Af Lars Kragh Andersen, tidligere politibetjent

Efter at politiet har intensiveret deres indsats imod offerløs plante-kriminalitet på og omkring Christiania, er det blevet sværere at færdes i området uden at risikere, at myndighederne på den ene eller den anden måde begår overgreb imod en.

F.eks. foretager politiet i denne tid et stort antal visitationer og ransagninger uden at have lovhjemmel til det, hvilket advokat Jacab Mchangama for nyligt har kritiseret (uforståligt nok som den eneste). Der slås desuden også hårdt ned på førere af motorkøretøjer, der, uden at være det mindste påvirkede af cannabis, fører motorkøretøj med ufarlige THC-nedbrydningsstoffer i blodet. Dette alene med det vildfarne puritanske formål at stoppe handel og forbrug af cannabis og ikke, som man skulle tro, for at højne færdselssikkerheden.

Men hvad kan man som almindelig fredelig borger gøre for at forsvare sig imod disse overgreb? Der er flere ting man kan gøre. Udover at kende sine rettigheder i tilfælde af visitation og ransagning, som jeg tidligere har skrevet om, så har de fleste unge mennesker nemlig et meget potent våben lige ved hånden: deres smartphone.

Med sådan en kan man nemlig nemt og helt lovligt filme, når og hvis politiet vælger at visitere eller ransage, når man f.eks. færdes på Christianshavn.

Der findes nemlig ingen lovhjemmel i Danmark til at forbyde nogen at filme politiet, så længe politiets arbejde ikke forstyrres. Kenneth Vesth fra Københavns Politi forklarer f.eks. i denne artikel, at der intet kriminelt er i det. Så ordensmagten ved udmærket godt, at de er fair game for borgernes kameraer.

Fordelen ved at filme sin egen visitation eller ransagning er, at politiet dybest set godt ved, at de arbejder uden for, hvad der i dansk retspleje er lovlige legemsindgreb, når de gennemfører razziaer på Christianshavn. Og stiller man de rigtige spørgsmål op til en visitation eller ransagning, vil man i en del tilfælde afskrække betjentene fra at gennemføre deres forehavende, da de ikke vil have deres ulovligheder dokumenteret.

Hvordan gør man det så på den bedste måde?

Der er både gode og dårlige måder at filme politiet på. Hvis man vælger en af de dårlige, kan det nemt tænkes, at de pågældende polititjenestemænd finder det så generende, at de fratager en muligheden for at filme – f.eks. ved at anholde en med ”den nødvendige magtanvendelse” – og så er det slut med optagelserne. Men tilrettelægger man sin strategi på en fornuftig måde, kan man nemt slippe af sted med forevige politiets ulovlige arbejde.

Alfa og omega er: Vær rolig og høflig! Selv om man mest af alt har lyst til at råbe sprogets værste gloser efter folk, der mener sig berettiget til at rode i ens lommer, fordi man har en hættetrøje på, så lad være. Det kan ikke betale sig.

Det gode eksempel:

Politiet vil visitere dig og/eller ransage din bil.

Betjent: Goddag. Du er sigtet for overtrædelse af lov om euf/våbenloven. Du har ikke pligt til at udtale dig. Er du venlig at tømme dine lommer?
Dig: Goddag, hr. Betjent. Ja, men før du visiterer mig, tænder jeg kameraet på min telefon, så jeg kan dokumentere, at du visiterer mig uden at have det mistankegrundlag som retsplejeloven kræver. Husk i øvrigt, at jeg du ikke har lov til at stoppe optagelsen, så længe jeg ikke forhindrer dit arbejde [Du begynder at optage].
Betjent: Øhh, okay.
Dig: [Nu med rullende kamera] Du er godt klar over, at du skal have ”rimelig grund til mistanke” for at visitere mig, ikke? Kan du fortælle mig, mens jeg optager, hvad dit mistankegrundlag består i? For du har vel tænkt dig at leve op til reglerne i dansk retspleje?
Betjent: Øhh. Du er på Christianshavn og du ligner en, der kunne finde på at ryge hash. Du skal i øvrigt bare tømme lommerne, når politiet siger, du skal!
Dig: Det er ikke ”rimelig grund til mistanke”, at jeg har en hættetrøje og en kasket på her på Christianshavns Metrostation. Jeg vil ikke forhindre dig i at visitere mig, men du skal vide, at jeg klager til politidirektøren over denne ulovlige visitation. Og jeg medsender denne video.

Det kan sagtens være, at betjenten vælger at gennemføre sit forehavende, men der er også en del erfaring, der taler for, at han finder på en undskyldning for at lade være. I alle tilfælde er det dig, der vinder. Visiterer han dig, har du dokumenteret, at han ikke har holdt sig til reglerne i retsplejeloven. Lader han være med at visitere dig, har du, udover at have sluppet for en krænkende visitation, også en fin video af, at du owner en betjent i kendskabet til dansk retspleje – en lækkerbisken lige til Youtube.

