Psychedelia.dk

redag den 22 marts kl.14:23, stod jeg ved et busstopsted (Prinsessegade 67) og ventede på bussen, for at komme hjem. Ud af ingenting kommer to politimænd løbende rundet om hjørnet, de hev fat i en af de personer der stod og ventede på bussen. Jeg hiver min mobil frem og begynder at optage det. Et salatfad kommer kørende rundt om hjørnet, bremser hårdt op på den modsatte side af vejen. Jeg får ikke filmet i mere end et halvt minut, før en betjent spørg mig, om jeg har noget med mit navn på. Jeg oplyser mit fulde navn til betjenten.
Kort efter ankommer min bus, som jeg havde stået og ventet på forinden, hvilket jeg gør de omkringværende betjente opmærksom på. Jeg får ikke lov til at tage med bussen, i stedet siger betjenten (betjenten der senere sigter og visiterer mig) ”Nej, vi skal lige snakke lidt sammen”. Han fører mig over ved siden af et rækværk ved busstoppestedet.
Da jeg er kommet der over, kigger han først på mig, og begynder så pludselig at række ud efter mit kamera, det virkede til at han prøvede at forhindre mig, i at jeg filmede ham. Betjenten siger, at han ikke vil filmes og at jeg skal stoppe. Jeg fortæller ham at jeg ikke har til hensigt at stoppe med at filme, og forsætter med at filme ham. Han prøver efterfølgende ikke at rører mit kamera.
Han spørg nu endnu engang om jeg har noget identifikation med, jeg svarer ja, dog at jeg ikke ønsker at vise ham identifikation, men forklarer jeg gerne vil give de oplysninger, jeg har pligt til at oplyse. Her efter sigter han mig efter loven om euforiserende stoffer. Det næste han siger, er ”hvis du lige prøver at lægge den der, så jeg kan se hvad du har i lommerne”, (’den der’ er min mobil) hvilket jeg nægter at gøre, efterfølgende klager jeg over, at han har tænkt sig at visitere mig. Jeg spørg ind til grundlaget for sigtelsen, men bliver mødt at stilhed. Jeg forsætter med at spørge ind til sigtelsen, til han afbryder mig for at få mit navn, jeg giver ham det, og forsætter derefter med at kritisere den sigtelse, der er blevet rettet imod mig.
Han spørg om mit cpr. Nr., og jeg giver ham min fødselsdato. Han spørg derefter ind til hvor jeg bor, hvilket jeg også svare ham på. Han siger derefter til mig at ”nu skal vi til at have godtgjort lidt”, da jeg ifølge betjenten ikke har noget id med, kan han jo ikke være sikker på hvem jeg er – jeg havde id med, hvilket jeg også havde sagt til ham flere gange. Han vil derfor stille mig nogle spørgsmål.
Han starter med at spørge om jeg er kendt af politiet, hvilket jeg nægter at svarer på. Han slår nu over i en mere pædagogisk tilgang, og prøver at forklare mig, at vi jo skal godtgøre hvem jeg er, for at se om jeg har givet de rigtige oplysninger.
Han forsøger sig med diverse taktikker for at få mig til at give ham min pung, men jeg nægter at gøre det, da jeg ikke kunne se en grund til, at jeg skulle følge hans råd.
Han gentager, at han har sigtet mig for loven om euforiserende stoffer, og derfor kan visitere mig når han vil. Han prøver igen at forklare mig, at han jo skal have godtgjort hvem jeg er, da jeg jo lige så godt kunne have udgivet mig for at være en anden. Jeg nægter stadig at udlevere mit id, og han svarer at det er lige meget for ”det ser jeg jo alligevel, når jeg visiterer dig”. Han nævner en tredje gang, at han har sigtet mig for loven om euforiserende stoffer. Endnu engang spørg jeg ind til grundlaget, og denne gang får jeg svaret ”det skal jeg ikke godtgøre over for dig”. Det næste han siger, er at han nu vil begynde visitationen af mig. Han visiterer mig og finder intet ulovligt. Jeg får mit overtøj tilbage, men min pung er ikke i jakken. En anden betjent har fat i min pung, for at finde noget id på mig. Han ringer ind og giver mine oplysninger til en person i den anden ende af røret, venter lidt, og kommer så tilbage med mine ting. I mellem tiden har en tredje betjent forklaret mig, at jeg har ret til at klage, hvis jeg har fundet det krænkende.
Betjenten, der har sigtet og visiteret mig, kommer over og siger at sigtelsen er frafaldet. Mens jeg får tøjet på, bliver de oplysninger jeg gav tjekket op, og betjenten som sigtede mig, kommer over med mit sygesikringsbevis, som jeg troede jeg havde fået tilbage, da jeg fik min pung, han når lige at komme med en sidste kommentar mens han rækker mig mit sygesikringsbevis, ”Så må vi jo bare håbe du ikke er eftersøgt af politiet”. Her efter krydser betjentene vejen, og hopper ind i salatfadet, og kører væk.
tl;dr - Det tog 10 minutter, og så var de væk igen. De sigtede mig uden grundlag, visiterede mig, registrerede mig, da de intet fandt droppede de sigtelsen igen. En ubehagelig oplevelse, men kun en af mange hundrede.

