Citat:
ROSKILDE (Ekstra Bladet): Det flyder med adskillige tomme, små, skinnende, cylinder-formede metalpatroner på campingområdet på Roskilde Festival.
Metalpatronerne har indeholdt N20 eller lattergas, som det bliver kaldt i folkemunde. Det er festivalgæsternes nye foretrukne ’partydrug’. Misbrugerne beskriver en kort, men helt intens rus, efter at de med en fløde-sifon sprøjter gassen ind i munden.
Men hvad mange glade gasbrugere ikke ved er, at indtagelsen af den umiddelbart uskadelige og helt lovlige luftform kan have fatale konsekvenser.
Du kan nemlig i værste tilfælde dø af iltmangel, og hvis man samtidig er påvirket af andre euforiserende stoffer som for eksempel hash, kan man også risikere at blive ramt af hjertestop.
'Har I gas?'
Lattergassen er så udbredt, at da Ekstra Bladet gik rundt på campingområdet for at lede efter de små lattergas-patroner, gik der ikke mere end tre minutter, før den første blev fundet i det nedslidte græs blandt tomme øldåser og skrald.
På rundturen var der flere brugere af den dødsensfarlige gas, som livligt fortalte om gassens effekt - men dog ikke med billede eller ved navns nævnelse af hensyn til familien.
Der var endda en ung fyr, der troede, at Ekstra Bladet delte gaspatronerne ud, som entusiastisk sprang op af sin festivalstol og råbte ’har I gas?’.
Søgningen efter lattergaspatroner udmøntede sig i et skræmmende resultat. Efter kun en enkelt time stod Ekstra Bladets reportere med 53 lattergas-patroner i en fyldt bærepose.
Fakta: Lattergas
N2O dinitrogenoxid, , kvælstofforilte eller ’lattergas’ er en farveløs gas, som ved inhalering virker som et bedøvelsesmiddel.
Bruges primært af tandlæger og ved fødsler.
Findes i fødevarer, hvor det anvendes til flødeskum på dåse, ligesom N2O bruges som drivgas til barberskum.
Bruges også som rusmiddel. Fås i små patroner, hvorfra gassen lukkes ud med en sifon eller en ’cracker’. Derefter er det populært at udløse gassen i en ballon, hvorefter gassen inhaleres fra ballonen.
Effekten beskrives som euforisk, og brugeren kan opleve en kortvarig, drømmelignende tilstand med forandret lyd og hørelse.
http://ekstrabladet.dk/musik/dkmusiknyt/article2029098.ece