Psychedelia.dk

Forbud mod klassiske euforiserende stoffer har fået producenterne til at gå nye veje. Nu sælger de syntetiske stoffer, der ikke er omfattet af loven. Stater svarer igen med gruppeforbud, og producenter går til modangreb med helt nye urter.

Det psykedeliske stof AMT (alpha-methyltryptamin) er siden 1960’erne blevet brugt som et legalt alternativ til LSD, men er nu blevet forbudt i Danmark. Få dage efter, forbuddet trådte i kraft, dukkede isomeren 5-IT op, der ikke var blevet forbudt. 5-IT er fra september blevet optaget særskilt på forbudslisten.

Af Robin Engelhardt, søndag 25. nov 2012 kl. 09:00

I sidste uge udgav EU's narkoovervågningscenter, EONN, sin årlige rapport om brugen af euforiserende stoffer i EU. Aldrig før er der blevet registreret så mange nye stoffer som i 2012. De kaldes 'legal highs', fordi der er tale om helt nye kemiske forbindelser, der teknisk set er legale i mange lande. De sælges som 'urter', 'badesalt' og 'plantegødning' via internetbutikker over hele verden og har effektivt udmanøvreret staters kontrol af folks ønske om at tage et trip i ny og næ.

»Markedet rammes af mere end ét nyt psykoaktivt stof om ugen,« sagde EU-kommissær for indre anliggender Cecilia Malmström til pressen ved offentliggørelsen, hvilket ved udgangen af året vil svare til en stigning på 25 pct. i forhold til 2011. Dette skal ses i forhold til, at brugen af heroin, kokain og marihuana er faldet i de fleste lande.

Spørgsmålet er derfor, om udviklingen har gjort forbud og straf til en forfejlet strategi, fordi den i stedet for at stoppe misbrug skubber stofbrugere ud i stadig mere farlige eksperimenter med helt ukendte kemikalier.

Sådan mener i hvert fald en del eksperter. Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom fra Psykiatrisk Center Hvidovre har længe talt for stop af forbudspolitikken, og sidste år sagde det internationale panel Global Commission on Drug Policy, at 'den globale krig mod stoffer har slået fejl', og anbefalede myndighederne at stoppe 'kriminaliseringen, marginaliseringen og stigmatiseringen af folk, der bruger narko, men ikke skader andre'.

Også mange politikere, heriblandt Liberal Alliance i Danmark, mener, at narkotika skal legaliseres, mens praktiserende læger med hånden for munden er begyndt at anbefale brugen af de forbudte, men velkendte, rusmidler som hash, bare for at folk holder fingrene fra disse 'legal highs', der har ukendte og potentielt mere farlige bivirkninger.
Skærpet forbudspolitik

Men selvom det for tiden ser ud til, at det er musen, der leger med katten, svarer de fleste lande, heriblandt Danmark, med en skærpet forbudspolitik. Siden denne sommer har Danmark ligesom Luxembourg, Cypern, Italien og Frankrig indført en lovgivning, der forbyder hele grupper af stoffer.

Tanken er, at forbuddet mod stofgrupper vil gøre det vanskeligere at udvikle og markedsføre nye legal highs, blot ved at ændre lidt på molekylesammensætningen i allerede forbudte stoffer. I den danske lovgivning har man lagt sig tæt op ad den engelske forbudsliste af grupper - og tilføjet et par ekstra stofgrupper. Den danske liste omfatter i dag ti grupper, heriblandt syntetiske benzoylindoler, cathinoner, cyclohexylphenoler, phenethylaminer, phenylacetylindoler, tryptaminer samt en lange række stoffer fra naphthoyl-gruppen. Danmark er således blevet et af de mere restriktive lande på området.

»De ti grupper er blevet valgt for at ramme så mange syntetiske euforiserende stoffer som muligt,« siger retskemiker Christian Lindholst fra Aarhus Universitet.

»Og hvorfor det lige er blevet ti og ikke elleve grupper er svært at svare på. Et eller andet sted skulle vi jo stoppe. I princippet kan man jo bare fortsætte,« siger han.

