truer. Jeg sagde, at der aldrig var nogen, der skulle true mig med en kniv. Så smed vi ham ud«.
Om aftenen låste Henriette alle døre til opholdsstedet. Senere samme nat bankede det alligevel på.
»Politiet«, blev der råbt. Henriette havde en del hash og 100 gram amfetamin liggende og sad på et kommunalt opholdssted.
»Nu ryger du i spjældet, Henriette, tænkte jeg«.
Hun fik stofferne skjult og åbnede. Men det var ikke politiet; det var hendes kæreste og hans mor. Nogen havde givet dem adgang, og en sort sko satte sig i klemme i døren. Henriette kunne ikke smække den. Det var kærestens mor, der førte ordet.
»Du kan ikke gå fra ham. Vores familie går i stykker. Vores datter kan ikke tåle det, sagde hun. Jeg ville ikke med, men de tvang mig med vold ned i en taxa. De tog min telefon, så jeg ikke kunne ringe. Det blev voldsomt hjemme hos dem. Meget, meget voldsomt. To voksne heroinmisbrugere og så min kæreste. De låste mig inde, og den eneste måde, jeg kunne komme ud på, var at gå med i deres spil. Om morgenen sagde jeg, at jeg skulle hjem på Ertodeto og hente mit tøj. De troede mig og gav mig min telefon. Så ringede jeg til min store ven. Han kom derud, og så gik jeg derfra. Jeg ved ikke, hvad der skete i lejligheden, men han gik op til dem. Udefra kunne jeg høre råb og skrig«.
Drak sig i hegnet hver weekend
Henriette behøvede ikke at være kriminel for at ryge. På Christiania kunne hun altid være med på en joint. Mellem 5 og 9 gram røg hun om dagen. Når hun var uden for Christiania, tog hun coke og amfetamin.
Der var intet formål med livet andet end at fortrænge fortiden og dulme smerterne med stoffer. På Ertodeto kæmpede pædagogerne forgæves. Da de fandt ud af, hvor vildt Henriette levede, og hvor mange stoffer hun tog, begyndte de at komme i weekenden og lave brunch til hende.
Foto: Katinka Hustad
»De forsøgte at gøre mig til et dannet menneske, men på den der alt for pædagogiske måde, og jeg har altid været meget ' autoritetsforbi'. De forsøgte at tage min families plads og fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert. Men pædagoger er ikke forældre. Uanset hvad de gør, bliver de det aldrig, og det er altid noget med, at de stiller regler op. ' Vi kan ikke tale sammen, fordi du er skæv', lyder reglen. Men okay. Jeg var skæv hver dag! Så luk røven med alle de regler! Jeg havde det elendigt, fordi jeg stadig ikke kunne acceptere, at jeg ikke havde den familie, jeg drømte om. Familie er det mest normale i verden. Hvad er mest normalt? At have en ordentlig familie eller vokse op i vold og druk? Der er ingen børn, der siger: Nej, hvor ville jeg ønske, at min far var alkoholiker. Nej, hvor ville jeg ønske, at min mor slog mig. Men der er rigtig mange børn, der vågner op og tænker: Nej, hvor ville jeg ønske, at min mor elsker mig. Nej, hvor ville jeg gerne have et kys og et kram, når jeg vågner«.
Indlagt igen
Hun fik hele tiden piller. Mod sin borderline og sin epilepsi. Truxal, antidepressiva, beroligende piller, epilepsipiller. En dag spurgte hun pædagogerne på Ertodeto, hvordan de egentlig havde det med, at de hver uge kom med 85 piller til en fucked up-pige.
»Jeg fortalte dem, at jeg havde regnet ud, hvilken rækkefølge man skulle tage pillerne i for at lykkes med selvmord. Jeg havde prøvet før. Engang, da jeg var ked af, at jeg vågnede. Engang, da jeg gjorde det for at råbe om hjælp. Så jeg lod mig frivilligt indlægge på Bispebjerg«.
Det kom der noget godt ud af. I fire måneder var hun stoffri.