Klagen til politiet sendes til adresserne kbh@politi.dk og mail@politiklagemyndigheden.dk og kan lyde som følger:

“Att: Politidirektøren/Politiklagemyndigheden

Klage over visitation på [indsæt sted] den [indsæt dato og ca. klokkeslet]

Jeg blev på ovennævnte sted og på ovennævnte tidspunkt visiteret af politiet. Jeg mener i den forbindelse ikke, at retsplejelovens regler om legemsindgreb er blevet fulgt, da jeg ikke finder, at politiet have nogen rimelig grund til at mistænke mig for en lovovertrædelse, der berettiger til visitation, og jeg påklager derfor forholdet.

Jeg vil derfor gerne have oplyst, hvilket konkret mistankegrundlag politiet havde imod mig, og jeg anmoder om aktindsigt i forholdet jf. reglerne i forvaltningsloven.

Jeg formoder nemlig ikke, at politidirektøren mener, at der er nogen “rimelig mistanke” i retsplelovens forstand, alene fordi man befinder sig på Christianshavn og er iklædt en kasket og en hættetrøje?

Mvh…[Navn og personnummer]”



Lad i øvrigt være med at nævne, at du er i besiddelse af en video. Det er nemlig altid morsomt at kunne tilbagevise politiets svar på klagen med håndfaste beviser.

Men husk at være rolig, værdig og høflig under hele ovennævnte forløb – fordi politiet ikke opfører sig ordenligt, kan vi borgere sagtens finde ud af det. Det er en vindertaktik. God fornøjelse!

men er det ikke noget med at politiet må visitere dig uanset hvor godt begrundet deres mistanke er nu om dage ? blev der ikke lavet om på det for nylig eller er jeg ikke informeret korrekt ?

Visitation: Kend dine rettigheder overfor politiet

De fleste mennesker ved ikke ret meget om deres helt grundlæggende rettigheder, når de står over for en politibetjent, der vil i lommerne på dem. Hvad har man pligt til at sige? Hvilke retningslinjer arbejder betjenten ud fra, og hvilke indgreb må han lovligt gennemføre? Det vil jeg forsøge at kaste lys over i denne artikel.

Politikernes love og dermed politiets handlemuligheder er først og fremmest begrænset af bestemmelserne i Grundloven – den lov, der helt overordnet begrænser myndighedernes magtudøvelse over for borgerne.

Grundlovens § 71, bestemmelsen der er relevant i forhold til visitationer, anfører, at ”Den personlige frihed er ukrænkelig”, og at man kun kan frihedsberøves, hvis der er lovhjemmel til det. Politiet kan med andre ord ikke (lovligt) frihedsberøve og visitere folk, alene fordi de finder det belejligt i en given situation.

Under grundloven er retsplejeloven og politiloven, der begge giver mere detaljerede retningslinjer for, hvad politiet må og ikke må. Det er primært retsplejeloven, jeg vil henvise til i eksemplerne neden for.

Hvad kan politiet forlange svar på, når de standser mig på gaden?

Når politiet vil tale med én, har man alene pligt til at oplyse dem om navn, fødselsdato (ikke cpr-nummer, kun fødselsdato) og adresse. Intet andet. Det følger af retsplejelovens § 750. Hvor man er på vej hen, hvad man har i sin taske, hvor mange stoffer man tager hver dag og om man sover med hænderne over eller under dynen, vedkommer ikke politiet overhovedet.

Selv hvis politiet sigter en for en lovovertrædelse, har man ikke pligt til at udtale sig. Det fremgår klokkeklart af retsplejelovens § 752 stk. 1, og det SKAL politiet gøre en opmærksom på, hvis de afhører en.

Vil man ikke oplyse om de 3 ting, har politiet lov til at tage skridt til at finde ud af, hvem man er. F.eks. ved at visitere en og i sidste ende ved at skride til anholdelse og tage en med på stationen, hvor man populært sagt kan sidde og kukkelure, indtil de ved, hvem man er. Man har i øvrigt ikke nogen pligt til at bære eller fremvise nogen former for legimitation jf. loven, så længe man ikke fører et motorkøretøj.

Eksempel:

Betjent: Goddag. Har du noget med dit navn på?
Dig: Nej, det har jeg ikke pligt til at have på mig.
Betjent: Hvad hedder du, hvornår er du født og hvor bor du?
Dig: Jens Jensen, er født den 28. maj 1985 og bor på Finkevej nummer 7.
Betjent: Og de sidste 4 cifre i dit cpr-nummer?
Dig: Det har jeg ikke pligt til at fortælle dig, det ved du også godt.

Man skal dog være bekendt med, at den meget vrangvillige borger uden tvivl vil vække betjentenes mistænksomhed, hvilket er noget man skal indkalkulere i sin cost/benefit analyse. Skal man død og pine nå til moster Odas 90 års fødselsdag, der startede for 30 minutter siden, er ovennævnte fremgangsmåde måske ikke en oplagt ide.

Må politiet uden videre visitere mig?

Politiet må ikke visitere dig, alene fordi de har lyst til at se, hvor mange mintpastiller du har i lommerne. Politiet skal først have en mistanke om, at du har begået en passende alvorlig lovovertrædelse og sigte dig for overtrædelsen. Det er (i langt de fleste tilfælde) reguleret i retsplejelovens kapitel 72, der omhandler legemsindgreb.

Udover bestemmelserne i retsplejeloven giver politiloven (der er den lov, der direkte regulerer politiets daglige virke) også i nogle tilfælde politiet ret til at visitere folk jf. § 8 stk. 3. nr. 2. Omstændighederne, der skal være opfyldte før at politiloven kan bruges til visitationer, er dog relativt sjældent forekommende, da de omhandler forsamlinger under åben himmel – f.eks. demonstrationer. Så tommelfingerreglen for visitationer er stadig, at der skal være en rimelig mistanke om, at man har gjort noget ulovligt.

I endnu mere sjældne tilfælde, kan politiet også visitere folk i et bestemt område, alene fordi de opholder sig dér. Det er hjemlet i politilovens § 6 stk. 3. Her er der heller ikke krav om noget mistankegrundlag.

Men selv om reglerne i retsplejeloven er de mest anvendte – og mest restriktive – kan politiet desværre nemt opfinde en ”passende” mistanke, hvis de har brug for det i forhold til reglerne i retsplejeloven. Er du iført en trøje med et hampeblad påtrykt, og befinder du dig i området mellem Christiania og Christianshavns Metrostation, kan du desværre betragte dig selv som fair game.

Det er i strid med lovens ånd, men sådan er virkeligheden desværre – godt hjulpet på vej af den evige Sisyfos-kamp mod narkotika.

Dog er jeg forholdsvis sikker på, at man kan få en ung betjent til at tænke sig om to gange, hvis man er helt skarp i de betingelser, der skal være opfyldt, før han kan gå i lommerne på en.

Eksempel:

Betjent: Du er sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer/våbenloven. Er du venlig at tømme dine lommer?
Dig: Hvad er dit mistankegrundlag jf. reglerne i retsplejeloven? Hvad gør, at du med rimelig grund mistænker mig for en overtrædelse af lov om euf eller våbenloven? At jeg befinder mig på Christianshavn er ikke ”rimelig grund”. At jeg har en hættetrøje på er ikke ”rimelig grund”.
Betjent: [visiterer dig alligevel, og siger du skal klappe i]
Dig: Nu husker du at opdatere dette i POLSAS (politiets sagssystem) som ”visitation uden sag”, ikke? For jeg har tænkt mig at klage over, at du visiterede mig uden at have nogen rimelig mistanke. Vi bor ikke i en politistat, det er du godt klar over, ikke?

Efterfølgende skriver du en klage til politiet på via email på adressen kbh@politi.dk (hvis du blev visiteret i København) med følgende ordlyd:

”Att: Politidirektøren

Jeg blev den xx/xx kl. xxxx sigtet for lov om euf/våbenloven og visiteret på adressen xxx og vil i den anledning klage over, at bestemmelserne i retsplejelovens § 792 a ikke er blevet fulgt, da jeg ikke finder, at den pågældende polititjenestemand havde en ”rimelig mistanke” om, at jeg havde overtrådt den pågældende lovgivning.

Jeg vil i den anledning gerne have oplyst, hvad polititjenestemanden har anført som sit mistankegrundlag.

Med venlig hilsen, navn, cprnummer, adresse…”

Gjorde alle mennesker som ovenfor beskrevet, ville politiet være en del mere tilbageholdende, når det gælder visitationer med spinkelt eller ikke eksisterende mistankegrundlag.

God fornøjelse – Og husk at du har ret til at have dit lommeindhold i fred for myndighederne, hvis du ikke har gjort noget forkert.

I næste artikel gennemgår jeg reglerne for ransagning, og hvordan man kan gøre politiets arbejde i den forbindelse en lille smule mere besværligt.

Ransagning 1 – boligen: Kend dine rettigheder overfor politiet

I sidste artikel gennemgik jeg, hvilket lovgrundlag politiet arbejder efter, når de foretager visitationer i jagten på narkotika og våben – eller i hvert fald hvilket lovgrundlag de burde overholde, men desværre alt for tit ikke gør.