»De forskellige lande forsøger at være så opdaterede som muligt ved at analysere, hvad der rent faktisk kommer på markedet. Og så er der nogle lovgivere, som forsøger at gruppere de nye stoffer inden for en meningsfuld kategori og få dem forbudt gruppevis,« forklarer Christian Lindholst.

Problemet er selvfølgelig, at bagmændene svarer igen på gruppeforbuddene ved at gå endnu længere ud i den kemiske jungle og udvikle stoffer, der ikke er omfattet af definitionerne. Et eksempel fra USA er et syntetisk cannabinoid kaldet JWH-018 ('Spice'), der blev forbudt fra 1. marts 2011 (se grafik). Hurtigt ændrede bagmændene deres cannabinoid-recept og lavede i stedet UR-144 ('Funky Green Stuff'), der ikke var klassificeret som et analog til JWH-gruppen, selvom det har lignende biologiske effekter. Den amerikanske lovgivning blev i april 2012 revideret, så UR-144 nu også er forbudt - men straks efter kom stoffet 5-fluoro-ur-144 (også kendt som XLR-11) på markedet. Det er efter sigende 2-3 gange så potent som UR-144 og er endnu ikke reguleret.

I en dansk sammenhæng kan man nævne det psykedeliske stof AMT (alpha-methyltryptamin), der er omfattet af den generiske lovgivning, men som nu er blevet fulgt op med stoffet 5-IT, der først for nylig er blevet observeret på markedet. Selvom 5-IT blot er en positions-isomer af AMT (via en omplacering af en indole-ring, se grafik), er den i sin kemiske definition ikke en tryptamin, ligesom AMT er det, og derfor er 5-IT ikke automatisk omfattet af gruppeforbuddet. Myndighederne har derfor måttet indstille 5-IT særskilt på listen.
Alternativ smertelindring

Blandt de allerførste syntetiske cannabinoider var de såkaldte JWH-stoffer, der er opkaldt efter John William Huffman, en organisk kemiker fra Clemson University i South Carolina, USA. I midten af 1980'erne begyndte han at lede efter alternative smertelindrende stoffer til brug hos patienter med multipel sklerose, kræft og aids - men uden den euforiserende effekt fra THC (det aktive stof i cannabisplanten).

Det lykkedes ikke for ham, men han fandt over 400 analoger, der alle sammen bandt sig til cannabinoid-receptoren i hjernen i større eller mindre grad. Ironisk nok er det disse stoffer, der er på markedet i dag. JWH-stofferne er således den største gruppe inden for de syntetiske cannabinoider, som er blevet taget med blandt de 10 nye grupper i den danske lovgivning.

»Der bliver sprøjtet nye stoffer på markedet hele tiden,« indrømmer Christian Lindholst:

»Det eneste, lovgiverne kan gøre, er at være hurtige på aftrækkeren, enten ved løbende at inkludere nye stofgrupper eller ved at forbyde stofferne enkeltvis.«

Det betyder at listen vil vokse og vokse, og processen stopper ikke, før der opstår problemer. På et tidspunkt kommer man til et punkt, hvor mange af de individuelle stoffer i de grupper, der sættes på listen, ikke er euforiserende.

»Det er en ting, man endnu ikke rigtig tager hensyn til med en lovgivning af gruppevise forbud,« siger Lindholst:

»Man kan jo godt have analoge kemikalier, som ikke er euforiserende, men stadig er omfattet af loven.«

En anden grund til, at man er lidt tilbageholdende med at sætte alt for mange grupper på listen, er ifølge Lindholst faren for pludselig at forbyde kemikalier, der kan købes i supermarkedet. Derfor sættes listerne til høring, og man kigger på importtilladelser for at se, om der er nogle firmaer, der bruger disse her stoffer bredt, og så krydser man ellers fingre og håber på ikke at komme til at besværliggøre situationen for en lødig virksomhed mere end højst nødvendigt.
En midlertidig dæmning

Så selvom myndighederne nu har slået tilbage med gruppevise forbud, er det tydeligt, at de aldrig vil kunne ramme alle de euforiserende stoffer. Der er f.eks. mange grupper af naturstoffer, som ikke er opdaget eller 'misbrugt' endnu, og man vil sagtens kunne finde nye kandidater blandt dem. Så selvom man fra politisk hold har gjort noget, så er det i realiteten kun en midlertidig dæmning mod en flodbølge af nye stoffer, der vil fortsætte med at skylle ind over markedet.