»Men det var kun, fordi de tog pisseprøver. Jeg fik lov til at gå i weekenden, og så tog jeg på Christiania. Der fik jeg joints og hele lortet stukket lige op i næsen af de andre. Men jeg tog ikke noget, for hvis mine pisseprøver var positive, skulle jeg blive på den lukkede, og det var sgu ikke sjovt. Det er en tosseanstalt. Man tror det ikke, når det er en børneafdeling. Men jeg siger dig, det er en tosseanstalt. Jeg meldte mig helt ud. Den ældste af de andre var 14, og jeg var 17. Jeg var med til gruppeterapi en gang. Vi skulle sidde med hinanden i hænderne og sige, hvordan vi følte. Det kunne jeg slet ikke. Mine problemer er mine problemer. Jeg skal kraftedeme ikke sidde i en gruppe og dele problemer og forvente, at vi i fællesskab kan løse hinandens problemer. Men jeg opførte mig ordentligt. For hvis jeg skulle blive der, efter at jeg var fyldt 18 år, skulle jeg på voksenafdelingen. Det ville jeg ikke«.
Hendes mor kom også på besøg. Deres historie er ikke kun en beretning om svigt og druk. Der er også kærlighed. Og vrede. Og savn. Og kærlighed. Og vrede. Og savn.
Udskrevet til Christiania
Den dag, hun blev udskrevet, ringede hun til sin veninde på Ertodeto.
»Bland lige en velkomstjoint«, sagde hun.
Henriette var på stoffer og på Christiania igen. Hun medgiver, at hun skulle have holdt sig fra stofferne. Men aldrig Christiania.
»Alle har brug for et sted, hvor de er accepteret. Selv om festerne på Nemoland betød, at jeg drak og røg, var det alligevel det sted, hvor jeg kunne føle mig sikker. I forhold til at tage i byen og ikke vide, om jeg skulle slå en ned eller selv blive slået ned, eller om jeg blev voldtaget eller what the fuck! Her kunne jeg ryge min joint, drikke min drink, og skete der endelig noget, kunne jeg løbe op til min onkel og græde ud. Havde jeg ikke haft Christiania, var det gået endnu værre«.
Et fortvivlet pigeliv
Det var det også, hvis ikke Per Hansen havde været der. Den sygeplejerske fra den udgående psykiatriske afdeling, som hun havde fået tilknyttet. Han er et af de mennesker, der giver Henriettes hæse gadepigestemme en blødhed, når hun taler om ham. Han holdt hende ikke væk fra stofferne. Han fik hende ikke i skole. I de fem år, han så Henriette, opnåede han aldrig et konkret målbart resultat, hvor vi andre ville sige, at vi fik noget for vores skattekroner. Men han var der. Han sørgede for at holde hendes mor underrettet om, hvordan det gik Henriette. Han kom, når Henriette ringede, holdt hende i hånden, når hun ikke kunne mere, og han repræsenterer noget godt i et fortvivlet teenageliv.
Om årene med Henriette siger Per Hansen:
»Når man ser et barn på Christiania, tænker man, at det skal hjem og i skole. Men det ved de børn jo godt. Der er bare en årsag til, at de ikke gør det. Jeg skulle ikke sætte spørgsmålstegn ved, om hun røg eller gik på Christiania. Det var mere noget med: Får du noget at spise, får du noget at drikke, har du et sted at sove i nat, er der nogen, der tager sig af dig«.
Per Hansen lagde også mærke til noget andet ved Henriette.
»Hun overholdt alle aftaler. Kom præcis og udeblev aldrig. Selv om hendes liv var kaotisk, havde hun også en orden i sig«.
»Jeg var fucked«
Da Henriette blev 19, bevilgede kommunen hende en lejlighed i hjertet af Nørrebro. De fleste unge ville synes, det var formidabelt med en lejlighed betalt af kommunen. Plus 10.000 kroner i kontanthjælp om måneden. For en pige, der som helt ung var flygtet fra et hjem i opløsning, havde været indlagt på psykiatrisk hospital i fire måneder, og boet på kommunalt opholdssted i tre år, men aldrig opgivet drømmen om en familie, var det bare endnu en adresse på ensomhedens allé. Hun røg hash, tog stoffer og havde i alt gået 6 år i skole.