Må politiet uden videre visitere mig?

Politiet må ikke visitere dig, alene fordi de har lyst til at se, hvor mange mintpastiller du har i lommerne. Politiet skal først have en mistanke om, at du har begået en passende alvorlig lovovertrædelse og sigte dig for overtrædelsen. Det er (i langt de fleste tilfælde) reguleret i retsplejelovens kapitel 72, der omhandler legemsindgreb.

Udover bestemmelserne i retsplejeloven giver politiloven (der er den lov, der direkte regulerer politiets daglige virke) også i nogle tilfælde politiet ret til at visitere folk jf. § 8 stk. 3. nr. 2. Omstændighederne, der skal være opfyldte før at politiloven kan bruges til visitationer, er dog relativt sjældent forekommende, da de omhandler forsamlinger under åben himmel – f.eks. demonstrationer. Så tommelfingerreglen for visitationer er stadig, at der skal være en rimelig mistanke om, at man har gjort noget ulovligt.

I endnu mere sjældne tilfælde, kan politiet også visitere folk i et bestemt område, alene fordi de opholder sig dér. Det er hjemlet i politilovens § 6 stk. 3. Her er der heller ikke krav om noget mistankegrundlag.

Men selv om reglerne i retsplejeloven er de mest anvendte – og mest restriktive – kan politiet desværre nemt opfinde en ”passende” mistanke, hvis de har brug for det i forhold til reglerne i retsplejeloven. Er du iført en trøje med et hampeblad påtrykt, og befinder du dig i området mellem Christiania og Christianshavns Metrostation, kan du desværre betragte dig selv som fair game.

Det er i strid med lovens ånd, men sådan er virkeligheden desværre – godt hjulpet på vej af den evige Sisyfos-kamp mod narkotika.

Dog er jeg forholdsvis sikker på, at man kan få en ung betjent til at tænke sig om to gange, hvis man er helt skarp i de betingelser, der skal være opfyldt, før han kan gå i lommerne på en.

Eksempel:

Betjent: Du er sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer/våbenloven. Er du venlig at tømme dine lommer?
Dig: Hvad er dit mistankegrundlag jf. reglerne i retsplejeloven? Hvad gør, at du med rimelig grund mistænker mig for en overtrædelse af lov om euf eller våbenloven? At jeg befinder mig på Christianshavn er ikke ”rimelig grund”. At jeg har en hættetrøje på er ikke ”rimelig grund”.
Betjent: [visiterer dig alligevel, og siger du skal klappe i]
Dig: Nu husker du at opdatere dette i POLSAS (politiets sagssystem) som ”visitation uden sag”, ikke? For jeg har tænkt mig at klage over, at du visiterede mig uden at have nogen rimelig mistanke. Vi bor ikke i en politistat, det er du godt klar over, ikke?

Efterfølgende skriver du en klage til politiet på via email på adressen kbh@politi.dk (hvis du blev visiteret i København) med følgende ordlyd:

”Att: Politidirektøren

Jeg blev den xx/xx kl. xxxx sigtet for lov om euf/våbenloven og visiteret på adressen xxx og vil i den anledning klage over, at bestemmelserne i retsplejelovens § 792 a ikke er blevet fulgt, da jeg ikke finder, at den pågældende polititjenestemand havde en ”rimelig mistanke” om, at jeg havde overtrådt den pågældende lovgivning.

Jeg vil i den anledning gerne have oplyst, hvad polititjenestemanden har anført som sit mistankegrundlag.

Med venlig hilsen, navn, cprnummer, adresse…”

Gjorde alle mennesker som ovenfor beskrevet, ville politiet være en del mere tilbageholdende, når det gælder visitationer med spinkelt eller ikke eksisterende mistankegrundlag.

God fornøjelse – Og husk at du har ret til at have dit lommeindhold i fred for myndighederne, hvis du ikke har gjort noget forkert.

Det geografiske anvendelsesområde for den konkrete beslutning om stikprøvevisitation mv. må fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Dette indebærer, at en beslutning om visitation mv. typisk vil omfatte et bestemt afgrænset område, f.eks. et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation mv. i f.eks. en hel politikreds eller kommune. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om stikprøvevisitation mv. i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt.