Psychedelia.dk

Selv om Jan kun er 38 år, er han efter næsten 20 år som stilladsarbejder nedslidt og har kroniske smerter. Han selvmedicinerer sig med et par joints hver dag

Det var, mens Jan for to år siden lå på hospitalet efter sin anden diskusprolapoperation, at han fandt ud af, at cannabis lindrede på de smerter, han hele tiden havde. Efter næsten 20 års hårdt slid som stilladsarbejder på københavnske byggepladser var hans krop, især ryggen og nakken, slidt ned.

»På hospitalet fik jeg besøg af to kolleger fra mit gamle stilladssjak. De havde fire bajere og en joint med til mig. Bajerne lod jeg være, men vi gik udenfor og røg jointen. For første gang i flere måneder følte jeg, at det løsnede i ryggen. Jeg havde en fornemmelse af at være klar i hovedet, hvad jeg ikke var, når jeg spiste mine daglige seks-syv morfinpiller.«

I begyndelsen troede Jan, at oplevelsen af lindring var en positiv virkning af kollegernes besøg. Men da han et stykke tid efter røg endnu en joint, fik han igen oplevelsen af lindring. I sin ungdom har han røget hash, men kun i weekender og ved festlige lejligheder. Men i dag – to år efter den seneste hospitalsindlæggelse, hvor Jan fik sat titaniumskiver ind i nakken – er han ikke i tvivl: Han vælger et par joints dagligt frem for smertestillende piller som ibuprofin.

»Jeg har smerter hver dag. Men hvis jeg ryger nogle hvæs på en joint, når der er smurt madpakker til børnene, og de er sendt i skole, så løsner det op. Så sidder jeg ned og forbereder mig på dagen.«

Der er også de dage, fortæller Jan, hvor han alligevel ikke kan undvære pillerne.

»Jeg bliver bare så sløret af dem, og jeg synes, det er et problem, når man har børn, at man render rundt i en morfinagtig døs.«
Mor var murer

For altid har Jan måtte sige farvel til byggepladser, og det har påvirket ham: »Noget af det sværeste for mig har været at skulle skifte identitet og finde ud af, hvad jeg nu skal lave. Jeg kommer fra en nørrebrofamilie med traditioner for håndværk og byggeri, f.eks. var min mor den første kvindelige murer, og jeg har altid villet være stilladsarbejder.«

I dag bruger stilladsarbejdere gaffeltrucks til at læsse lastbilerne, og der er elevator til at hejse jernrørene op. Sådan var det ikke, da Jan startede med at bygge scenestilladser til koncerter som 17-årig. Dengang blev vognene læsset med håndkraft, og alle materialer hejst op med håndkraft.

»Jeg var en ung og frisk mand, der gerne ville tjene penge, så jeg har ikke sparet mig. Jeg har i mange år haft jern på ryggen, som man siger. For mig var det dagligdag med et tov at hejse stilladsdele på 15-25 kg op i 20 eller 26 meters højde, hvor kollegerne byggede stilladset.«

– Vidste du ikke, at du risikerede nedslidning?

»Jo, jeg har da godt vidst, at man skulle passe lidt på sig selv. Måske så jeg lidt for meget på guldet i den anden ende og glemte, at jeg nok burde være gået hjem til almindelig fyraften i stedet for at blive ved et par timer til. Men dels arbejder man i et sjak, dels føler jeg mig jo slet ikke gammel. I min egen familie er der da halvtredsårige, der knapt nok kan binde deres egne sko, men der er også folk, der stadig bygger i den alder.«

For to år siden er Jan flyttet på landet i en nedlagt gård med fire længer sammen med sin nye kæreste og hendes tre børn. Om 10 uger skal han selv være far, så han kunne godt tænke sig at tjene nogle penge. Han har sagt nej til pension og forsøger sig med et flexjob på 15 timer i et lokalt rengøringsfirma, hvor han får de lette tjanser.

»Der er gode dage, og der er dårlige dage. Mine nye kolleger er kvinder, så jeg oplever altså ikke helt det samme kammeratskab som i mit gamle sjak,« siger han.
Ryger aldrig foran børnene

Da de første smerter meldte sig i overkroppen for snart mange år siden, drak Jan dem væk. Det var der andre stilladsarbejdere, der også gjorde.

»Et par stive gibbernakker, så var jeg klar igen. Men en dag, hvor jeg skulle gå hjem i stedet for at køre, det var bare halvanden km, satte kroppen ud. Pludselig kunne jeg hverken gå eller kravle, og jeg røg på hospitalet med fem diskusprolapser.«

Sammenlagt har Jan tilbragt seks måneder på hospital, og han erindrer det som om, at han blev proppet med piller.

»Op til 21 tabletter om dagen kunne det blive til, ellers skulle jeg fyldes med morfin,« husker han.

I dag klarer han sig gennem de fleste dage ved at ryge joints. I løbet af en dag ryger han mellem et og halvandet gram hash, og det koster ham omkring 50 kr. om dagen, vurderer han. Han rejser til København og køber ind en gang om måneden for at spare penge.

»I den lokale pusherstreet hernede ville det nok koste det dobbelte. Jeg ryger også pot, men ikke så meget. Nu er jeg flyttet til Møn, så sidste år havde jeg da sat syv-otte hampeplanter, og det samme har jeg gjort i år.«

Jans hjemmedyrkede pot lindrer ikke så effektivt som hashen, mener han. Men til gengæld strækker hjemmedyrkningen lidt på økonomien. Nogle uger ryger han kun pot, men de fleste uger ryger han hash.

– Hvad siger din kæreste til, at du ryger cannabis hver dag?

»Hun siger, det er fornuftigt. Hun har prøvet at ryge lidt i sine unge dage, så hun ved godt, hvad det er. Men jeg tror, at hun hellere ser, jeg ryger en joint, end at jeg drikker fire-fem bajere hver dag. Til gengæld har jeg helt lagt alkoholen på hylden.«

– Ved børnene, at du ryger cannabis hver dag?

»Jeg ryger aldrig foran børnene, men de to store piger på 17 og 15 ved det godt. De ved også godt, at jeg har nogle hampeplanter henne i et solbeskinnet hjørne af grunden. Jeg ryger mig heller ikke i hegnet. Jeg tager tre-fire hvæs, og så rækker det. Så går der en time eller to, så tager jeg tre-fire hvæs til.«

– Hvad tror du, der ville ske, hvis du ikke røg hver dag?

»Der ville gå tre dage, så ville jeg skulle ligge i sengen i ugevis, hvor jeg skulle æde seks-syv ibuprofiner hver dag. Det har jeg prøvet så tit. Det er derfor, at jeg forsøger mig frem med noget mere alternativt, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg kan mærke, at hashen har en bedre effekt for mig end pillerne.«