»Jeg var fucked. Jeg var alene. Jeg var fallit den 5. i hver måned. Det er rigtigt, at samfundet har forsøgt at gøre meget for mig, men aldrig med hjertet. Hvad er det for et samfund, der tager en udsat ung pige, der er vokset op i vold og druk, der aldrig har gået rigtig i skole, som har fem selvmordsforsøg bag sig, har været på den lukkede og så bare forventer, at jeg klarer den fra dag ét? De vidste, at jeg var stofmisbruger. De vidste, at jeg tog coke hver dag. De gav mig for 2.000 kroner medicin om måneden. Truxal, epilepsimedicin, antidepressiver. Jeg har taget 14 piller hver dag, siden jeg var 13 år. Hvordan kan normale mennesker tænke, at det er okay bare at give mig en lejlighed, og så er den potte ude?«
Vilde liv
Det eneste sted, hun noget, der mindede om et fællesskab, var på Christiania, hvor hun forsøgte at dulme tilværelsens ulidelige meningsløshed. Her var hun en gang blevet reddet af den mand, hun i dag kalder sin onkel Kasper. Han åbnede sit hjem for hende, da hun som ung teenager stod en vinternat i små sko og nattøj og bankede på hans bod i Christiania. Nu blev Christiania endnu engang hendes redning. Eller paradoksalt nok Københavns kommune, som hun ellers ikke har meget til overs for.
I hendes verden har de overholdt deres formelle forpligtelser, men aldrig reelt hjulpet hende. Før nu. For i 2011 fik kommunen lov til at stille en skurvogn lige uden for fristaden, som et tilbud til Christianias udsatte gadebørn. Christianitterne ville ikke have kommunen så tæt på, og derfor står skurvognen som et kompromis, lige uden for. De kalder projektet for Vilde Liv. Her gør man sig ingen illusioner om, at de unge skal væk fra Christiania, holde op med at ryge hash eller holde sig helt væk fra kriminalitet. Men det er et helle. Man kan gå til boksetræning, være med til fællesspisning eller bare finde en voksen og andre unge at tale med.
»Vi tror ikke på, at vi kan lave et tilbud, hvor vi henter de unge og flytter dem væk fra Christiania. Det er en udfordring, at vi arbejder så tæt op ad et kriminelt miljø, som de unge er i berøring med. Men vi forsøger at få dem til at blive en del af den fede energi, som også er i fristaden. Samtidig skal vi kunne arbejde med, at de unge er skæve, når de kommer hos os. Det er godt, at vi ligger lige uden for Christiania. Inde på Christiania må man godt ryge. Det må man ikke i samfundet uden for, og heller ikke hos os«, siger Gyda Heding, der er socialrådgiver og leder af Vilde Liv.
Hun kunne læse Christianias unge
En dag kom Henriette forbi skurvognen. Uden for stod en af de pædagoger, der havde haft opsyn med hende på opholdsstedet Ertodeto, hvor hun boede, fra hun var 16 år, til hun var 19. Han fortalte, at det var et nyt projekt, der arbejdede med opsøgende arbejde for unge udsatte på Christiania. Halvt i spøg og halvt i alvor spurgte Henriette, om hun ikke kunne få et arbejde.
»Da jeg gik derfra, tænkte jeg: Slap af, Henriette. Han har set dig for langt ude«.
Næste dag blev hun kaldt til jobsamtale. Gyda Heding ansatte hende med det samme som frivillig.
Foto: Peter Klint
»Hun havde potentiale til at arbejde pædagogisk, men allervigtigst har hun et godt hjerte. Hun kan se, når andre unge har det vanskeligt, for hun har selv været der, og det er ikke særlig lang tid siden. Og så kunne hun noget på Christiania. Hun kunne koderne. Hun kunne læse Nemoland. Hun kunne læse Pusher Street. Helt tilbage fra Tine Brylds tid har Christiania været et sted, hvor gadebørn kan komme uden at voksne blander sig. Når jeg henvender mig til de unge, svarer de nogle gange, at de har ret til at være her, og du skal bare blande dig uden om, for du er voksen, og vi gider ikke kommunen. Der har hun en helt anden autoritet. De kan jo se, at hun er en af dem«, siger Gyda Heding, og tilføjer noget, der er vigtigt.
»Så kan jeg stole på hende. Hun overholder alle aftaler. Jeg stoler 100 procent på hende«.