I denne artikel gang vil jeg gennemgå reglerne for ransagning af boliger, og jeg vil forsøge at give nogle tips og tricks til, hvordan man bedst muligt beskytter sit privatliv imod myndighedernes mange indgreb og efterhånden alt for lempelige omgang med regler, der oprindeligt var tænkt som en beskyttelse af netop borgeren og hans privatsfære.

Lovstoffet der regulerer ransagningsreglerne udspringer af Grundlovens § 72, der siger at ”Boligen er ukrænkelig” og at ” husundersøgelser, beslaglæggelse […] må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter retskendelse”.

Det betyder på almindelig dansk, at politiet skal holde fingrene fra vores biler og boliger, med mindre en specifik lov giver dem lov til at ransage under særlige betingelser, eller hvis de har fået lov af en dommer.

Ransagninger af dit hus eller din lejlighed

Ransagninger af private boliger hører til sjældenhederne i forhold til ransagninger af biler. Dette skyldes flere forhold. Dels kører man ikke rundt og viser sin bolig frem for patruljerende betjente, med kløe i fingrene, og dels er reglerne for ransagninger af boliger mere restriktive, end de tilsvarende regler for ransagning af biler.

Vil politiet undersøge, hvad du gemmer i dit hjem, skal de nemlig forholde sig til reglerne i retsplejelovens § 793, stk. 1 nr. 1. Det kaldes en ”kategori 1” ransagning.

Når politiet vil kigge indenfor, skal de blandt andet have en rimelig grund til mistanke, ransagningen skal have en væsentlig betydning for efterforskningen, og der skal enten være fængselsstraf i strafferammen eller de skal have grund til at tro, at de kan finde beviser eller ting, der kan beslaglægges.

Når politiet vil ransage efter ovennævnte bestemmelse, skal de efter bestemmelserne i retsplejeloven have særdeles gode grunde til krænke husfreden, og de skal desuden have lov til at gøre det af retten – enten før (helst), men eller efter indgrebet har fundet sted.

Der er altså 3 måder politiet kan få lov til at komme ind i din bolig på:

Hvis de før ransagningen har fået lov af retten.
Hvis de ransager på ”øjemedets forspildelse” – hvilket vil sige, at omstændigheder gør, at de ikke kan nå at foreligge ransagningen for retten, men at de efterfølgende skal gøre det. F.eks. akutte sager, hvor man har grund til at tro, at beviser eller personer vil forsvinde fra adressen, hvis man venter.
Hvis du selv giver politiet lov til at ransage.
I situation nummer 1 og 2 er der ikke meget at gøre. Politiet skal nok tiltvinge sig adgang med de nødvendige magtmidler, når de har en kendelse. Men tit samarbejder den sigtede i alt alt for stort omfang med myndighederne og giver helt frivillig lov til, at politiet ransager deres boliger, også når ingen kendelse foreligger. Det har man ikke pligt til, og det vil jeg fraråde at gøre. Der er ingen grund til at belaste sig selv uden grund.

Derfor råder jeg til IKKE at give politiet samtykke til ransagning. Det er en kattelem, som politiet alt for ofte bruger, så de slipper for at redegøre grundigt for deres handlinger over for retten.

Eksempel:

Betjent: Banke banke på, det er politiet. Må vi komme ind og kigge?
Dig: [Gennem den lukkede dør] Goddag hr. betjent. Har du en kendelse?
Betjent: Nej, det har jeg ikke, men vil du frivilligt give samtykke til ransagning?
Dig: Nej, det vil jeg ikke. Hvis du mener dig berettiget til at komme ind i mit hjem, kan du gå til retten og få en kendelse jf. reglerne i retsplejeloven, eller du kan bryde min dør ned, hvis du mener, at du akut skal ind i mit hjem.
Betjent: Nåh. Det var nok ikke så vigtigt alligevel. Farvel.

Husk: Politiet skal nok komme ind, hvis de mener sig berettiget til det. Men lad være med at medvirke frivilligt til at myndighederne samler beviser imod dig. Det har du ikke pligt til – så lad være.

I næste artikel gennemgår jeg reglerne for ransagning af biler, hvilket er den mest hyppigt forekommende ransagningsform. Jeg vil her komme ind på, hvordan man bedst forholder sig til politiet, når og hvis de vil kigge i ens gamle BMW 5 -serie.

Den burde gøres sticky den her fantastiske tråd!!!!!

Nok ikke her i medieforumet, men det er til gengæld enormt relevant i juraforumet. Jeg kigger på det i aften, hvis ikke andre har gjort det inden da.

men er det ikke noget med at politiet må visitere dig uanset hvor godt begrundet deres mistanke er nu om dage ? blev der ikke lavet om på det for nylig eller er jeg ikke informeret korrekt ?