Udviklingen er i høj grad også hjulpet på vej af det store udbud på internettet og nye måder at distribuere på. Den lokale pusher er stort set forsvundet. Man bestiller hos producenten via hjemmesider, der skifter navn hele tiden, og stofferne bliver sendt direkte til forbrugeren. Det gør det meget svært at være politi.

Man må også huske på, at det ikke primært er den kriminelle junkie, der præger efterspørgslen. Det er velfungerende unge, der ser det som en livsstil at eksperimentere med nye stoffer. Ifølge Christian Lindholst er meget af den kultur med at eksperimentere med nye stoffer startet med et par bøger af den amerikanske kemiker og kunstner Alexander Shulgin.

»Han er ophavsmand til mange af de syntetiske phenetylaminer og tryptaminer og har skrevet en bog, der hedder: 'Phenethylamines I Have Known and Loved',« siger Christian Lindholst:

»I bogen beskriver han syntesen af et par hundrede phenetylaminer, spiser dem og skriver om effekten af dem. Han er stadig aktiv og har en hjemmeside, hvor man kan skrive til ham. Han er meget populær, specielt i de lidt mere eksperimenterende grupper, hvor han har opnået en slags gurustatus.«

Så selv hvis det skulle lykkes alverdens stater og myndigheder at kategorisere og forbyde alle de eksisterende euforiserende stoffer i verden i dag, så vil der fortsat være mange velfungerende og eksperimenterende unge mennesker, som ser det som en sportslig udfordring at opdage og syntetisere nye euforiserende stoffer, som man slet ikke kender eksistensen af endnu.

Virkelig skønt med en ordenlig skrevet artikel om emnet. Kan ikke huske sidst jeg har set en stofrelateret artikel helt fri for faktuelle fejl.

Det handler i bund og grund om at vi herhjemme uddanner os til ignorante overforbrugere, der lige præcis er kloge nok til at kunne se gevinsten i at arbejde hårdt, men samtidig er dumme nok til selv at kunne gennemskue, hvad vi egentlig gør ved os selv, vores medmennesker og naturen i denne proces.

God, saglig artikel.
Det er nemlig, som du selv afslutter med at spørge, besynderligt hvorfor staten skal afgøre, hvordan vores liv skal leves. Der er ikke længere tale om et frit land, hvor folkets forskellighed har mulighed for at blomstre. Nærmere virker det som om, folket føres i én bestemt retning - som en slags tanke eller ideologi, der allerede begynder i folkeskolen og efterfølgende grener sig ud i uddannelses og erhvervslivet. Det handler i bund og grund om at vi herhjemme uddanner os til ignorante overforbrugere, der lige præcis er kloge nok til at kunne se gevinsten i at arbejde hårdt, men samtidig er dumme nok til selv at kunne gennemskue, hvad vi egentlig gør ved os selv, vores medmennesker og naturen i denne proces.
Den eneste frihed vi har, er ytringsfriheden - og hvad er den værd, når vi ikke må handle ud fra den? Hvad er en fri tanke værd, hvis den kun bliver ved tanken?
En af grundene til vi ikke må undersøge vores eget sind gennem rusmidler, kunne være, at vi så småt opdagede, hvor råddent vores samfund hænger sammen? Vi kunne gå hen at opdage, at der netop er helt andre måder at leve og udtrykke sig på, hvor en økonomisk vækst og et ødelæggende overforbrug ikke eksisterer. Tanken om at redde naturen og leve harmonisk med hinanden ligger stadig MEGET fjernt fra vores virkelighedsopfattelse. Der skal åbenbart ske noget helt ekstremt forfærdeligt før vi vågner op fra den idé, vi pt lever i.

Naturen har en løsning, men naturen er efterhånden ulovlig i hele den vestlige verden.
Tænk nu, hvis du kom til at indtage noget der gav dig et bad trip?!?!?... nej nej så hellere kvæles langsomt i drivhusgasserne foran tv reklamerne, mens den sidste klump plastikindpakket vandpumpede burkylling glider ned i skidesækken