Dumme Henriette kunne bruges
Den frivillige ansættelse betød alt. Pædagogen havde set Henriette, da hun var allerlængst ude på opholdsstedet Ertodeto. Alligevel havde han anbefalet hende til Gyda Heding.
»Det betød, at jeg fik en funktion i verden. Mig, dumme Henriette, kunne bruges til noget. Lige pludselig var der voksne professionelle mennesker, der ringede og spurgte om råd. Det gav en mega selvtillid. Jeg kunne sætte mig op på en cykel, og en halv time senere kunne jeg komme tilbage med fem unge, som jeg havde samlet op på Christiania : Hva så unge: Vi har noget her. Vilde Liv. Gratis boksetræning. Tirsdag og torsdag er der fællesspisning og mad. Har i lyst til at se, hvad det er for noget. Der er ingen forpligtelser. Så kommer de. Gyda er også skidegod til det, men hun er voksen og når gadebørn ser voksne, tænker de kommunen og autoriteter. Jeg har jo to funktioner. Som veninde og som storesøster. Der er mange af de ting, de fortæller, hvor selv Gyda siger: Det er for langt ude. Men det ved jeg jo godt, at det ikke er«.
»Jeg har følt mig som et ondt menneske«
De seneste år er alt forandret. Henriette har taget 9. og 10. klasse. Hun har taget en mentoruddannelse, som Københavns kommune tilbyder via et uddannelsesprojekt, der hedder De 4 årstider. Det er henvendt til unge, der selv har haft det svært og gerne vil arbejde med unge, der også har det svært. Henriette kan ikke sige nok godt om det.
»De tager den sorg og smerte, du har, og lærer dig at bruge den positivt. Bare det at blive undervist i psykologi var et terapeutisk forløb for mig. Jeg skulle lære at holde af mig selv. Tro på at andre godt kan elske mig for den, jeg er«.
I dag er hun fastansat i Københavns kommune, som hun aldrig har haft noget pænt at sige om tidligere. Arbejder 25 timer om ugen og tjener 16.000 kroner om måneden. Det betyder ikke, at alt er godt. At være sammen Henriette er et drama og et indblik i en verden, hvor mange unge har det som hun. En ung pige er lidt for tæt på en ældre mand. Henriette holder øje. En anden skal til tandlæge og har fået 15.000 kroner fra kommunen, men er udeblevet fra nogle af aftalerne. Nu skal hun til den tandlæge, og Henriette går med hende. En tredje pige har skåret sig i armen. En fjerde pige har fået 4.000 fra kommunen. Samme dag brugte hun 1.900 kroner på at gå til damefrisør. Både Gyda Heding og Henriette ser opgivende på pigen, der svinger med sit nye store hår og siger med et stort grin:
»Jeg gik ind som en dreng og kom ud som en kvinde. For 1.900 kroner«.
Det er lige til at grine af. Det er også lige til at græde over. For i overmorgen er hun fallit og så lurer kriminaliteten. Sådan er det hver dag og hele tiden. Samtidig slås Henriette stadig med sin fortid.
»Ingen, der har levet et liv, som jeg, kan slippe helt væk fra det. Jeg har skullet accepteret den, jeg har været. Jeg har skullet acceptere, at selv om jeg har været igennem så meget lort, så var det ikke i orden at være så ussel ovefor andre, som jeg har været. Den vold, den druk, de følelser jeg havde med, var de følelser jeg puttede ind i andre mennesker, som havde fortjent det lige så lidt, som jeg havde. Jeg har følt mig som et ondt menneske, der kun kunne være i kontrol, hvis jeg nedværdigede mig selv til at nedværdige andre. Da jeg stod overfor en pige inde i Tivoli, fordi hun havde løjet om sin fars død, skulle jeg have hende ned og ligge. Så jeg kunne sparke hende. Så jeg kunne slå hende. Så jeg kunne spytte på hende. Det er ikke nemt at acceptere, at man har været sådant et menneske«.
Skidetoilettet
Det er eftermiddag på Vesterbro. En dansk somalisk pige på 15 år med tørklæde, skarp makeup og en smøg i munden er kommet på besøg hos Pigegruppen. Hun er her med en pædagog. De skal se, om hun kan finde sig til rette hos de andre teenagepiger, der ofte lever på gaden og kommer i Pigegruppen på Vesterbro. Det er her, Henriette arbejder, når hun ikke er i søsterprojektet Vilde Liv på Christiania. Henriette viser den nye pige rundt.
»Her har vi så toilettet. Vi kalder det skidetoilettet, fordi det ligger lidt væk. Så kan de andre ikke hører, når man skider«, siger Henriette til den nye pige.
»Men lige i øjeblikket virker det ikke«.
En af de andre piger er gået en tur ned ad Istedgade med en lidt ældre mand, som hun har fået kontakt med på Facebook. Hun er 20 år, blondine, har meget stramt tøj på og har let ved at smile indladende til mænd. Også når de er meget ældre end hende.
»Ikke noget med at give ham den hellige«, siger Henriette, da blondinen kommer tilbage fra spadsereturen. Alle de andre piger griner. Men blondinen syntes han var klam, så Henriette kan være rolig. Den klamme fik ikke den hellige.
Pigerne i Pigeliv lever endnu mere end andre teenagere i grænselandet mellem barn og voksen. De ryger. De drikker. De ryger hash. De er flyttet hjemmefra. De er smidt ud hjemmefra. De bor på gaden, hos veninder, på kvindeherberg. De går ikke i skole. De lever til langt ud på natten. På Christiania, på Vesterbro. De har oplevet mere vold end de fleste af os andre. Samtidig er de bare piger, der sætter plasticperler på en tråd, tegner med farveblyanter og pensler og kan se frem til fødselsdagslagkage i flere dage. Her i dag er der fødselsdag, og de synger fødselsdagssange med en ildhu, som skal de indhente alle de fødselsdagssange, der ikke blev sunget derhjemme.
»Og hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til« lyder det gennem Haderslevgade.
Et atomkraftværk
Men mor og far venter ikke altid derhjemme. Pigerne er hinandens familie, og de kalder Henriette for Høne.
»Hun har været igennem alt det jeg står i nu. Derfor lytter jeg rigtig meget til hende«, siger en pige, der kun er 14 år, men ligner en voksen.
»Jeg er kommet meget på Christiania og har været ude i noget rigtig lort, som ingen andre nogensinde kommer til at prøve. Alligevel var jeg lidt fristet af de ting. Havde lidt lyst, selv om jeg vidste, det var dumt. Henriette dømte mig ikke, men hun fik mig til at forstå, at det ikke var den vej jeg skulle gå«, siger en pige på 17 år.
Foto: Peter Klint
Så er der Dekha. Hun er 20 år og stammer fra Somalia. Hun bor på kvindeherberg, tilbringer dagene på Christiania og taler flydende dansk, somalisk og engelsk. Har energi som et atomkraftværk, når hun er glad, men kan også være et omvandrende radioaktivt udslip, når hun er vred. Hun blev fundet på Pusher Street af Henriette.
»Jeg mødte Høne i gaden. Hun ville tale med mig. Kan du ikke lige vente, sagde jeg. Jeg skal lige hente noget hash. Helt fint sagde hun. Så går jeg ind, køber hash, hun venter og så tager hun mig ind på Vesterbro. Jeg kom ind i varmen, jeg åbnede øjnene, jeg var velkommen. Jeg kom på kvindeherberg, jeg fik hjælp. Vi, der er her, er de misforståede. Vi er hver sin kælling, hver sit ego, hver sin person. Men Høne kommer i øjenhøjde og siger: Hvem er du som person. Høne er her for at lytte. Hun er her for at forstå. Jeg taler i koder og ingen fatter, hvad jeg siger. Men Høne følger med, Høne hører efter, Høne tager fat i mig i gaden, når jeg bliver råbt af og siger : Dekha. Du er for god til det der. Hun er pædagogisk på en ikke-pædagogisk måde.«
Jeg har aldrig haft det bedre
Alle griner. Høne griner, og ikke bare af Dekha.
»Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg vågner om morgenen og kan sige til mig selv: Du gør noget godt. Jeg ligger ikke bare og daser mit liv af og nasser på kommunen. Jeg har det bedste arbejde i verden, hvor jeg bliver betalt for at skabe liv og glæde for piger, der ikke har så meget, og det er det, som gør mig glad som menneske«.
Henriette arbejder 25 timer om ugen i Pigegruppen og Vilde Liv. Hun tjener 16.000 om måneden og er blevet en værdsat medarbejder. Først og fremmest af egen kraft. Eller som socialrådgiver Gyda Heding, der leder både Pigegruppen på Vesterbro og søsterprojektet Vilde Liv ved Christiania, siger:
»Ingen kan som hende gå hen til et hvilket som helst udsat barn på gaden og skabe kontakt. De kan med det samme mærke, at hun kommer fra samme sted som dem. Jeg synes ikke, det er mig, der har taget hende ud af det liv, hun havde. Det har hun selv gjort. Jeg har været med til at give hende nogle rammer, hun kan vokse i. Jeg har hjulpet hende til at komme på mentoruddannelse og ansat hende, fordi hun er god til at lave det, hun gør, og fordi hun har et helt unikt kendskab til Christiania og de unge. Nu skal hun være her nogle år endnu, og så skal hun et andet sted hen og måske tage hele uddannelsen som pædagog. En ting er, at jeg synes, hun er fantastisk. Hun har jo også brug for at andre synes det«, siger Gyda Heding, der er helt opmærksom på at Henriette stadig har meget at slås med.
»Hendes mor er stadig hendes mor. Hendes far er hendes far og hendes små søskende, som hun føler et meget stort ansvar for, er stadig hendes små søskende,og Christiania er stadig Christiania. Men det gode ved Henriette er, at hun har oplevet så meget ondt, at når hun ser noget godt, så griber hun det med kyshånd«.
Fem 12-taller
Det er en af de meget hede sensommerdage. Henriette har en stram sort kjole på, bærer på en lille Louis Vuittontaske og har et ur fra Dyrberg Kern om håndleddet. Hun ligner en million - en, der skal ud og promenere ned ad havnemolen på Rungsted Havn. Nydeligt pigebarn, ville de sige om hende og rette på halskluden.
Men det nydelige pigebarn står og ryger en smøg i Pusher Street, mens hun snakker med folk i gaden. Hun har mange venner her, men har også mistet nogen.
»Min bedste veninde Mia er så stolt af mig. Det var hos hendes familie, jeg søgte tilflugt, da jeg var helt lille. Men mange af mine barndomsvenner har haft det svært med min forvandling. For to år siden var jeg på stoffer, røg hash og mit livsmotto var: 'ingen kvaler kommunen betaler'. Nu har jeg fast arbejde, og jeg kom hjem med fem 12-taller fra mentoruddannelsen. Så sagde de: Slap lige af, Henriette. Du er jo dum, som en dør. Det har jeg jo hele tiden fremstået som. Jeg kan også godt forstå, at de undrer sig. Jeg fremstår jo som cykelrytter, der har traget doping. Men det har jeg ikke. Jeg er bare vågnet«.
Taknemmelig
Hun går gennem Christiania ned mod Vilde Liv. Hun kender alle og alle kender hende. En mand sælger Hus Forbi. Hun kan navnet på hans hund. Den hedder Jackie. Hun kalder den Skatter. Hun kalder alle Skatter. Ved Vilde Liv er mange af de unge kommet. Musikken dunker i heden, de ryger smøger, hænger ud, maler skurvognen med grafitti, spiller lidt fodbold, drikker te, spiser vandmeloner og går af og til ind på Christiania.
Nogle af pigerne er for lårkorte, for mavebare og for udfordrende, men sådan er de. Sådan var Henriette også for bare få år siden. Vilde Liv er deres helle. Christiania er deres helle. Lige som det en gang var Henriettes.
»Jeg vil altid være Christiania taknemmelig. Jeg vil altid se det som det sted, der reddede mit liv. Når jeg ser en pige, der er som jeg var, kunne jeg aldrig finde på at sige. Du skal væk fra Christiania. En 14-årig pige ved godt, at hun burde gå i skole. Det ved alle unge. De er ikke dumme. Men der er noget i dem, der gør, at de får flere problemer og mere modstand ved at gå i skole. De ser ikke skole som noget vigtigt i livet. De har så meget andet, de skal tage ansvar for. Det er rigtigt, at det fællesskab, du skal finde derinde skal være større end bare at sidde i Nemoland og ryge hash. Men der er også så mange fucking gode ting. For mig var det ikke en social losseplads. Det var en social redningsplads«.
Mor
Ude ved Vilde Liv er der kommet gæster. Det er Henriettes mor og lillesøster. Henriette har først for nylig fortalt sin mor, at der ville blive skrevet om hende i Politiken, hvor hun fortalte om sit liv. Om de bank hun har fået. Om drukken. Om den kærlighed hun hungrede efter, men ikke fik nok af. Hvilket betød, at hun blev vildere og vildere og mere og mere grænseoverskridende for hver gang, hun ikke fik sin sult efter kærlighed stillet. Artiklerne ville også understrege, at hun elskede sin mor, som kunne være verdens bedste mor. At hun elsker sin mor. At hun næsten kan græde når moren inviterer på mørbradbøffer og film. At hun respekterer sin mor dybt for altid at have gået på arbejde. Men artiklen ville blive bragt. Fordi Henriette ønskede det. Fordi det ikke kun var hende, der skulle ransage sit indre. Men også hendes mor. Hvis de skal videre i deres liv sammen, må moren også påtage sig ansvaret for de fejl hun har begået.
Først blev moren meget ked af det. Så sagde Henriette, at det var sådan det blev. Senere ringede moren til hende og sagde, at hun elskede hende.
Nu sidder moren her. Tydeligt stolt af sin datter. Hos Henriette er der en stor sorg over den barndom, der forsvandt, men også en glæde over, at de sidder her sammen. Siden har de flere gange nærmet sig hinanden og blevet væk fra hinanden igen. Det er et omskifteligt forhold med kærlighed, vrede, savn. Nogle gange er kærligheden mellem dem stærkest. Nogle gange er det vreden. Hendes far har hun talt med.
»Han var bare stolt over sin datter. Det har han altid været. Han var ikke rigtig dranker. Og han har sat sig i gæld for at hjælpe mig«.
Nervøs
I dag er det Henriette, der tager sig af ham. Lillesøsteren er 11 år og klatrer på Henriette. Holder om hende, krammer hende, hænger på hende. Lige nu Henriette bare lidt nervøs. Nervøs for forholdet mellem sig selv og sin mor. Nervøs for det, der skal skrives om hende. Men også afklaret.
Foto: Peter Klint
»Jeg vil gerne fortælle børn og unge, at selv om de har haft en barndom som mig, så er der håb. Du er lige så meget menneske, som dem, der har styr på deres liv. Og man er lige så meget menneske, som dem, der ikke har været det samme igennem. For to år siden var jeg afhængig af stoffer. Nu siddder jeg her. Er topprofessionel, ryger ikke, tager ikke stoffer. Altså da jeg var 13 år, kaldte de mig Birte Bonghoved. Så meget røg jeg. Og hvis du springer mig i luften, kommer der nok en hashbong op. Men det er kun rester fra fortiden. Så der er altid håb. Hvis du har været nede på bunden, så kan du komme op. Bare nogen siger til dig, hvor fed du er, hvor god du er, hvor meget de ikke kan undvære dig. Det var det, de mennesker gjorde på Christiania. De fortalte mig aldrig, at jeg var en lorteunge og et psykopatbarn, der aldrig ville blive til noget«.
Sejren
I Haderslevgade på Vesterbro i Pigegruppen danser Dekha. Hendes liv lyder som endnu vildere end Henriettes, og hun skal nok blive til noget. Kriminel, voldelig, professor, socialminister eller Danmarks førende standupper. Politikens udsendte har hørt en del standuppere, men Dekha er den ægte vare. Det levede liv kommer som verbalt guld fra en somalisk pige med syv søskende, en mor der ikke vil se hende, et gadeliv på Christiania, et natteliv på herberg og en dyb hengivenhed til Henriette.
»Jeg stolede ikke på Høne, da jeg mødte hende, men der var et eller andet ved hende der fik mig til at føle mig som en pude i en seng. Total tryg. Hun er en fucking gave. Hun er en gaaaaave. Vi ser op til hende, vi elsker hende, og vi vil være hende. Se Høne. Se det liv hun har levet og se, hvor hun står nu. Hun er en sejr. En sejr!!!«.
Publiceret 12. september 2014
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
